UNDER VOLDSOMME FRISTELSERS ANGREB, 25. JANUAR

“Som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes.” Hebr. 2, 18.KA 31.3

Det er ikke så mærkeligt eller uhørt, at åndelige kæmper bliver modløse og fortvivlede, når de kommer ud for vanskeligheder og et stort pres, og at de til tider synes, at livet er så trist, at de ikke ønsker at leve længere. Når det sker, bør de huske, at en af de største profeter, der har levet, flygtede for en rasende kvindes vrede. Han var træt og udkørt efter flugten, nedbøjet af dyb skuffelse og bad om at måtte dø. Men det var, da håbet var ude og hans livsgerning syntes at skulle slå fejl, at han lærte en af de mest værdifulde lektier i sit liv. Da han var svagest, lærte han, at det både er nødvendigt og muligt at stole på Gud under de allervanskeligste forhold.KA 31.4

De mennesker, der fristes til at fortvivle og give op, mens de bruger deres livsenergi i selvopofrende arbejde, kan hente nyt mod ved at tænke på Elias’ erfaring. Gud nærer særlig omsorg for og kærlighed til de tjenere, hvis iver ikke bliver påskønnet eller forstået på rette måde, hvis råd og irettesættelser ringeagtes, og hvis bestræbelser for at fremkalde en reform gengældes med had og modstand.KA 31.5

Satan frister menneskesjælen mest, når den er svagest. Han håbede også at kunne besejre Guds Søn ved hjælp af denne taktik, fordi han havde benyttet den til at vinde så mange sejre over mennesket. Mange af retfærdighedens tapre forsvarere gav efter for fristelsen, efter at deres viljekraft og tro var blevet svækket. Det var, da Moses var kørt træt efter fyrre års ørkenvandring og kamp med folkets vantro, at han et øjeblik slap sit tag i den Almægtige. Han svigtede netop på grænsen til Det forjættede Land. Det gik Elias på samme måde. Den mand, som havde stolet på Herren i tørkens og hungersnødens år — han, som trådte uforfærdet frem for Akab, og som under den store prøve på Karmel havde stået over for den israelitiske nation som den sande Guds eneste vidne — han lod frygt for døden besejre troen på Gud under et øjebliks træthed. Det samme gentager sig i dag.. . .KA 31.6

De mennesker, der står i kampens frontlinie og under Helligåndens tilskyndelse udfører en speciel gerning, vil ofte komme ud for en reaktion, efter at trykket er lettet. Fortvivlelse kan få selv den mest heltemodige tro til at rokkes og den stærkeste vilje til at skælve. Men Gud forstår alt og viser stadig medfølelse og kærlighed. Han læser hjertets motiver og tanker. . . . Himmelen vil ikke svigte dem på modgangens dag. Ingen er tilsyneladende så håbløst stillet, men i virkeligheden så uovervindelig som den sjæl, der føler sin intethed, men stoler fuldt og fast på Gud.^{70Prophets and Kings, s. 173-175.}KA 32.1