Omkring klokken otte fredag aften nåede vi Boston. Næste morgen tog vi det første tog til Groveland. Da vi ankom til lejrarealet, øsede det bogstaveligt. Ældre Haskell havde arbejdet konstant indtil da og der blev berettet om fortrinlige møder. Der var syvogfyrre telte på arealet, ved siden af tre store telte, et for forsamlingen på 30 x 38 m. Møderne sabbats eftermiddag var af største interesse. Menigheden blev oplivet og styrket, da syndere og frafaldne vækkes til at fornemme deres fare.VM4 278.3

Søndag formiddag var det stadig overskyet; men før folk skulle samle sig, skinnede solen frem. Både og tog udtømte deres levende fragt på jorden i tusindtal. Ældre Smith talte om formiddagen om øststats?spørgsmålet. Emnet havde særlig interesse og folk lyttede med største opmærksomhed. Om eftermiddagen var det vanskeligt for mig at få adgang til talerstolen på grund af den stående menneskemængde. Da jeg nåede den, var der et hav af hænder foran mig. Kæmpeteltet var fuldt og tusindvis stod udenfor og dannede en levende mur, adskillige meter tyk. Mine lunger og hals gjorde meget ondt, alligevel troede jeg at Gud ville hjælpe mig i denne betydningsfulde anledning. Medens jeg talte, glemtes min træthed og smerte da jeg så et jeg talte til et folk, der ikke betragtede mine ord som tom tale. Prædikenen tog over en time og der var hele tiden den allerstørste opmærksomhed. Da afslutningssalmen blev sunget, bad embedsmænd fra Haverhills Afholdenheds Reform Klub mig om, ligesom sidste år, at tale for deres klub mandag aften. Jeg havde en aftale om at tale i Danvers, så jeg måtte afvise invitationen.VM4 279.1

Mandag formiddag havde vi en bedestund i vort telt for min mand. Vi fremlagde hans situation for den Store Læge. Det var en dejlig stund; himlens fred hvilede over os. Disse ord kom uafladeligt frem i mig: “Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.” Vi følte Guds velsignelse hvile over os. Vi samledes da i det store telt; min mand sammen med mig og talte en kort tid, udtrykte dyrebare ord fra et hjerte blødgjort og glødende af en dyb følelse af Guds barmhjertighed og godhed. Han bestræbte sig at få sandhedstroende til at indse, at det er deres privilegium at få forsikringen om Guds nåde i deres hjerter og at de store sandheder vi tror skulle hellige livet, forædle karakteren og have en frelsende indflydelse på verden. Folks grådkvalte øjne viste at deres hjerter var berørte og smeltede af disse bemærkninger.VM4 279.2

Så fulgte vi arbejdet op som vi havde efterladt om sabbaten og formiddagen blev brugt på et særligt arbejde for syndere og frafaldne, hvorfra der kom to hundrede frem til bøn, fra tiårsbarnet til gråhåredede mænd og kvinder. Mere end en snes af disse satte deres fødder på livets vej for første gang. Om eftermiddagen blev mere end otteogtredive personer døbt og en lignende antal ventede med dåben til de kom hjem igen.VM4 280.1

Mandag aften tog jeg vognene til Danvers sammen med ældre Canright og forskellige andre. Min mand var ikke i stand til at følge med mig. Da lejermødets umiddelbare stress forlod mig, fandt jeg ud af, at jeg var syg og havde kun lidt styrke; alligevel bragte vognene os hurtigt til min aftale i Danvers. Her måtte jeg stå overfor helt fremmede, som var blevet forudindtaget af falske historier og ond sladder. Jeg tænkte at hvis jeg kunne få lungestyrke, klar stemme og fri for hjertesmerter, kunne jeg være Gud meget taknemmelig. Disse tanker og følelser holdt jeg for mig selv og under stor pine kaldte jeg, for mig selv, på Gud. Jeg var for træt til at samle mine tanker i sammenhængende ord, men jeg følte at jeg måtte have hjælp og jeg bad om den af hele mit hjerte. Jeg måtte have fysisk og mental styrke, hvis jeg skulle tale den aften. Jeg sagde om og om igen i min stille bøn: “Jeg hænger min hjæpeløse sjæl på dig, O Gud, min Befrier. Svigt mig ikke i denne, min nødens stund.”VM4 280.2

Efterhånden som mødetiden nærmede sig, kæmpede min ånd sig i smertelig bøn efter styrke og kraft fra Gud. Da den sidste salme blev sunget, gik jeg op for at stå. Jeg stod op og var meget svag og vidste at hvis nogen lykke ville følge mig, så ville det være ved den Mægtiges styrke. Herrens Ånd hvilede over mig idet jeg forsøgte at tale. Jeg følte det som et elektricitetschok i mit hjerte og al lidelse fjernedes øjeblikkeligt. Jeg havde lidt megen smerte i nerverne omkring hjernen; dette var også helt væk. Min pirrende hals og ømme lunger blev oplivet. Min venstre arm og hånd var blevet næsten ubrugelige som følge af smerte i mit hjerte, men den naturlige følsomhed blev nu genoprettet. Mit sind var klart, min sjæl var fuld af Guds lys og kærlighed. Guds engle synes at være på hver side, ligesom en ildmur.VM4 280.3

Teltet var fuldt og omkring tohundrede personer stod udenfor sejldugen og kunne ikke finde pladser inden for. Jeg talte ud fra Kristi svar på de skriftkloges spørgsmål om det største bud i loven: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.” Matthæus 22,37 Guds velsignelse hvilede på mig og min smerte og svaghed forlod mig. Foran mig var et folk jeg nok ikke mødte igen før dommen; og ønsket for deres frelse fik mig til at tale alvorligt og i gudsfrygt, så jeg kunne blive fri for deres blod. En stor frihed fulgte med min anstrengelser, som tog en time og ti minutter. Jesus var min hjælper og hans navn skal have al ære. Tilhørerne var meget opmærksomme.VM4 281.1

Vi vendte tilbage til Groveland tirsdag og kom til lejropbruddet, teltene blev slået ned, vore brødre sagde farvel og klar til at gå ombord i deres vogne og vende tilbage til deres hjem. Dette var et af de bedste lejrmøder jeg nogensinde havde fulgt. Før vi forlod stedet forsøgte ældre Canright og Haskell, min mand, søster Ings og jeg et stille sted i lunden og forenede os i bøn for sundhedens velsignelse og Guds nåde der hvilede så rigeligt over min mand. Vi følte stærkt behovet for min mands hjælp, da så mange indtrængende kald om at prædike, kom fra alle retninger. Denne bønnestund var en meget dyrebar stund og den liflige fred og glæde der kom over os, var vor forvisning om at Gud hørte vore bønner. Om eftermiddagen tog ældre Haskell os med i sin vogn og vi begav os til South Lancaster for at hvile i hans hjem en tid. Vi foretrak denne rejserute, da vi mente det ville være sundest for os.VM4 281.2

Vi fik daglige kampe med mørkets kræfter, men vi opgav ikke vor tro eller blev det mindste afskrækkede. Min mand blev fortvivlet på grund af sygdomme og Satans fristelser synes at forstyrre hans tanker meget. Men vi havde ingen tanker om at blive overvundet af fjenden. Ikke mindre end tre gange om dagen fremlagde vi hans situation for den Store Læge, som kan helbrede både sjæl og legeme. Hver bedestund var dyrebar for os; hver gang havde vi særlige manifestationer af Guds lys og kærlighed. Da vi bad til Gud for min mands skyld hos bror Haskells, var det som om Herren var blandt os under handlingen. Dette blev aldrig glemt. Det var som om lokalet blev oplyst af englenes tilstedeværelse. Vi priste Herren af vore hjerter og med vore stemmer. En blind søster, der var tilstede, sagde: “Er det et syn? er det himmelen?” Vore hjerter var i så nær fællesskab med Gud at vi mærkede de hellige timer for hellige til at sove dem bort. Vi trak os tilbage for at hvile; men næsten hele natten gik med at tale og meditere over Guds godhed og kærlighed og lovprise ham af glæde.VM4 282.1

Vi besluttede at rejse med privatvogn en del af vejen til Vermont lejrmødet, idet vi mente det ville være bedst for min mand. Ved middagen stoppede vi i vejrabatten, tænde et bål, beredte vor frokost og have en bedestund. De dyrebare stunder i selskab med bror og søster Haskell, søster Ings og søster Huntley vil aldrig blive glemt. Vore bønner steg op til Gud hele vejen fra South Lancaster til Vermont. Efter tre dages rejse, tog vi de offentlige vogne og fuldendte vor rejse.VM4 282.2

Dette møde var til særlig gavn for Vermonts situation. Herren gav mig styrke til at tale til folk så ofte som en gang hver dag. Jeg giver det efterfølgende fra ældre Uriah Smiths beretning om mødet, udgivet i Review and Herald:VM4 282.3

“Bror og søster White og bror Haskell var til dette møde, til brødrenes store glæde. Sabbatten, den 8.september, blev udpeget til fastedag med særlig henblik på bror Whites sundhedstilstand og blev fejret på lejrpladsen. Det var en god dag. Vi var frie til at bede og gode tegn på at disse bønner ikke var forgæves. Herrens velsignelse var med sit folk i stort mål. Sabbats eftermiddag talte søster White af stor frihed og virkning. Omkring ethundrede kom frem til forbøn og udviste dybe følelser og megen alvor for at søge Herren.”VM4 283.1

Vi tog direkte fra Vermont til New York lejrmødet. Herren gav mig fri til at tale til folk. Men nogle var ikke forberedte til at få nytte af mødet. De indså ikke deres tilstand og søgte ikke Herren alvorligt, bekendte deres frafald og bortlagde deres synder. Et af lejrmødernes store mål er at vore brødre kan mærke deres fare for at blive overbebyrdet med dette livs bekymringer. Der vedblev et stort tab da disse privilegier ikke udnyttes.VM4 283.2

Vi vendte tilbage til Michigan og efter nogle få dage tog vi til Lansing for at deltage i lejrmødet der, som fortsatte i to uger. Her arbejdede jeg meget alvorligt og blev støttet af Herrens Ånd. Jeg blev velsignet stærkt i min tale til studerende og i arbejdet for deres frelse. Dette var et bemærkelsesværdigt møde. Guds Ånd var tilstede fra begyndelsen til slutningen. Som resultat af mødet, blev ethundredeogtredive døbt. En stor del af disse var studerende fra vort college. Vi blev glade for at se Guds frelse ved dette møde. Efter at have brugt nogle få uger i Battle Creek, besluttede vi os at krydse slættene til Californien.VM4 283.3

Virkningerne af overarbejde

Arbejde i Californien.