TIDSALDRENES HÅB, 13. JANUAR

“Og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet. Thi medens vi endnu var afmægtige, led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu var ugudelige.” Rom. 5,5.6.KA 19.3

I de lange århundreder, der er forløbet, siden vore første forældre mistede deres hjem i Eden, har menneskehedens historie været præget af “trængsel og mørke” og “knugende mulm”. Fra uddrivelsen af Edens have til den dag, da Guds Søn kom til denne verden som syndernes frelser, har den faldne menneskeheds håb koncentreret sig om, at der skulle komme en befrier, som skulle løse mænd og kvinder fra syndens og gravens slaveri.KA 19.4

Adam og Eva blev gjort bekendt med den første hentydning til et sådant håb, da de hørte dommen over slangen i Edens have. Da sagde Herren i deres påhør til Satan: “Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!”^{341 Mos. 3, 15.}KA 19.5

Da det skyldige par hørte disse ord, fyldtes deres hjerte med håb, for de forstod, at profetien om, at Satans magt skulle knækkes, rummede et løfte om, at de ville blive reddet fra den ulykke, som var sket på grund af deres synd. Skønt de ville få deres modstanders magt at føle, fordi de havde givet efter for hans forføreriske indflydelse og været ulydige imod Herrens tydelige bud, behøvede de ikke at fortvivle. Guds Søn tilbød at sone deres synd med sit eget dyrebare blod. De ville få en prøvetid, og hvis de viste, at de troede på Kristi magt til at frelse, kunne de atter blive Guds børn.KA 19.6

Satan blev “denne verdens gud”, fordi det lykkedes ham at få mennesket til at forlade lydighedens vej.^{352 Kor. 4, 4.} Det herredømme, som engang tilhørte Adam, overgik til magtraneren, men Guds Søn ville komme ned til denne Jord for at betale syndens straf og derved både forløse mennesket og generobre det tabte herredømme. Mika profeterede herom, da han sagde: “Men du, o hyrdetårn, Zions datters høj, til dig skal det komme, det forrige herredømme tilfalde dig”^{36Mika 4, 8.}. . .KA 19.7

Dette håb om forløsning, som ville blive opfyldt ved Guds Søns komme som frelser og konge, er aldrig blevet udslukt i menneskets hjerte. Lige fra de allerældste tider har der levet mennesker, hvis tro er nået fra denne skyggetilværelse ind i den virkelige tilværelse, som ligger forude. Herren har benyttet Adam, Set, Enok, Metusalem, Noa, Sem, Abraham, Isak, Jakob og andre fremtrædende personligheder til at tage vare på de dyrebare oplysninger, som er blevet givet, når han har åbenbaret sin vilje. Det var på denne måde, at Gud gjorde Israels børn . . . bekendt med sin lov og med den frelse, som skulle tilvejebringes ved hans elskede Søns sonoffer.^{37Profeter og Konger, s. 333.334.}KA 20.1