Kære brødre og søstre som samles her til Michigan-lejrmødet:
Jeg nærer en dybere interesse for dette møde end for andre der er blevet hold ved denne lejlighed. Michigan har ikke fået det arbejde, som der her burde være. Gud har sat vigtige institutioner iblandt jer og dette giver jer større ansvar end nogen anden konferens i hele området. Stort lys er blevet givet jer og få har reageret på det; alligevel forblødes mit hjerte i øm omsorg for vort elskede folk i Michigan. [Advarslen om, at Menneskesønnen snart skal komme i himmelens skyer, er for mange blevet almindelig tale. De er ikke længere i en ventende, vågende tilstand. Den egenkærlige, verdslige ånd, der gør sig gældende i deres liv, afslører hjertets tanker: “Min herre lader vente på sig.”] Nogle er indhyllet i stort mørke, at de åbenlyst udtrykker deres vantro, upåagtet vor Frelsers erklæring, at alle disse upålidelige tjenere og deres del skal være hos hyklere og vantroende. [Herren kommer 12. feb]VM5 9.2

Vore prædikanter gør ikke hele deres pligt. Folks opmærksomhed bør henledes til den betydningsfulde begivenhed, som er så nær. Tidernes tegn bør holdes i frisk erindring. Daniels og Johannes profetiske syner forudsiger en periode i moralsk mørke og forfald; men ved endens tid, den tid vi lever i nu, burde synet sige noget og ikke lyve. Når de beskrevede tegn begynder at ske, påbydes de ventende og vågende at se op og løfte deres hoveder op og glæde sig, fordi deres forløsning drager nærmere.VM5 9.3

Blev der dvælet ligeså meget ved disse ting, som der burde, vil spottere komme frem, som vandrer efter deres egne lyster og sige: “Hvor er løftet om hans komme? for siden fædrene faldt i søvn, fortsatte alle ting som de var fra skabeningens begyndelse.” Men “Fred og ingen fare!” da er undergangen pludselig over dem.” “Men I, brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv.” Tak Gud, alle vil ikke lulles i søvn under den kødelige betrykkelses vugge. Der vil være trofaste som vil se tidernes tegn. Selvom mange bekendere af den nærværende sandhed fornægter deres tro ved deres gerninger, vil der være nogle som vil holde ud til enden.VM5 10.1

[Den samme selviskhed og tillempning efter verdens levemåde eksisterer lige så godt i vore dage som på Noas tid. Mange, som bekender sig til at være Guds børn, følger deres verdslige stræben med en intensitet, som gør deres bekendelse til en løgn. De vil være optaget af at plante og bygge, købe og sælge, spise og drikke, tage til ægte og give til ægte, til det sidste øjeblik af deres nådetid. Sådan står det til med en stor part af vort folk. samme] Fordi uretfærdigheden findes i stor mængde, bliver manges kærlighed kold. Det er kun til få dette kan siges: “Thi alle er I lysets børn og dagens børn; vi hører ikke natten eller mørket til.” [Min sjæl er bebyrdet, når jeg ser den store mangel på åndelighed iblandt os. Verdens moder og skikke, stolthed, lyst til fornøjelse og til stads, dyrt tøj, dyre huse og grunde — alt dette berøver Guds skatkammer for midler, der benyttes til at tilfredsstille selvet, men skulle have været brugt til at sende sandhedens lys ud til verden. samme] Selviske hensigter kommer i første række. At udruste folk til at arbejde for sjæles frelse betragtes ikke af så stor betydning som verdslige foretagender. Sjæle går tabt af manglende kundskab. Dem som har haft den nærværende sandheds lys og alligevel ikke føler byrde for at advare deres medmennesker om den kommende dom, må aflægge regnskab for Gud for deres pligtforsømmelse. Sjæles blod vil være på deres klæder.VM5 10.2

Da gamle norm?bærere svigter og falder. Vore unge mænd er ikke blevet uddannet til at føle deres ansvar over for Gud; de får små anledninger til at arbejde for sagen og de kommer ind på markerne der lover den bedste løn og med mindst slid og ansvar. Som et folk vokser vi ikke i åndelighed, idet vi nærmer os enden. Vi indser ikke det arbejdes størrelse og vigtighed, som vi har foran os. Derfor er vore planer ikke at blive bredere og mere omfattende. Der er en sørgelig mangel på mænd og kvinder til at fremføre det voksende arbejde for denne tid.VM5 11.1

Vi gør ikke en tyvendedel af det Gud forlanger at vi skal gøre. Arbejdets enkelhed har aftaget, det gøres indviklet, vanskeligt at forstå og vanskeligt at udføre. Menneskers bedømmelse og visdom har for ofte ledet og styret frem for Guds. Mange føler at de ikke har tid til at spejde efter sjæle som de må aflægge regnskab for. Og hvilken undskyldning har de for denne forsømmelse af et vigtigt arbejde, som var deres at gøre.VM5 11.2

På vort college bør unge mænd uddannes på en så omhyggelig og grundig måde så muligt, at de kan være forberedte til at arbejde for Gud. Dette var det formål institutionen blev oprettet på. Vore brødre derude omkring bør føle en interesse, ikke kun for at støtte, men for at beskytte colleget, så det ikke vendes bort fra sin hensigt og formes af andre institutioner af den slags. Religiøse interesser bør vogtes hele tiden. Tiden drager til en afslutning. Evigheden er nær. Den store høst indsamles, hvad gør vi for at berede dette arbejde?VM5 11.3

Ledende mænd på vort college bør være gudfrygtige og helligede mænd. De bør gøre bibelen til regel og vejleder for livet, give agt på profetiens sikre ord som “et lys, der skinner på et mørkt sted.” Ingen af os bør driste os til at forlade vagten et øjeblik, “thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer.” Det er kun dem som trofast fortsætter med at gøre vel, der skal høste lønnen. Meget, som ikke har del i Kristus, får plads iblandt os. Uindviede prædikanter, professorer og lærere hjælper Satan med at plante sit banner midt i vore fæstninger.VM5 12.1

Formålet med vort college er blevet fremført igen og igen, alligevel er så mange forblindede af denne verdens gud, at dets egentlige formål ikke forstås. Gud har planlagt at unge mænd der skal drages til ham, så de der kan beredes til at forkynde Kristi evangelium og få både nye gamle ting ud af Guds ords uudtømmelige rigdomme, til folkets belæring og opbyggelse. Lærere og professorer bør have en levende fornemmelse for denne tids farer og det arbejde som må udrettes, til beredelse af et folk, til at stå på Guds dag.VM5 12.2

Nogle af lærerne har spredt fra Kristus, i stedet for at samle med ham. Ved deres eget eksempel har de fået dem, de tager sig af, til at antage verdslige sæder og skikke. De binder studerendes hænder til moderigtige, fornøjelseselskende vantroende og fører dem hen mod verden og bort fra Kristus. Og de gør dette lige op i ansigtet af himlens advarsler, ikke kun dem folk får i almindelighed, men også personlige appeller til dem selv. Herrens vrede optændes ved dette.VM5 12.3

Gud vil prøve sit folks troskab. Mange af de fejltagelser Guds bekendende tjenere begår, er som følge af deres egenkærlighed, deres ønske om bifald, deres tørst efter popularitet. Forblindet af dette, indser de ikke at de er mere mørkets elementer end lysets. “Drag bort fra dem og skil jer ud, siger Herren, Og “rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.” Dette er de betingelserne for at vi kan anerkendes som Guds udskilte sønner fra verden og aflæggelsen af ting som vildleder, fortryller og fanger.VM5 12.4

Apostlen Paulus erklærer at det er umuligt for Guds børn at forene sig med verdslige: “Træk ikke i ulige åg med de vantro.” Dette henviser ikke kun til ægteskabet; men til enhvert fortroligt forhold og partnerskab med dem, som ikke har kærlighed for Gud sandheden, er en snare.VM5 13.1

Apostlen fortsætter: “Thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: “Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud og de skal være mit folk.” “Da vi nu har disse forjættelser, mine elskede! så lad os rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd og gennemføre hellighed i gudsfrygt.”VM5 13.2

Hvis vi indvilliger i de betingelserne, vil Herren opfylde sine løfter for os. Men her er der et arbejde for os at gøre, som vi ikke på nogen måde skal forsømme. I Jesu styrke kan vi gøre det rigtigt. Vi må altid rykke fremad og opad, altid vokse i nåden og i sandhedskundskaben.VM5 13.3

[Lysets og dagens børn skal ikke indhylle sig i nattens og mørkets skygger, som omgiver dem, der øver uret. De skal derimod stå pligtopfyldende på deres post som lysets formidlere, der får lys fra Gud for at lade det skinne på dem, der er i mørke. Herren kræver, at hans folk skal bevare deres integritet og ikke røre, dvs. ikke efterligne, de ugudeliges levemåde.VM5 13.4

I denne verden vil de kristne være “et helligt folk, et ejendomsfolk”, der forkynder hans guddomskraft, som kaldte dem “fra mørket til sit underfulde lys”. Dette lys skal ikke blive svagere, men skal vokse i glans til højlys dag. Dem der repræsenterer den kristne standart skal hele tiden være på vagt. De har en vagtsom fjende som venter og våger for at indtage borgen. Nogle af dem der bekender sig til at være Kristi vægtere har inviteret fjenden ind i deres borg, har blandet sig med dem og i forsøget på at tilfredsstille, har de nedbrudt forskellen mellem Guds og Satans børn. Herren kommer 12.feb]VM5 14.1

Herren har aldrig planlagt at vort college skulle efterligne andre undervisnings?institutioner. Det religiøse element skal være den styrende kraft. Hvis vantroende vælger denne indflydelse, er det i orden; hvis dem som er i mørke vælger lyset, er det sådan som Gud vil have det. Men slægger vi på vor vagtsomhed og lader det verdslige element tage ledelsen, for at få studerende, er det imod Guds vilje. Styrken i vort college er, at det religiøse element får lov at herske. Når lærere eller professorer ofrer religiøse principper, for at behage verdslige, fornøjelsesekslende grupper, skal de betrages som upålidelige og bør afskediges.VM5 14.2

[Den vidunderlige sandhed, som har lydt i vore øren i mange år: “Herren er nær, vær også I rede,” er lige så meget sandhed i dag, som da vi første gang hørte budskabet. Den interesse af størst værdi for menigheden og Guds folk og for en syndig og ugudelig verdens skæbne, for dette øjeblik og i al evighed, er vi involveret i hér. Vi er alle bundet af loven. “For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften og så skal vi altid være sammen med Herren.” Kristus skal ses i skyerne, “og tage hævn over dem der ikke kender Gud og adlyder evangeliet.” samme]VM5 14.3

Disse øjebliks begivenheder er nær forestående, alligevel sover mange, som bekender at tro sandheden. De vil med vished regnes til den upålidelige tjener som siger i sit hjerte, “min herre lader vente på sig,” hvis de forbliver i deres nuværende venskab med verden. Det er kun dem som venter i håbet og troen som Kristus vil vise sig for, “ikke for at bære synden, men til frelse for dem.” Mange som har sandhedens teori, kender ikke gudfrygtighedens kraft. Hvis Guds ord bor i hjertet, vil det styre livet. Tro, renhed og overensstemmelse med Guds vilje vil bevidne sin helligende kraft.VM5 15.1

Prædikanternes ansvar