Udgivelser og rejser

I juni 1849 blev vejen åbnet for at vi kunne danne vort hjem i Rocky Hill, Connecticut. Her blev det andet barn, James Edson, født den 28.Juli.VM1 87.1

Medens vi boede på det sted var min mand pålagt som sin pligt at skrive og udgive den nærværende sandhed. Han blev stærkt opmuntret og velsignet da han besluttede at gøre det. Men igen var han i tvivl og rådvild, da han ikke havde penge. Der var brødre som havde midler, men de valgte at gemme dem. Han gav omsider op i modløshed og besluttede at se efter en græsmarksom kunne slåes. Da han forlod huset, var en byrde rullet over mig og jeg besvimede. Bønner blev sendt op for mig og jeg blev velsignet og var væk i et syn. Jeg så at Herren havde velsignet og styrket min mand til at arbejde i marken et år før; at han havde gjort rigtig brug af midlerne han havde tjent; og at han ville have hundredfold i sit liv og hvis han var trofast, en rig belønning i Guds rige. Men jeg så ogsa at Herren ikke nu ville give ham styrke til at arbejde i marken, for han havde en anden gerning til ham; at han måtte gå ud i tro og skrive og udgive den nærværende sandhed. Han begyndte øjeblikkeligt at skrive og når han kom til nogle svære passager, ville vi kalde på Herren, om han kunne give os sit ords sande mening.VM1 87.2

Omkring det samme tidspunkt begyndte han at udgive et lille tidsskrift med titlen, Den nærværende sandhed (The Present Truth). Forlagskontoret var i Middeltown, tretten kilometer fra Rocky Hill og han gik ofte det stykke og tilbage igen, endskønt han dengang haltede. Da han bragte det første nummer ud af trykkeriet, bøjede vi os omkring det, bad Herren, med ydmygt hjerte og mange tårer, at lade hans velsignelse hvile over hans tjeners svage anstrengelser. Han henvendte sig da til alle med bladene, om de tænkte ville læse dem og tog dem til postkontoret i en vadsæk. Hvert nummer blev bragt fra Middeltown til Rocky Hill og altid først beredt på posthuset, vi spredte dem for Herren og med alvorlig bøn blandet med tårer, anmodede om hans velsignelse måtte følge de stille budbringere. Meget snart kom breve med midler til at udgive bladet og de gode nyheder, fra mange sjæle tog ivrigt imod sandheden.VM1 88.1

Ved begyndelsen af dette udgivelsesarbejde, hørte vi ikke op med at prædike sandheden, men rejste fra sted til sted og forkyndte de læresætninger som havde bragt så stort et lys og glæde til os, havde opmuntret de troende, rettet fejl og sætte tingene på plads i menigheden. For at føre udgivelsesvirksomheden frem og samtidig fortsætte vores arbejde på forskellige steder i marken, blev bladet fra tid til anden flyttet til forskellige steder.VM1 88.2

I 1850 var det udgivet i Paris, Maine. Her blev det større og dets navn ændret til det nuværende, The Advent Review and Sabbath Herald. Vennerne for sagen var få i antal og fattig i verdslig rigdom og vi var stadig tvunget til at kæmpe mod armod og stor modløshed. Usædvanlig megen arbejde, omhu og bekymring, mangel på rigtig og nærende mad og udsættelse for kulde på vore lange vinterrejser, var for meget for min mand og han sank under byrden. Han blev så svag at han knap nok kunne gå til sit trykkeri. Vor tro blev prøvet til det yderste. Vi havde villigt udholdt mangel på de elementære livsfornødenheder, strengt arbejde og lidelse; alligevel blev vore motiver fejlfortolket og vi blev betragtet med mistro og skinsyge. Få af dem for hvis gode vi havde lidt, lod til at påskønne vore anstrengelser. Vi var for plaget til at sove eller hvile. De timer vi kunne have fornyet os ved søvn, blev brugt til at besvare lange henvendelser foranlediget af misundelse; og mange timer medens andre sov, brugte vi i pinene tårer og bære sorg for Herren. Til sidst sagde min mand: “Hustru, det er uden nytte at kæmpe mere. Disse ting knuser mig og vil snart bære mig til graven. Jeg kan ikke gå videre. Jeg har skrevet en notits i bladet at jeg ikke vil udgive mere” Da han gik ud af døren for at bære det til trykkeriet, besvimede jeg. Han kom tilbage og bad for mig; hans bøn blev besvaret og jeg vågnede op igen.VM1 89.1

Næste morgen, under familiebønnen, var jeg væk i et syn og fik vist noget om disse ting. Jeg så at min mand ikke måtte opgive bladet; for et sådant skridt var hvad Satan prøvede at få ham til at tage og han arbejdede, ved sine repræsentanter, for at gøre dette. Jeg fik vist at vi måtte fortsætte at udgive og at Herren ville støtte os; at dem som har været skyldig i at kaste sådanne byrder på os, burde se omfanget af deres forfærdelige opførsel og komme tilbage og bekende deres uretfærdighed, ellers ville Guds truende blik komme over dem; så det ikke bare var imod os at de havde talt og handlet, men imod ham som har kaldt os til at udfylde det sted, han ønskede os at være på; og at al deres mistanke, skinsyge og hemmelige påvirkning var nøjagtigt nedskrevet i himlen og ville ikke være slettet ud før enhver, som har taget del i dette kunne se omfanget af deres forkerte vandel og genkalde alle skridt.VM1 89.2

Det andet nummer af Review blev udgivet i Saragota Springs, New York. I april 1852, flyttede vi til Rochester, New York. Ethvert skridt var vi nød til at gøre i tro. Vi var stadig forkrøblede af fattigdom og tvunget til at udvise den strengeste sparsommelighed og selvfornægtelse. Jeg vil her give et uddrag af et brev, fra bror Hovlands familie, dateret den 16.April 1852: “Vi har netop fået det i orden i Rochester. Vi har lejet et gammelt hus for ethundrede og femoghalvfjerds dollars om året. Vi har trykkeriet i huset. Var det ikke var for det, skulle vi betale halvtreds dollars om året for et erhvervslokale. Du ville smile hvis du så ind til os og så vore møbler. Vi har købt to gamle senge for femogtyve cents hver. Min mand bragte mig seks gamle stole hjem, ikke to af dem er ens. Han betalte en dollars for hver af dem og snart gav han mig sammen med fire yderligere gamle stole uden betræk, som han betalte toogtres cents for. Skelettet er stærkt og jeg har sat sæder på. Smør er dyrt at vi ikke kan købe det, vi kan heller ikke få kartofler. Vi bruger sauce i stedet for smør og turnips for kartofler. Vor første måltid blev taget på fyrbrædder sat på to tomme meltønder. Vi er villig til at udholde mangelen på de elementære livsfornødenheder, hvis Guds værk kan fremmes. Vi tror at Herrens hånd var med, da vi kom til det sted. Der er en stor mark at arbejde i, men få arbejdere. Sidste sabbat var vort møde fortræffeligt. Herren fornyede os med sin nærværelse.”VM1 90.1

Fra tid til anden rejste vi ud for at deltage i konferenser i forskellige dele af marken. Min mand forkyndte, solgte bøger og arbejdede for at udvide spredningen af bladet. Vi rejste med privat befordring og stoppede om aften, for at fodre vore heste ved vejsiden og for at spise vort måltid. Da skrev min mand med papir og pen, på låget af vor madkasse eller toppen af sin hat artikler til Review og Instructor. Herren velsignede vort arbejde rigt og sandheden påvirkede manges hjerter.VM1 91.1

I sommeren 1853, rejste vi for første gang til Michiganstaten, min mand var udmattet af feber. Vi forenede os i bøn for ham, men selvom han overlevede, forblev han meget svag. Vi var meget rådvilde. Måtte vi drives fra arbejdet på grund af legemlige svagheder? Ville Satan få lov til at udøve sin kraft over os og kæmpe for vor nytte og liv, så længe vi skulle være i denne verden? Vi vidste at Gud kunne begrænse Satans kraft. Han kunne lade os blive prøvet i smelteovnen, men ville bringe os rensede og bedre egnede frem for hans værk.VM1 91.2

Alene udøste jeg min sjæl for Gud i bøn, om han ville sætte min mand i stand til at udholde rejsen. Sagen var presserende og min tro grebet fast i Guds løfter. Jeg fik der tegn på at vi skulle begive os ud på vor rejse til Michigan, ville Guds engel tage med os. Da jeg fortalte min mand mine tanker, sagde han at hans egne tanker var på samme måde og vil besluttede at rejse og stolede på Herren. For hver mil vi rejste følte han sig stærkere. Herren støttede ham. Og da han forkyndte ordet, følte jeg mig sikker at Guds engle stod ved hans side, for at større ham i hans arbejde.VM1 91.3

Ved den rejse var min mands tanker meget optaget af spiritismespørgsmålet og snart efter vi kom tilbage gik han i gang med at skrive bogen med titlen, Tidernes tegn (Signs of the Times). Han var stadig svag og kunne kun sove en smule, men Herren hjalp ham. Da hans sind var i en forvirret og lidende tilstand, ville vi bøje os for Gud og i vores nød råbe til ham. Han hørte vore alvorlige bønner og velsignede ofte min mand, så han med fornyet ånd gik ud til sit arbejde. Mange gange om dagen gik vi således frem for Herren i alvorlig bøn. Den bog blev ikke skrevet med hans egen styrke.VM1 92.1

Om vinteren og foråret led jeg meget af en hjertesygdom. Det var svært for mig at trække vejret, når jeg lå ned og jeg kunne ikke sove medmindre jeg sad op. Min ånde stoppede ofte og ofte besvimede jeg. Jeg havde en svulst på mit venstre øjenlåg, som viste sig at være kræft. Den havde tiltaget sig gradvist i mere end et år, indtil den blev ret smertefuld og påvirkede mit syn. Når jeg læste eller skrev, var jeg nød til at forbinde det plagede øje. Jeg frygtede at de blev ødelagt af kræft. Jeg så tilbage på de dage og nætter der var brugt på at læse korrekturark, som havde belastet mine øjne og tænkte: “Hvis jeg mister mine øjne og mit liv, vil det blive ofret til Guds sag.”VM1 92.2

På det tidspunkt besøgte jeg en berømt læge ? Rochester ? som gratis gav råd og jeg besluttede at få ham til at undersøge mit øje. Han troede at svulsten ville blive til kræft. Men ved at føle min puls sagde han: “Du er meget syg og du vil dø af apopleksi før den svulst bryder ud. Du er i en farlig forfatning, med hjertetsygdom.” Dette overraskede mig ikke, for jeg vidste godt at uden hurtig hjælp, vile jeg gå ned i graven. To andre kvinder, som kom for råd led af den samme sygdom. Lægen sagde at jeg var i større fare end nogen af dem og at der ikke kunne gå mere en tre uger før jeg, ville blive lam. Jeg spurgte, om han troede hans medicin ville kurere mig. Han gav mig ikke megen opmuntring. Jeg prøvede de midler som han foreskrev, men fik ingen gavn.VM1 92.3

I omkring tre uger besvimede jeg og faldt på gulvet og forblev nærmest bevidstløs i omkring seksogtredive timer. Det frygtes at jeg ikke kunne overleve, men som svar på bøn livede jeg op igen. En uge senere fik jeg et chok i min venstre side. Jeg havde en fremmed følelse af kulde og følelse i mit hoved og stærk smerte i min tindinger. Min tunge synes tung og følelsesløs; jeg kunne ikke tale klart. Min venstre arm og side var hjælpeløs. Jeg troede at jeg døde og min store ængstelse var at få bevist i mine lidelser, at Herren elskede mig. I månedsvis havde jeg stadig lidt smerte i mit hjerte og mit humør var hele tiden nedtrykt. Jeg havde prøvet at tjene Gud uden følelser af princip, men nu tørstede jeg efter Guds frelse, jeg længdes efter at erkende hans velsignelse, til trods for min fysiske lidelse.VM1 93.1

Brødre og søstre samledes for at gøre mit tilfælde til særligt bedeemne. Mit ønske blev tilstået; jeg fik Guds velsignelse og havde den forsikring at han elskede mig. Men smerten fortsatte og jeg blev svagere for hver time. Igen samledes brødre og søstre for at overbringe min sag til Herren. Jeg var så svag at jeg ikke kunne bede højt. Min optræden synes at svække troen hos dem omkring mig. Da blev Guds løfter fremstillet for mig, som jeg aldrig havde set dem før. Det synes for mig at Satan stræbte efter at rive mig fra min mand og børn og lægge mig i graven og disse spørgsmål blev stillet i mit sind: Kan du bare tro løftet fra Gud? Kan du gå ud i tro og lade udseende være hvad det er? Tro blomstrede op. Jeg hviskede til min mand: “Jeg tror at jeg vil komme mig” Han svarede: “Jeg ønsker at jeg kunne tro det.” Jeg trak mig tilbage den aften uden lettelse, alligevel stolende med fast tillid på Guds løfter. Jeg kunne ikke sove, men fortsatte min stille bøn. Lige før dag faldt jeg i søvn.VM1 93.2

Jeg vågnede op ved solopgang fuldstændig fri for smerte. Mit hjertes trang var forsvundet og jeg var meget glad. Oh, hvilken forandring! Det synes for mig at en Guds engel havde rørt mig medens jeg sov. Jeg var fyldt med taknemmelighed. Guds pris var over mine læber. Jeg vækkede min mand og fortalte ham det underfulde arbejde som Herren havde udrettet for mig. Han kunne først knap nok fatte det; men da jeg rejste mig og klædte mig på og gik rundt i huset, kunne han prise Gud sammen med mig. Mit plagede øje var fri for smerte. På få dage forsvandt svulsten og mit syn var helt genoprettet. Værket var fuldendt.VM1 94.1

Jeg besøgte lægen igen og da han mærkede min puls, sagde han. “Frue, en fuldstændig forandring har fundet sted i din organisme; men de to kvinder, som kom til mig for efter råd, da du sidst var her, er døde.” Jeg forklarede ham at hans medicin ikke havde kureret mig, da jeg ikke kunne tage noget af det. Efter at jeg var gået, sagde doktoren til en af mine venner: “Hendes tilfælde er et mysterium. Jeg forstår det ikke.”VM1 94.2

Vi besøgte snart Michigan igen og jeg udholdte lange og besværlige rejser over de uvejsomme skovveje og gennem mudderpøle, men min styrke svigtede ikke. Vi følte at Herren ville have os til at besøge Wisconsin og ordnede det så vi tog vognene i Jackson ved ti-tiden om aftnen.VM1 94.3

Da vi forberedte os på at tage toget, blev vi meget alvorlige og begyndte at bede. Og da vi overgav os selv til Gud der, kunne vi ikke lade være med at græde. Vi gik til jernbanestationen med følelse af dyb alvor. Da vi steg op i toget, gik vi ind i en vognen foran, som havde sæder med høje rygge og håbede at vi kunne sove lidt den nat. Vognen var fuld og vi gik tilbage til den næste og fandt nogle sidepladser dér. Som sædvanligt, når vi rejser om natten, lagde jeg ikke min kyse fra mig og havde min sæk i min hånd, som om vi ventede på noget. Vi talte begge af vore egne følelser.VM1 94.4

Toget havde kørt omkring fem kilometer fra Jackson da dets bevægelse blev meget voldsomme, kastede sig bagud og fremad og endeligt stoppede. Jeg åbnede vinduet og så én vognen oprejst ved enden. Jeg hørte en forpint stønnen og der var stor forvirring. Lokomotivet var kastet bort fra sporet; men vores vogn var på sporet og var adskilt cirka tredive meter fra vognene foran. Bagagevognen var ikke beskadiget så meget og vor store kuffert med bøger var ubeskadiget. Anden?klasse vognen var knust, delene var, sammen med passagserne, kastet til begge sider af sporet. Den vogn vi prøvede at få en plads i, var meget sønderbrudt og den ene ende stod op på en ruindynge. Koblingen gik ikke i stykker, men den vogn, vi var i, var ikke fæstnet til den foran, som om en engel havde adskilt dem. Fire blev dræbt eller livsfarligt såret og mange var meget kvæstede. Vi kunne kun føle at Herren havde sendt en engel for at beskytte vore liv. Vi tog tilbage til Jackson og den næste dag tog vi toget mod Wisconsin. Vort besøg i den stat var velsignet af Gud. Sjæle blev omvendte som et resultat af vore anstrengelser. Herren styrkede mig til at udholde den trættende rejse.VM1 95.1

Den 29.august 1854, blev endnu et ansvar lagt til vor familie ved Willies fødsel. Ved den tid blev det første nummer af bladet, der fejlagtigt blev kaldt Sandhedsbudbringeren (The Messenger of Truth), sat i gang. Dem som bagtalte os i dette blad, er blevet irettesat for deres fejl og vildfarelser. De ville ikke tage imod irettesættelse og først på en diskret måde, senere mere åbenlyst, brugte deres indflydelse imod os. Dette kunne vi godt have udholdt, men nogle af dem, som skulle have stået sammen med os, blev påvirket af disse onde personer. Nogle som vi haft tillid til og som havde indrømmet at vort arbejde var været særdeles velsignet af Gud, trak deres sympati tilbage fra os og gav den til forholdsvis fremmede personer.VM1 95.2

Herren havde vist mig karakteren af denne gruppe og deres endelige udfald; at hans misbilligelse var bundet til dette papir og hans hånd var imod dem. Og selv om de kunne vise en vis fremgang og nogle ærlige bliver bedraget, ville sandheden alligevel sejre til sidst og enhver ærlig sjæl vil bryde med det bedrag, som har holdt dem og blive fri af de onde menneskers påvirkning; da Guds hånd var imod dem måtte de gå ned.VM1 96.1

Min mands helbred blev igen dårligt. Han var besværet med hoste og smerter i lungerne og hans nervesystem var udmattet, byrderne, som han bar i Rochester, hans arbejde i trykkeriet, sygdomme og dødsfald i familien, manglen på forståelse fra dem som burde have deltaget i hans arbejde, sammen med hans rejse og forkyndelse, var for meget for hans styrke og han lod til at gå hurtigt ned i en fortærende grav. Det var en tid med mørke og tristhed. Nogle få lysstråler delte af og til de tunge skyer og gav os et lille håb, ellers ville vi være sunket i fortvivlelse. Det var som om at Gud til tider havde forladt os.VM1 96.2

Messenger gruppen udformede alle slags falskheder om os. Disse salmistens ord kom ofte ind i mit sind: “Græm ikke over ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør uret! Thi hastigt svides de af som græsset, visner som det friske grønne.” Nogle af skriverne i det blad triumferede endda over min mands sygdom og sagde at Gud ville tage vare på ham og fjerne ham fra vejen. Da han læste det medens han lå syg, blomstrede troen op og han udbrød: “Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre Herrens gerninger bekendt.” og må så forkynde deres begravelse.”VM1 96.3

Det var som om at de mørkeste skyer standsede arbejdet for os. Onde mennesker, gudfrygtsbekendere og under Satans påbud, blev de fremskyndet til at skabe forfalskninger og bruge styrken af deres magt, imod os. Hvis Guds sag havde været vores alene, havde vi skælvet; men den var i hænderne på ham som siger: “Ingen kan rive noget ud af min Faders hånd.” Vi vidste at Jesus levede og regerede. Vi kunne sige til Herren: Sagen er din og du vidste at det ikke har været vores eget valg, men ved din befaling, at vi har gjort den del vi har i det.VM1 96.4