Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Vidnesbyrd for menigheden bind 4 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Sand godgørenhed

    SAND GODGØRENHED
    VM4 55.1

    Kære bror og søster F: Jeg vil nu forsøge at skrive hvad der er vist mig om jer; for jeg føler at det er tid for denne menighed at få bragt deres hjerter i orden og gøre et omhyggeligt arbejde for evigheden. I begge elsker sandheden og ønsker at adlyde den, men I er uerfarne. Jeg fik vist at I ville sættes under forhold, hvor I forsøges og prøves og at karaktertræk ville åbenbares som I ikke var klar over at I havde.VM4 55.2

    Mange, som aldrig er blevet sat i prøvelser viser sig at være udmærkede kristne, deres liv synes fejlfrie; men Gud ser at de har karaktertræk der må afsløres for dem før de kan erkendes og rettes. Simon profeterede under Helligåndens inspiration og sagde til Maria om Jesus: “Se, det barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som skal modsiges ja også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge så at mange hjerters tanker skal blive åbenbaret.” Efter Guds forudseenhed er vi sat i forskellige stillinger til at bruge sindets evner, beregnet på at udvikle karakteren under forskellige omstændigheder. “Thi den, der holder hele loven, men blot på et punkt snubler, er blevet skyldig i alle.” Bekendende kristne kan leve et udadleligt liv, så vidt det angår ydre udseende; men når en ændring af forholdene kaster dem ud i en helt anden situation, opdages stærke karaktertræk, som ville forblive skjult, hvis omgivelserne var forblevet de samme.VM4 55.3

    Jeg fik vist at I har selviske træk som I må vogte jer meget imod. I vil være i fare for at vise hensyn til jeres fremgang og jeres bekvemmelighed, uagtet andres fremgang. I har ikke selvfornægtelsens dyd som ligner det store Forbillede. I burde opelske godgørenhed, som vil bringe jer i større harmoni med Kristi ånd, — i hans uegennyttige godgørenhed. I behøver mere menneske forståelse. Dette er en egenskab fra vor natur, som Gud har givet os til at gøre os næstekærlige og venlige mod dem vi er i kontakt med. Vi finder den hos mænd og kvinder hvis hjerter ikke er i harmoni med Kristus og det er i virkeligheden en sørgelig ting, når hans bekendende efterfølgere mangler dette væsentlige træk i kristendommen. De efterligner ikke Forbilledet og det er umuligt for dem at genspejle Jesu billede i deres liv og optræden.VM4 56.1

    Når menneskelig forståelse blandes med kærlighed og godgørenhed og helliges af Jesu Ånd, er det en bestanddel som kan udrette meget godt. Dem som opelsker godgørenhed gør ikke blot godt for andre og velsigner dem som får den gode handling, men hjælper sig selv, ved at åbne deres hjerter for sand godgørenheds venlige påvirkning. [Hver gang lyset skinner på andre, vil det give genskin i vore egne hjerter. Ethvert venligt og medfølende ord til de sorgfulde, enhver handling for at hjælpe de undertrykte og enhver gave til vore medmenneskers fornødenhed, som bliver givet eller gjort med Guds ære for øje, vil blive til velsignelse for giveren. Den, der virker på denne måde, adlyder en himmelsk lov og vil få Guds velbehag.] Fornøjelsen at gøre godt mod andre giver en gnist til følelser, som flammer op gennem nervebanerne, fremmer blodcirkulationen og fremkalder mental og fysisk sundhed. [I Mesterens Tjeneste side 321]VM4 56.2

    Jesus kendte godgørenhedens indflydelse på hjerte og på velgørens liv og han forsøgte at gøre det klart for sine disciple, fordelen at udøve denne dyd. Han siger: “Det er en større velsignelse end at modtage” Han illustrerer den venlige godgørenhed, som burde udøves mod venner, naboer og fremmede, ved lignelsen om manden, der gik ned fra Jerusalem til Jeriko og han faldt i hænderne på røvere. De tog hans klæder fra ham og slog ham fordærvet; så gik de bort og lod ham ligge halvdød. Desuagtet den høje fromhedsbekendelse præsten og levitten havde gjort, blev deres hjerter ikke rørte af medfølende ynk for den lidende. En samaritaner som ikke havde gjort så meget krav på retfærdighed gik forbi og da han så den fremmedes behov, betragtede han ham ikke blot med tilfældig nysgerrighed, men så et menneske i nød og hans medfølelse kom i bevægelse. Han gik hen til ham, forbandt hans sår og hældte olie og vin på dem, løftede ham op på sit eget ridedyr og førte ham til et herberge og sørgede for ham. Og den næste dag forlod han ham og gav ham i værtens varetægt, men forsikring om at han ville betale alle omkostninger, når han kom tilbage. Kristus spørger: “Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere?” Han svarede: “Den, som øvede barmhjertighed imod ham.” Da sagde Jesus til ham: “Gå du hen og gør ligeså!”VM4 56.3

    Her ønskede Jesus at lære sine disciple de moralske forpligtelser som binder et menneske til sit medmenneske. Enhver, som ikke fører grundsætningerne illustreret i denne lektie ud i livet, holder ikke loven, men bryder, ligesom levitten, Guds lov som han giver sig ud for at holde. Der er nogle som, ligesom samaritanen, ikke gør krav på ophøjet fromhed og dog har en god sans for deres pligt over for deres medmennesker og har langt mere næstekærlighed og venlighed end nogle, som bekender stor kærlighed til Gud, men svigter i gode gerninger mod hans skabninger.VM4 57.1

    Dem som virkelig elsker deres næste som sig selv, som ser deres ansvar og de krav lidende mennesker har på dem og gennemfører grundsætningerne i Guds lov i deres dagligdag. Og se, en lovkyndig stod op og stillede fælde for ham, idet han spurgte: “Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve evigt liv?” Da sagde han til ham: “Hvad står der skrevet i loven, hvordan læser du?” Han svarede og sagde: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind og din næste som dig selv.” Han sagde til ham: “Du har svaret rigtigt; gør dette, så skal du leve.” Kristus viser her at den advokat, der elsker Gud af hele sit hjerte og vor næste som os selv, er fromhedens sande frugt. “Dette giver”, siger han, “ikke blot tro, men gør at du skal leve”. Det er ikke den bekendende tro alene, som binder Guds lovkrav, som udvirker kristendommen, men også gennemførelsen af denne lov.VM4 57.2

    I lignelsen, ophøjer Kristus samaritanen over præsten og levitten, som lagde stor vægt på tibudslovens bogstav. Den ene adlød ånden i disse bud, medens de andre var tilfredse med at bekende en ophøjet tro på dem; men hvad er tro uden gerninger? Når Guds lovs forsvarer planter deres fødder fast på dets grundsætninger og viser at de ikke blot er tro i navn men tro i hjertet, gennemfører ånden i Guds bud i deres dagligdag og udøver sand godgørenhed for mennesker, så vil de få moralsk styrke til at bevæge verden. Det er umuligt for dem som bekender lydighed mod Guds lov at fremstille tibudslovens grundsætninger korrekt, når de ringeagter dens hellige påbud at elske deres næste som dem selv.VM4 58.1

    Den mest veltalende prædiken som kan forkyndes over tibudsloven er at gøre dem. Lydighed burde gøres til en personlig pligt. Forsømmelse af denne pligt er åbenbar synd. Gud pålægger os forpligtelser ikke blot for at sikre himlen selv, men for at føle det som en bindende forpligtelse at vise andre vejen og, ved omsorg og uegennyttige kærlighed, lede dem mod Kristus, som kommer inden for vor virkekreds. Det er alarmerende at se den særlige mangel på principper, der karakteriserer mange bekendende kristne. Deres ligegyldighed over for Guds lov bedrøver dem, som vedkender sig dens hellige krav og vil vende dem fra sandheden, som ellers ville acceptere den.VM4 58.2

    For at kunne få et godt kendskab til os selv, er det nødvendigt at se i spejlet og opdage der vor egne defekter, benytte sig af Kristi blod, kilden, som er åbnet op for synd og urenhed, hvor vi kan vaske vore karakter?klædninger og fjerne syndens pletter. Men mange nægter at se deres fejl og rette dem; de ønsker ikke en oprigtig kendskab til sig selv.VM4 58.3

    Hvis vi vil opnå store resultater i moral og åndelig fortrinlighed må vi leve for det. Vi er personligt forpligtet over for samfundet for at gøre dette, for at vi hele tiden kan udøve en indflydelse til fordel for Guds lov. Vi burde lade vort lys skinne så alle kan se at det hellige evangelium har en indflydelse på vore hjerter og liv, så vi vandrer i lydighed til dets bud og ikke overtræder nogen af dets principper. Vi er i stor grad ansvarlig over for verden, for sjæle omkring os. Vore ord og handlinger viser hele tiden om vi er for eller imod Kristus og den lov han kom til jorden for at forsvare. Lad verden se at vi ikke er indsnævret i os selv til vore egne interesser og religiøse glæder, men at vi er frisindede og ønsker at de skal dele vore velsignelser og privilegier gennem sandhedens helligelse. Lad dem se, at den religion, vi bekender os til, ikke lukker, ejheller tilfryser sjælens adgangsveje og gør os usympatiske og fordringsfulde. Lad alle som vedkender at have fundet Kristus, tjene som han tjente til menneskers gavn, opelske en forstandig godgørenheds ånd. Vi vil da se mange sjæle følge lyset der skinner fra vore forskrifter og vort eksempel.VM4 59.1

    Vi burde alle opelske en elskelig natur og undertvinge os selv til samvittighedens styring. Mænd og kvinder, som modtager sandhedens ånd i deres hjerter, gøres bedre. Den arbejder som surdej indtil hele legemet kommer i overensstemmelse med dets principper. Den åbner det hjerte, der er blevet frossen af gerrighed; den åbner ånden som altid har været lukket for lidende mennesker; og næstekærlighed og godhed ses som dets frugter.VM4 59.2

    Gud forlanger at vi alle skal være selvopofrende arbejdere. Enhver del af sandheden kan føres ud i noget praktisk i vor dagligdag. Velsignet er de der hører Herrens ord og holder det. At høre det er ikke nok; vi må handle, vi må udføre det. Det er ved at adlyde budene, at der er en stor løn. Dem, som giver et praktisk bevis på sin godgørenhed, i form af deres forstående og medfølende handlinger mod fattige, lidende og uheldigt stillede, lindrer ikke blot vejen for lidende, men bidrager i stor del til deres egen lykke og er på vej til sjæls? og legemssundhed. Esajas har således tydeligt foreskrevet de gerninger som Gud vil godtage og velsigne sit folk med:VM4 59.3

    “Nej, faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker, at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine landsmænd. Som morgenrøden bryder dit lys da frem, da læges hastigt dit sår, foran dig vandrer din retfærd, Herrens herlighed slutter toget. Da svarer Herren, når du kalder; på dit råb er hans svar: “Her er jeg!” Fjerner du åget fra din midte, holder op at tale ondt og pege fingre, rækker du den sultne dit brød og mætter en vansmægtende sjæl, skal dit lys stråle frem i mørke, dit mulm skal blive som middag; Herren skal altid lede dig, mætte din sjæl, hvor der er goldt og give dig nye kræfter; du bliver som en vandrig have, som rindende væld, hvor vandet aldrig svigter.”VM4 60.1

    [Mellem sindet og legemet råder der et meget fint sammenspil. Når det ene påvirkes, reagerer det andet. Sindets tilstand har stor indflydelse på den fysiske organismes sundhed, Dersom bevidstheden om at have handlet ret og dersom følelsen af tilfredshed over at have været årsag til andres lykke er til stede og gør sindet let og glad, vil det skabe en glæde, som virker tilbage på hele organismen og medfører et hurtigere blodomløb og styrker hele legemet. Guds velsignelse er et lægende middel og de, der med rund hånd gør godt mod andre, vil erfare denne underfulde velsignelse i deres hjerte og liv. Vejl f menigh bd. 1 side 152]VM4 60.2

    Hvis jeres tanker kære bror og søster, blev ledt mere i en kanal, der bekymrer sig for andre, ville I selv få større velsignelser. I begge har for lidt forståelse for mennesker. I nærer ikke følelser for andres behov. I holder jer for strenge og uforstående. I er blevet strenge, for nøjeregnende og hovne. I er i fare for at gøre jer til samvittighed for andre. I har jeres egne ideer om kristne pligter og sømmelighed og I vil måle andre med disse normer, — dette er at strække sig ud over rigtighedens bånd.VM4 61.1

    Andre mennesker har anskuelser og markante karaktertræk som ikke kan omdannes til jeres særlige synspunkter. I har mangler og fejl, lige så godt som jeres brødre og søstre og det er godt at huske dette når forskellighederne viser sig. Jeres forkerte handlinger er ligeså frygtelige mod dem som deres er mod jer og I burde være ligeså skånsomme mod dem som I ønsker at de skal være mod jer. I begge mangler større kærlighed og forståelse mod andre, en kærlighed og forståelse som Jesu mildhed. I jeres hjem I burde udvise venlighed, tale mildt til jeres barn, behandle det kærligt og lade være med at irettesætte det for enhver lille fejl, så barnet ikke bliver forhærdet af stadig uvenlig kritik.VM4 61.2

    I burde opelske Kristi mildhed og langmodighed. Ved en emsy, mistænkeliggørelse af andres motiver og opførsel, modvirker I ofte det gode I har gjort. I gemmer på følelser, som nedkøler, som afviser, men ikke tiltrækker og vinder. I må være villige til at være ligeså eftergivende og overbærende af natur som I ønsker at andre skal være. Egenkærlighed og egne anskuelser og metoder vil, i stort omfang, ødelægge jeres kraft til at gøre det gode I ønsker at gøre.VM4 61.3

    Søster F, du har for stor et ønske at herske. Du er meget følsom, hvis du ikke får din vilje, føler du dig meget såret, selvet rejser sig i sin vælde, for du har ikke en sagtmodig og lærvillig ånd. Her behøver du at være nøje på vagt; kort sagt, du behøver en fuldstændig omvendelse før din indflydelse kan være det den burde være. Den ånd du udviser vil gøre dig ynkelig hvis du fortsætter med at værne om den. Du vil se andres fejltagelser og vil være så ivrig efter at rette dem at du vil overse dine egne fejl og du vil få svært ved at fjerne splinten fra din broders øjne når en bjælke er i vejen i dit eget øje. Gud ønsker ikke at gøre din samvittighed til kriterium for andre. Du har en opgave at gøre, som er at gøre dig selv venlig og opelske uselviskhed i dine følelser, indtil det er din største fornøjelse at gøre dem omkring dig lykkelig.VM4 61.4

    I begge behøver at få blødgjort jeres hjerte og gennemsyret af Kristi ånd, så I, når I lever i en venlighedens og godgørenhedens atmosfære, kan hjælpe andre omkring jer til også at være sunde og lykkelige. I har indbildt jer den venlighed, som ikke var i overensstemmelse med Kristi religion. Dette er en fejltagelse. Vi må have sand kristen værdighed og samtidig være venlige og behagelige i vor optræden. Venlighed uden overfladiskhed er en af den kristnes nådegaver. I burde passe på ikke at indtage snæversynet religionssyn, ellers vil I begrænse jeres indflydelse og blive en utro Guds forvalter.VM4 62.1

    Afhold jer fra at irettesætte og kritisere. I egner jer ikke til at irettesætte. Jeres ord sårer og krænker kun, de helner og reformerer ikke. I burde overvinde jeres vane med at pille i ting, I synes er urigtige. Vær tolerante, vær large og overbærende i jeres bedømmelse af folk og af sager. Åben jeres hjerter for lyset. Husk på at pligten har en tvillingesøster, kærlighed; disse sammen kan næsten udrette alt, men adskilt, er ingen af de to i stand til at gøre godt.VM4 62.2

    Det er rigtigt at I begge burde elske renheden højt og være oprigtig for jeres fornemmelse for ret. Pligtens lige vej burde være jeres valg. Kærlighed til ejendomme, kærlighed til fornøjelser og venskaber, burde aldrig kunne påvirke jer til at ofre et eneste rigtighedsprincip. I burde stå fast og følge en oplyst samvittigheds anvisninger og jeres pligtsfølelse; men I burde vogte jer imod blind tro og fordomme. Bliv ikke farisæiske.VM4 62.3

    I sår nu i den store livets mark og det som I sår nu vil I høste en dag. Hver tanke i jeres sind, alt hvad der rører sig i jeres sjæle, ethvert ord af jeres tunge, enhver handling, er frø der vil bære frugt til godt eller ondt. Høsttiden er ikke så langt borte. Alle jeres gerninger går forbi Guds øjne. Alle jeres handlinger og motiverne som ligger bag skal lægges frem for engles og Guds gennemsyn.VM4 63.1

    [Så vidt muligt bør I komme til overensstemmelse med jeres brødre og søstre. I bør overgive jer til Gud og ophøre med at vise barskhed og tilbøjelighed til at kritisere. I bør give slip på jeres egen ånd og tage imod den kære frelsers ånd. Ræk hænderne opad og grib hans hånd, for at berøringen kan inspirere og styrke jer og fylde jer med de liflige egenskaber i hans egen uforlignelige karakter. I kan åbne jeres hjerter for hans kærlighed og lade hans kraft forvandle jer og hans nåde være jeres styrke. Da vil I have en mægtig indflydelse til det gode. Jeres moralske styrke vil kunne tåle den mest indgribende karakterprøve. I vil være rene og hellige i jeres retskaffenhed. Da vil jeres lys bryde frem som morgenrøden. Vejl f menigh bd. 1 side 370]VM4 63.2

    I behøver begge at komme i større harmoni med andre mennesker. Kristus er vort eksempel; han identificerede sig selv med lidende mennesker, han gjorde andres behov til sin egen betaling. Når hans brødre led, led han sammen med dem. Enhver ringeagt eller forsømmelse hans disciple begår, er det samme som den begås mod Kristus selv. Han siger: “Jeg var sulten og I gav mig ikke at spise, jeg var tørstig og I gav mig ikke at drikke.”VM4 63.3

    Kære bror og søster, I burde søge efter mere harmoniske karaktertræk. Er blot en at de væsentlige kvalifikationer borte, må resten regnes for næsten virkningsløst. Principperne, I bekender jer til, burde udføres i alle tanker, ord og handlinger. Selvet burde korsfæstet og hele mennesket underlægges Herren.VM4 63.4

    Menigheden er meget mangelfuld i kærlighed og ydmyghed. Nogle gemmer på en kold, nedslående tilbageholdenhed, et jernhårdt sind, der frastøder dem, i deres virkekreds. Denne ånd er smitsom; den skaber en atmosfære, som får gode impulser og gode beslutninger til at visne bort; den kvæler den naturlige menneskelige forståelse, hjertelighed og kærlighed; og under dens indflydelse bliver folk tvunget og deres sociale og gode egenskaber ødelægges, fordi de ikke bruges. Ikke blot den åndelige helse berøres, men den fysiske helse lider under dens unaturlige nedtrykning. Mørket og kulden af denne asociale atmosfære genspejles i ansigtsudtrykket. De velvillige og sympatiske menneskers ansigter vil skinne af den sande godheds lyst, medens dem, som ikke har gode tanker og uselviske motiver, udtrykker deres hjertegemte følelser i ansigterne.VM4 63.5

    Søster F, dine følelser mod din søster er ikke sådan som Gud vil have dem til at være. Hun behøver søsterlig kærlighed fra dig og mindre magtsprog og uvenlig kritik. Din behandling af hende har skabt en nedtrykthed og en rastløshed, der er skadelig for hendes sundhed. Vær forsigtig med ikke at undertrykke og gøre din egen søster modløs. Du kan ikke presse noget ud af hende, du er fortørnet over hvad som helst hun siger, som har skin af at krydse din vej.VM4 64.1

    Din søster har et stort temperament. I denne henseende har hun et arbejde at gøre for sig selv. Hun burde være mere bøjelig, men du må ikke forvente at udvise en gavnlig indflydelse over hende, når du er så streng og så mangelfuld i kærlighed og forståelse mod een du er så tæt knyttet som en søster og også er forenet med i troen. I begår begge fejl. I har begge givet plads for fjenden og selvet har haft meget at gøre med dine følelser og handlinger over for andre.VM4 64.2

    Søster F, du har tilbøjelighed til at befale over din mand, din søster og til alle omkring dig. Din søster har lidt rigtig mange kvaler. Dette kunne hun have båret, hvis hun havde overgivet sig til Gud og stolet på ham, men Gud er mishaget ved din opførsel over for hende. Det er unaturligt og helt forkert. Hun er ikke mere ubøjelig i sin optræden end du er i din optræden. Når sådanne to bestemte temperamenter kommer i kontakt med hinanden, er det meget dårligt for begge. I burde begge to omvendes på ny og forvandles til guddommelig lighed. I skulde hellere fejle, — hvis I fejler i det hele taget, — på barmhjertighedens og overbærenhedens side end på intolerancens.VM4 64.3

    [Milde forholdsregler, sagte svar og behagelige ord er langt bedre egnede til at forbedre og frelse end strenghed og hårdhed. Lidt for megen uvenlighed kan stille dig, hvor du ikke kan nå andre, medens en forsonlig ånd ville være et middel til at knytte dem til dig og du ville da måske kunne befæste dem på den rette vej. Du bør også være ledet af en tilgivende ånd og yde enhver god hensigt og handling fra dine omgivelsers side tilbørlig anerkendelse.] Sig rosende ord til din mand, dit barn, din søster og til alle du kommer i nærheden af. Stadig kritik ødelægger og formørker livet for enhver. [Vejl f menigh bd. 1 side 269]VM4 65.1

    Bring ikke skam over den kristne religion ved jalousi og intolerance mod andre. Dette vil blot give et dårligt indtryk af din tro. Ingen har nogen sinde forbedret sig fra det forkerte ved hjælp af kritik og irettesættelse, men mange er derved blevet drevet fra sandheden og har forhærdet deres hjerter imod overbevisningen. En ømhed, en venlig og vindende optræden, kan redde den fejlende og skjule en mangfoldighed af synder. Gud forlanger at vi skal have den kærlighed, som “udholder og er mild.”VM4 65.2

    [Kristi religion kræver ikke, at vi skal tabe personligheden i vor karakter, men blot at vi i nogen grad tillemper os efter andres følelser og vaner. Mange mennesker kan blive ført sammen til en enhed i religiøs tro, medens deres anskuelser, livsvaner og smag vedrørende timelige ting ikke stemmer overens; men hvis Kristi kærlighed brænder i deres hjerter og de ser fremad til den samme himmel som deres evige hjem, kan de have det skønneste og mest forstandige fællesskab og en enighed, som er vidunderlig. Der findes næppe to mennesker, hvis erfaring er ens i alle enkeltheder. Den enes prøvelser er måske ikke en andens prøvelser og vore hjerter bør altid være åbne for venlig sympati, fulde af den inderlige kærlighed, Jesus havde til alle sine brødre. Vejl f menigh bd. 1 side 370]VM4 65.3

    [Overvind din tilbøjelighed til at være hård mod din søn, at ikke alt for hyppige irettesættelser skal gøre din nærværelse ubehagelig for ham og dine råd forhadte. Knyt ham til dit hjerte, ikke ved tåbelig overbærenhed, men med kærlighedens silkebløde snore. Du kan være bestemt og dog venlig. Kristus må være din hjælper. Kærlighed vil være midlet til at drage andres hjerter til dit eget og din indflydelse vil måske kunne befæste den på dem gode og rette vej.VM4 66.1

    Jeg har advaret dig mod tilbøjeligheden til at dadle og ønsker igen at give dig en advarsel med hensyn til denne fejl. Kristus irettesatte undertiden strengt og i nogle tilfælde kan det blive nødvendigt for os at gøre det samme; men vi bør betænke, at medens Kristus havde nøje kendskab til deres tilstand, som han revsede og vidste nøjagtigt, hvor megen tilrettevisning de kunne tåle og hvad der var nødvendigt for at rette på deres urigtige handlemåde, vidste han også nøje, hvordan han skulle vise medynk med de fejlende, trøste de ulykkelige og opmuntre de svage. Han vidste nøje, hvorledes man skulle bevare sjæle fra modløshed og bringe dem håb, fordi han havde nøje kendskab til motiverne og de særlige prøvelser i enhvers sind. Han kunne aldrig begå en fejltagelse. Vejl f menigh bd. 1 side 118-119]VM4 66.2

    Men vi kan fejlvurdere motiver; vi kan bedrages af udseendet; vi tror vi gør ret i at irettesætte fejl og går for langt, kritiserer for hårdt og sårer hvor vi ønskede at helbrede; eller vi viser vor sympati på en uklog måde og i uvidenhed, modarbejder den fortjente og betimelige irettesættelse. Vor bedømmelse kan være forkert, men Jesus var for viis til at fejle. Han irettesatte i medlidenhed og elskede dem, med en guddommelig kærlighed, som han irettesatte.VM4 66.3

    Herren forlanger at vi skal være hans vilje lydig, underlagt af hans Ånd og helliget til hans tjeneste. Selviskheden må bortlægges og vi må overvinde alle mangler i vor karakterer som Kristus overvandt. For at udrette dette arbejde, må vi dagligt dø i selvet. Paulus sagde: “Dag efter dag dør jeg.” Han fik en ny omvendelse hver dag, gik et skridt fremad mod himlen. At vinde daglige sejre i det guddommelige liv er kun den vej som Gud anerkender. Herren er nådig, af øm medynk og rigelig i barmhjertighed. Han kender vor behov og svaghed og han vil hjælpe vore svagheder hvis vi kun stoler på ham og tror at han vil velsigne os og gøre store ting for os.VM4 66.4

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents