Renter

I et syn jeg fik i Rochester, New York, den 25.december 1865, fik jeg vist at spørgsmålet om at tage renter burde overvejes af sabbatsholdere. Velhavere har ingen ret til at tage renter fra deres fattigere brødre, men de må godt modtage renter fra ikke-troende. “Når din broder i dit nabolag kommer i trang og ikke kan bjerge livet, skal du holde ham oppe; ... Du må ikke tage rente eller opgæld af ham, men du skal frygte din Gud og lade din broder leve hos dig; du må ikke låne ham penge mod renter eller give ham af din føde mod opgæld.” “Du må ikke tage rente af din broder, hverken af penge, eller fødevarer eller andet, som man kan tage renter af. Af udlændinge må du tage rente, men ikke af din broder, hvis Herren din Gud skal velsigne dig i alt, hvad du tager dig for i det land, du skal ind og tage i besiddelse.”VM1 534.2

Gud blev mishaget af sabbatsholdere for deres havesyge ånd. Deres ønske om vinding er så stærk at de udnyttede deres fattige uheldige brødre i deres lidelse og lagde dette til deres egen allerede overfyldte kamre, skønt disse fattigere brødre led efter de samme midler. “Skal jeg vogte min broder?” vil deres hjerters sprog være.VM1 535.1

For nogle få år siden var vi lige ved at miste nogle af de fattigere brødres sjæle, på grund af forkerte indtryk. Satan fristede dem overalt med hensyn til rigdomme. Disse fattigere brødre forventede hele tiden at de ville blive begunstiget, da det er deres pligt at stole på deres egne kræfter; og blev de begunstiget ville det være det værste, der kunne ske for dem. Selvom de var blandt sabbatsholdernes rækker, forsøgte Satan at kuldkaste den fattigere gruppe med sine fristelser. Nogle, som manglede visdom og dømmekraft, har gået deres egen vej og har ikke spurgt efter råd eller fulgt dem. Disse må lide for deres dårlige planer og alligevel føler disse, at de burde begunstiges af deres brødre, som har rigdomme. Disse ting behøver at blive rettet. Den førstnævnte gruppe indser ikke de ansvar, som påhviler de velhavende, heller ikke den rådvildhed og bekymring, som de er tvunget til at have, på grund af deres midler. Alt hvad de kunne se, var at disse personer havde midler, der kunne bruges, medens de selv led mangel på samme. Men i almindelighed havde de velhavende betragtet de fattige i det samme lys, skønt der er en klasse af fattige som gør deres bedste for at forherlige Gud, at gøre godt og efterleve sandheden. Disse personer har en god og solid værdi. Deres evne til at bedømme er god, deres ånd er dyrebar i Guds øjne; og alt det godt, de får udrettet på deres fordringsløse måde, er ti gange større end det gode de velhavende gør, selvom de velhavende må give store pengebeløb ved visse lejligheder. De rige undlader at se og erkende det nødvendige i at gøre godt, at være rig på gode gerninger, rede til at dele ud og være villig til at give videre.VM1 535.2