4. VARIG SEJR
Betydningen af at leve sundt. — De, der kæmper imod appetittens magt, bør undervises om principperne for sund levevis. Man bør vise dem, at overtrædelse af sundhedens love skaber sygelige tilstande og unaturligt begær og lægger grunden til drukkenskab. Kun ved at leve i lydighed mod sundhedens principper kan de gøre sig håb om at blive befriet for trangen til unaturlige stimulanser. Mens de stoler på guddommelig styrke til at bryde appetittens lænker, skal de samarbejde med Gud ved at lyde hans love, både de moralske og fysiske. HL 115.2
Beskæftigelse. — De, som stræber efter at leve et bedre liv, bør skaffes beskæftigelse. Ingen, som kan arbejde, må oplæres til at forvente føde, klæder og husly uden nogen er-statning. For deres egen skyld såvel som for andres bør de sættes i stand til at yde vederlag for, hvad de modtager. Søg at opmuntre dem i enhver stræben efter at hjælpe sig selv. Dette vil styrke deres agtelse for sig selv og udvikle en ædel selvstændighed. At beskæftige sind og hænder med nyttigt arbejde er af væsentlig betydning som et værn mod fristelse. HL 115.3
Skuffelser og farer. — De, der arbejder for de faldne, vil blive skuffede over mange, som giver løfte om at ville leve et bedre liv. Mange vil foretage en overfladisk ændring i deres vaner og levevis. De handler efter indskydelse og har for en tid tilsyneladende forandret sig. Dog er der ikke sket en virkelig forandring i deres hjerte. De nærer samme egen-kærlighed, har den samme hang til tåbelige fornøjelser og den samme lyst til selviske nydelser som før. De har ingen forståelse af, hvad der opbygger karakteren, og man kan ikke stole på dem som principfaste mennesker. Ved at tilfredsstille deres lyster og lidenskaber har de svækket deres sjælelige og åndelige kræfter. De er vankelmodige og ustadige. Deres tilbøjeligheder går i sanselig retning. Disse mennesker er tit en fare for andre. Fordi de bliver betragtet som mænd og kvinder, der har forbedret sig, betror man dem ansvar og stiller dem på poster, hvor deres indflydelse virker nedbrydende på dem, som ikke aner uråd.HL 116.1
Fuldkommen afhængighed af Kristus den eneste løsning. — Selv de, der oprigtigt søger at forbedre sig, kan risikere at falde. De må behandles med megen klogskab og overbærenhed. Den tilbøjelighed, der er til at smigre og rose de mennesker, som er reddet fra den dybeste elendighed, viser sig undertiden at tjene til fald for dem. At opfordre mænd og kvinder til at fortælle erfaringer fra deres syndige levned offentligt er meget farligt både for den, som fortæller, og for dem, som hører på det. Det virker fordærvende på både sind og sjæl at dvæle ved det onde, og den opmærksomhed, der vises disse mennesker, er skadelig for dem. Mange får let den opfattelse, at deres syndige liv giver dem en vis anseelse. De får lyst til at gøre sig bemærket og opelsker en selvtillid, der kan blive farlig for dem. Kun ved at erkende deres egen uformuenhed og sætte deres lid til Kristus vil de kunne bestå.HL 116.2
Frelst for at hjælpe andre. — Alle, som viser tegn til sand omvendelse, bør opmuntres til at arbejde for andre. Ingen må afvise den sjæl, der træder ud af Satans tjeneste for at tjene Kristus. Hvis man kan se, at Guds Ånd arbejder med et sådant menneske, bør man på enhver mulig måde opmuntre ham til at træde i Herrens tjeneste. »Gør forskel, så I ynkes over nogle.« (Jud. 22, ældre overs.) De, som ejer visdom fra Gud, vil finde sjæle, som behøver hjælp, og som oprigtigt har angret, men som næppe vover at gribe håbet, hvis de ikke bliver opmuntret. Herren vil påvirke sine tjenere til at byde disse skælvende, angrende mennesker velkommen. Hvilke synder de end måtte have været behersket af, og hvor dybt de end måtte være faldet, tager Kristus imod dem, når de i bodfærdighed kommer til ham. Giv dem så en gerning at udføre for ham. Dersom de ønsker at arbejde for at løfte andre ud af den fordærvelsens sump, de selv er blevet reddet fra, så giv dem en anledning. Sæt dem i forbindelse med erfarne kristne, for at de kan få større åndelig styrke. Fyld deres hjerte og hænder med arbejde for Mesteren.HL 116.3
Når lyset trænger ind i sjælen, vil mennesker, der syntes at være dybest sunkne, ofte blive dygtige til at arbejde netop for sådanne syndere, der ligger under for de samme vaner, som de selv engang har gjort. Ved tro på Kristus vil nogle af dem nå frem til vigtige poster og få et stort ansvar betroet i arbejdet for sjæles frelse. De kender deres egen svaghed og forstår, hvor fordærvet deres natur er. De kender syndens og de onde vaners magt. De erkender, at de ikke kan sejre uden Kristi hjælp, og deres stadige råb er: »Jeg kaster min hjælpeløse sjæl i dine arme!«HL 117.1
Disse mennesker kan hjælpe andre. De, der selv har været udsat for fristelser og modgang, og som har været ved at opgive alt håb, men er blevet frelst ved at høre kærlighedens budskab, vil forstå den kunst at frelse sjæle. Den, hvis hjerte er fyldt med kærlighed til Kristus, fordi han selv er blevet opsøgt af Frelseren og ført tilbage til folden, ved bedst, hvordan man skal søge efter de fortabte. Han kan vise syndere hen til Guds lam. Han har uden forbehold overgivet sig til Gud, og den kære frelser har taget imod ham. Den hånd, der i svaghed blev rakt ud efter hjælp, blev grebet. Ved sådanne menneskers arbejde vil mange blive ført til Faderen.HL 117.2
Hjulpet ved at hjælpe andre. — Den, som er svækket, ja nedværdiget som følge af et syndigt liv, kan blive et Guds barn. Han har mulighed for til stadighed at gøre godt mod andre og hjælpe dem til at sejre over fristelsen. Og ved at gøre dette vil han selv få en velsignelse. Han kan blive en brændende og skinnende lampe i verden og til sidst høre de velsignede ord af herlighedens konge: »Vel, du gode og tro tjener.« HL 118.1
Når det fremholdes fra en kristen synsvinkel. — I Australien traf jeg en mand, der blev betragtet som frigjort for alt, hvad der hedder umådeholdenhed, med undtagelse af en enkelt vane. Han brugte tobak. Denne mand kom til teltmødet for at høre os, og han har senere fortalt, at han efter at være kommet hjem en aften havde kæmpet mod tobaksvanen og vundet sejr. Nogle af hans pårørende havde sagt, at de ville give ham halvtreds pounds, hvis han ville smide tobakken væk. Det ville han ikke. »Men,« sagde han, »når du fremholder afholdsprincipperne for os, sådan som du har gjort det, så kan jeg ikke stå dem imod. Du fremstiller for os en, som fornægtede sig selv og gav sit liv for os. Jeg kender ham ikke endnu, men jeg vil gerne lære ham at kende. Jeg har aldrig bedt en bøn i mit hjem. Jeg har smidt tobakken væk, længere er jeg ikke kommet.«HL 118.2
Vi holdt bøn med ham, og efter at være kommet hjem skrev vi et brev til ham, og senere besøgte vi ham igen. Til sidst nåede han dertil, hvor han overgav sig til Gud, og nu er han blevet en virkelig støtte for menigheden der, hvor han bor. Han arbejder med liv og sjæl på at lære sine pårørende sandheden at kende.HL 118.3
En fisker får sejr. — Her er en fisker for nylig blevet omvendt til sandheden. Skønt han hidtil har været vant til at bruge den giftige tobak, har han nu ved Guds nåde besluttet at lade det være for fremtiden. Det spørgsmål blev stillet ham: »Var det en hård kamp for dig at opgive det?« »Ja, det må jeg nok mene,« svarede han, »Men jeg så sandheden, da den blev fremholdt for mig. Jeg forstod, at tobakken var usund. Jeg bad Herren om at hjælpe mig med at opgive den, og han har hjulpet mig på en meget tydelig måde. Men jeg har endnu ikke besluttet mig til at opgive teen. Den strammer mig op, og jeg ved, at jeg vil få en ordentlig hovedpine, hvis jeg lader være med at drikke den.«HL 118.4
Det var str. Sara McEnterfer, som viste ham det forkerte i at drikke te. Hun opmuntrede ham til at have moralsk mod nok til at prøve, hvad der ville ske ved at opgive teen. Han sagde: »Det vil jeg.« Fjorten dage senere aflagde han sit vidnesbyrd ved mødet. »Da jeg sagde, at jeg ville opgive teen,« sagde han, »da mente jeg det. Jeg drak ikke te, og resultatet blev en meget slem hovedpine. Men jeg tænkte: ‘Skal jeg fortsætte med at drikke te for at blive fri for hovedpine? Skal jeg være så afhængig af den, at jeg kommer i denne forfatning, når jeg lader den være?’ Nu ved jeg, at den har skadelige virkninger. Jeg vil ikke drikke te mere. Jeg har ikke drukket det siden, og jeg føler mig bedre for hver dag. Min hovedpine generer mig ikke mere. Mine tanker er mere klare end før. Jeg kan bedre forstå skrifterne, når jeg læser dem.«HL 119.1
Jeg tænkte på denne mand. Han var fattig på timeligt gods, men han havde moralsk mod til at holde op med at ryge og drikke te, som han havde været vant til fra dreng af. Han bad ikke om at måtte give lidt efter for noget forkert, nej, han blev klar over, at tobak og te var skadeligt, og at han skulle stille sig på den rigtige side. Han har givet bevis for, at Helligånden virker på hans sind og karakter for at gøre ham til et kar til ære.HL 119.2
Stå fast i hans kraft. — Herren har et hjælpemiddel til enhver, som er plaget af en stærk trang til stærke drikke og tobak eller andre skadelige ting, som svækker hjernen og forurener legemet. Han byder os at drage bort fra dem og skille os ud og ikke røre noget urent. Vi skal vise et godt eksempel på kristelig afholdenhed. Vi skal i selvfornægtelse og selvopofrelse gøre alt, hvad vi kan, for at beherske appe-titten. Og når vi har gjort alt, byder han os at stå fast stå fast i hans kraft. Han vil, at vi skal sejre i enhver kamp med sjæ-lefjenden. Han vil, at vi skal handle fornuftigt, som kloge generaler i en hær, som mænd, der har fuldstændig kontrol over dem selv.HL 119.3