Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Vidnesbyrd for menigheden bind 5 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Prædikanternes ansvar

    Prædikanternes ansvar

    Et højtideligt ansvar påhviler vagtfolkene. Hvor omhyggelige bude de ikke være for at forstå og forklare Guds ord rigtigt. “Salig er den, som oplæser og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den.” Profeten Ezekiel siger: “Herrens ord kom til mig således: Menneskesøn, tal til dine landsmænd og sig: Når jeg fører sværdet over et land og folket i landet tager en af sin midte og gør ham til deres vægter og han ser sværdet komme over landet og støder i hornet og advarer folket, men den, der hører hornets klang, ikke lader sig advare og sværdet kommer og river ham bort, da kommer hans blod over hans hoved. Han hørte hornets klang uden at lade sig advare, hans blod kommer over hans hoved; men den, som har advaret, har reddet sin sjæl. Men når vægteren ser sværdet komme og ikke støder i hornet, så at folket ikke advares og sværdet kommer og river en af dem bort, så rives han vel bort for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af vægterens hånd. Men dig, menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: “Du skal visselig dø!” og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse mod hans vej, for at han skal omvende sig fra den og han ikke omvender sig, så skal han dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl.”VM5 15.2

    Vagtfolkenes ansvar i dag, er meget større end på profetens dag, da vort lys er klarere og vore privilegier og anledninger er større end deres. Det er prædikantens opgave at advare ethvert menneske og lære alle, i al sagtmodighed og visdom. Han skal ikke tillempe sig verdens skikke, men som Guds tjener, må han kæmpe for den tro der en gang blev overgivet de hellige. Satan er hele tiden i gang med at nedbryde den fæstning som forhindrer ham dem frie adgang til sjæle; og når vore prædikanter ikke er mere åndeligt sindede, når de ikke knytter sig tæt til Gud, har fjenden store fordele og Herren drager vagtfolkene til ansvar for hans succes.VM5 16.1

    Jeg vil, i denne tid støde et advarselssignal for dem som samler sig til vort lejrmøde. Alle tings ende er nær. Mine brødre, prædikanter og lægfolk, jeg er blevet vist at I må arbejde på en anderledes måde, end den hidtidige arbejdsform. Stolthed, misundelse, egensindighed og ikke hellig uafhængighed har ødelagt jeres arbejde. Når mennesker lader sig selv smigre og højne af Satan, kan Herren gøre så lidt for dem eller igennem dem. Hvilken umålbar ydmygelse nedgjorde Menneskesønnen, så han kunne højne menneskene! Guds arbejdere, ikke kun prædikanter, men folket, behøver Kristi sagtmodighed og beskedenhed, hvis de vil hjælpe deres medmennesker. Ligesom Gud, ydmygede vor Frelser sig selv, da han påtog sig menneskelig natur. Men han gik endnu længere ned. Som menneske, “ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors.” Kunne jeg dog finde et sprog til at overbringe jer disse tanker. Kunne sløret dog rives bort og I kunne se grunden til jeres åndelige svaghed. Kunne I dog forstå de rige nådegaver og den nådesstyrke der venter på jeres efterspørgsel. Dem som hungrer og tørster efter retfærdigheden skal mættes. Vi må udvise større tro på Guds kald, for alle de manglende velsignelser. Vi må stride og pines for at komme ind ad den snævre port.VM5 16.2

    Kristus siger: “Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder og jeg vil give jer hvile.” Jeg bevidner for jer, mine kære brødre, prædikanter og folk at I har endnu ikke lært denne lektie. Kristus har udholdt skam, pine og død for os. “Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus.” Bær skammen og skældsord uden at give igen, uden hævnlyst. Jesus døde, ikke for at gøre forsoning for os, men for at være vort forbillede. Oh, hvilken forunderlig nedladenhed! uforlignelig kærlighed! Idet I ser på Livets Fyrste på korset, kan I så gemme på selviskhed? Kan I så føje had eller hævn?VM5 17.1

    Lad stoltheden bøje sig i ydmyghed. Lad hjertet blive sønderbrudt. Ikke længere forkæle, ynkes over og ophøje selvet. Se, oh se på ham, hvem vore synder har gennemboret. Se ham stige ned, skridt for skridt på ydmygens sti for at løfte os op; fornedre sig selv, til han ikke kunne komme lavere og alt dette for at frelse os, som faldt på grund af synd! Hvorfor vil vi være så ligegyldige, så kolde, så formelle, så stolte, så selvtilstrækkelige?VM5 17.2

    Hvem af os følger trofast Forbilledet? Hvem af os har begyndt og fortsætter krigen mod hjertets stolthed? Hvem af os har alvorligt givet os til at kæmpe med selviskhed, indtil den ikke længere bor i hjertet og åbenbares i livet? Idet vi ser Kristi Kors og tegnenes fuldbyrde og bringes os nærmere dommen, måtte da de lektier vi har fået, give stort indtryk på vore hjerter og gøre os mere ydmyge, mere selvfornægtende og mere venlige for hinanden, mindre selviske, mindre bekymrede og mere villige til at bære hinandens byrder, end vi gør i dag.VM5 18.1

    Jeg er blevet vist at vi, som et folk, viger bort fra troens enkelhed og fra evangeliets renhed. Mange er i stor fare. Hvis de ikke ændrer deres adfærd, vil de adskilles fra det Sande Vidne som ubrugelige grene. Brødre og søstre, jeg er blevet vist at vi står på tærsklen til den evige verden. Nu behøver vi at vinde sejre for ethvert skridt. Enhver god handling er ligesom et sået frø, der skal bære frugt til evigt liv. Ethvert godt resultat vi har fået, sætter os op på et højere trin på udviklingens stige og giver os åndelig styrke til nye sejre. Enhver rigtig handling bereder vejen for dens gentagelse.VM5 18.2

    Nogle afslutter deres prøvetid; er det i orden for dem? har de opnået en egnethed for det fremtidige liv? Vil deres optegnelse vise spildte anledninger, forsømte privilegier, et selvisk og verdsligt liv der ikke har båret frugt til Guds ære? Og hvor meget af det arbejde, som Mesteren har overladt os, ligger ugjort. Overalt omkring er der sjæle der skal advares; men hvor ofte er tiden ikke blevet optaget i at tjene selvet og den rapport er gået op til Gud, at sjæle er gået i graven uden at være advaret eller blevet frelst.VM5 18.3

    Herren har stadig barmhjertige hensigter med os. Der er plads til anger. Vi må passe til Guds kærlighed. Jeg beder jer, som har aflagt vor Herres tilsynekomst, begynd nu genløsningstidens arbejde. Studér Guds ord. Lad alle, som er ved dette møde, gøre en aftale med Gud: aflægge let spøgende samtale og overfladisk og betydningsløs læsning og i det kommende år, ihærdigt og bønligt studere bibelen, så I kan være i stand til at, i ydmyghed og frygt, give ethvert menneske som spørger jer, en begrundelse til det håb I har. Vil I ikke uden tøven, ydmyge jeres hjerter for Gud og angre jeres svigt?’VM5 18.4

    Lad ingen nære tanken at jeg fortryder eller tilbagetrækker nogle af de tydelige vidnesbyrd, som jeg har frembåret enkeltpersoner eller folk. Hvis jeg har fejlet noget sted, så er det ikke at have irettesat synd for hårdt. Nogle af brødrene har taget ansvar for at kritisere mit arbejde og foreslå en lettere måde at rette fejl på. Til disse personer vil jeg sige: Jeg tager Guds vej og ikke jeres. Hvad jeg har sagt eller skrevet i vidnesbyrd eller irettesættelser er ikke blevet udtrykt for tydeligt.VM5 19.1

    Gud har givet mig mit arbejde og jeg må møde det til dommen. Dem som har valgt deres egen vej, som har sat sig op imod de klare vidnesbyrd de har fået og har forsøgt at ryste andres tro med dem, må bringe deres sag i orden med Gud. Jeg trækker ikke noget tilbage. Jeg formidler ikke noget for at det skal passe deres idéer eller for at undskylde deres karaktermangler. Jeg har ikke talt ligeså tydeligt som der trængtes til. Dem som på nogen måde vil mindske de, af Gud givne, skarpe irettesættelsers kraft, må møde deres gerninger ved dommen.VM5 19.2

    For nogle få uger siden, da jeg stod ansigt til ansigt med døden, fik jeg et nøjagtigt syn ind i evigheden. Hvis Herren fandt behag i at oprejse mig fra min svage tilstand, håber jeg, i nåde og styrke ovenfra, at sige disse ord nøjagtigt, som han gav mig at tale. I hele mit liv har det været frygteligt svært for mig at såre nogens følelser, eller forstyrre deres selvbedrag, idet jeg overbringer de vidnesbyrd jeg har fået af Gud. Det er imod min natur. Det koster mig megen smerte og mange søvnløse nætter. Til dem, som har påtaget sig ansvaret at irettesætte mig og i deres endelige dom, foreslå en vej som ser klogere ud for dem, gentager jeg: Jeg antager ikke jeres anstrengelser. Efterlad mig sammen med Gud og lad ham lære mig. Jeg vil tage ordene fra Herren og sige dem til folket. Jeg forventer ikke at alle vil acceptere irettesættelserne og reformere sig, men jeg må gøre min pligt, uanset hvad. Jeg vil vandre i ydmyghed for Gud, gøre mit arbejde for tiden og for evigheden.VM5 19.3

    Gud har ikke givet mine brødre det arbejde, som han har givet mig. Det er blevet sagt indtrængende at min måde at irettesætte på i det offentlige, har fået andre til at blive skarpskårne, kritiske og hårde. Hvis det er tilfældet, må de afklare dette med Herren. Hvis andre påtager et ansvar, som Gud ikke har lagt på dem; hvis de ignorerer den belæring han har givet dem igen og igen, igennem hans udvalgte ydmyge redskab, til at være venlig, tålmodig og overbærende må de alene svare for resultaterne. Med et sorgbebyrdet hjerte, har jeg gjort min ubehagelige pligt for mine kæreste venner, uden at turde tilbageholde irettesætelserne til mit behag, endog fra min mand; og jeg skal ikke være mindre påpasselig at advare andre, om de hører eller lader være. Når jeg taler til folk siger jeg meget som jeg ikke har tænkt over i forvejen. Herrens Ånd kommer ofte over mig. Jeg har det som om jeg føres ud og bort af mig selv; forskellige personers liv og karakter fremstilles for mig i mit sind. Jeg ser deres fejl og farer og føler mig tvunget til at sige det, som bringes frem for mig Jeg tør ikke modstå Guds Ånd.VM5 20.1

    Jeg ved at nogle er utilfredse med mit vidnesbyrd. Det passer ikke deres stolte, uhelligede hjerter. Jeg mærker mere og mere dybt det tab som vort folk har måttet holde, fordi de ikke har antaget og adlydt det lys som Gud har givet dem. Mine yngre brødre i tjenesten, jeg beder jer at tænke mere på jeres højtidelige ansvar. Er I helliget til Gud kan I udøve en mægtig indflydelse til gode for menighedens og verdens; men I mangler hjertefølt gudsfrygt og helligelse. Gud har sat jer til at være et lys for verden, ved jeres gode gerninger, såvel som ved jeres ord og teorier. Men mange af jer står for de uforstandige jomfruer, som ikke havde olie i deres lamper.VM5 20.2

    Mine brødre, giv agt på det Sande Vidnes irettesættelser og råd og Gud vil arbejde for jer og med jer. Jeres fjender kan være stærke og beslutsomme; men Den Mægtigere end de, vil være jeres hjælper. Lad lyset skinne og det vil gøre sit arbejde. Herskarernes Herre er med os; Jakobs Gud er vor tilflugt.VM5 21.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents