Kapitel 38—Paulus som Fange.

“MEN der vi kom til Jerusalem, annammede Brødrene os med Glæde. Men anden Dagen gik Paulus ind med os til Jakob, og alle de Ældste kom derhen.”AV 230.1

Ved denne Anledning overbragte Paulus og hans Ledsagere de ledende i Menigheden i Jerusalem de Bidrag, som de hedenske Menigheder havde sendt til Hjælp for de fattige blandt deres jødiske Brødre. Indsamlingen af disse Bidrag havde kostet Apostelen og hans Metlarbejdere megen Tid, Bekymring og haardt Arbejde. Denne Sum, som langt overgik de Forventninger, de Ældste i Jerusalem havde næret, betød mange Opofrelser og endog stærkt Savn for de troende Hedningers Vedkommende.AV 230.2

Disse frivillige Gaver var et Tegn paa de omvendte Hedningers trofaste Standpunkt overfor Guds organiserede Værk i de forskjellige Dele af Verden og burde være blevet modtaget af alle med taknemmelig Erkjendelse. Men det var klart for Paulus og hans Ledsagere, at selv blandt dem, de nu var sammen med. var der nogle, som ikke forstod at vurdere den Broderkjærlighedens Aand, som laa bagved disse Gaver.AV 230.3

I den første Tid af den evangeliske Virksomhed blandt Hednlngerne var der blandt de ledende Brødre i Jerusalem nogle, som klyngede sig til gamle Fordomme og Tænkemaader, og som derfor ikke havde samarbejdet i hjertelig Forstaaelse med Paulus og hans Medarbejdere. I sin Iver for at opretholde enkelte intetsigende Former og Ceremonier havde de tabt af Syne den Velsignelse, som ved fælles Bestræhelse for at forene alle Dele af Herrens Værk til ét kunde være kommet over dem og den Sag, de elskede. Trods Ønsket om at værne om den kristne Menigheds bedste Interesser havde de dog undladt at holde Skridt med Guds Forsyn, og i sin egen menneskelige Visdom søgte de at omhegne Arbejderne med unødvendige Indskrænkninger. Saaledes opstod der en Klasse Mænd, som ikke havde noget personligt Kjendskab til de skiftende Omstændigheder og ejendommelige Behov, som Missionærerne paa fjerne Steder mødte, men som alligevel holdt paa, at de havde Myndighed til at paalægge Brødrene i disse Missionsmarker at følge visse bestemte Fremgangsmaader i Arbejdet. De syntes, at Arbejdet med at prædike Evangeliet burde udføres i Overensstemmelse med deres Anskuelser.AV 230.4

Flere Aar var forløbet, siden Brødrene i Jerusalem sammen med Udsendinge fra andre ledende Menigheder omhyggelig drøftede de indviklede Spørgsmaal, som var opstaaet angaaende de Arbejdsmetoder, der fulgtes af dem. som virkede blandt Hedningerne. Som en Følge af denne Raadslagning hvade Brødrene sluttet sig sammen om bestemte Anbefalinger til Menighederne angaaende visse Former og Skikke, heri indbefattet Omskjærelsen. Det var ogsaa ved dette almindelige Raad, at Brødrene blev enige om at anbefale de kristne Menigheder Barnabas og Paulus som Arbejdere, der fortjente alle troendes fulde Tillid.AV 230.5

Blandt dem, som var nærværende ved dette Møde. var der nogle, som skarpt havde kritiseret de Arbejdsmetoder, der fulgtes af de Apostle, som bar Hovedansvaret for Evangeliets Fremme i Hedningelandene. Men under Raadslagningen havde de faaet et mere udvidet Syn paa Guds Forsæt og forenet sig med Brødrene i Vedtagelsen af vise Bestemmelser, der muliggjorde en Forening af alle de troende til ét Legeme.AV 231.1

Senere, da det viste sig. at Antallet af de omvendte blandt Hedningerne forøgedes hurtigt, var der nogle af de ledende Brødre i Jerusalem, som atter begyndte at vise sin gamle Fordom mod Paulus’s og hans Medarbejderes Fremgangsmaade. Denne Fordom blev stærkere med Aarene, indtil nogle af de ledende Mænd blandt dem bestemte, at Arbejdet med Evangeliets Forkyndelse herefter skulde ledes i Overensstemmelse med deres egne Meninger. Dersom Paulus vilde afpasse sin Arbejdsmetode efter visse Regler, som de forfægtede, vilde de anerkjende og støtte hans Virksomhed: i modsat Fald kunde de ikke længere vedblive at betragte den med Velvilje eller yde den sin Støtte.AV 231.2

Disse Mænd havde tabt den Kjendsgjerning af Syne, at Gud er sit Folks Lærer, at enhver Arbejder i hans Sag maa opnaa en personlig Erfaring i at følge den guddommelige Anfører og ikke vente direkte Vej ledning af Mennesker, samt at Guds Arbejdere skal skikkes og dannes, ikke efter Menneskers Ideer, men efter det guddommelige Mønster.AV 231.3

I sin Virksomhed havde Paulus undervist Folket “ikke i menneskelig Vlsdoms overtalende Ord, men i Aands og Krafts Bevisning”. De Sandheder, han forkyndte. var blevet ham aabenbaret af den Helligaand; “thi Aanden ransager alle Ting. ogsaa Guds Dybheder, Hvilket Menneske ved det. der er i Mennesket, uden Menneskets Aand. som er i ham ? Saa ved og ingen det, som er i Gud. uden Guds Aand. . . . Hvilket vi og taler,” skrev Paulus, “ikke med Ord. som menneskelig Visdom lærer, men med Ord. som den Helligaand lærer, idet vi tolker aandelige Ting med aandelige Ord”. 1 Kor. 2: 4, 10-13AV 231.4

Under hele sin Virksomhed havde Paulus søgt Gud om direkte Vej ledning. Samtidig havde han dog ogsaa været meget forsigtig med at arbejde i Overensstemmelse med de Beslutninger, som blev fattet ved det store Møde i Jerusalem; og som Følge af hans Ar- bejde blev “Menighederne styrkede i Troen og formerede i Antal hver Dag”. Ap. Gj. 16: 5. Og nu fandt han, trods den Mangel paa Sympati, som nogle udviste mod ham. Trøst i Forvisningen om, at han havde gjort sin Pligt ved at oplære de omvendte til Troskab. Godgjørenhed og Broderkjærlighed, saaledes som det kom til Syne ved denne Lejlighed ved de rigelige Bidrag, han kunde overbringe de jødiske Ældste.AV 231.5

Efter Overbringelsen af Gaverne fortalte Paulus “stykkevis, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste”. Denne Fremstilling af foreliggende Kjendsgjerninger fremkaldte hos alle. endog hos dem. der havde næret Tvivl, en Overbevisning om. at Guds Velsignelse havde ledsaget hans Virksomhed. “Der de det hørte, prisede de Herren.” De indsaa. at den Arbejdsmetode, Apostelen havde benyttet, havde vundet Guds Bifald. De rigelige Gaver, som her laa foran dem, gav forøget Vægt til Apostelens Vidnesbyrd angaaende den Troskab, som de nylig oprettede Menigheder blandt Hedningerne udviste. De Mænd, som hørte med til dem. der havde Ledelsen af Arbejdet i Jerusalem, og som havde ivret for Vedtagelsen af vilkaarlige kontrollerende Bestemmelser, saa nu Paulus’s Virk-somhed i et nyt Lys og forstod, at deres egen Handlemaade havde været urigtig, at de havde været holdt i Trældom under jødiske Skikke og Overleveringer, og at Evangeliets Værk var blevet i høj Grad hindret derved, at de ikke havde forstaaet, at Adskillelsens Mellemvæg mellem Jøde og Hedning var blevet nedbrudt ved Kristi Død.AV 232.1

Dette udgjorde en gylden Anledning for alle de ledende Brødre til aabent at bekjende, at Gud havde virket gjennem Paulus, og at de til Tider havde gjort Uret ved at lade de Rygter, som hans Fiender udbredte, vække Nidkjærhed cg Fordom hos dem. Men i Stedet for i Enighed at bestræbe sig for at gjøre Ret mod den, der var forurettet. gav de ham Raad, som viste, at de endnu havde en Følelse af. at Paulus for en stor Del bar Ansvaret for den raadende Fordom. De stillede sig ikke ædelmodigt til hans Forsvar ved at søge at vise de utilfredse, hvori de tog fejl, men de forsøgte at komme til Akkord ved at tilraade ham at følge en Fremgangsmaade. som efter deres Mening vilde fjerne al Aarsag til Misforstaaelse.AV 232.2

“Broder! du ser,” sagde de som Svar paa hans Vidnesbyrd. “hvor mange Tusinde Jøder der er, som har antaget Troen, og de er alle nidkjære for Loven. Men de har hørt om dig, at du lærer alle Jøder, som er iblandt Hedningerne, at falde fra Moses, og siger, at de ikke skal omskjære Børnene, ej heller vandre efter Skikkene. Hvad er da at gjøre? Mængden vil visselig komme sammen; thi de vil faa at høre, at du er kommen. Gjør derfor dette, som vi siger dig: Der er fire Mænd iblandt os, som har et Løfte paa sig. Tag dem til dig og lad dig rense med dem og gjør Bekostning paa dem, at de rager Hovedet, saa skal alle vide, at det er intet, som de har hørt om d g, men at du og selv vandrer saaledes, at du holder Loven. Men om de Hedninger, som er bleven troende, har vi udsendt en Skrivelse og besluttet, at de intet saadant skal holde, men vogte sig for Afgudsoffer, og Blod, og det kvalte og Horeri.”AV 232.3

Brødrene haabede, at Paulus ved at følge den her anviste Fremgangsmaade vilde fuldstændig gjendrive de falske Rygter angaaende ham. De forsikrede ham om. at Bestemmelserne fra det forrige Raad vedrørende de omvendte Hedninger og Ceremoniloven endnu stod ved Magt. Men det Raad, som nu blev givet, stemte ikke overens med denne Beslutning. Det var ikke Guds Aand, som gav denne Undervisning; den var en Følge af Frygtagtighed. De ledende i Menigheden i Jerusalem vidste, at ved ikke at overholde Ceremoniloven vilde de Kristne paaføre sig Jødernes Had og udsætte sig for Forfølgelse. Det jødiske Raad gjorde sit yderste for at hindre Evangeliets Fremgang. Dette Raad udvalgte Mænd til at følge efter Apostlene og navnlig efter Paulus og paa enhver mulig Maade modarbejde deres Virksomhel. Dersom de troende Kristne blev stillet for det jødiske Raad som Overtrædere af Loven, vilde de hurtig blive idømt strenge Straffe som frafaldne fra den jødiske Tro.AV 233.1

Mange af de Jøder, som havde antaget Evangeliet, nærede endnu Agtelse for Ceremoniloven og var kun altfor villige til at gjøre ukloge Indrømmelser i Haab om derved at vinde sine Landsmænds Tillid, fjerne deres Fordom og vinde dem til Troen paa Kristus som Verdens Frelser. Paulus forstod, at saa længe mange af de ledende i Menigheden i Jerusalem vedblev at nære Fordom imod ham, vilde de stadig modarbejde hans Indflydelse. Han følte, at dersom han ved nogen rimelig Indrømmelse kunde vinde dem for Sandheden, vilde han derved fjerne en stor Hindring for Evangeliets Fremgang paa andre Steder. Men han havde ikke faaet Myndighed af Gud til at gjøre saa store Indrømmelser, som de forlangte.AV 233.2

Naar vi tænker paa Apostelens store Ønske om at være i Overensstemmelse med sine Brødre, hans Ømhed overfor de svage i Troen, hans Agtelse for de Apostle, som havde været sammen med Kristus, og for Jakob, Herrens Broder, og hans Forsæt om at blive alt for alle. saavidt det stod i hans Magt uden at opofre Principper, — naar vi betænker alt dette, finder vi det mindre mærkeligt. at han lod sig forlede til at afvige fra den faste, bestemte Vej, han hidtil havde fulgt. Men i Stedet for at føre til det forønskede Maal bidrog hans Forsøg paa at hidføre en Forligelse kun til at forværre Krisen og fremskynde hans forudsagte Lidelser, og det endte med at skille ham fra hans Brødre, berøve Menigheden en af dens kraftigste Piller og bringe Sorg til de Kristnes Hjerter i alle Lande.AV 233.3

Den næste Dag efterkom han de Ældstes Raad. De fire Mænd, som havde aflagt Nasiræerløftet (Se 4 Mos. 6. Kap.), og hvis Tid næsten var udløbet, blev af Paulus ført ind i Templet “for at melde Udløbet af Renselsesdagene, da Ofret skulde frembæres for enhver af dem”. Der manglede endnu visse kostbare Renselsesofre.AV 233.4

De, som tilraadede Paulus at tage dette Skridt, havde ikke fuldt overvejet den store Fare, som han derved udsatte sig for. Jerusalem var paa dette Tidspunkt fyldt med Tilbedere fra mange Lande. Idet Paulus under Udførelsen af den Gjerning, han havde faaet af Gud. havde kundgjort Evangeliet for Hedningerne, havde han besøgt mange af Verdens største Byer, og han var godt kjendt af Tusinder af dem, som nu var kommet fra fremmede Lande til Jerusalem til Højtiden. Blandt disse var der mange, som i sit Hjerte nærede et bittert Had mod Paulus; og for ham at træde ind i Templet ved en offentlig Anledning var at sætte Livet paa Spil. I flere Dage gik han ind og ud blandt de tilbedende Skarer tilsyneladende ubemærket. Men da han forud for Udløbet af den fastsatte Tid talte med en Præst angaaende de Ofre, som skulde bringes, blev han gjenkjendt af nogle Jøder fra Asien.AV 234.1

Med djævelsk Raseri styrtede de sig over ham og raabte: “I israelitiske Mænd, hjælp! Dette er det Menneske, som allevegne lærer alle imod Folket og Loven og dette Sted.” Og idet Folket traadte til for at hjælpe, blev der tilføjet en ny Beskyldning: “— og tilmed har han og ført Græker ind i Templet og gjort dette hellige Sted urent.”AV 234.2

Efter den jødiske Lov var det forbundet med Dødsstraf for en uomskaaren at træde ind i Templet. Man havde set Paulus ude i Staden i Selskab med Trofimus, en Efeser, og man gjættede sig til. at han havde ført ham ind i Templet. Dette havde han ikke gjort; og da han selv var Jøde, var det ingen Overtrædelse af Loven, om han gik ind i Templet. Men selv om Beskyldningen var fuldstændig usandfærdig, tjente den dog til at vække Folkets Fordom. Raabet gik videre og lød gjennem Templets Forgaarde, og dette hensatte de forsamlede Menneskesmasser i vildt Røre. Beretningen spredtes hurtigt over hele Jerusalem, og “den ganske Stad kom i Bevægelse, og der blev et Tilløb af Folk”.AV 234.3

At en frafalden Israelit skulde fordriste sig til at vanhellige Templet netop paa den Tid, da Tusinder var kommet sammen fra alle Dele af Verden for at tilbede, opflammede de vildeste Lidenskaber hos Mængden. “De greb Paulus og drog ham ud af Templet, og straks blev Dørene lukkede.”AV 234.4

“Men der de søgte at ihjelslaa ham, kom et Budskab til Øversten for Roden, at hele Jerusalem var i Forvirring.” Claudius Lysias kjendte godt de urolige Elementer, han havde med at gjøre, og “han tog da straks Krigsfolk og Høvedsmænd og skyndte sig ned til dem; men da de saa den øverste Høvedsmand og Krigsfolket, holdt de op med at slaa Paulus”. Den romerske Øverste kjendte ikke Aarsagen til Forstyrrelsen, men da han saa, at Mængdens Raseri var rettet mod Paulus, sluttede han, at han maatte være en vis ægyptisk Oprører, som han havde hørt Tale om. og som det endun ikke var lykkedes at paagribe. Han tog ham derfor “og bød, at han skulde bindes med to Lænker, og spurgte, hvem han var, og hvad han havde gjort”. Øjeblikkelig hævede mange Røster sig med høje og vrede Anklager. “Da raabte den ene det, den anden det iblandt Folket; men der han intet vist kunde forfare for Larmen, befol han at føre ham til Fæstningen. Men der han kom til Trapperne, skete det, at han maatte bæres af Stridsfolket for Trængsel af Mængden; thi der fulgte meget Folk efter og raabte: Bort med ham!”AV 234.5

Midt i al denne Forvirring var Apostelen rolig og behersket. Han satte sin Lid til Gud, og han vidste, at himmelske Engle var omkring ham. Han vilde nødig forlade Templet uden at have gjort et Forsøg paa at fremholde Sandheden for sine Landsmænd. Idet man vilde føre ham ind I Fæstningen, sagde han til Øversten: “Faar jeg Lov at sige et Ord til dig?” Lysias svarede: “Kan du Græsk? Er du da ikke den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprør og førte de fire Tusinde Mordere ud i Ørkenen?” Hertil svarede Paulus: “Jeg er en Jøde, fra Tarsus, Borger af en ikke ukjendt By i Cilicien; men jeg beder dig: Giv mig Lov at tale til Folket!”AV 235.1

Tilladelsen blev givet, og Paulus stillede sig “paa Trappen og slog til Lyd med Haanden for Folket”. Dette tiltrak sig deres Opmærksomhed, medens hans Optræden indgjød Respekt. “Men der det var blevet meget stille, raabte han til dem i det hebraiske Sprog og sagde: I Mænd, Brødre og Fædre! hør nu mit Forsvar til eder !” Ved Lyden af de velbekjendte hebraiske Ord “holdt de sig endnu mere stille”, og i den almindelige Stilhed, som herskede, fortsatte han:AV 235.2

“Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus udi Cilicia, men opdragen i denne Stad, ved Gamaliels Fødder, oplært efter vor Fædrenelovs Strenghed, og jeg var nidkjær for Gud, ligesom I er alle i Dag.” Ingen kunde benægte Rigtigheden af Apostelens Udtalelse, da de Kjendsgjerninger, han henviste til, var godt kjendt af mange, som endnu opholdt sig i Jerusalem. Han talte derpaa om sin tidligere Nid-kjærhed i at forfølge de kristne Disciple endog til Døden. Han meddelte dem om sin Omvendelse og fortalte sine Tilhørere, hvorledes hans eget stolte Hjerte var blevet ledet til at høje sig for den korsfæstede Nazaræer. Dersom han havde begyndt at argumentere med sine Modstandere, vilde de haardnakket have nægtet at høre paa ham; men Beretningen om hans Erfaringer var ledsaget af en overlævisende Kraft, som en Stund syntes at blødgjøre og smelte deres Hjerter.AV 235.3

Han forsøgte derpaa at vise, at det ikke var af eget Valg, han havde paabegyndt sin Virksomhed blandt Hedningerne. Han havde ønsket at virke for sit eget Folk; men i dette selvsamme Tempel havde Guds Røst lydt til ham i et himmelsk Syn og anvist ham at drage ud “til Hedningefolk langt borte”.AV 235.4

Hidtil havde Folket lyttet med stor Opmærksomhed; men da Paulus naaede Beretningen om, hvorledes han blev udvalgt som en Kristi Udsending til Hedningerne, brød deres Raseri ud paany. De var vant til at betragte sig selv som det eneste Folk, der stod i Gunst hos Herren, og var uvillige til at tilstaa de foragtede Hedninger Delagtig- hed i de Rettigheder, de hidtil havde betragtet som noget, der udelukkende hørte Jøderne til. Højt over Talerens Stemme lød deres Raab: “Bort af Jorden med en saadan! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.”AV 235.5

“Da de nu skreg og rev Klæderne af sig og kastede Støv op i Luften, bød den øverste Høvedsmand, at han skulde føres ind i Fæstningen, idet han sagde, at man skulde forhøre ham under Hudstrygning, for at han kunde faa vide, af hvad Aarsag de raabte saa mod ham.”AV 236.1

“Men der han lod ham spænde med Liner, sagde Paulus til den hosstaaende Høvedsmand: Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det uforhørt? Men der Høvedsmanden hørte dette, gik han til Øversten og forkyndte ham det og sagde: Se til, hvad du gjør; thi dette Menneske er en Romer. Men Øversten kom frem og sagde til ham: Sig mig, er du en Romer? Men han sagde: Ja. Og Øversten svarede: Jeg har kjøbt denne Borgerret for en stor Sum. Men Paulus svarede: Jeg er endog født dertil. Da lod de. som skulde forhørt ham, straks af fra ham. Men Øversten, der han fik at vide. at han var en Romer, frygtede endog, fordi han havde bundet ham.”AV 236.2

“Men da han næste Dag vilde have Vished om, hvad Jøderne havde at klage paa ham, løste han ham og bød, at Ypperstepræsterne og hele Raadet skulde komme sammen. Og han førte Paulus ned og stillede ham frem for dem.”AV 236.3

Apostelen skulde nu stilles for den samme Domstol, som han før sin Omvendelse selv havde været Medlem af. Staaende foran de jødiske Øverster var hans Optræden behersket, og hans Ansigt vidnede om Kristi Fred. “Da saa Paulus fast paa Raadet og sagde: Brødre! med al god Samvittighed har jeg ført mit Levned for Gud indtil denne Dag.” Ved disse Ord optændtes atter deres Vrede, og “Ypperstepræsten Ananias bød da dem, som stod der, at slaa ham paa Munden”. Ved dette umenneskelige Paabud udbrød Paulus: “Gud skal slaa dig, du kalkede Væg! du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven befaler du, at jeg skal slaaes.” “Men de, som stod hos, sagde: Skjælder du Guds Ypperstepræst?” Med sin sædvanlige Høflighed svarede Paulus: “Jeg vidste ikke, Brødre, at det var Ypperstepræsten; der staar jo skrevet: Mod en Høvding blandt dit Folk skal du ikke bruge Ukvemsord.”AV 236.4

“Da nu Paulus vidste, at den ene Del af dem var Sadducæere og den anden Del Farisæere, raabte han i Raadet: Brødre! jeg er en Farisæer, Søn af Farisæere; det er for Haab og for de dødes Opstandelse, at jeg staar her for Retten.”AV 236.5

“Men der han dette havde sagt, opkom der Strid imellem Farisæerne og Sadducæerne, og Forsamlingen blev splidagtig. Thi Sadducæerne siger, at der er ingen Opstandelse, ej heller Engle, ej heller Aand; men Farisæerne antager begge Dele.” De to Partier begyndte at strides indbyrdes, og saaledes blev de svækket i sin Modstand mod Paulus. “De skriftkloge og Farisæernes Parti stod op, stred hardt og sagde: Vi finder intet ondt hos dette Menneske; men dersom en Aand eller en Engel har talet til ham, da lad os ikke stride mod Gud.”AV 236.6

I den Forvirring, som fulgte, søgte Sadducæerne at faa Tag i Apostelen. for at de kunde aflive ham, og Farisæerne søgte ivrigt at beskytte ham. “Da Striden blev heftig, frygtede Øversten, at Paulus skulde sønderslides af dem. og befol Krigsfolket at gaa ned og rive ham ud fra dem og at føre ham i Fæstningen.”AV 237.1

Da Paulus senere tænkte over de prøvende Erfaringer, han havde gjennemgaaet den Dag. begyndte han at frygte for, at hans Handlemaade ikke skulde have været behagelig for Gud. Kunde det være muligt, at han alligevel havde begaaet en Fejl ved at besøge Jerusalem? Havde hans stærke Ønske om at være i Overensstemmelse med Brødrene ført til dette ulykkelige Resultat ?AV 237.2

Den Stilling, Jøderne som Guds Folk indtog overfor en vantro Verden, paaførte Apostelen stor Sorg. Hvorledes vilde de hedenske Øvrighedspersoner betragte dem — disse Mennesker, som jo udgav sig for at tilbede Jehova og beklæde hellige Stillinger, men som alligevel hengav sig til blind, utøjlet Vrede og søgte at ødelægge endog sine Brødre, som vovede at have andre religiøse Anskuelser end dem, og som forvandlede sit højeste Raad til en Skueplads for Strid og vild Forvirring? Paulus følte, at hans Guds Navn var blevet vanæret i Hedningernes Øjne.AV 237.3

Og nu var han i Fængsel, og han vidste, at hans Fiender i sit ubeherskede Had vilde ty til et hvilket som helst Middel for at faa ham aflivet. Kunde det være Tilfældet, at hans Arbejde for Menighederne var til Ende, og at glubende Ulve nu skulde indtræde i Hjorden? Kristi Sag laa Paulus meget paa Hjerte, og med stor Ængstelse tænkte han paa de Farer, som truede de spredte Menigheder, udsatte som de jo var for Forfølgelse af netop saadanne Mænd, som han havde truffet i det jødiske Raad. I sin Nød og Modløshed hengav han sig til Graad og Bøn.AV 237.4

I denne mørke Stund glemte Herren ikke sin Tjener. Han havde beskyttet ham fra den morderiske Skare i Tempelgaarden ; han havde været med ham i det jødiske Raad; han var med ham i Fæstningen, og han aabenbarede sig for sit trofaste Vidne som Svar paa hans inderlige Bønner om Vejledning. “Natten derefter stod Herren for ham og sagde; Vær frimodig, Paulus; thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør dig og at vidne i Rom.”AV 237.5

Paulus havde længe haft i Sinde at besøge Rom. Han nærede et stærkt Ønske om at vidne for Kristus i denne Stad; men han havde den Opfattelse, at hans Forsætter var blevet kuldkastet ved Jødernes Had. Lidet anede han selv nu, at det var som Fange, han skulde rejse dertil.AV 237.6

Medens Herren opmuntrede sin Tjener, lagde Apostelens Fiender ivrig Planer om at ødelægge ham. “Men der det var blevet Dag, slog nogle af Jøderne sig sammen og lovede hverandre under Forbandelser, at de vilde hverken æde eller drikke, før de havde slaget Paulus ihjel. Men der var flere end 40. som havde gjort denne Sammensværgelse.” Her var en Faste af den Slags, som Herren ved Profeten Esaias havde fordømt — en Faste “til Kiv og Trætte, og til at slaa med Ugudeligheds Næve”. Es. 58: 4.AV 237.7

De sammensvorne “gik til de Ypperstepræster og de Ældste og sagde: Vi har under Forbandelser svoret, ikke at smage noget, førend vi har slaget Paulus ihjel. Saa giv nu I tilligemed Raadet tilkjende, at han i Morgen fører ham ned til eder, som om I vilde nøjere forfare om ham; men vi er rede til at ombringe ham, førend han kommer for eder”.AV 238.1

I Stedet for at irettesætte dem for denne grusomme Plan gik Yp-perstepræsterne og de Øverste begjærligt med paa den. Paulus havde talt Sandhed, da han sammenlignede Ananias med en kalket Væg.AV 238.2

Men Gud greb ind for at frelse sin Tjeners Liv. Da Paulus’s Søstersøn fik høre om Snigmordernes hemmelige Raad, gik han “ind i Fæstningen og forkyndte Paulus det. Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: Før dette unge Menneske hen til Øversten; thi han har noget at forkynde ham. Da tog han ham og førte ham til Øversten og sagde: Den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han har noget at sige dig”.AV 238.3

Claudius Lysias modtog den unge Mand venligt, tog ham til Side og spurgte: “Hvad er det, som du har at forkynde mig?” Den unge Mand svarede:“Jøderne er komne overens om at bede dig, at du i Morgen vil føre Paulus for Raadet, som om det vilde faa nøjere Rede paa hans Sag; du maa da ikke lade dig overtale af dem; thi mere end 40 Mænd af dem ligger paa Lur efter ham, og de har forbandet sig paa, at de hverken vil æde eller drikke, før de har dræbt ham, og nu holder de sig færdige og venter paa, at du skal love det.”AV 238.4

“Den øverste Høvedsmand lod da den unge Mand gaa og bød ham: Du maa ikke sige til nogen, at du har kundgjort mig dette.”AV 238.5

Lysias besluttede straks at flytte Paulus ud af sit Distrikt og hen til Landshøvdingen Felix. Som et Folk befandt Jøderne sig i Bevægelse og Uro, og Oprør fandt hyppig Sted. At lade Apostelen vedblive at opholde sig i Jerusalem kunde faa farlige Følger for Staden og endog for Øversten selv. Han kaldte derfor til sig “to af Høvedsmændene og sagde: Hold to Hundrede Stridsmænd rede, at de kan drage til Cæsarea, og 70 Ryttere og to Hundrede Skytter fra den tredje Time af Natten; og at de skal have Lastdyr til Stede at sætte Paulus paa, og føre ham sikkert til Landshøvdingen Felix”.AV 238.6

Der maatte ingen Forhaling ske med at faa Paulus sendt bort. “Da tog Stridsmændene Paulus, eftersom det dem var befalet, og førte ham om Natten til Antipatris.” Derfra rejste Rytterne videre med Fangen til Cæsarea, medens de fire Hundrede Stridsmænd vendte tilbage til Jerusalem.AV 238.7

Anføreren for den Afdeling, der fulgte Paulus. overleverede Fangen til Felix og overbragte ham ogsaa et Brev, som Øversten havde betroet ham:AV 239.1

“Claudius Lysias hilser den mægtige Landshøvding Felix. Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have ihjelslaget ham; men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham. da jeg erfarede, at han var en Romer. Men der jeg vilde vide Sagen, hvorfor de beskyldte ham. førte jeg ham for deres Raad, og fandt ham beskyldt for nogle Spørgsmaal af deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller Fængsel. Men som jeg fik Underretning om, at der skulde være et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig. hvad de har imod ham. Far vel.”AV 239.2

Efter at have læst Skrivelsen spurgte Felix, i hvilken Provins Fangen hørte hjemme, og efter at være blevet underrettet om, at han var fra Cilicien, sagde han: “Jeg skal tage dig i Forhør, naar dine Anklagere kommer. Og han bød. at han skulde holdes i Varetægt i Herodes’s Borg.”AV 239.3

Dette var ikke første Gang, at en Guds Tjener havde fundet et Tilflugtssted blandt Hedningerne for Guds Folks Had. I sit Raseri mod Paulus havde Jøderne føjet en ny Forbrydelse til det triste Synderegister, som kjendetegnede dette Folks Historie. De havde forhærdet sit Hjerte endnu mere imod Sandheden og end yderligere beseglet sin Dom.AV 239.4

Faa Mennesker fatter den fulde Betydning af de Ord, som Kristus udtalte, da han i Synagogen i Nazareth erklærede sig for at være den Salvede. Han sagde, at hans Mission var at trøste, velsigne og frelse de sørgende og de syndige, og da han saa det Hovmod og den Vantro, som beherskede hans Tilhørere, mindede han dem derpaa om, at Gud i Fortiden havde vendt sig bort fra sit udvalgte Folk paa Grund af deres Vantro og Oprør og havde aabenbaret sig for dem i de hedenske Lande, som ikke havde forkastet Himlens Lys. Enken i Sarepta og Syreren Naaman havde efterlevet alt det Lys, de havde, og derfor blev de regnet for at være mere retfærdige end Guds udvalgte Folk, som havde forladt Herren og opofret Principper af Hensyn til Bekvemmelighed og verdslig Ære.AV 239.5

Kristus fortalte Jøderne i Nazareth en frygtelig Sandhed, da han erklærede, at blandt det frafaldne Israel var det ikke trygt for det trofaste Guds Sendebud at være. De vilde ikke kjendes ved hans Værd eller vurdere hans Arbejde. Medens de ledende blandt Jøderne bekjendte sig til at nære stor Nidkjærhed for Guds Ære og Israels Vel, var de i Virkeligheden Fiender af begge Dele. Ved Ord og Eksempel førte de Folket længere og længere bort fra Lydighed mod Gud — førte dem derhen hvor Gud ikke kunde være deres Værn paa Nødens Dag.AV 239.6

Frelserens irettesættende Ord til Folket i Nazareth var i Paulus’s Tilfælde ikke anvendelige paa Jøderne alene, men ogsaa paa Apostelens egne Brødre i Troen. Dersom de ledende i Ménigheden havde givet fuldstændig Afkald paa sine bitre Følelser mod Apostelen og taget imod ham som en, der af Gud særlig var kaldet til at bringe Evangeliet til Hedningerne, vilde Herren have sparet ham for dem Gud havde ikke bestemt, at Paulus’s Virksomhed saa snart skulde afbrydes; men han gjorde ikke et Mirakel for at modvirke den Række af Omstændigheder, som de ledendes Handlemaade i Menigheden i Jerusalem havde givet Stødet til.AV 240.1

Den samme Aand bringer endnu de samme Følger. Undladelsen af at paaskjønne og udnytte Guds naadige Foranstaltninger har berøvet Menigheden mange Velsignelser. Hvor ofte vilde ikke Herren have forlænget en eller anden trofast Guds Tjeners Virksomhed, dersom hans Arbejde var blevet paaskjønnet! Men dersom Menigheden tillader Sjælefienden at forvirre Forstanden, saa at de mistyder Kristi Tjeners Ord og Handlinger og fremstiller dem i et urigtigt Lys. og dersom de stiller sig i hans Vej og hindrer hans Virksomhed. borttager Herren undertiden fra dem den Velsignelse, som han gav.AV 240.2

Ved sine Redskaber arbejder Satan stadig paa at svække og ødelægge dem, som Gud har udvalgt til at udføre et stort og godt Arbejde. De er maaske villige til at opofre endog Livet for at fremme Kristi Sag; men alligevel vil den store Forfører søge at indgyde i Brødrenes Sind Tvivl angaaende dem, som, hvis den næres, vil undergrave Tilliden til deres Oprigtighed og saaledes svække dem i deres Virksomhed. Altfor ofte lykkes det ham ved Hjælp af deres egne Brødre at paaføre dem saadan Hjertesorg, at Gud i sin Naade griber ind og giver sine forfulgte Tjenere Hvile. Naar Hænderne er foldet over det ubevægelige Bryst, og den Stemme, som talte til Advarsel og Opmuntring, er taus. da vil de forhærdede maaske vaagne op og komme til at se og vurdere de Velsignelser, som de har kastet fra sig. Vedkommende vil ved sin Død maaske udrette det, som de ikke formaaede at udrette ved sit Liv.AV 240.3