Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Vidnesbyrd for menigheden bind 4 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Tilbageholdelse af midler

    Tilbageholdelse af midler

    Guds velsignelse vil hvile over dem i ___ hvem Kristi sag ligger på hjerte. Vore brødres og søstres frivillige gaver, skænket i tro og kærlighed til den korsfæstede Genløser, vil bringe dem selv velsignelser; for Gud lægger mærke til og ihukommer enhver godgørende handling, som hans hellige udfører. Ved opførelsen af et hus til gudstjeneste må der ske en større udøvelse af tro og tillid til Gud. De, der ikke vover noget, når det gælder forretningsforetagender, har kun ringe fremgang; hvorfor ikke også have tro på et foretagende for Gud og anbringe midler i hans sag?VM4 76.2

    Nogle er gavmilde med det lidt, de har, når de er fattige; men efter som de erhverver ejendom, bliver de karrige. Årsagen til, at de har så lidt tro, er, at de ikke vedblivende går fremad, efter som deres velstand øges og yder til sagen med virkelig, opofrelse.VM4 77.1

    Under den jødiske husholdning blev det krævet, at godgørenhed først skulle vises over for Herren. Ved indhøstningen og i vinhøsten skulle markens førstegrøde kornet og vinen og olien helliges som et offer til Herren. Eftersankningen og yderkanterne på marken var forbeholdt de fattige. Vor nådige himmelske Fader overså ikke de fattiges tarv. Førstegrøden af ulden, når fårene klippedes og af kornet, når hveden blev tærsket, skulle ofres til Herren; og det var påbudt, at de fattige, enkerne, de faderløse og de fremmede skulle indbydes til deres højtider, Ved hvert års udgang skulle alle lægge højtidelig ed på, hvorvidt de havde gjort alt efter Guds befaling eller ikke.VM4 77.2

    Herren traf denne ordning for at indprente folket, at han i alle ting skulle være den første. Ved dette godgørenhedssystem skulle de have i erindring, at deres nådige Mester var den rette ejer af deres marker, deres hjorde og deres kvæg, at det var himmelens Gud, der sendte dem solskin og regn til deres såtid og høst og at alt, hvad de besad, var skabt af ham. Alt hørte Herren til og han havde sat dem til husholdere over sit gods.VM4 77.3

    Jødernes gavmildhed ved tabernaklets opførelse og ved templets bygning viser en godgørenhedens ånd, hvis lige aldrig har vist sig hos Kristne på noget senere tidspunkt. De var netop blevet udfriet fra deres langvarige trældom i Ægypten og vandrede omkring i ørkenen; men næppe var de blevet udfriet fra Ægyptens hære, der forfulgte dem på deres hastige rejse, før Herrens ord kom til Moses og sagde: “Sig til israelitterne, at de skal bringe mig en offerydelse; af enhver, som i sit hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal I tage min offerydelse.”VM4 77.4

    Hans folks besiddelser var kun små og de havde ingen lovende udsigter til at forøge disse; men der forelå en opgave for dem at bygge et tabernakel for Gud. Herren havde talt og de måtte lyde hans røst. De holdt intet tilbage. Alle gav med villig ånd, ikke et vist beløb af deres indtægt, men en stor del af deres ejendom. De helligede det med glæde og af hjertet til Herren og behagede ham ved at gøre det. Var det ikke alt sammen hans? Dersom han Krævede det, var det så ikke deres pligt at lade ejeren få sit igen?VM4 78.1

    Ingen indtrængende opfordring var påkrævet. Folket bragte endog mere, end der behøvedes og blev anmodet om at holde op, da der allerede var indkommet mere, end man kunne bruge. Da templet skulle bygges, fik opfordringen om gaver en hjertelig modtagelse. Folket gav ikke modstræbende. De glædede sig over udsigten til opførelsen af et hus til gudstjeneste og gav mere end nok til formålet. David priste Herren i hele forsamlingens nærværelse og sagde: “Thi hvad er jeg og hvad er mit folk, at vi selv skulle evne at give sådanne frivillige gaver? Fra dig kommer det alt sammen og af din egen hånd har vi givet dig det.” Og i sin bøn takkede David yderligere med disse ord: “Herre, vor Gud, al denne rigdom, som vi har bragt til veje for at bygge dit hellige navn et hus, fra din hånd kommer den og dig tilhører det alt sammen.”VM4 78.2

    David forstod godt, fra hvem al hans overflod kom. Vi ville ønske, at alle, som i dag fryder sig over Frelserens kærlighed, kunne forstå, at deres sølv og guld er Herrens og bør bruges til at fremme hans sag, så at de ikke af uvillighed holder det tilbage for at berige og tilfredsstille sig selv. Han har en uomtvistelig ret til alt, hvad han har lånt sine skabninger. Alt, hvad de besidder, tilhører ham.VM4 78.3

    Der er høje og hellige formål, som kræver midler og penge, der anvendt dertil, vil yde giveren en mere ophøjet og varig glæde, end hvis de blev givet ud til personlig tilfredsstillelse eller på egenkærlig vis opdynget af grådighed efter fortjeneste. Når Gud kræver vore skatte, hvilket beløb det end måtte dreje sig om, vil det villige svar gøre gaven til et helligt offer til ham og samle giveren en skat i himmelen, hvor møl ikke kan fortære og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. Anbringelsen er sikker. Pengene lægges i poser, som ikke har huller; de er i sikkerhed.VM4 78.4

    Kan kristne, der roser sig af at have større lys end hebræerne, give mindre end disse? Kan kristne, som lever nær ved tidens afslutning, være tilfredse med deres, ofre, når disse ikke er halvt så store, som jødernes var? Deres gaver gavnede deres eget folk; virksomheden i disse sidste dage strækker sig over hele verden. Sandhedens budskab skal gå til alle slægter og tungemål og folk; dets skrifter, som trykkes i mange forskellige sprog, skal spredes som løvet om efteråret.VM4 79.1

    Der står skrevet: “Da nu Kristus har lidt i kødet skal også I væbne jer med det samme sind.” Og atter: “Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som han vandrede.” Lad os spørge: Hvad ville Frelseren have gjort under vore forhold? Hvilke anstrengelser ville han have gjort for sjæles frelse? Kristi eksempel besvarer dette spørgsmål. Han forlod sin kongeværdighed, lagde sin herlighed til side, opofrede sin rigdom og klædte sin guddommelighed i menneskelighed, for at han måtte kunne nå menneskene, hvor de var. Hans eksempel viser, at han gav sit liv for syndere.VM4 79.2

    Satan fortalte Eva, at en høj tilstand af lykke kunne opnås ved tilfredsstillelsen af en utøjlet appetit; men Guds forjættelse til menneskene er betinget af, at selvet fornægtes. Da Kristus led på det forsmædelige kors for menneskets genløsning, blev den menneskelige natur ophøjet. Kun ved korset kan menneskefamilien blive ophøjet til forbindelse med himmelen. Selvfornægtelse og kors møder os ved hvert skridt på vor himmelske vandring.VM4 79.3

    Gavmildhedens ånd er himmelens ånd; egenkærlighedens ånd er Satans ånd. Kristi selvopofrende kærlighed åbenbares på korset. Han gav alt, hvad han havde, ja, endog sig selv, for at mennesket kunne blive frelst. Kristi kors appellerer til godgørenhed hos enhver, som følger den velsignede frelser. Det princip, som her illustreres, er at give, give. Gennemført i praktisk godgørenhed og gode gerninger er dette den sande frugt af kristenlivet. Verdslige menneskers princip er at få, få og derved venter de at sikre sig lykke; men når dette gennemføres i sin yderste konsekvens, bliver frugten deraf elendighed og død.VM4 79.4

    At bringe sandheden ud til jordens beboere, at frelse dem fra deres skyld og ligegyldighed er Kristi efterfølgeres mission. Menneskene må have sandheden for at kunne helliges ved den og vi er de kanaler, gennem hvilke lyset fra Gud kommer. Vore talenter, vore midler og vor kundskab skal ikke blot være til gavn for os selv; de skal benyttes til sjæles frelse, til at løfte menneskene ud af deres liv i synd og gennem Kristus føre dem til den evige Gud.VM4 80.1

    Vi bør være nidkære arbejdere i denne sag og søge at lede syndere, der angrer og tror, hen til den guddommelige Genløser og at indprente dem en ophøjet forståelse af Guds kærlighed til menneskene. “Således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Hvilken uforlignelig kærlighed er dette ikke et emne for den mest dybsindige betragtning! Hvilken forbavsende kærlighed Gud dog havde til en verden, som ikke elskede ham! Tanken derpå har en ydmygende magt over sjælen og tager sindet til fange under Guds vilje. Mennesker, som er vanvittige efter vinding og som er skuffede og ulykkelige i deres stræben efter verden, behøver kundskab om denne sandhed for at stille den hvileløse hunger og tørst i deres sjæle.VM4 80.2

    I de store byer behøves missionærer for Gud til at bringe lyset til dem der sidder i dødens skygge. Der trænges, til erfarne hjælpere. som med sagtmodig visdom og i troens kraft kan løfte trætte sjæle op til den medlidende Genløsers bryst. O, egenkærlighed hvilken forbandelse! Den hindrer os i at være beskæftiget i Guds tjeneste. Den hindrer os i at indse pligtens krav, der burde bringe vore hjerter til at gløde af brændende nidkærhed. Med alle vore kræfter bør vi stræbe efter Kristi lydighed. At dele vor interesse med vildfarelsens ledere er at støtte den forkerte side og give vore fjender et fortrin. Guds sandhed kender ingen overenskomst med synd, ingen forbindelse med list, intet samkvem med overtrædelse. Der trænges til stridsmænd, som altid vil besvare opråbet og være rede til øjeblikkelig kamp, ikke til sådanne, som støtter fjenden, når man behøver deres hjælp.VM4 80.3

    Vor gerning er en stor gerning. Men mange, der bekender sig til at tro disse hellige sandheder, er lammede af Satans, snedige bedrag og gør intet for Guds sag, men hindrer den snarere. Hvornår vil de handle som dem, der venter på Herren? Hvornår vil de vise en nidkærhed, der svarer til deres tro? Mange holder i egenkærlighed deres midler tilbage og beroliger deres samvittighed med en plan om at gøre noget stort for Guds sag efter deres død. De opretter et testamente og skænker en stor sum til menigheden og dens forskellige interesser og slår sig til ro i følelsen af, at de har gjort alt, hvad der kræves af dem. Hvori har de fornægtet sig selv ved denne handling? De har tværtimod lagt egenkærlighedens sande væsen for dagen. Når de ikke længere har brug for deres penge. agter de at give dem til Gud. Men de vil beholde dem, så længe de kan, indtil en budbringer, som ikke lader sig afvise, tvinger dem til at give slip på dem.VM4 81.1

    Et sådant testamente er ofte et synligt bevis på virkelig begærlighed, Gud har gjort os alle til husholdere og har i intet tilfælde bemyndiget os til at forsømme vor pligt eller overlade det til andre at udføre den. Kravet om midler til at fremme sandhedens sag vil aldrig blive mere indtrængende end nu. Vore penge vil aldrig udrette mere godt end netop nu. Hver dags udsættelse med at bruge dem ret vil begrænse det tidsrum, da de vil kunne virke for sjæles, frelse. Hvis vi overlader til andre at udføre, hvad Gud har givet os at gøre, gør vi uret imod os selv og ham, som gav os alt, hvad vi har. Hvorledes skulle andre kunne udføre vort godgørenhedsarbejde på en bedre måde, end vi selv kan udføre det? Gud ønsker, at enhver i denne sag selv skal administrere sit testamente, medens han lever. Modgang, ulykkestilfælde eller intriger kan for altid sætte en stopper for påtænkte godgørenhedshandlinger, når den, der har samlet en formue, ikke længere er til stede og kan tage vare på den. Det er sørgeligt, at så mange forsømmer den nuværende anledning til at gøre vel og venter, indtil forvaltningen fratages dem, med at give Herren de midler tilbage, som han har lånt dem, for at de skulle bruges til hans ære.VM4 81.2

    Et fremtrædende træk i Kristi undervisning er den hyppighed og den alvor, hvormed han straffede begærlighedens synd og påpegede faren ved timelige erhvervelser og en overdreven kærlighed til vinding. I de riges herskabelige boliger, i templet og på gaderne sagde han advarende til dem, der søgte efter frelse: “Vogt jer for alskens havesyge!” “I kan ikke tjene både Gud og mammon.”VM4 82.1

    Det, som berøver menigheden Guds velbehag og lammer dens åndelighed, er den tiltagende tragten efter at samle penge, den egenkærlighed, som ønsket om vinding afføder. Når hoved og hænder til stadighed er beskæftigede med at lægge planer og med at stræbe efter at opdynge rigdom, bliver Guds og menneskehedens Krav glemt. Hvis Gud har velsignet os med fremgang, er det ikke sket i den hensigt, at vor tid og opmærksomhed skulle ledes bort fra ham og vies til det, han har lånt os. Vi er ikke vore egne; vi er dyrt købte. Har vi glemt den uendelige pris, der blev betalt for vor genløsning? Er taknemmeligheden død i hjertet? Gør ikke Kristi kors et liv i egenkærlig magelighed og nydelse til skamme?VM4 82.2

    Tænk, om Kristus, træt af den utaknemmelighed og mishandling, der mødte ham fra alle hold, havde opgivet sin gerning! Tænk, om han aldrig var nået til det punkt, hvor han sagde: “Det er fuldbragt!” Tænk, om han, modløs over den modtagelse, han fik, var vendt tilbage til himmelen! Tænk, om han aldrig havde gennemgået hin sjælekval i Getsemane, der fremtvang store blodsdråber fra hans porer!VM4 82.3

    I sit arbejde for slægtens genløsning var Kristus påvirket af en kærlighed, som er uden lige og af hengivenhed under Faderens vilje. Han arbejdede til bedste for menneskene lige til sin fornedrelses time. Han tilbragte sit liv i fattigdom og selvfornægtelse for den nedværdigede synder. I en verden, som var hans egen, havde han ikke det sted, hvor han kunne hvile sit trætte hoved. Vi høster frugterne af denne uendelige selvopofrelse; men når der er arbejde, som skal gøres, når vore penge behøves til støtte i Genløserens gerning til sjæles frelse, unddrager vi os pligten og beder om at blive undskyldt. Lav dorskhed, skødesløs ligegyldighed og syndig egoisme tillukker vore sanser for Guds krav.VM4 82.4

    O, skal Kristus, himmelens majestæt, herlighedens konge, bære det tunge kors, bære tornekronen og drikke den bitre kalk, medens vi mageligt læner os tilbage, priser os selv og glemmer de sjæle, “for hvem han døde for at kunne genløse dem med sit dyrebare blod? Nej, lad os give, medens vi har evne dertil! Lad os arbejde, medens det er dag. Lad os hellige vor tid og vore midler til Guds tjeneste, for at vi må kunne nyde hans velbehag og modtage hans belønning! Vejl f menigh bd. 1 side 374-388]VM4 83.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents