Virkningerne af overarbejde

Virkningerne af overarbejde

Min mand arbejdede uafladeligt for Guds sags skyld i værkets forskellige afdelinger omkring Battle Creek. Hans venner var forbavsede over den masse arbejde han nåede. Sabbats formiddag, den 18.august talte han i vort gudsdyrkelseshus. Om eftermiddagen var hans sind tæt på en svær overanstrengelse efter fire sammenhængende timer, medens han lyttede til manuskriftoplæsningen af Profetiens Ånd bind 3. Sagen var uhyre interessant og ville oprøre sjælen ganske meget, for det var forholdet til Kristi prøvelser, korsfæstelse, opstandelse og himmelfart. Før vi var klar over det, var han blevet meget træt. Han begyndte at arbejde om søndagen klokken fem om morgnen og fortsatte indtil tolv om natten.VM4 276.4

Den næste morgen, omkring halvsyv, blev han svimmel og blev truet af lammelse. Vi frygtede meget for denne forfærdelige sygdom, men Herren var nådig og sparede os for lidelse. Dog blev hans angreb efterfulgt af en stor fysisk og mental afkræftelse; og nu, synes det faktisk umuligt for os at deltage i øststaternes lejrmøder, eller for mig at deltage i dem og forlade min mand, i nedtrykt tilstand og med svagt helbred.VM4 277.1

Da min mand lå sådan ned sagde jeg: “Dette er fjendens værk. Vi må ikke underkaste os hans kraft. Gud vil arbejde for vort bedste.” Om onsdagen havde vi en særlig bønnestund, hvor Guds velsignelse kunne hvile over ham og gøre ham rask. Vi bad også efter visdom så vi kunne kende vor pligt med hensyn til deltagelse af lejrmøder. Herren havde mange gange styrket vor tro til at gå frem og arbejde for ham under modløshed og sygdomme; og ved sådanne gange havde han forunderligt beskyttet os og holdt os oppe. Men vore venner sagde at vi burde hvile og at det synes selvmodsigende og urimeligt for os at forsøge sådan en rejse og udsætte os for lejrlivets udmattelse og fare. Selv forsøgte vi tanken at Guds sag alligevel ville gå frem om vi blev sat til side og ikke havde noget med den at gøre. Gud ville oprejse andre til at gøre hans arbejde.VM4 277.2

Uanset hvad kunne jeg ikke få hvile og frihed med tanken at være væk fra arbejdsmarken. For mig var det som om Satan ville hegne op om min vej og forhindre mig i at fremføre mit vidnesbyrd og gøre det arbejde Gud havde givet mig at gøre. Jeg var ved at ville gå alene og gøre min del, stole på at Gud ville give mig den nødvendige styrke, da vi modtog et brev fra bror Haskell, ihvor han udtrykte taknemmelighed mod Gud, så bror og søster White kunne deltage i New England?lejrmødet. Ældre Canright havde skrevet at han ikke ville være tilstede, da han ikke kunne forlade arbejdet i Danvers og også at ingen i den gruppe kunne undværes fra teltet. Ældre Haskell skrev i sit brev at han havde forberedt alt for det store møde i Groveland; og at han havde besluttet at holde mødet, med Guds hjælp også hvis han skulle gennemføre det alene.VM4 277.3

Vi fremlagde igen sagen for Herren i bøn. Vi ved at dem mægtige Helbreder kan gøre både min mand og mig rask, hvis det er til hans ære at gøre dette. Det synes hårdt at rejse ud, trættende, sygeligt og afskrækkende; men nogen gange følte jeg at Gud ville gøre rejsen til velsignelse for os, hvis vi gik i tillid til ham. Denne tanke kom ofte op i mit sind: “Hvor er din tro? Gud har lovet: “Som dine dage skal din styrke være.”VM4 278.1

Jeg forsøgte at opmuntre min mand; han mente at hvis jeg følte mig i stand til at udstå lejermødernes besværligheder og arbejde, ville det være bedst om jeg tog af sted; men han kunne ikke udholde tanken at ledsage mig i sin svage tilstand, ude af stand til at arbejde, han var omtåget af fortvivlelse og selv genstand for medynk fra sine brødre. Han kunne kun sidde lidt op siden hans pludselige angreb og synes ikke at blive bedre. Vi søgte Herren igen og igen og håbede at der ville være en lille sprække i skyen, men der kom ikke noget lys. Medens vognen ventede på at tage os til depotet, gik vi igen og igen frem for Herren i bøn og bad ham om at hjælpe os på vor rejse. Vi besluttede begge at gå frem i tro og vove os ud på Guds løfter. Dette træk fra vor side krævede betydelig tro; men da vi tog plads i vognene, følte vi at vi var på pligtens sti. Vi gjorde holdt på rejsen og sov godt om natten.VM4 278.2