KAPITEL 9—HVORNÅR LÆGGES GRUNDEN TIL DRIKFÆLDIGHED
1. PÅVIRKNING FØR FØDSELEN
Hvor reformen bør begynde. — Vore afholdsarbejderes bestræbelser er ikke omfattende nok til at fjerne alkoholismens forbandelse fra vort land. Gamle vaner er ikke nemme at komme til livs. Reformen bør begynde hos moderen før børnenes fødsel, og hvis Guds råd samvittighedsfuldt var blevet adlydt, ville der ikke have været noget, der hedder alkoholisme.HL 169.1
Enhver mor bør stadig gøre sig umage for at indrette sin livsførelse efter Guds vilje, så hun kan samarbejde med ham i at bevare sine børn fra vor tids laster, som ødelægger hel-bredet, ja livet. Det er mødrenes pligt ufortøvet at søge ind i det rette forhold til deres skaber, så de ved hans nådes hjælp kan rejse et værn om deres børn mod udskejelse og uafhol-denhed.HL 169.2
Fars og mors vane. — Det er en almindelig regel, at en dranker, som avler børn, overfører sine uheldige tilbøjelig-heder til sit afkom.HL 169.3
Moderens vaner ville påvirke barnet i god eller dårlig ret-ning. Hun skulle selv følge faste principper og vise afholden-hed og selvfornægtelse, hvis hun ville sit barns vel.HL 169.4
Onde tilbøjeligheder allerede fra fødselen. — Moderens tanker og følelser vil i høj grad bestemme, hvilken arv hun skal give sine børn. Dersom hun tillader sit sind at dvæle ved sine egne flygtige følelser, dersom hun giver efter for selviskhed, og dersom hun er gnaven og fordringsfuld, så vil dette give sig udslag i barnets holdning. På denne måde er der mange, som allerede fra fødselen har med sig næsten uovervindelige tilbøjeligheder til det onde. Dette forstår menneskets fjende langt bedre end mange forældre. Han vil angribe moderen med mange fristelser, fordi han ved, at hvis hun ikke modstår dem, kan han påvirke børnene gennem hende. Moderens eneste håb er Gud. Hun kan tage sin tilflugt til ham og finde nåde og styrke. Hun vil ikke søge forgæves.HL 169.5
Guds budskab til enhver mor. — Den hellige skrift fremhæver, hvor nøje en mor bør være med sine livsvaner. Da Herren ville gøre Samson til Israels befrier, viste »Herrens engel« sig for moderen og gav hende en særlig undervisning med hensyn til hendes levevis og den måde, hun skulle be-handle barnet på. »Vogt dig vel,« sagde engelen, »for at drikke vin eller stærk drik og for at spise noget som helst urent!« Dom. 13, 3. 4.HL 170.1
Mange forældre tillægger ikke den påvirkning, det ufødte barn udsættes for, nogen større betydning, men sådan ser Himmelen ikke på det. Gud sendte sin engel med et budskab to gange og fremholdt det på den mest højtidelige måde, og dette viser, at vi bør lægge meget stor vægt på det.HL 170.2
Gud taler til alle mødre i alle tidsaldre gennem de ord, som blev talt til den israelittiske mor. »Alt det, jeg talte om til kvinden, skal hun vogte sig for,« sagde engelen. Barnets velbefindende vil blive påvirket af moderens vaner. Hendes lyster og lidenskaber bør beherskes af principper. Der er ting, hun må undgå, og noget, hun må modarbejde, hvis hun skal kunne opfylde den hensigt, Gud har med at give hende et barn. Hvis hun forud for barnets fødsel tillader sig nydelser for sin egen skyld, og hvis hun er egoistisk, utålmodig og fordringsfuld, vil disse træk gå igen hos barnet. Mange børn har på den måde lige fra fødselen arvet næsten uovervindelige tilbøjeligheder til det onde.HL 170.3
Hvis moderen på den anden side helt og holdent følger de rette principper, hvis hun er afholdende og viser selvfornæg-telse, venlighed, mildhed og uegennytte, kan hun skænke barnet disse dyrebare karakteregenskaber. Moderen har fået udtrykkelig befaling om ikke at drikke vin. Hver eneste dråbe stærk drik, som hun nyder, er en fare for barnets fysi- ske, sjælelige og moralske sundhed og en direkte synd imod hendes skaber. HL 170.4
Ansvarlige for kommende slægters vel. — Hvis tidligere generationers kvinder havde handlet ud fra højere hensyn og vidst, at de kommende slægter ville blive højnet eller forringet ved deres handlemåde, så ville de have indtaget det standpunkt, ikke at forene deres livsinteresser med mænd, som havde en unaturlig trang til spiritus og tobak, som er en snigende, men sikkert virkende, dødbringende gift, som svækker nervesystemet og de ædlere åndsevner. Hvis mændene ville beholde disse modbydelige vaner, skulle kvinderne have ladet dem leve i ugift stand med den livsledsager, de havde valgt. Kvinderne skulle ikke have undervurderet sig selv så meget, at de ville dele skæbne med mænd, som ikke kunne beherske deres appetit, men hvis største lykke var at spise og drikke og tilfredsstille deres dyriske lidenskaber.HL 171.1
Kvinderne har ikke altid fulgt fornuftens diktat fremfor tilskyndelserne. De har ikke i nævneværdig grad følt det an-svar, der påhvilede dem, med at knytte sådanne forbindelser for livet, der ikke ville præge deres afkom med en lav moral og en trang til at tilfredsstille lave lyster på helbredets og livets bekostning. Gud vil i stor udstrækning holde dem ansvarlige for den legemlige helbredstilstand og moralske karakter, der således blev overført til kommende slægter.HL 171.2
Det nyfødte barn. — Det spørgsmål, som fædre og mødre burde stille sig, er dette: »Hvorledes skal vi da forholde os og bære os ad med drengen?« Dom. 13, 12. Vi har fremstillet for læseren, hvad Gud har sagt om moderens livsførelse før børnenes fødsel. Men dette er ikke alt. For at forældre kunne få en klar forståelse af deres pligter, blev engelen Gabriel sendt fra Himmelen for at vejlede dem i deres omsorg for børnene efter fødselen.HL 171.3
Ved Kristi første komme blev engelen Gabriel sendt til præsten Zakarias med et lignende budskab som det, Manoa fik. Zakarias, som var en aldrende mand, fik at vide, at hans hustru skulle føde en søn, som skulle hedde Johannes. Engelen sagde til ham: »Han skal blive dig til glæde og fryd, og mange skal glædes over hans fødsel; thi han skal blive stor i Herrens øjne. Vin og stærk drik må han ikke drikke, og allerede fra moders liv skal han være fyldt af Helligånden.« Dette barn, Gud lovede, skulle opdrages til at leve i streng afholdenhed. Gud ville betro ham et vigtigt reformarbejde: han skulle berede vejen for Kristus.HL 171.4
Alle former for uafholdenhed herskede blandt jødefolket. Drukkenskab og frådseri svækkede folkets fysiske kraft, og deres moralske sans blev så fordærvet, at endog de frygteligste forbrydelser ikke længer blev betragtet som synd. Johannes skulle lade sin røst høre fra ørkenen og irettesætte folket for deres syndige levned, og hans egen afholdenhed skulle være en irettesættelse af overdådigheden på den tid.HL 172.1