I et syn jeg fik i Bordoville, Vermont, den 10. december, 1871, fik jeg vist at min mands stilling har været meget svær. Et pres af bekymring og arbejde har hvilet på ham. Hans brødre i tjenesten havde ikke haft disse byrder at bære og de har ikke påskønnet hans arbejde. Det konstante tryk på ham har bebyrdet ham mentalt og fysisk. Jeg fik vist at hans forhold til Guds folk, i nogle forhold var lige sådan som Moses’ forhold til Israel. De knurrede imod Moses, når han var under ugunstige forhold og de knurrede også mod min mand.VM3 85.2

Der har ikke været nogen iblandt sabbatsholderens rækker som ville gøre det som min mand har gjort. Han har næsten helliget sig helt til opbyggelsen af Guds sag, uanset hans egen personlige interesse og hans nydelse med sin familie. I hans helligelse til sagen har han ofte bragt sin sundhed og sit liv i fare. Han er blevet presset så meget af dette arbejdes byrder at han ikke har nok tid til studium, meditation og bøn. Gud har ikke forlangt at han skal være i den stilling, endog ikke for udgivelsesarbejdet i Battle Creeks skyld. Der er andre grene i arbejdet, andre interesser i sagen, som er mere forsømt på grund af at han har helliget sig denne. Gud har givet os begge et vidnesbyrd som vil nå hjerterne. Han har åbnet mange lyskanaler op for mig, ikke kun for mit bedste, men i det hele taget for hans folks gavn. Han har også givet min mand et stort lys over bibelemnerne, ikke kun for ham selv, men for andre. Jeg så at disse ting burde skrives og tales og at nyt lys ville fortsætte med at skinne på ordet.VM3 85.3

Jeg så at vi kunne udrette ti gange mere ved at bygge sagen op ved at arbejde blandt Guds folk, fremføre et alsidigt vidnesbyrd for at imødekomme sagens behov på forskellige steder og under forskellige forhold, end vi kunne ved at blive i Battle Creek. Vore gaver behøves på den samme mark i skrift og i tale. Medens min mand er overbebyrdet, som han har været, med ophobede sager og administrative opgaver, kan hans tanker ikke være så frugtbare i ord som de ellers kunne være. Og han er udsat for at blive angrebet af fjenden; for han er i en stilling hvor der er et konstant pres og mænd og kvinder vil fristes, som Israelitterne blev det, til at klage og knurre imod ham som står i den mest ansvarsbetyngede post i Guds sag og arbejde.VM3 85.4

Medens han står under disse byrder som ingen andre ville vove at tage, har min mand nogen gange, under pres for byrder, ikke talt så velovervejet og med tilsyneladende strenghed. Nogen gange har han kritiseret dem på kontoret fordi de ikke er forsigtige. Og når nyttesløse fejltagelser har forekommet, har han følt at vrede for Guds sag var berettiget for ham. Denne fremgangsmåde har ikke altid haft de bedste følger. Det har nogen gange ført til forsømmelse fra deres side som er blevet irettesat for at gøre de ting de skulle have gjort; for de er bange for at de ikke vil gøre dem ret; og da vil de dadles for det. Ligeså udbredt det problem er har byrden faldet tungere på min mand.VM3 86.1

Det ville være bedre for ham at han kom mere væk kontoret end han har været og overlade arbejdet til andre. Og hvis de, efter udholdende og rimelig svære opgaver, viste sig at være upålidelige, eller ikke har rum for arbejdet, skulle de diskvalificeres og overlades til et foretagende hvor deres bommerter og fejltagelser påvirker deres personlige interesser og ikke Guds sag.VM3 86.2

Der var dem som stod ved forlags selskabets hovedforretning som, mildt sagt, var upålidelige. Og havde de særligt betroede mænd, som var sammen med tillidsfolk, været vidende om dette og deres øjne ikke forblindet og deres følelser ikke lammet, ville disse mænd have været adskilt fra arbejdet længe før end de nu blev.VM3 86.3

Da min mand kom sig over sin lange og svære sygdom, tog han fat i arbejdet, som var efterladt i en forvirret og vanskelig tilstand af upålidelige mænd. Han arbejdede med al den fasthed og styrke han havde i sind og legeme for at få værket op igen og genløse det fra den vanærende forvirring det var blevet bragt i af dem som har haft deres egne interesser som det største og som ikke følte at det var et helligt arbejde som de var involveret i. Guds hånd har være rakt ud til dom over disse upålidelige mennesker. Deres fremgangsmåde og følgen deraf viste sig som en advarsel for andre, at ikke gøre som de har gjort.VM3 86.4

Men mands oplevelser under hans sygdomsperiode var uhellige for ham. Han havde arbejdet i den sag med interesse og helligelse som ingen andre har gjort. Han havde vovet og taget store tiltag som Forsynet havde ledt ham til, uanset kritik eller pris. Han havde vovet og kæmpet igennem fysiske og mentale lidelser, ikke taget hensyn til sine egne interesser, medens dem som Gud har tiltænkt skulle stå ved hans side havde forladt ham da han mest behøvede hjælp. Han er ikke kun blevet overladt til at kæmpe uden deres hjælp og forståelse, men ofte har han også måttet møde deres modstand og knurren — knurren mod en som gjorde ti gange mere end nogen af dem i at bygge Guds sag op. Alle disse ting har gjort sin virkning; de har formet sindet som får var fri for mistanker og tillid og fik ham til at miste tillid til sine brødre. Dem som har gjort sin del for at starte dette vil, i høj grad, være ansvarlig for resultatet. Gud vil lede dem hvis de havde tjent ham alvorligt og helliget sig til ham.VM3 87.1

Jeg fik vist at min mand har givet sine brødre umiskendelige beviser for sin interesser for og helligelse til, Guds arbejde. Efter at have brugt flere år af sit liv i nød og afsavn og uophørligt slid for at give forlagsarbejdet en sikker basis; gav han det væk til Guds folk, som var hans eget og som han ligeså godt kunne behole for sig selv og få udbytte deraf. Ved denne handling viste han folket at han ikke søgte efter at hjælpe sig selv, men at fremme for Guds sag.VM3 87.2

Da sygdomme kom over min mand, da min mand blev syg handlede mange på den samme følelsesløse måde mod ham som farisæerne gjorde mod den ulykkelige og fortrykte. Farisæerne ville fortælle de lidende at de led på grund af deres synder og at Guds dom var kommet over dem. Når de gjorde dette forøgede de deres byrde af lidelser. Da min mand faldt under sin vægt af byrder, var der dom som var ubarmhjertige.VM3 88.1

De han begyndte at komme sig, så han i sin svaghed og armod begyndte at arbejde noget, bad han dem som da stod ved administrations hoved på kontoret om 40 procents nedsættelse for $100-ordre på bøger. Han var villig til at betale tres dollars for bøgerne som han vidste blot kostede selskabet halvtreds dollars. Han bad om denne særlige nedsættelse med henblik på hans tidligere arbejde og opofrelser til fordel for forlagsafdelingen, men blev nægtet denne lille gunst. Han fik frækt at vide at de kun kunne give ham 25 procent nedsættelse. Min mand tog dette meget nært, alligevel prøvede han at bære det på en kristen måde. Gud i himlen lagde mærke til den uretfærdige afgørelse og tog fra det tidspunkt sagen i sine egne hænder og har givet de fjernede velsignelser tilbage, som han gjorde over for trofaste Job. Fra tidspunktet med denne hjerteløse beslutning, har han arbejdet for sin tjener og har oprejst han med sin tidligere legemssundhed, klarhed og styrke og frihed. Og siden den tid har min mand haft fornøjelsen at give publikationer ud for tusinde dollars af sine egne hænder uden nogen pris. Gud vil ikke glemme, heller aldrig svigte dem som har været trofaste, selv hvis de begår fejl.VM3 88.2

Min mand har en iver for Gud og for sandheden og til tider fører den iver ham til overarbejde til skade for hans fysiske og mentale styrke. Men Herren har ikke betragtet dette som så stor en synd, som den hans tjenere udviste i forsømmelse og upålidelighed. Dem som roste den upålidelige og smigrede den uhellige havde del i deres forsømelsessynd.VM3 88.3

Gud har udvalgt min mand og givet ham særlige egenskaber, naturlige evner og en erfaring til at lede sit folk i værkets fremmarch. Men blandt sabbatsholdende Adventister har der været knurrene mennesker, ligesom der var i det gamle Israel og disse, skinsyge, fordægtige personer har ved deres antydninger, givet vor tros fjende anledning til at mistænkeliggøre min mands ærbarhed. Disse skinsyge personer, som har den samme tro, har lagt sagerne frem for de ikke-troende i et falsk lys: Og de indtryk de får, står i vejen for at de kan gribe sandheden. De anser min mand for at være en rænkesmed, et selvisk, gerrigt menneske og de er bange for ham og for den sandhed der fremholdes for os som et folk.VM3 89.1

Når der blev lagt begrænsninger på det gamle Israels spiselyst, eller når nøje anordninger blev lagt på dem, kastede de det til Moses og sagde at han var egenmægtigt, at han ønskede at herske over dem og i det hele taget være fyrste over dem, skønt han kun var et redskab i Guds hånd der skulle bringe hans folk til underkastelse og i lydighed mod Guds røst.VM3 89.2

Vor tids Israel har knurret og blevet skinsyg på min mand fordi han har talt for Guds sag. Han har ansporet til gavmildhed, han har irettesat dem som elsker denne verden og har kritiseret selviskhed. Han har talt for Guds sags givere og opmuntret til gavmildhed hos sine brødre, er gået forud og har selv lagt gavmildt ud; men ved manges knurren og skinsyge er selv dette blevet fortolket som at han ønsker at gavnes personligt af sine brødres midler og at han har beriget sig selv på bekostning af Guds sag; skønt kendsgerningerne er at Gud har betroet ham midler i hans hænder for at hæve ham over andre og han ikke er afhængig af gaver fra et foranderligt, knurrende, skinsygt folk. Fordi vi ikke egenkærligt har tilstræbt vor egen interesse, men har sørget for enker og faderløse, har Gud i sit forsyn arbejdet for vort bedste og velsignet os med fremgang og overflod.VM3 89.3

Moses ofrede et ventende rige, et liv i verdslig ære og luksus i kongelige sale og valgte hellere at lide pinsler sammen med Guds folk end at nyde syndens fornøjelser for en stund, for han værdsatte Kristi skam højere end alle Egyptens rigdommes skatte. Havde vi valgt et liv i lethed og frihed fra arbejde og bekymring kunne vi have gjordt dette. Men dette var ikke det vi valgte. Vi valgte aktivt arbejde i Guds sag, et omstrejfende liv, med alle vanskelighederne, afsavn og ikke noget mageligligt liv. Vi har ikke levet for vor egen skyld, for at behage os selv, men vi har prøvet at leve for Gud, for at behage og forherlige ham. Vi har ikke gjort det til genstand for ejendomsbesiddelse, men Gud har fuldbyrdet sit løfte og givet os hundrede fold i dette liv. Han kan prøve os ved at fjerne det fra os. Hvis han gør dette, beder vi for underkastelse for at vi ydmygt kan bære prøven.VM3 89.4

Når han har betroet os talenter, i form af penge og indflydelse, vil vi forsøge at investere dem i hans sag, skønt ild kan fortære dem og modgang svække. Vi vil dog have den glade forvisning at nogle af vore rigdomme er der, hvor ild kan brænde og modgang feje dem bort. Guds sag er en sikker bank der ikke går fallit og investeringen af vor tid, vor interesse og vore midler i den er et skatkammer i himlen som ikke går fallit.VM3 90.1

Jeg fik vist at min mand har haft tre gange flere ansvar end han skulle have haft. Han har mærket prøvelsen at bror R og S ikke hjalp ham med hans ansvar og har følt sig bedrøvet fordi de ikke hjalp ham i forretningsanliggender i forbindelse med institutionen og forlagsselskabet. Der har været en stadig fremgang i udgivelsesarbejdet lige siden de upålidelige medarbejdere kom ud af det. Og idet arbejdet voksede, burde der have været mænd til at dele ansvarene; men nogle som kunne have gjort dette har intet ønske, fordi det ikke ville forøge deres besiddelser ligeså meget som mere indbringende forretninger.VM3 90.2

Der er ikke de talenter på vort kontor som der burde være. Arbejdet kræver de mest udsøgte og velvalgte personer til at indvolvere sig i det. Med den nuværende tilstand af tingene på kontoret vil min mand stadig mærke det pres han har følt, men han burde ikke bære det længere. Det er kun ved et Guds nådes mirakel at han har kunne bære under byrden så længe. Men der er nu mange ting at tage i betragtning. Ved hans udholdende omsorg og helligelse for arbejdet har han vist hvad der kan gøres i udgivelsesarbejdet. Mennesker med uselviske interesser kombineret med hellig dømmekraft kan gøre arbejdet på kontoret til en succes. Min mand har båret byrderne alene så længe at det har taget frygteligt på hans styrke og der er et tydeligt behov for forandring. Han må i høj grad lindres fra ansvar og alligevel kan han arbejde i Guds sag i tale og skrift.VM3 90.3

Da jeg vendte tilbage fra Kansas i efteråret 1870, skulle vi begge have haft en hvileperiode. Friuger fra ansvar var nødvendig for at få vore udtømte kræfter tilbage. Men da vi fandt ud af at den vigtige post i Battle Creek var næsten lagt øde, følte vi os tvunget til at tage vare om arbejdet med dobbelt kraft og arbejdede ud over vor styrke. Jeg fik vist at min mand ikke skulle stå der længere medmindre der er mennesker som føler sagens mangler og bærer arbejdets byrde, medens han blot skal virke som rådgiver. Han må lægge byrderne ned, for Gud har et betydningsfuldt arbejde til ham at gøre i at skrive og tale sandheden. Vor indflydelse med at arbejde på de store marker vil tælle højere for Guds sags opbyggelse. Der er mange fordomme hos mange. Falske udtalelser har sat os i en forkert position over for folk og de står i vejen for at mange kan antage sandheden. Hvis de tror at dem, som har ansvarlige stillinger i Battle Creek, er listige og fanatiske, så konkluderer de at hele arbejdet er forkert og at vore syn på bibelsandheden må være ukorrekt og så vil de blive bange for at undersøge og antage sandheden. Men vi skal ikke gå ud og sige til folk, at de skal se på os. Vi skal gå og tale om os selv og forsvare vor egen karakterfasthed; men vi skal sige sandheden, ophøje sandheden, tale om Jesus, ophøje Jesus og dette vil, ledsaget af Guds kraft, fjerne fordomme og afvæbne modstand.VM3 91.1

Brødrene R og S elsker at skrive; sådan gør min mand. Og Gud har ladet sit lys skinne på hans ord og har ledt ham til et område med rige tanker som i det store vil være en velsignelse for Guds folk. Medens han har båret en tredobbelt byrde, har nogle af hans tjenende brødre ladet ansvaret falde tungt på ham, trøstet sig selv med tanken at Gud har sat bror White ved arbejdets hoved og udrustet ham for det og at Herren ikke har gjort dem egnede for den stilling; derfor vil de ikke tage ansvaret og bære de byrder som de skulle have båret.VM3 91.2

Der burde være mænd som ville føle den samme interesse som min mand har følt. Der har aldrig været en mere betydningsfuld periode i syvende-dags Adventisternes end den der er nu. I stedet for at forlagsarbejdet halveres, er behovet for vore udgivelser stærkt stigende. Der vil blive mere at gøre i stedet for mindre. Min mand har beklaget sig meget, han har så længe måtte kæmpe imod skinsyge og usandheder og har oplevet så lille en pålidelighed hos mennesker, at han er blevet mistænksom over for næsten alle, selv sine egne brødre i tjenesten. De tjenende brødre har mærket dette og af frygt for at de ikke handler klogt, har de i det hele taget ikke gjort noget. Men tidspunktet er kommet hvor disse mænd må arbejde i samhørighed for at løfte byrderne. De tjenende brødre mangler tro og tillid til Gud. De tror sandheden og i frygt for Gud bør de forene deres anstrengelser og bære dette arbejdes byrder som Gud har lagt på dem.VM3 92.1

[Hvis en broder har gjort det bedste, han efter sit skøn formår og en anden derefter mener at kunne se, hvor han kunne have forbedret sagen, bør han venligt og tålmodigt lade vedkommende broder nyde fordel af sit skøn, men bør lige så lidt dadle ham eller drage hans redelige hensigt i tvivl, som han selv ville ønske at blive mistænkt eller uretfærdigt dadlet. Dersom den broder, hvem Guds sag ligger på hjerte, indser, at han i sine alvorlige bestræbelser har begået en fejl, vil han føle det tungt; for han vil være tilbøjelig til at fatte mistillid til sig selv og til at miste tiltroen til sit eget skøn. Intet vil i den grad svække hans frimodighed og guddommelige menneskeværd som forståelsen af hans fejlgreb i den gerning, Gud har udpeget ham til at gøre, en gerning, som han elsker højere end sit liv. Hvor uretfærdigt er det derfor ikke, at hans brødre, der opdager hans fejlgreb, vedbliver at trykke tornen dybere og dybere ind i hans hjerte, således at han føler det endnu stærkere, når de ved hvert stød svækker hans tro og frimodighed og hans tillid til at kunne udføre et frugtbringende arbejde for at fremme Guds sag!VM3 92.2

Ofte må sandheden og kendsgerningerne fremholdes tydeligt for de fejlende for at bringe dem til at indse og erkende deres fejl og gøre en forandring. Men dette bør altid ske på en øm og medlidende måde, ikke hårdt og strengt, men under hensyntagen til ens egen svaghed, at ikke vedkommende selv også bliver fristet. Når den, der har fejlet, indser og indrømmer sin fejl, bør man give ham trøst i stedet for at volde ham sorg og søge at gøre ham mere bedrøvet. Kristus, sagde i sin bjergprædiken: “Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den dom I dømmer med,med den skal I selv dømmes og det mål I måler med, med det skal I selv få tilmålt.” Vor frelser talte irettesættende om overilet dømmen. “Hvorfor ser du splinten i din broders øje?” “Og se, der sidder en bjælke i dit eget øje.” Det er ofte tilfældet, at medens en er hurtig til at opdage sine brødres fejl, er hans egne fejl måske større, men dem ser han ikke.VM3 93.1

Alle, der følger Kristus, bør behandle hverandre nøjagtig sådan. som vi ønsker, at Herren skal behandle os i vore fejl og skrøbeligheder, for vi er alle fejlende og behøver hans nåde og tilgivelse. Jesus samtykkede i at påtage sig menneskelig natur, for at han måtte kunne forstå at vise medynk og at gå i forbøn hos Faderen for syndige og fejlende dødelige mennesker. Frivilligt gik han med til at blive menneskenes talsmand og han fornedrede sig selv til at blive kendt med de fristelser, som menneskene var omgivet af, for at han måtte kunne komme dem til hjælp, som fristes og være en barmhjertig og trofast ypperstepræst.VM3 93.2

Nødvendigheden bæver tit, at synd og fejl bliver straffet på en tydelig måde. Men prædikanter, der arbejder for deres medmenneskers frelse, bør ikke være ubarmhjertige over for hinandens fejl og heller ikke fremhæve manglerne ved deres væsen. De bør ikke afsløre eller dadle deres svagheder. De bør spørge, om en sådan fremgangsmåde, benyttet af en anden over for dem selv, ville føre til det ønskede resultat. Ville den forøge deres kærlighed og tillid til den, der således gjorde deres fejlgreb synlige? Navnlig bør fejlgreb hos prædikanter, som er beskæftigede i Guds værk, holdes inden for en så snæver kreds som muligt; for der er mange svage, som vil benytte sig deraf, hvis de bliver opmærksomme på, at de, der arbejder i tale og undervisning, har skrøbeligheder ligesom andre mennesker. Og det er i højeste grad grusomt at afsløre en prædikants fejlgreb for de vantro, såfremt vedkommende prædikant agtes værdig til fremdeles at virke for sjæles frelse. Der kan ikke komme noget godt ud af en sådan afsløring; den kan kun gøre skade. Herren vredes over denne handlemåde, da den undergraver folkets tillid til dem, han bruger til at fremme sit værk.VM3 93.3

Enhver medarbejders karakter bør vogtes med nidkærhed af hans brødre i pædikegerningen. Gud siger: “Rør ikke mine salvede, gør ikke mine profeter ondt!” Kærlighed og tillid bør næres. En mangel på denne kærlighed og tillid hos den ene prædikant over for den anden forøger ikke lykken hos den, der således er mangelfuld, men idet han gør sin broder ulykkelig, er han selv ulykkelig. Der er større kraft i kærlighed, end man nogen sinde har fundet i dadel. Kærlighed kan nedbryde alle skranker, medens dadel vil spærre alle veje til sjælen. Vejl f menigh bd. 1 side 251-252]VM3 94.1

Min mand må have en forandring. Tab kan forekomme på forlagskontoret af mangel på hans lange erfaing, men tabet af penge kan ikke sammenlignes med tabet af Guds tjeners sundhed og liv. Indtægten af midler er ikke så stor fordi der mangeler på økonomiske ledere; men hvis min mand bliver dårlig igen, vil dette gøre hans brødre modløse og svække deres hænder. Så vil midlerne slet ikke komme ind.VM3 94.2

Der skal udrettes meget. Missionærer, som er villige, bør være i marken, om nødvendigt, gå ud til fremmede lande og overbringe sandheden til dem, som er i mørke. Men de unge har kun lidt tilbøjelighed til at hellige sig til Gud og hellige deres talenter til hans tjeneste. De vil hellere undgå ansvar og byrder. De opnår ikke erfaring ved at bære byrder eller kendskab til skrifterne hvilket burde udruste dem for det arbejde Gud vil godtage fra deres hænder. Det er alles pligt at finde ud af hvor meget de kan gøre for Mesteren som døde for deres skyld. Men mange søger efter at gøre så lidt så muligt og passer på det svage håb om at til sidst komme i himlen. Det er deres privilegium at have stjerner i deres krone, fordi sjæle er blevet frelst, ved deres hjælp. Men ak! ladhed og åndelig dorskhed hersker over alt. Selviskhed og stolthed har en stor plads i deres hjerter og der er kun lidt plads for himmelske ting.VM3 94.3

I den bøn som Kristus lærte sine disciple var anmodningen: Tilgiv os vore overtrædelse som vi tilgiver dem som gør os fortræd. Vi kan ikke gentage denne bøn fra hjertet og vove at være utilgivende, for vi beder Herren om at tilgive vore overtrædelser imod ham på den samme måde som vi tilgiver dem som gør os fortræd. Men få erkender den sande betydning i denne bøn. Hvis de utilgivende fatter dybden af dens mening ville de ikke igen vove at bede Gud om at behandle dem som de behandler deres andre dødelige medmennesker. Og alligevel hersker denne hårdhed og tilgivelsesløse ånd blandt brødre i et frygteligt omfang. Bror er streng over for bror.VM3 95.1

Stolthed og tomme tanker

Særlige prøvelser