Jeg er født i Gorham, Maine, den 26. november 1827. Mine forældre, Robert og Eunice Harmon, boede i mange år i denne stat. I de tidligere år blev de alvorlige og oprigtige medlemmer af den metodistisk anglikanske menighed. I den menighed havde de fremragende tilknytning og arbejdede for syndernes omvendelse og styrkede Guds sag, for en periode af fyrre år. I løbet af den tid havde de glæden at opleve deres børn, otte i alt, alle omvendte og samlet i Kristi fold. Deres afgjorte syn på Kristi genkomst, førte imidlertid til adskillelsen i forholdet til metodistmenigheden i år 1843.VM1 9.1

Da jeg kun var et barn, flyttede mine forældre fra Gorham til Portland, Maine. Her skete, i en alder af ni år, en ulykke med mig som påvirkede hele mit liv. Sammen med min tvillingsøster og en af vore skolekammerater, krydsede jeg en almindelig by i Portland, da en pige på tretten år, der fulgte os, blev vred over noget ubetydeligt og truede med at slå os. Vore forældre havde lært os aldrig at strides med nogen, men hvis vi var i fare for at blive skælt ud eller beskadiget, skal vi straks ile hjem. Vi gjorde dette med al hast, men pigen fulgte os så hurtigt, med en sten i hånden. Jeg vendte mit hoved for at se hvor langt hun var fra mig og da jeg gjorde dette, kaste hun stenen og den ramte mig på næsen. Jeg var svimmel af blodet og faldt bevistløs til jorden.VM1 9.2

Da jeg kom til bevidsthed igen, fandt jeg mig selv i et købmandsbutik; mine klæder var tildækket med blod fra min næse og strømmede over gulvet. En venlig fremmed tilbød mig at tage mig hjem på sin hestevogn, men jeg indså ikke min svaghed og fortalte ham at jeg foretrak at gå hjem, end at svine hans vogn til med blod. De tilstedeværende var ikke klar over at min kvæstelse var så alvorlig og lod mig gøre som jeg ønskede; men efter at have gået nogle få meter blev jeg svimmel og besvimede. Min tvillingsøster og skolekammerat bar mig hjem.VM1 10.1

Jeg har ingen erindring, hvad der skete mere efter den ulykke. Min mor sagde at jeg mærkede intet, men var uden bevidsthed i tre uger. Ingen, uden hende selv, tænkte at det var muligt for mig at komme mig; men af visse grunde mente hun at jeg ville klare mig. En venlig nabo, som var meget interesseret for mit bedste, tænkte engang at jeg døde. Hun ønskede at erhverve sig et ligklæde til mig, men min moder sagde: Ikke endnu; for noget har fortalt hende at jeg ikke vil dø.VM1 10.2

Da jeg igen vågnede op til bevidsthed, var det som om jeg havde sovet. Jeg huskede ikke ulykken og var uvidende om årsagen til min sygdom. Efterhånden som jeg begyndte at få lidt styrke, vækkedes min nysgerrighed ved at lytte til dem som kom for at besøge mig og sagde: “Hvor er det synd!” “Jeg burde ikke have kendt hende”, osv. Jeg bad om et spejl og ved at stirre ind i det, var jeg rystet over forandringen i mit udseende. Ethvert ansigtstræk synes forandret. Min næses knogler der havde været brækket, forårsagede denne vansiring.VM1 10.3

Tanken om min ulykke i mit liv var uudholdelig. Jeg kunne ikke se nogen behag i min tilværelse. Jeg ønskede ikke at leve og dog frygtede for at dø, for jeg var uforberedt. Venner, som besøgte os, så medlidende på mig og rådede mine forældre til at lægge sag mod pigens far, som de sagde havde ødelagt mig. Men min mor ville have fred; hun sagde at det forløb der ville bringe min sundhed og naturlige udseende tilbage, ville vinde noget; men dersom det var umuligt, var det bedst ikke at få fjender ved at følge et sådant råd.VM1 10.4

Læger mente at der skulle lægges en sølvsnor i min næse for at holde den i form. Dette ville have været meget smertefuldt og de frygtede at det ville være af lille nytte, da jeg havde mistet så meget blod og udholdt et så kraftigt chok, at min bedring var meget tvivlsom. Selv hvis jeg levede op igen, mente de at jeg kun kunne leve i kort tid endnu. Jeg var næsten formindsket til et skelet.VM1 11.1

På det tidspunkt begyndte jeg at bede til Herren for at berede mig til døden. Når kristne venner besøgte familien, ville de spørge min moder om hun havde talt til mig om døden. Jeg hørte det og det vækkede mig. Jeg besluttede at blive en kristen og bad alvorligt om tilgivelse af mine synder. Jeg mærkede en sindsro komme og elskede enhver, følte ivrigt at alle skulle have deres synder tilgivet og elske Jesus som jeg gjorde.VM1 11.2

Jeg huskede godt en aften om vinteren da sneen var på jorden, himmelhvælvingen lyst op, himmelen så rød og truende ud og synes at åbne og lukke, medens sneen så ud som blod. Naboerne var rigtig meget skræmt op. Mor tog mig ud af sengen i hendes arme og bar mig hen til vinduet. Jeg var lykkelig; jeg troede Jesus kom og jeg længdes efter at se ham. Mit hjerte var fyldt; jeg klappede i hænderne af glæde og tænkte at mine lidelser var til ende. Men jeg blev skuffet; det enestående fænomen svandt bort fra himmelhvælvingen og den næste morgen stod solen op som sædvanlig.VM1 11.3

Jeg fik meget langsomt styrke. Da jeg blev i stand til lege med mine unge venner, blev jeg tvunget til at lære den bitre lektie, at vort personlige udseende ofte gør en forskel i den behandling vi får fra vore kammerater. Da min ulykke indtraf, var min far borte i Georgia. Da han kom tilbage, omfavnede han min bror og mine søstre og da spurgte han efter mig. Jeg, trak genert tilbage, blev peget ud af min mor, men min egen far genkendte mig ikke. Det var svært for ham at tro, at jeg var hans lille Ellen, som han havde forladt for kun få måneder siden og var et sundt og lykkeligt barn. Dette skar mine følelser dybt, men jeg prøvede at vise venlighed, endskønt mit hjerte synes brudt.VM1 11.4

Jeg mærkede mit uheld stærkt, mange gange i disse barndomsdage. Jeg var udsædvanlig sensibel og det forårsagede mig stor ulykke. Ofte søgte jeg, med krænket stolthed, ydmyget og ulykkelig i ånden, et ensomt sted og tungsindigt grundede over de prøvelser jeg dagligt var dømt til at bære.VM1 12.1

Tårernes lindring afviste mig. Jeg kunne ikke græde ud, som min tvillingsøster kunne; skønt mit hjerte var betynget og smertet som var det brudt, kunne jeg ikke fælde en tåre. Jeg følte ofte, at det i høj grad ville lindre, at græde væk fra min sorg. Nogle gange forviste de venlige venners sympati mit mørke og fjernede, for en tid, den tunge vægt som trykkede mit hjerte. Hvor frugtesløs og tom synes jordens behageligheder til mig da! Hvor foranderlig mine unge kammeraters venskab! Alligevel var disse små skolekammerater ikke forskellige fra de fleste af den store verdens folk. Et pæn ansigt, smukke klæder, tiltrak dem; men lad uheld tage dette væk og det skrøbelige venskab vokser sig koldt eller brydes. Men da jeg vendte mig til min Frelser trøstede han mig. Jeg søgte Herren alvorligt i mine trængsler og modtog trøst. Jeg følte mig sikker på at Jesus selv elskede mig.VM1 12.2

Min sundhed synes at være håbløst svækket. I to år kunne jeg ikke trække vejret gennem min næse og kunne kun gå lidt i skole. Det synes umuligt for mig at læse og huske hvad jeg lærte. Den samme pige som forårsagede mit uheld, blev udpeget til ordensduks af vor lærer og det var blandt hendes pligt at hjælpe mig i min skrivning og andre lektier. Hun føltes altid oprigtig ked af det for den store skade hun havde påført mig, endskønt jeg passede på ikke at minde hende om det. Hun var nænsom og tålmodig mod mig og synes ked af det og tankefuld når hun så mig arbejde under ganske ugunstige forhold for at få en uddannelse.VM1 12.3

Min nervesvage organisme var knust og mine hænder rystede så at jeg kun gjorde lidt fremskridt i skriveri og kunne få ikke mere end enkle afskrifter med grov hånd. Idet jeg bestræbte mig på at holde mit sind til mine studier, løb bogstaverne på siden sammen, store sveddråber stod på min pande og en afmagt og en svimmelhed ville gribe mig. Jeg havde en slem hoste og hele min organisme synes svækket. Min lærer tilrådede mig at forlade skolen og ikke videreføre mine studier før mit helbred ville bedres. Det var den hårdeste kamp i mit unge liv, at give efter for min svaghed og jeg beslutte at jeg måtte forlade mine studier og opgive håbet at få en uddannelse.VM1 13.1

Tre år senere gjorde jeg endnu et forsøg på at få en uddannelse. Men da jeg forsøgte at genoptage mine studier, svigtede mit helbred hurtigt og det blev tydeligt, at hvis jeg kom tilbage til skolen, ville det koste mit liv. Jeg kom ikke i skole efter jeg blev tolv år gammel.VM1 13.2

Mit ønske om at blive elev var meget stort og da jeg grundede over mit skuffede håb og tanken om at jeg ville være invalid resten af livet, var jeg uforligt med flokken og til tider knurrede mod Guds forudseenhed, der således plagede mig. Havde jeg åbnet mine tanker til min moder, kunne hun have belært, beroliget og opmuntret mig; men jeg skjulte mine betrængte følelser fra min familie og venner og frygtede at de ikke kunne forstå mig. Den lykkelige tillid til min Frelsers kærlighed, som jeg havde nydt i min dårlighed, var forsvundet. Min udsigt til verdslige fornøjelser var tilintetgjort og himlen synes at lukke sig for mig.VM1 13.3

Min omvendelse