4. BETYDNINGEN AF KRISTI SEJR OVER APPETITTEN
Kristi første sejr. — Kristus vidste, at for at det skulle lykkes ham at gennemføre frelsesplanen, måtte han begynde arbejdet for menneskets genløsning netop på det punkt, hvor ødelæggelsen begyndte. Adam faldt ved at give efter for appetitten. HL 21.3
Den første fristelse, Jesus mødte, var den samme, som Adam faldt for. Det var ved fristelser, som var rettet mod appetitten, at Satan fik held til at overvinde en stor del af menneskeheden. Disse store sejre fik Satan til at tro, at al magt over denne faldne klode lå i hans hænder. Men i Kristus fandt han en overmand, som var i stand til at stå ham imod, og Satan forlod slagmarken som en overvundet fjende.HL 21.4
Grunden til hans sjælekval. — Mange såkaldte gudfrygtige mennesker spørger ikke om grunden til, at Jesus måtte faste og lide så længe i ørkenen. Hans sjælekval skyldtes ikke så meget den gnavende sult som følelsen af de frygtelige følger, det havde fået for menneskene, ved at de gav efter for appetit og lidenskab. Han vidste, at appetitten var deres afgud og ville få dem til at glemme Gud og være en direkte hindring for deres frelse.HL 21.5
Sejr på menneskenes vegne. — Satan led nederlag i sit forsøg på at overvinde Kristus på appetittens område. Og her i ørkenen vandt Kristus en sejr over appetitten på menneskenes vegne og gjorde det muligt for dem i al fremtid selv at kunne sejre i hans navn over appetittens magt.HL 22.1
Vi kan også blive sejrvindere. — Vort eneste håb om at genvinde Eden er knyttet til en stærk selvkontrol. Når fri-stelsen til at føje appetitten havde så stor magt over menne-skeslægten, at Guds Søn, på menneskenes vegne, måtte faste i næsten seks uger for at kunne befri sig for dens greb, hvilken vældig opgave ligger der så ikke til enhver kristen! Men uanset hvor intens kampen måtte være, så kan vi blive sejrvindere. Ved hjælp af guddommelig kraft kunne Jesus stå imod de frygteligste fristelser, som Satan kunne finde på. Også vi kan sejre i denne kamp mod det onde ved hjælp af den samme guddommelige kraft. Og til sidst skal vi bære sejrskronen i Guds rige.HL 22.2
Sejr ved lydighed og uafbrudt bestræbelse. — De, der sejrer, ligesom Kristus sejrede, må stadig vogte sig for Satans fristelser. Appetitten og lidenskaberne må stadig holdes i ave og beherskes af en oplyst samvittighed, for at forstands-evnerne kan bevares uskadte og fatteevnen være klar, således at Satans virken og hans snarer ikke vil blive tydet som Guds forsyn. Mange ønsker at opnå de standhaftiges endelige belønning og sejr, men er uvillige til i lighed med deres genløser at tåle møje, savn og selvfornægtelse. Alene ved lydighed og uafbrudt bestræbelse vil vi kunne sejre, ligesom Kristus sejrede.HL 22.3
Appetittens beherskende magt vil vise sig at betyde øde-læggelse for tusinder af mennesker, medens de, hvis de havde sejret på dette punkt, ville have haft moralsk mod til at vinde sejr over enhver anden af Satans fristelser. Men de, der er slaver under appetitten, vil ikke kunne fuldkomme en kristelig karakter. Menneskenes uafbrudte overtrædelse gennem seks tusind år har haft sygdom, smerte og død til følge. Og idet vi nærmer os tidens afslutning, vil Satans fri-stelse til at føje appetitten blive mægtigere og mere vanskelig at overvinde.HL 22.4
Gør krav på Kristi magt til at sejre. — Kristus har fået magt fra Faderen til at skænke mennesket sin guddomme-lige nåde og kraft og således sætte det i stand til at sejre i hans navn. Der er kun få af dem, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere, som vælger at samarbejde med ham i at modstå Satans fristelser, ligesom han stod dem imod, og sejre....HL 23.1
Hvert eneste menneske er personlig udsat for de samme fristelser, som Kristus sejrede over, men de har fået tilveje-bragt kraft i den store sejrherres almægtige navn. Og alle må de vinde en personlig sejr selv. HL 23.2
Hvad skal vi gøre? — Skal vi ikke drage nær til Herren, for at han kan frelse os fra al umådeholdenhed i mad og drikke og fra al vanhellig, begærlig lidenskab og al ondskab? Skal vi ikke ydmyge os for Gud og lægge alt det bort, som fordærver kødet og ånden, for at vi i gudsfrygt kan fuldkomme en hellig karakter?HL 23.3