“Led os ikke i fristelse; men fri os fra den onde”

Fristelse er forlokkelse til synd og stammer ikke fra Gud men fra Satan og fra det onde i vore egne hjerter. “Gud kan ikke fristes af noget onde, og selv frister han ingen.” (Jak. 1,13).MMPB 118.2

Den onde søger at lede os i fristelse, for at det slette i vor karakter kan åbenbares for mennesker og engle, således at han kan gøre krav på, at vi hører ham til. I sin sindbilledlige profeti hos Zakarias ser man Satan stå ved den højre side af Herrens engel og anklage Josua, ypperstepræsten, der havde snavsede klæder på, og modsætte sig den gerning, som engelen ønskede at udføre for Josua. Dette er en fremstilling af det standpunkt, den onde indtager over for hver sjæl, som Kristus søger at drage til sig. Fjenden forleder os til synd, og derefter anklager han os for den himmelske verden som uværdige til Guds kærlighed. “Men Herren sagde til Satan: Herren true dig, Satan, Herren true dig, han som udvalgte Jerusalem. Er ikke denne en brand, som er reddet ud af ilden?” Og til Josua sagde han: “Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.” (Zak. 3,2-4).MMPB 118.3

I sin store kærlighed søger Gud at udvikle sin ånds kostelige dyder i os. Han tillader hindringer, forfølgelse og genvordigheder at møde os, ikke som en forbandelse men som den største velsignelse i vort liv. Hver fristelse, vi modstår, og hver prøvelse, vi bærer med frimodighed, bringer os en ny erfaring og befordrer karakterens dannelse. Den sjæl, som formedelst guddommelig kraft står fristelse imod, åbenbarer for Verden og for Himlenes beboere, at Kristi nåde er tilstrækkelig.MMPB 119.1

Men ihvorvel vi ikke skal lade os forfærde af prøvelse, selv om den er svær, bør vi bede Gud om ikke at tillade os at blive ført derhen, hvor vi vil blive ledet på afveje af lysterne i vore egne onde hjerter. Ved at opsende den bøn, Kristus har givet, overlader vi os til Guds ledelse og beder om at føre os på trygge stier Vi kan ikke bede denne bøn i oprigtighed og på samme tid bestemme os til at følge en vej, som vi selv vælger. Vi vil vente på, at hans hånd skal lede os, og vi vil lytte til hans røst, som siger: “Her er vejen, I skal gå!” (Es. 30,21).MMPB 119.2

Vi kan ikke være trygge, hvis vi giver os til at overveje de fordele, vi kunne høste ved at følge Satans råd. Synd fører vanære og ulykke over hver eneste sjæl, som hengiver sig til den; men synden er forblindende og skuffende i sit væsen, og den vil forlokke os med smigrende fremstillinger. Hvis vi vover os ud på Satans område, har vi ingen for sikring om beskyttelse mod hans magt. Så langt som det står til os, bør vi lukke enhver dør, hvor igennem fristeren kan få adgang til øs.MMPB 120.1

Bønnen “Led os ikke i fristelse”, er i sig selv et løfte. Hvis vi overlader os til Gud, har vi denne forsikring: “Og Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.” (1Kor. 10,13).MMPB 120.2

Den eneste beskyttelse mod det onde er Kristi iboen i hjertet ved troen på hans retfærdighed. Grunden til, at fristelse har magt over os, er, at der er egoisme,i vore hjerter; men når vi betragter Guds store kærlighed, fremtræder egoismen for os i sit hæslige, frastødende væsen, og vi ønsker, at den må blive fordrevet fra sjælen. Når Helligånden herliggør Kristus, mildnes og blødgøres vore hjerter, fristelsen taber sin kraft, og Kristi nåde omdanner karakteren.MMPB 120.3

Kristus vil aldrig forlade den sjæl, for hvem han gik i døden. Et menneske kan forlade ham og blive overvældet af fristelse, men Kristus kan aldrig vende sig bort fra den, hvis genløsning han har betalt med sit eget liv. Dersom vort åndelige syn kunne skærpes, ville vi se sjæle nedbøjede i undertrykkelse og betyngede af sorg, vaklende ligesom vognen, når den er fuld af neg, færdige til at omkomme af modløshed. Vi ville se engle skyndsomst ile til for at bringe hjælp til disse fristede, der står som på randen af en afgrund. Himmelens engle tvinger de ondskabens hærskarer, der omslutter disse sjæle, til at vige og leder de fristede til at sætte deres fødder på den sikre grundvold. De kampe, der foregår mellem disse to hære, er lige så virkelige som de slag, der udkæmpes af jordiske krigshære, og evige skæbner afhænger af udfaldet af den åndelige strid.MMPB 120.4

Til os ligesom til Peter lyder de ord: “Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe.” Takket være Gud, vi er ikke overladt til os selv. Han, som elskede Verden så højt, “at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”, vil ikke svigte os i kampen mod Guds og menneskers modstander. “Se,” siger han, “jeg har givet jer myndighed til at træde på slanger og skorpioner og over hele fjendens magt, og han skal slet ikke gøre jer nogen skade.” (Luk. 22,31-32; Joh. 3,16; Luk. 10,19).MMPB 121.1

Lev i forbindelse med den levende Kristus, så vil han holde dig fast med en hånd, der aldrig slipper. Erkend og tro den kærlighed, Gud har til os, så er du tryg; for denne kærlighed er en fæstning, som Satan med alle sine forførelser og angreb ikke formår at modtage. “Herrens navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjerges.” (Ordsp. 18,10).MMPB 121.2