“Elsk jeres fjender”

Frelserens undervisning: Sæt jer ikke imod den, som er ond! var en hård tale for de hævngerrige jøder, og de knurrede indbyrdes over den. Men Jesus fremkom med en endnu stærkere udtalelse:MMPB 77.2

“I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt imod den, som hader jer, og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn.”MMPB 77.3

Sådan var ånden i den løv, som rabbinerne fejlagtigt havde tolket som en række kolde, strenge fordringer. De anså sig selv for at være bedre end andre mennesker og mente, at fordi de var israelitter af fødsel, var de berettigede til Guds særskilte velbehag; men Jesus omtalte et kærligt og forsonende sindelag som det, der ville bevise, at de handlede ud fra højere bevæggrunde end de toldere og syndere, som de foragtede.MMPB 77.4

Han henviste sine tilhørere til universets hersker under det nye navn: “Vor Fader.” Han ville, at de skule forstå, hvilke inderlige følelser Gud nærede for dem i sit hjerte. Han lærte, at Gud har omhu for enhver fortabt sjæl, og at “som en fader forbarmer sig øver sine børn, forbarmer Herren sig over dem, som frygter ham.” (Sl. 103,13). Ingen anden religion end Bibelens har nøgen sinde givet Verden en sådan forestilling om Gud. Hedenskabet lærer menneskene at betragte det højeste væsen med frygt i stedet for med kærlighed som en ondsindet guddom, der må tilfredsstilles med ofringer, i stedet for som en fader, der udøser sin kærligheds gave over sine børn. Endog israelitterne var blevet så forblindede angående profeteres dyrebare lære om Gud, at denne åbenbaring af hans faderkærlighed var som et nyt emne, en ny gave til Verden.MMPB 78.1

Jøderne holdt på, at Gud elskede dem. der tjente ham efter deres mening sådanne, som opfyldte rabbinernes krav og at hele Verden for øvrigt var genstand for hans vrede og forbandelse. Men det forholder sig ikke således, sagde Jesus; hele Verden, de onde med de gode, befinder sig i hans kærligheds solskin. Denne sandhed burde de have lært af naturen selv, for Gud “lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.”MMPB 78.2

Det skyldes ikke en iboende kraft, at Jorden år efter år frembringer sine rigdomme og fortsætter sin vandring omkring solen. Guds hånd leder planeterne og holder dem på deres plads under deres velordnede løb gennem himmelrummet. Det skyldes hans magt, at sommer og vinter, sæd og høst, dag og nat kommer i regelmæssig rækkefølge. Det er ved hans ord, planteriget florerer, at løvet kommer til syne, og blomsterne vokser. Hvert gode, vi har, hver solstråle og regnbyge, hver bid brød og hvert øjeblik af vort liv er en kærlighedens gave.MMPB 78.3

Medens vi endnu ikke elskede og vi af karakter ikke var elskelige, men forhadte og hadede hver andre, havde vor himmelske Fader barmhjertighed med øs. “Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til menneskene blev åbenbaret, frelste han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed.” (Tit. 3,3-5). Når vi modtager hans kærlighed, vil den på lignende måde gøre os venlige og milde ikke blot mod dem, der falder i vor smag, men mod de mest fejlende, vildfarende og syndige.MMPB 79.1

Guds børn er mennesker, der er delagtige i hans natur. Det er ikke jordisk rang, heller ikke byrd, heller ikke nationalitet ej heller religiøse fortrin, der beviser, at vi er medlemmer af Guds familie, men det er kærlighed en kærlighed, der omfatter hele menneskeheden. Endog syndere, hvis hjerter ikke er ganske lukket for Guds ånd, vil lade sig påvirke af venlighed. Ligesom de kan gengælde had med had, vil de også gengælde kærlighed med kærlighed. Men det er kun Guds ånd, der yder kærlighed til gengæld for had. At være venlig mod de utaknemmelige og onde, at gøre godt og ikke vente at få noget igen, er tegnet på himmelsk kongeværdighed, det sikre kendemærke, ved hvilket den Højestes børn åbenbarer deres høje rang.MMPB 79.2