Min opmærksomhed blev henledt til lignelsen om den fortabte søn. Han rettede en anmodning til sin fader om at få sin del af formuen. Han ønskede at skille sine anliggender fra faderens og at administrere sin del, som det passede ham selv bedst. Faderen efterkom anmodningen og af egennytte forlod sønnen sin fader for ikke at blive besværet af hans råd eller tilrettevisninger.VM3 100.3

Sønnen mente, at han ville blive lykkelig, nå han kunne benytte sin del efter eget ønske, uhæmmet af råd eller skranker. Han ønskede ikke at besværes af gensidig forpligtelse. Hvis han havde del i sin faders ejendom, ville faderen have Krav på ham som søn. Men han følte ingen forpligtelse over for sin ædelmodige fader og han styrkede sin egoistiske, genstridige ånd med den tanke, at en del af faderens ejendom tilhørte ham. Han forlangte sin del, selv om han retmæssigt intet kunne kræve og intet skulle have haft.VM3 101.1

Efter at hans egenkærlige hjerte havde fået den skat, som han aldeles ikke havde fortjent, drog han sin vej bort fra faderen, for at kunne glemme, at han havde en fader. Han foragtede tvang og var fast bestemt på at skaffe sig fornøjelse på enhver tænkelig måde. Da han ved sine syndige nydelser havde opbrugt alt, hvad hans fader havde givet ham, blev landet hjemsøgt af hungersnød og han følte trykkende savn. Han begyndte nu at fortryde sit syndige liv i overdådig vellyst; for han var blottet for alt og behøvede de midler, han havde bortødslet. Han blev nødsaget til at afbryde sit liv i syndig nydelse og stige ned til den lave bestilling at vogte svin.VM3 101.2

Da han var kommet så langt ned, som han kunne komme, tænkte han på sin faders godhed og kærlighed. Nu følte han trang til en fader. Sin venneløshed og sine trange kår havde han selv påført sig. Hans egen ulydighed og synd havde kraft til følge, at han blev skilt fra sin fader. Han tænkte på de fordele og den overflod, de lejede tjenere i hans faders hus nød i rigt mål, medens han, som havde forladt sin faders hus, var ved at omkomme af sult. Ydmyget som han var gennem modgang, besluttede han at vende hjem til sin fader med ydmyg bekendelse. Han var en betler uden gode eller endog sømmelige klæder. Han var elendig som følge af savn og afmagret af hunger.VM3 101.3

Da han var et stykke borte fra sit hjem, så hans fader vandringsmanden og hans første tanke gjaldt den opsætsige søn, som for flere år siden havde forladt ham for uhæmmet at følge en syndig vej. Faderens følelser vågnede. Trods alle mærker på nedværdigelse kunne faderen skelne sit eget billede. Han ventede ikke, til sønnen havde tilbagelagt hele afstanden mellem dem, men ilede ham i møde. Han dadlede ham ikke, men med den ømmeste medlidenhed, fordi han som følge af sin egen syndige handlemåde havde pådraget sig så megen lidelse, skyndte han sig med at give ham beviser på sin kærlighed og tegn på sin tilgivelse.VM3 101.4

Skønt hans søn var udtæret og ansigtet bar tydelige mærker efter det udsvævende liv, han havde ført og skønt han var klædt i betlerens pjalter og de bare fødder var tilsølede af vandringen i støvet, vaktes faderens ømmeste medynk, da sønnen ydmygt kastede sig ned foran ham. Han holdt sig ikke tilbage i kraft af sin værdighed; han stillede ikke fordringer, Han foreholdt ikke sønnen hans forbigangne urigtige handlemåde og hans synder for at bringe ham til at føle, hvor dybt han var sunket. Han løftede ham op og kyssede ham. Han trykkede den oprørske søn ind til sit bryst og ,svøbte sin egen pragtfulde dragt om den næsten nøgne skikkelse. Han tog ham til sit hjerte med en sådan varme og lagde en sådan medynk for dagen, at dersom sønnen nogen sinde havde næret tvivl ,om sin faders godhed og kærlighed, kunne han ikke længere tvivle. Hvis han havde en følelse af sin synd, da han besluttede at vende tilbage til sin faders hus, fik han en meget dybere forståelse af sin utaknemmelige handlemåde, da han fik en sådan modtagelse. Hans hjerte, som forud var kuet, blev nu sønderknust, fordi han havde bedrøvet sin kærlighedsfulde fader.VM3 102.1

Den angrende, bævende søn, der havde næret stor frygt for, at han ville blive forstødt, var ikke forberedt på en sådan modtagelse. Han vidste, at han ikke fortjente den og aflagde denne bekendelse ,af den synd, at han forlod sin fader: “Jeg har syndet imod himmelen og over for dig, jeg er ikke længere værd at kaldes din søn.” Han tryglede blot om at blive regnet som en lønnet tjener Men faderen pålagde sine tjenere at vise ham særlige tegn på .agtelse og at iføre ham klæder, som om han altid havde været hans egen lydige søn.VM3 102.2

Faderen gjorde sin søns hjemkomst til en særlig glædesfest. Den ældste søn ude på marken vidste ikke, at hans broder var kommet hjem, men han hørte lyden af den almindelige glædesstemning og .spurgte en af karlene, hvad alt dette skulle betyde. Det blev forklaret ham, at hans broder, som de havde ment var død, var kommet hjem og at hans fader havde slagtet fedekalven, fordi han havde fået sønnen levende tilbage.VM3 102.3

Broderen blev nu vred og ville ikke gå ind for at se eller modtage sin broder. At hans utro broder, som havde forladt sin fader ,og derved påført ham det tunge ansvar at skulle udføre de pligter, ,som de skulle have været to om, nu skulle modtages med sådan ,ære, vakte hans harme. Denne broder havde levet et liv i syndig ryggesløshed og bortødslet de midler, hans fader havde givet ham, indtil han var kommet i nød, medens hans hjemmeværende broder trofast havde udført sine sønnepligter; og nu kommer denne ryggesløse mand til sin faders hus og bliver modtaget med større agtelse og ære, end han selv nogen sinde havde fået.VM3 103.1

Faderen bad sin ældste søn inderligt om at gå hen og tage imod sin broder med glæde, fordi han var tabt og blev fundet; han var død i synd og ugudelighed, men er levende igen; han har genvundet moralsk forståelse og afskyr sin syndige handlemåde. Men den ældste søn gør gældende: “Se, nu har jeg tjent dig så mange år og jeg har aldrig overtrådt noget af dine bud og mig har du aldrig givet et kid, så jeg kunne være glad sammen med mine venner. Men da denne din søn kom, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger, så slagtede du fedekalven til ham.”VM3 103.2

Han forsikrede sin søn, at han altid var hos ham og at alt, hvad han havde, var hans, men at det var rigtigt, at de skulle vise disse tegn på glæde, “fordi din broder var død, men er blevet levende og var fortabt, men er fundet igen”. At den tabte er fundet og den døde, er levende, betyder mere for faderen end alle andre hensyn.VM3 103.3

Kristus fortalte denne lignelse for at fremstille den måde, hvorpå vor himmelske fader modtager den vildfarne og bodfærdige. Faderen er den, mod hvem der er syndet; men i sin sjæls medlidenhed og fuld af nåde og tilgivelse møder han den fortabte og viser sin store glæde over, at hans søn, som han troede var død for al sønlig hengivenhed, er blevet klar over sin store synd og forsømmelse og er vendt tilbage til sin fader, har sat pris på hans kærlighed og anerkendt hans krav. Han ved, at sønnen, der har vandret i synd og nu angrer, behøver hans nåde og kærlighed. Denne søn har gennemgået lidelse; han har erkendt sin trang og han kommer til sin fader som den eneste, der kan afhjælpe denne store trang.VM3 103.4

Den tabte søns hjemkomst var årsag til den største glæde. Den ældste broders klager var naturlige, men ikke berettigede. Og dog er det ofte den måde, hvorpå broder optræder mod broder. Der er for megen stræben efter at lade dem, der fejler, få at føle, hvori de har fejlet og vedblivende at minde dem om deres fejltrin, De, der har fejlet, trænger til medynk, hjælp og sympati. De lider ondt og er tit modløse og forsagte. De trænger til fuld tilgivelse mere end til noget andet. Vejl f menigh bd. 1 side 253-257]VM3 104.1

Den tabte sølvmønt

Arbejdet blandt menighederne