Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Vidnesbyrd for menigheden bind 1 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Min omvendelse

    I marts, 1840, besøgte Wiliam Miller Portland, Maine og gav sine første studier i foredrag om Kristi andet komme. Disse foredrag vakte stor opmærksomhed og den kristne kirke på Casco Street, som Mr Miller havde, var overfyldt dag og nat. Ingen hysterisk sindsbevægelse fulgte disse møder, men en dyb højtidelighed gennemstrømmede deres tanker som hørte hans prædikener. Der blev ikke kun udvist en stor interesse i byen, men landfolkene kom ind dag efter dag, med deres madpakker og blev der fra morgnen til slutningen af aftenmødet.VM1 14.1

    I selskab med mine venner fulgte jeg disse møder og lyttede til den overraskende meddelelse at Kristus kom i 1843, kun nogle ganske få år ud i fremtiden. Mr.Miller skrev de profetier ned med en nøjagtighed som overbeviste hans tilhøreres hjerter. Han dvælede på de profetiske perioder og gav mange beviser, der styrkede hans standpunkt. Således greb hans højtidelige og kraftfulde appeller og formaninger disse mennesker, som ikke var forberedte, ? mængden som fortryllet.VM1 14.2

    Særlige møder blev fastlagt hvor syndere kunne få en lejlighed til at søge deres Frelser og berede sig for de farefulde begivenheder, som snart ville finde sted. Rædsel og domfældelse brød ud, ud over hele byen. Der blev oprettet bedemøder og der var en generel vækkelse iblandt de forskellige trosretninger, for de følte alle mere eller mindre påvirkningen, der udviklede sig fra læreren om Kristi snarlige genkomst.VM1 14.3

    Når syndere blev budt frem til de ivrige pladser, svarede hundredvis på opfordringen og jeg, iblandt de sidste, pressede mig gennem mængden og tog plads med de søgende. Men der var i mit hjerte en følelse om, at jeg aldrig kunne være værdig til at kaldes et Guds barn. En manglende tillid til mig selv og en overbevisning, som det vil være umuligt for andre at forstå mine følelser, forhindrede mig fra at søge råd og hjælp fra mine kristne venner. Således flakkede jeg unødigt om i mørke og fortvivlelse, medens de, som ikke trængte sig ind i min forbeholdenhed, var helt ligegyldige for min egentlige tilstand.VM1 14.4

    En aften, min bror Robert og jeg selv kom hjem igen fra et møde, hvor jeg havde lyttet til en meget imponerende prædiken om den kommende Kristi regering på jorden, fulgte en alvorlig og højtidelig appel til kristne og syndere og tilskyndede dem til at berede sig for dommen og Herrens komme. Min sjæl var oprørt inde i mig, for hvad jeg havde hørt. Og så dyb var følelsen af overbevisning i mit hjerte, at jeg frygtede at Herren ikke ville undlade mig til at tage mig hjem.VM1 15.1

    Disse ord ringede i mine ører: “Herrens store dag er nær! Hvem skal være i stand til at stå når han viser sig”. Dette stod i mine ører: “Skån mig, oh Herre, igennem natten! Tag mig ikke væk i mine syner, ynk dig over mig, frels mig!” For første gang prøvede jeg at forklare mine følelser til min bror Robert, som var to år ældre end mig selv; jeg fortalte ham at jeg dristede mig til ikke at hvile eller sove, før jeg vidste at Gud havde tilgivet mine syner.VM1 15.2

    Min bror gav intet umiddelbart svar, men årsagen til hans tavshed var snart tydelig for mig; han græd i forståelse for min kval. Dette opmuntrede mig til at betro ham endnu mere, for at fortælle ham at jeg havde eftertragtet døden i de dage hvor liv synes som en så tung byrde for mig at bære; men nu fyldte tanken mig, for at dø i min nuværende syndfulde tilstand og blive evigt fortabt, med skræk. Jeg spurgte ham om Gud ville spare mit liv for den ene nat, hvis jeg brugte den i forpint bøn til ham. Han svarede: “Jeg tror han vil hvis du beder ham i tro og jeg vil bede for dig og mig selv. Ellen, vi må aldrig glemme de ord vi har hørt denne aften.”VM1 15.3

    Der hjemme, brugte jeg de fleste af de mørkets timer på bøn og gråd. En grund der fik mig til at holde mine følelser hemmelige for mine venner, var frygten for at høre et ord om modarbejdelse. Mit håb var så lille og min tro så svag, at jeg frygtede at en anden ville tage et lignende synspunkt for min tilstand, det ville støde mig til fortvivlelse. Dog længdes jeg efter nogle, som kunne sige hvad jeg kunne gøre for at blive frelst, hvilke skridt der tages for at møde min Frelser og give mig selv helt til Herren. Jeg betragtede det som en stor ting at være en kristen og følte at det krævede nogle særlige anstrengelser for min del.VM1 16.1

    Mine tanker vedblev i den tilstand i måneder. Jeg havde normalt fulgt metodistmøderne med mine forældre; men blev siden hen interesseret i Kristi snare komme, havde jeg fulgt møderne i Casco Street. Den efterfølgende sommer tog mine forældre til metodist lejrmødet i Buxton, Maine og tog mig med. Jeg var fuldt besluttet på at søge Herren i alvor der og opnå om muligt, tilgivelsen for mine synder. Der var en stor længsel i mit hjerte for den kristnes håb og den fred, der kommer af tro.VM1 16.2

    Jeg blev meget opmuntret da jeg lyttede til en prædiken over ordene, jeg vil “gå ind til kongen,” “skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!” I hans kommentarer henvendte taleren sig til dem som vaklede mellem håb og frygt og længdes efter at blive frelst fra deres synder og modtage Kristi tilgivende kærlighed, men alligevel blev holdt i tvivl og trældom ved frygt og angst for fiasko. Han rådede disse til at overgive sig selv til Gud og vove sig ud til hans barmhjertighed uden at forhale det. De vil finde en nådig Frelser, parat til at give dem barmhjertighedens scepter, ligesom Ahasverus gav Ester et tegn for hans gunst. Alt det der krævedes af synderen, skælvende i sin Herres nærhed, var at tage troens hånd frem og røre ved hans tros scepter. Denne berøring sikrede tilgivelse og fred.VM1 16.3

    Dem som ventede på at gøre sig selv mere dyrebare i guddommelig gunst før de vovede at kræve Guds løfter, gjorde en skæbnesvanger fejltagelse. Jesus alene renser fra synd; han alene kan tilgive vore overtrædelser. Han har lovet sig selv at lytte til begæringen og tilstå deres bøn som kommer til ham i tro. Mange har en uklar forestilling om at de må gøre nogle forunderlige anstrengelser for at opnå Guds gunst. Men al selvstændighed i karakter er frugtesløs. Det er kun ved forbindelse med Jesus, gennem tro, at synderen bliver et håbefuldt og troende barn af Gud. Disse ord trøstede mig og gav mig et syn for hvad jeg måtte gøre for at blive frelst.VM1 16.4

    Nu begyndte jeg at se min vej mere klart og mørket begyndte at forsvinde. Jeg søgte alvorlig om forladelse for mine synder og stræbte efter at give mig selv helt til Herren. Men mit sind var ofte i stor pine, fordi jeg ikke erfarede den åndelige henrykkelse som jeg mente ville være bevis for i min godkendelse hos Gud og jeg turde ikke selv tro at jeg var omvendt uden dette. Jeg behøvede jo megen belæring om enkelheden i dette!VM1 17.1

    Medens jeg var bøjet ved alteret sammen med andre som søgte Herren, var sproget i mit hjerte: “Hjælp, Jesus, frels mig eller jeg fortabes! Jeg vil aldrig ophøre med at bede før min bøn er hørt og mine synder tilgivet!” Jeg mærkede min mangelfulde hjælpeløse situation som aldrig før. I det jeg knælede og bad, blev mine byrder med ét taget fra mig og mit hjerte var lettet. Først kom en skrækfølelse over mig og jeg prøvede at genvinde min pinefulde byrde. Det synes for mig at jeg havde ingen ret til at nære glæde og lykke. Men Jesus synes mig meget nær; jeg følte mig i stand til at komme til ham med alle mine sorger, uheld og prøvelser, netop som de trængende kom til ham for lindring da han var på jorden. Der var en forvisning i mit hjerte om at han forstod mine særlige prøvelser og følte med mig. Jeg kan aldrig glemme denne dyrebare forsikring fra Jesu medlidende ømhed mod en så værdiløs i hans opmærksomhed. Jeg lærte mere af Kristi guddommelige karakter i denne korte periode da jeg var bøjet blandt de bedene end nogen sinde før.VM1 17.2

    En af mødrene i Israel kom til mig og sagde: “Kære barn, har du fundet Jesus?” Jeg var ved at svare, “ja”, da hun udbrød: “Naturligvis har du det, hans fred er med dig, jeg ser det i dit ansigt!” Igen og igen sagde jeg til mig selv: “Kan dette være religion? Er jeg ikke gået fejl?” Det synes temmelig meget for mig at hævde, et ret ophøjet privilegium. Selv om det var ret genernde at bekende det åbenlyst, følte jeg at Frelseren havde velsignet mig og tilgivet mine syndere.VM1 18.1

    Lige efter dette sluttede mødet og vi begyndte at gå hjem. Mine tanker var fyldte af de prædikener, formaninger og bønner vi havde hørt. Alt i naturen synes forandret. I løbet af mødet, tog skyer og regnvejr overhånd i en stor del af tiden og min følelser har været i harmoni med vejret. Nu skinnede solen klart og tydeligt og oversvømmede jorden med lys og varme. Træerne og græsset var frisk grønt, himlen var mere blå. Jorden synes at smile under Guds fred. Således havde strålerne fra retfærdighedens sol trængt ind i skyerne og mørket i mit sind og fordrevet dets mørke.VM1 18.2

    Det var, for mig, som om at enhver måtte være i fred med Gud og gjort levende med hans Ånd. Alt hvad mit øje hvilede på synes at have undergået en forandring. Træerne var skønnere og fuglene sang mere sødt end nogen sinde før; de synes at prise Skaberen i deres sange. Jeg har ikke lyst til at tale, af frygt for at denne lykke skal forsvinde og jeg skulle miste det dyrebare vidnesbyrd for Jesu kærlighed for mig.VM1 18.3

    I det vi nærmede os vort hjem i Portland, kom vi forbi mennesker, som arbejdede på gaden. De underholdede hinanden med almindelige emner, men mine ører var døve for alt undtagen Guds pris og deres ord kom til mig som behagelig tak og glad hosianna. Jeg vendte til min mor og sagde: “Hvordan kan det være at alle disse mennesker priser Gud og de har ikke været til lejrmøde.” Jeg forstod da ikke hvorfor tårerne samlede sig i mine moders øjne og et ømt smil lyste op i hendes ansigt, da hun lyttede til mine enkle ord der tilbagekaldte en lignende erfaring for hende selv.VM1 18.4

    Min mor elskede blomster og fornøjede sig med at dyrke dem og gjorde således hjemmet tiltrækkende behageligt for hendes børn. Men vor have har aldrig før set så dejlig ud for mig, som den dag vi kom hjem. Jeg genkendte et udtryk af kærlighed i Jesus i enhver busk, knop og blomst. Disse skønne ting synes at tale i Guds kærligheds dæmpede sprog.VM1 19.1

    Der var en skøn lyserød blomst i haven der kaldtes Sarons rose. Jeg huskede jeg nærmede mig den og rørte ærbødig de fine kronblade; de synes at besidde en ukrænkelighed i mine øjne. Mit hjerte overstrømmes med ømhed og kærlighed for disse skønne Guds skabninger. Jeg kunne se guddommelig fuldkommenhed i disse blomster der prydede jorden. Gud plejede dem og hans alseende øje var over dem. Han har gjort dem og set det var godt.VM1 19.2

    “Oh” tænkte jeg, “hvis han således elsker og tager vare på blomsterne som han har prydet med skønhed, hvor meget mere ømt vil han tage vare på de børn som er dannet i hans billede.” Jeg gentog dæmpet for mig selv: Jeg er et Guds barn, hans elskende omhu er omkring mig. Jeg vil være lydig og på ingen måde mishage ham, men vil prise hans kære navn og elske ham altid.”VM1 19.3

    Mit liv kom frem for mig i et særpræget lys. Den sorg der havde formørket min barndom synes at være givet mig i barmhjertigheden for mit bedste, til at vende mit hjerte væk fra verden og dets utilfredsstillende behageligheder og bøje det mod himlens varige tiltrækninger.VM1 19.4

    Hurtig efter vor tilbagevenden fra lejrmødet, tog jeg, med adskillige andre, i kirke — på prøve. Mine tanker var meget optaget i dåbsspørgsmålet. Ung som jeg var, kunne jeg se kun én dåbsmetode bemyndiget i skrifterne og det var dåb ved fuldstændig neddykning. Nogle af mine metodistsøstre prøvede forgæves at overbevise mig at bestænkelse var bibelsk dåb. Metodistprædikanten indvilgede i at neddykke kandidaterne hvis de samvittighedsfuldt foretrak den metode, selv om han lod forstå at denne bestænkelse ville være lige så acceptabel for Gud.VM1 19.5

    Endelig var tidspunktet bestemt for os at modtage denne højtidelige indvielse. Det var en blæsende dag da vi, tolv i tallet, gik ned i havet for at blive døbt. Bølgerne gik højt og kastede sig på bredden; man da jeg tog det tunge kors op, var min fred som en flod. Da jeg rejste mig fra vandet, var min styrke næsten væk, for Herrens kraft hvilede over mig. Jeg følte at fra nu af, var jeg ikke fra denne verden, men havde rejst fra den vandige grav til livets friskhed.VM1 20.1

    Den samme dag om eftermiddagen blev jeg modtaget i menigheden med fuld medlemskab. En ung kvinde stod ved siden af mig og også var en kandidat til optagelse i menigheden. Mit sind var fredfyldt indtil jeg bemærkede guldringene glitre på denne søsters fingre og de store, pralende øreringe i hendes ører. Da bemærkede jeg at hendes kyse var besmykket med kunstige blomster og pyntet med kostelige pyntebånd sat med sløjfer og kvaster. Min glæde var nedslået ved dette udtryk af forfængelighed, hos én som bekender sig at være en efterfølger af den beskedne og ydmyge Jesus.VM1 20.2

    Jeg forventede at prædikanten ville give nogle hviskende irettesættelser eller råd til denne søster; men han var tilsyneladende ligegyldig over for hendes pralende klædning og ingen irettesættelse blev tildelt. Vi tog begge den højre hånd for fællesskab. Hånden, som var dekoreret med ædelstene, greb fat i Kristi repræsentanter og begge vore navne blev registeret i menighedsbogen.VM1 20.3

    Denne omstændighed forårsagede mig ingen lille forvirring og prøvelse, i det jeg huskede apostlenes ord: “Det samme skal kvinderne gøre, værdigt klædte med blufærdighed og ærbarhed, så de ikke smykker sig med håropsætning, guld eller perler eller kostbar dragt, men (det klæder kvinder der bekender gudfrygtighed) med gode gerninger.” Læren i dette skriftsted synes at være åbent ligegyldiggjort af dem, som jeg så på som hellige kristne og som var meget ældre i er faring end jeg selv. Hvis det i virkeligheden var så syndigt som jeg formodede, at efterligne de verdsliges overdrevne klæder, ville disse kristne visselig forstå det og ville rette sig efter den bibelske norm. For mit eget vedkommende, besluttede jeg dog at følge min overbevisning om pligt. Jeg kunne dog føle at det var i modsætning til evangeliets ånd, at hellig gudgiven tid og midler blev brugt til besmykkelse af vor person ? da ydmygelse og selvfornægtelse ? ville være mere passende for dem, hvis synder havde kostet det uendelige offer af Guds Søn.VM1 20.4

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents