Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Vidnesbyrd for menigheden bind 1 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Flytning til Michigan

    I 1855 åbnede brødrene i Michigan mulighed for at forlagshuset kom til Battle Creek. På det tidspunkt ejede min mand mellem to og tre tusinde dollars og udover bøgerne på lager, havde han regninger på bøger og nogle af dem var tvivlsomme. Sagen kom tydeligvis til et holdested, ordrerne for bøger var meget små og han frygtede for at blive kvalt i gæld. Brødrene i Michigan hjalp os til at få en byggegrund og bygge et hus. Skødet blev skrevet i mit navn, så at jeg kunne skille mig af med det, når jeg ville efter min mand var død.VM1 97.1

    Dette var skrækkelige dage. Jeg så på mine tre små drenge, snart frygtede jeg, at de blev efterladt faderløse og tanker som disse tvang sig selv over mig: Min mand dør af overarbejde i den nærværende sandheds sag; og hvem ser hvad han har lidt, de byrder som han i årevis har båret, den enorme omhu, som har knust hans humør og ødelagt hans helbred, bragt ham før tiden til graven og forlader sin familie nødlidende og afhængig? Jeg har ofte spurgt: Har Gud nogen bekymring for disse ting? Lader han dem gå ubemærket forbi? Jeg blev trøstet i forvisningen om at der er én som dømmer retfærdigt og at ethvert offer, enhver selvfornægtelse og enhver pinene smerte tålt for hans sag, er nøjagtig optegnet i himlen og vil give dets belønning. Herrens dag vil kundgøre og bringe ting til lys der endnu ikke er vist.VM1 97.2

    Jeg fik vist at Gud havde bestemt at gradvis oprejse min mand; så vi måtte udøve stærk tro, for i enhver bestræbelse ville vi blive voldsomt stødt af Satan; så vi måtte se væk fra vort ydre udseende og tro. Tre gange om dagen gik vi alene til Gud og vi indlod os i bøn for hans helbreds bedring. Ofte blev en af os udmattet af Guds kraft. Herren hørte nådigt vore alvorlige råb og min mand begyndte at blive rask. I mange måneder steg vore bønner til himlen tre gange om dagen om sundhed til at gøre Guds vilje. Disse bønnestunder var meget dyrebare. Vi blev bragt i en hellig nærhed til Gud og havde liflig fællesskab med ham. Jeg kan ikke forklare mine følelser bedre nu end de var udtrykt i de følgende uddrag fra et brev jeg skrev til søster Howland:VM1 98.1

    “Jeg føler mig taknemmelig, at jeg nu kan have min børn med mig, i min egen varetægt og bedre kan lære dem på den rigtige vej. I ugevis har jeg følt en hunger og tørst for frelse og vi har nydt et næsten uafbrudt fællesskab med Gud. Hvorfor bliver vi borte fra kilden, når vi kan komme og drikke? Hvorfor længes vi efter brød, når der er et opfyldt lager? Det er rigt og vederlagsfrit. Oh min sjæl, spiser og drikker af det og dagligt indsluger jeg himmelske glæder. Jeg vil ikke undlade at sige det. Guds pris er i mit hjerte og over mine læber. Vi kan glæde os i vor Frelsers fylde. Vi kan spise og drikke af hans fortrinlige herlighed. Min sjæl vidner om dette. Mit mørke er blevet splittet af dette vidunderlige lys og jeg kan aldrig glemme det. Herre, hjælp mig til at holde det i levende erindring. Opvæk hele min sjæls kraft! Vågn op og tilbed din Forløser for hans vidunderlige kærlighed!VM1 98.2

    “Sjæle omkring os må vækkes og frelses, ellers går de fortabt. Ikke et øjeblik må vi miste. Vi har alle en indflydelse der taler for sandheden eller imod den. Jeg ønsker at bringe umiskendelig vidnesbyrd med mig ,at jeg er en af Kristi disciple. Vi mangler nogen foruden sabbatsreligionen. Vi behøver det levende princip og at daglig føle personlig ansvar. Mange har undgået dette og frugterne er letsindighed, ligegyldighed, en manglende årvågenhed og åndelighed. Hvor er menighedens åndelighed? Hvor er mænd og kvinder fyldte med tro og den Helligånd? Min bøn er: Rens din menighed, Oh Gud. I måneder har jeg nydt frihed og jeg er besluttet på at ordne min omgang og alle mine måder rigtig for Herren.VM1 99.1

    Vore fjender kan triumfere. De kan sige bitre ord og deres tunge kan uberettiget gøre bagvaskelse, svig og usandhed og dog vil vi ikke blive rørt. Vi ved i hvem vi har troet. Vi har ikke gået forgæves, ejheller arbejdet forgæves. En opgørets dag kommer, hvor alle vil blive fordømt efter de handlinger, der er gjort i legemet. Det er rigtigt at verden er dyster. Modstanden bliver stærkere. Den overfladiske person og spotteren kan trives frimodigt i deres uretfærdighed. Alligevel vil vi ikke blive påvirket af alt dette, men lære at få styrke fra den Mægtiges arm.VM1 99.2

    “Gud prøver sit folk grundigt. Han vil have en ren og hellig menighed. Vi kan ikke læse menneskers hjerter. Men Herren har tilvejebragt midler til at holde hans menighed ren. Et fordærvet folk er fremstået, som ikke kan leve med Guds folk. De foragter irettesættelse og vil ikke blive rettet. De havde en lejlighed til at vide at deres kamp var en uretfærdig krig. De havde tid til at angre deres fejl; men havde selvet for kært til at dø. De gav det næring og det blev stærkt og de adskilte sig fra Guds tillidsgivene folk, hvem han renser til sig selv. Vi har al grund til at takke Gud, at en vej har åbnet sig for at vinde menigheden; for Guds vrede må komme over os, hvis disse fordærvede hyklere har været med os.VM1 99.3

    “Enhver ærlig sjæl, som kan bedrages af disse fjendtligt stemte personer, vil få et oprigtigt lys om disse personer, hvis alle engelene fra himlen har besøgt dem, for at oplyse deres sind. Vi har intet at frygte i den sag. Idet vi nærmer os dommen, vil alle vise deres sande karakter og den vil blive tydelig for hvilken gruppe de tilhører. Sigten rystes. Lad os ikke sige: Hold din hånd tilbage, oh Gud. Menigheden må renses og den vil blive det. Gud regerer; lad folket prise ham. Jeg har ikke den mest uklare tanke at synke ned i. Jeg har i sinde at være oprigtig og gøre ret. Dommen skal sættes, bøgerne skal åbnes og vi skal dømmes efter vore handlinger. Alle de usandheder der kan være udformet imod mig, vil ikke gøre mig ringere på nogen måde, heller ikke bedre med mindre de har en tilbøjelighed til at drage mig nærmere til min Forløser.”VM1 100.1

    Fra det tidspunkt hvor vi flyttede til Battle Creek, begyndte Herren at forvandle vort fangenskab. Vi fandt forstående venner i Michigan, som var parat til at dele vore byrder og dække vore mangler. Gamle, prøvede venner i midten af New York og New England, særlig i Vermont, følte med os i vor plager og var parat til at hjælpe os i nødens stund. Ved Konferensen i Battle Creek i november 1856, virkede Gud for os. Hans tjeneres sind blev opøvet med hensyn til menighedens gaver. Hvis Guds misbilligelse blev bragt over sit folk, fordi gaverne havde været tilsidesat og forsømt, var der en god udsigt til at hans gunst igen ville være over os, så han nådigt ville forny gaverne og de ville bo i menigheden for at opmuntre de svagelige sjæle og for at rette og irettesætte de fejlende. Nyt liv blev givet til sagen og medgang fulgte prædikanternes arbejde.VM1 100.2

    Udgivelser blev efterspurgt og viste sig at være lige det sagen forlangte. Sandhedsbudbringeren (The Messenger of Truth) gik snart ned og den uharmoniske ånd, som bestod af, blev spredt. Min mand var i stand til at betale al sin gæld. Hans hoste hørte op, smerten og ømheden forlod hans lunger og svælg og han blev gradvis rask igen, så at han kunne prædike tre gange om sabbaten og den første dag med lethed. Dette vidunderlige genoprettelsesarbejde, var fra Gud og han skulle have al ære.VM1 100.3

    Da min mand blev så svag, før vor flytning fra Rochester, besluttede han at befri sig selv fra ansvar i udgivelsesarbejdet. Han foreslog at menigheden tog vare på dette arbejde og at det blev styret af en forlagskomite, som de skulle udpege og at ingen, i forbindelse med det embede, ikke får sig nogen økonomisk fordel deraf, udover lønnen for hans arbejde.VM1 101.1

    Selv om vore brødre gentagne gange, blev gjort opmærksom på problemet, gjorde vore de ikke noget ved det før 1861. Indtil da var min mand juridisk ejer af forlagshuset og eneste leder af arbejdet. Han nød tilliden fra sagens aktive venner, som stolede på hans omsorg for midlerne, som de gav fra tid til anden, efter hvad sagen påkrævede, til at bygge en forlagsvirksomhed op. Men selv om meddelelsen ofte blev gentaget i Review, at forlagshuset i realiteten var menighedens ejendom, hvor han kun var juridisk leder, benyttede vore fjender sig af dette og under påskud af spekulation, gjorde de alt i deres kraft for at forurette ham og for at forhale sagens fremgang. Under disse omstændigheder introducerede man organiseringssagen, som førte til indlemmelsen af Syvendedags Adventist Forlagsselskabet, efter Michiganlovene, i foråret 1861.VM1 101.2

    Selv om de problemer vi fik med forlagssarbejdet og andre grene af sagen medførte megen forvirring, var det største offer, jeg blev kaldet til, i forbindelse med arbejdet, at overlade mine børn i andres varetægt.VM1 101.3

    Henry havde været væk fra os i fem år og Edson havde kun fået lidt af vor omsorg. I årevis var vor familie meget spredt og vort hjem som et hotel og vi var væk fra det hjem det meste af tiden. Jeg nærede den dybeste bekymring om mine børn skulle opdrages fri for onde vaner og jeg græmmes ofte, når jeg tænker på modsætningen mellem min situation og andres, som ikke ville tage byrden og omsorgen, som altid kunne være hos deres børn, til at råde og belære dem og som bruger næsten deres tid næsten udelukkende på deres egen familie. Og jeg har spurgt: Kræver Gud så meget af os og lader andre uden byrder? Er det fordelt lige? Skal vi således haste afsted fra en bekymring til en anden, en del af arbejdet til andre og kun have lidt tid til at opdrage vores børn? Mange nætter, medens andre sover, har jeg brugt i bitter gråd.VM1 102.1

    Jeg ville planlægge nogle fremgangsmåder som er mere gunstige for mine børn, da ville indvendinger så komme frem, som vil feje disse planer væk. Jeg var stærkt følsom for at fejle med mine børn og enhver uret de tillod bragte mig en sådan hjertesorg så det påvirkede mit helbred. Jeg havde ønsket at nogle mødre kunne blive stillet for en kort tid, som jeg har været i årevis; da vil de værdsætte de velsignelser de nyder og bedre kunne følge med mig i mit afsavn. Vi bad og arbejdede for vore børn og holdt fast ved dem. Vi forsømte ikke riset, men før det blev brugt arbejdede vi først på at få dem til at se deres fejl og da bad vi sammen med dem. Vi søgte at få vore børn til at forstå, at vi ville fortjene Guds mishag hvis vi undskyldte os fra synd. Og vore anstrengelser blev velsignet til deres bedste. Deres største fornøjelse var at behage os. De var ikke fejlfrie, men vi troede at de dog ville blive lam i Kristi fold.VM1 102.2

    I 1860 gik døden over vor tærskel og brækkede den yngste gren af vort familie træ. Lille Herbert, født den 20.september 1860, døde den 14.december samme år. Da den ømme gren var brudt, nej hvor vore hjerter blødte, som ingen kunne vide uden den som har fulgt deres små lovede børn til graven.VM1 102.3

    Men oh, da vore prægtige Henry døde, i en alder af seksten; da vores søde sanger blev båret til graven og vi hørte ikke længere hans tidlig?modne sang, hvor blev vores hjem ensomt. Både forældrene og de to tilbageblevne sønner følte slaget meget stærkt. Men Gud trøstede os i vore smertelige tab og med tro og mod gik vi fremad i det arbejde han har givet os, i et strålene håb for at møde vore børn, som har blev revet fra os i døden, i den verden hvor sygdom og død aldrig vil komme. I august 1865, blev min mand pludseligt ramt af lammelse. Det var en tungt slag, ikke kun for mig selv og mine børn, men for Guds sag. Menighederne led afsavn både af min mands arbejde og mit eget. Satan triumferede når han så sandhedens arbejde således hindres. Men, tak Gud! ? han har ikke fået lov til at ødelægge os. Efter at være skåret væk fra al aktiv arbejde i femten måneder, vovede vi os ud sammen endnu en gang for at arbejde blandt menighederne.VM1 103.1

    Efter at have overbevist sig om at min mand ikke ville genvinde sig fra sin langvarige sygdom medens han var inaktiv og at tidspunktet var kommet til mig, at gå ud at bære mit vidnesbyrd for folk, besluttede jeg at gøre en rejse i det nordlige Michigan, med min mand i hans stærkt svage tilstand, i vinterens strenge kulde. Det krævede ingen lille grad af moralsk opmuntring og tro på Gud for at få mig til at beslutte at risikere så meget; men jeg vidste at jeg havde et arbejde at gøre og for mig var det som om at Satan var besluttet på at holde mig fra det. Jeg havde ventet længe for vores fangenskab skulle ophøre og frygtede at dyrebare sjæle ville mistedes af udskydelsen. At blive i længere tid fra marken var, for mig, værre end døden og skulle vi tage afsted kunne vi omkomme. Så den 19. december 1866, forlod vi Battle Creek i en snestorm mod Wright, Michigan. Min mand stod rejsen på 145 kilometer bedre end jeg frygtede og synes at have det lige så godt da vi nåede vores mål som da vi forlod Battle Creek.VM1 103.2

    Her begyndte vort første rigtige arbejde efter hans sygdom. Her begyndte han at arbejde som i tidligere år, trods megen svaghed. Han ville tale i tredive eller fyrre minutter sabbatsformiddag på den første dag, medens jeg ville have resten at tiden og så tale om eftermiddagen hver dag, i omkring halvanden time hver gang. Vi hørte efter med den største opmærksomhed. Jeg så at min mand blev stærkere, mere klar og mere sammenhængende i sine emner. Og ved engang talte han en time med klarhed og kraft, med arbejdets byrde på sig, som før hans sygdom. Min taknemmelighed var usigelig. Jeg rejste mig i forsamlingen og i henved en halv time prøvede under gråd at give det til udtryk for dem. Forsamlingen var dybt rørt. Jeg følte mig forvisset at dette var vores mest foretrukne dage.VM1 104.1

    Guds hånd var meget tydelig sine helbredelser. Sandsynligvis er der ingen andre der er blevet helbredt med et sådant slag. Endnu kom der et hårdt chok af lammelse, der ramte hjernen alvorligt, fjernet af Guds gode hånd fra sin tjener og ny styrke fik han i både sjæle os sind.VM1 104.2

    I løbet af de år der fulgte min mands helbredelse, åbnede Herren en umådelig arbejdsmark for os. Selv om jeg først tog hvervet som taler med generthed, ligesom åbnede Guds forsyn vejen for mig og jeg fik styrke til at stå foran store tilhørerskarer. Sammen fulgtes vi vore lejrmøder og andre store samlinger, fra Maine til Dakota, fra Michigan til Texas og Californien.VM1 104.3

    Arbejdet begyndte i svaghed og mørke fortsatte til vækst og styrke. Forlagshuse i Michigan og i Californien og missioner i England, Norge og Schweiz, vidnede om dets vækst. Istedet for at oplaget af vort første blad, kom i en kuffert til kontoret, blev nu omkring ethundrede og fyrre tusinde eksemplarer af vore forskellige tidsskrifter sendt månedligt ud fra udgivelseskontorerne. Guds hånd har været med hans arbejde, for til at give fremgang og bygge det op.VM1 105.1

    Den videre historie i mit liv indebærer beretningen af forskellige virksomheder som har rejst sig blandt os og hvormed mit livsværk blev tæt indblandet. For opbyggelsen af disse institutioner, arbejdede min mand og jeg selv med pen og stemme. For at skrive, endda kortfattet, oplevelsen fra disse virksomme og travle år, ville det langt overskride grænserne for denne skilding. Satans anstrengelser for at hindre arbejdet og for at ødelægge arbejdsfolkene er ikke hørt op; men Gud har haft en omsorg for sine tjenere og for sit arbejde.VM1 105.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents