Prædikanters klæder og opførsel

Efserne 3,6.7: “At hedningerne er medarvinger, medindlemmede i legemet og meddelagtige i forjættelsen og alt dette i Kristus Jesus ved evangeliet; og det er jeg blevet tjener for ved den Guds nåde, der blev mig skænket som gave ved hans mægtige indgriben.”
“Og det er jeg blevet tjener for,” ikke kun for at overbringe folket sandheden, men for at føre den ud i livet.
“At oplyse, hvorledes den frelsesplan er, der fra evighed har ligget gemt som en hemmelighed hos Gud.” vers 9. Dette hentyder ikke blot til de ord der ruller ud af tungen; det er ikke nok at være veltalende i tale og bøn; men det er Kristus der skal kendes, at have Kristus i os og gøre ham kendt for dem som lytter.VM2 609.1

“Ham forkynder vi, idet vi påminder ethvert menneske og lærer ethvert menneske med al visdom,” ikke som nybegyndere, ikke i uvidenhed, “for at vi kan fremstille ethvert menneske som fuldkomment i Kristus. Det er også det, jeg arbejder og kæmper for med hans kraft, som virker mægtigt i mig.” Kolosenserne 1,28.29. Det er Guds værk, nåden fra Gud, erkendt og følt, livets prydelse og handlinger, som skal gøre et mærkbart indtryk på den som hører.VM2 609.2

Men det er ikke kun dette. Der er andre ting der må tages hensyn til, hvor noget er blevet forsømt, men som er af vigtig betydning, det lys i hvor de er blevet præsenteret for mig før. Folk får indtryk af talerens optræden bag talerstolen, ved hans attitude og hans måde at tale på. Hvis dette er som Gud gerne vil have det, vil det indtryk de giver være til gunst for sandheden; især vil den klasse få et indtryk som har lyttet til fabler. Det er vigtigt at prædikantens optræden er sømmelig og værdig, når han har med den hellige ophøjede sandhed han lærer at gøre, så et godt indtryk kan gøres på dem som ikke har en naturlig lyst til religion.VM2 609.3

Omhyggelighed i påklædningen er et vigtigt punkt. Her har der været en mangel hos prædikanter som tror den nærværende sandhed. Nogles klæder har endda været usoignerede. Der har ikke blot været en mangel på smag og orden i den klædeorden der passer sig for personen og at farverne passer sig for og klæder en Kristi tjener, men nogle har endda set sjusket ud. Nogle prædikanter bærer en vest i lys farve, medens deres benklæder er mørke eller en mørk vest og lyse bukser, uden smag eller orden i klæderne på en person skønt de kommer ud til folk. Disse ting siger folk noget. Prædikanten giver dem et eksempel på orden og sætter for dem nydelig ordenlighed og smag i deres udseende, ellers lærer han dem slaphed og mangel på smag som de kan risikere at følge efter.VM2 610.1

Sorte eller mørke materialer klæder sig mere for en prædikant bag en talerstol og vil give folk et bedre indtryk end en kombination af to eller tre forskellige farver i hans klæder ville gøre.VM2 610.2

Jeg blev vist tilbage til det gamle Israel og fik vist at Gud havde givet særlige retningslinier med hensyn til de klæders materialer og stil der skulle bæres af dem som gjorde tjeneste for ham. Himlens Gud, hvis arm bevæger verden, han som underholder os og giver os liv og sundhed, har givet os vidnesbyrd for at han kan æres eller vanæres ved hans tjenestegørende folks påklædning. Han gav også belæring med hensyn til deres hjem og angav i enkeltheder hvilke klæder som de skulle bære som hjalp til i hans tjeneste. De skulle fastholde en orden i alt og især bevare renhed. Læs de retningslinier som blev givet Moses for Israels børn som Gud var kommet ned på bjerget for at fremsige hans hellige lov i deres påhør. Hvad pålagde han Moses at folket skulle gøre? At være rede for den tredje dag, for på den tredje dag, sagde han, ville Herren komme ned på bjerget for øjnene af hele folket. De skulle sætte sig i grupper omkring bjerget. “Da sagde Herren til Moses: “Gå til folket og lad dem hellige sig i dag og i morgen og tvætte deres klæder.” Den store og mægtige Gud som skabte det skønne eden og alt det dejlige i den er en ordnens Gud og han ønsker orden og renhed hos sit folk. Den mægtige Gud påbød Moses at fortælle folket at vaske deres klæder så der ikke skulle være urenheder i deres klæder og omkring deres person idet de kom frem for Herren. Og Moses gik ned fra bjerget til folket og de vaskede deres klæder, efter Guds befaling.VM2 610.3

Og for at vise hvor omhyggelige de var med hensyn til renhed, skulle Moses lægge en vandkumme mellem åbenbaringsteltet og alteret, “og hældte vand deri til tvætning.” Og Moses og Aron og Aron’s sønner som gjorde tjeneste for Herren, skulle vaske deres hænder og deres fødder når de derved gik ind i åbenbaringsteltet og når de gik ind for Herren.VM2 611.1

Dette var den store og mægtige Guds store bud. Der måtte ikke være nogen slaphed og usoignerethed over dem som viste sig for ham da de kom ind til hans hellige nærhed. Og hvorfor skulle de dette? Hvad var formålet med al den omhyggelighed? Var det ikke kun blevet anbefalet Guds folk? Var det kun for at vinde hans bifald? Den grund der blevet givet mig var dette, at der skulle gøres et rigtigt indtryk på folk. Hvis dem som gjorde tjeneste i hellige embeder ikke skulle udvise omhyggelighed og ærbødighed for Gud, i deres påklædning og deres opførsel, ville folk miste deres æresfrygt for Gud og hans hellige tjeneste. Hvis præsterne viste stor ærbødighed for Gud ved at være meget omhyggelige og meget nøjeregnende idet de kom ind til hans nærværelse, gav det folk en ophøjet tanke om Gud og hans krav. Det viste dem at Gud var hellig, at hans arbejde var helliget og at alt i forbindelse med hans arbejde måtte være helligt; da det måtte befries for alt urent og urenheder; og så måtte alt besmittet fjernes fra dem som nærmer sig Guds tilstedeværelse.VM2 612.1

Ud fra det lys som er blevet givet mig, har der været skødesløshed i dette. Jeg må tale om det sådan som Paulus fremstiller det. Det føres ud i viljes?gudsdyrkelse og forsømmelse af legemet. Men denne frivillige ydmygelse, denne viljes?gudsdyrkelse og forsømmelse af legemet, er ikke ydmygelse som smager himmelsk. Den ydmygelse vil være påkrævet for alle personer og handlinger og klædedragt som forkynder Guds hellige sandheder rigtigt og fuldstændigt passende, så alle vore enkeltheder vil anbefale vor hellige religion. Netop klæderne vil være en anbefaling af sandheden overfor ikke-troende. De vil være en prædiken i sig selv. Men det forkerte siver ofte ud fra den indviede talerstol. En prædikant samtaler med en anden ved talerstolen foran forsamlingen og leer og synes ikke at have nogen byrde for arbejdet, eller mangle højtidelig sans for deres hellige kald vanærer sandheden og bringer det hellige ned på et lavt stade som alt andet. Eksemplet har tendens til at fjerne gudsfrygt fra folk og forringe evangeliets hellige værdighed som Kristus døde for at ophøje. Efter det lys som er blevet givet mig, ville det være Guds?velbehageligt at prædikanter bøjede sig ned lige så snart de går op bag talerstolen og alvorligt beder om hjælp fra Gud. Hvilket indtryk ville dette ikke gøre? Der ville komme en højtidelig ånd og ærefrygt over folk. Deres prædikant er i fortrolig samtale med Gud; han overgiver sig selv til Gud før han vover at stå frem for folk. Højtidelighed hviler over folk og Guds engle er bragt meget nær. Prædikanter bør som det første se på Gud når de kommer op til talerstolen og kan så sige til alle: Gud er min styrkes kilde.VM2 612.2

En prædikant som er skødesløs i sit udseende skader ofte dem som har god smag og fine følelser. Dem som er mangelfulde i dette buede rette deres fejl og være mere varsomme. Tabet af visse sjæle vil til sidst kunne føres tilbage til prædikantens usoignering. Den første optræden gav folk et dårlig indtryk fordi de ikke på nogen måde kunne kæde hans opførsel sammen med de sandheder han giver. Klæderne sagde ham imod; og det indtryk man fik var at det folk han repræsenterede var er skødesløs gruppe som ikke bekymrede sig om deres klæder og hans tilhører ønskede ikke at have noget at gøre med sådanne folk.VM2 613.1

Her er der, efter det lys der er givet mig, udvist ligegyldighed blandt vort folk. Nogen gange står prædikanter bag prædikestolen med uordentligt hår og ser ud som om der ikke har været en kam eller børste igennem det i en hel uge. Gud vanæres når dem som engagerer sig i hans hellige tjeneste er så forsømmelige for deres udseende. I fortiden blev præsterne pålagt at have deres klæder i en perfekt stand for at gøre tjeneste på det hellige sted og hjælpe i gejstlig medfør. De skulle have deres klæder efter deres gerning, og Gud anførte nøje hvordan disse skulle være. Vandkummen blev placeret imellem alteret og forsamlingen, så de før de kom ind i Guds nærhed, for øjnene af forsamlingen, kunne vaske deres hænder og fødder. Hvilket indtryk gjorde dette ikke på folket? Det var for at vise dem at hver støvpartikel måtte væk før de kunne gå ind i Guds nærhed; for han var så stor og hellig at hvis de ikke indvilgede på disse betingelser, ville døden komme.VM2 613.2

Men se den klædestil vore prædikanter har i dag. Nogle som har med hellige ting at gøre klæder sig så forkert at det vil ødelægge indflydelsen fra deres arbejde. Der er en synlig mangel på sans for farver og ordenlighed. Hvilket indtryk giver en sådan klædemåde? Det er det arbejde vi har der ikke betragtes som mere helligt eller ophøjet end almindeligt arbejde, som at pløje mark. Prædikanten bringer, ved sit eksempel, hellige ting ned på niveau med andre ting.VM2 614.1

Sådanne forkynderes påvirkning behager ikke Gud. Hvis nogen kommer til at modtage sandheden på grund af deres arbejde, efterligner de ofte deres talere og kommer ned på det samme lave stade som dem. Det vil være sværere at omforme disse og få dem op på det rette sted og lære dem sand orden og hang til disciplin, end at omvende mænd og kvinder som aldrig har hørt sandheden før. Herren forlanger at hans tjenere er rene og hellige, for at fremstille sandhedens princip i deres eget liv rigtigt og ved deres eksempel bringe andre op på et højere stade.VM2 614.2

Gud forlanger at alle som bekender sig til at være hans udvalgte folk at de skal være omhyggelige med at bevare personlig renhed, selv om de ikke er sandhedens lærere. De pålægges også orden i deres hjem og på deres ejendomme. Vi er eksempler for verden, levende breve der kendes og læses af alle mennesker. Gud forlanger af alle der vedkender sig gudsfrygt og især dem som lærer sandheden til andre, at afstå fra alt ondt.VM2 614.3

Ud fra det lys jeg har haft, er prædikantgerningen et helligt og ophøjet embede og dem som påtager sig det bør have Kristus i deres hjerter og vise et alvorligt ønske om, i alle deres handlinger, i deres klædeform, i deres tale, selv i deres måde at tale på, at fremstille ham på en værdig måde for folk. De bør tale med ærbødighed. Nogle ødelægger det højtidelige indtryk de kunne have givet folk, ved at løfte deres stemmer til et meget højt leje og råbe og skrige sandheden ud. Når sandheden fremstilles på denne måde, mister den meget af sin sødme, sin kraft og alvor. Men hvis røsten har den rette klang, hvis den er højtidelig og er så moduleret så den er helt gribende, vil den give et meget bedre indtryk. Det var i det toneleje Kristus lærte sine disciple. Han indgød alvor i dem, han talte på en gribende måde. Men dette meget høje og skrigende leje — hvad udretter dette? Det giver ikke folk et mere ophøjet syn af sandheden og giver dem ikke et mere dybt indtryk. Det skaber kun ubehagelige fornemmelser for tilhørerne og trætter talerens stemmeorgan. Stemmens toneleje har meget at gøre med påvirkningen af tilhørernes hjerter.VM2 615.1

Mange som kunne være nyttige mennesker opbruger deres vitale kræfter og ødelægger deres lunger og stemmeorganer ved deres måde at tale på. Nogle prædikanter har fået den vane at forhastet plable det af som de vil sige, som om de skulle gentage en lektion og haster sig så hurtigt så muligt. Det er ikke den bedste måde at tale på. Ved at vise stor omhu, kan en prædikant oplære sig selv til at tale tydeligt og gøre indtryk og ikke presse en masse ord sammen uden at tage tid til at indånde. Han bør tale på rimelig måde, så folk kan få de tanker der fæstner sig i dem idet han prædiker. Men når sagen hastes igennem så hurtigt kan folk ikke få pointerne ind i tankerne og de ikke har tid til at fordøje det indtryk der er så vigtigt for dem at have; der er heller ikke tid til at sandheden påvirker dem som den ellers ville.VM2 615.2

Når I taler fra struben og lader ordene komme ud fra de øverste stemmelejer, irriteres og pirres stemmeorganerne hele tiden og er ikke den bedste måde at bevare dem sunde eller at forøge deres effektivitet på. I burde lade jer inspirere helt og fuldt og lade bevægelserne komme fra bugmusklerne. Lad kun lungerne være budskabets kanal, men stol ikke kun på deres arbejde. Hvis I lader jeres ord komme dybt nede fra, bruger bugmusklerne, kan I lige så let tale til tusinde som til ti.VM2 616.1

Nogle af vore forkyndere ødelægger sig selv ved lange, trættende bønner og høje taler, skønt en lavere tone bedre kunne gøre indtryk og spare dem for deres egen styrke. Så længe I uden hensyn til livs? og sundhedslovene går videre og følger øjeblikkets indskydelse, så tilskriv det ikke Gud hvis I bryder ned. Mange af jer spilder tid og styrke på lange fortaler og undskyldninger inden I begynder at tale. I stedet for at sige undskyld fordi I ikke er ved at tale til folk, bør i begynde jeres arbejde som om Gud havde noget I skulle sige dem. Nogle bruger næsten en halv time på undskyldninger; således spildes tiden og når de kommer til deres emne, hvor de er ivrige efter at fæstne sandhedens punkter, er folk trætte og kan ikke finde kraft og modtage indtryk. I bør gøre den nærværende sandheds store punkter så tydelige som milepæle så at folk kan forstå dem. Så vil de kunne se den bevisgrund du ønsker at give og de standpunkter du ønsker at understøtte.VM2 616.2

Der er en anden klasse som taler til folk i et pibende toneleje. Deres hjerter er ikke blødgjort af Guds Ånd og de tror at de må gøre indtryk ved ydmygelsens fænomen. En sådan opførsel ophøjer ikke det evangeliske arbejde, men fornedrer det og gør det ringere. Prædikanter bør fremstille sandheden varm, frisk fra herligheden. De bør tale på en sådan måde så Kristus fremstilles rigtigt og bevare den værdighed der passer sig for hans tjenere.VM2 617.1

De lange bønner nogle prædikanter beder er en stor fejltagelse. At bede så længe som nogen gør hører slet ikke hjemme. De skader struben og stemmeorganerne og derefter taler de om at de bryder ned på grund af deres hårde arbejde. De skader sig selv selvom det de gør ikke er påkrævet. Mange føler at bøn skader deres stemmeorganer mere end tale. Det er en følgevirkning af legemets unaturlige position og den måde hovet holdes på. De kan stå og tale og ikke føle sig skadet. Bedestillingen bør være helt naturlig. Lange bønner belaster og det er ikke i overensstemmelse med Kristi evangelium. En halv time eller bare et kvarter er alt for lang tid. Nogle få minutters tid er længe nok til at bringe din sag for Gud og fortælle ham hvad du mangler; og du kan sørge for at folk ikke bliver trætte og ikke mindske deres interesse for helligelse og bøn. De kan fornyes og styrkes, i stedet for at afkræftes.VM2 617.2

Mange har gjort fejl religiøse andagtsøvelser med lange bønner og lange prædikener, på et højt toneleje, med en anstrengt stemme og med en unaturlig stemme og i et unaturligt leje. Prædikanten har unødigt betynget sig selv og virkelig forpint folk med hård slidsom andagtsøvelse som er helt unødvendigt. Prædikanter bør tale på en måde så folk nås og får indtryk. Kristi lære gjorde indtryk og var højtidelig; hans stemme var melodisk. Og skulle ikke vi så vel som Kristus, bestræbe os på at have melodi i vore stemmer? Han havde en mægtig indflydelse, for han var Guds søn. Vi står så langt under ham og er langt mere mangelfulde og skønt vi gør vores bedste, vil vore anstrengelser være små. Vi kan ikke vinde og have den indflydelse som han havde; men hvorfor kan vi ikke lære os selv til at komme så nær til dette Forbillede som vi overhoved kan, så vi kan have den største mulige indflydelse på folk? Vore ord, vore handlinger, vor opførsel, vore klæder alt bør forkynde. Ikke kun med vore ord bør vi tale til folk, men alt der passer sig for vor person bør være en prædiken for dem, så de kan få det rette indtryk og så de kan tage sandheden med til deres hjem. Således vil vor tro stå i et bedre lys over for samfundet.VM2 617.3

Jeg har ikke før erkendt mere af værkets ophøjede karakter, dets indviethed og hellighed og vigtigheden af vor egnelse til det, end jeg gør i dag. Jeg ser behovene hos mig selv. Jeg må have en ny udrustning, en hellig salvelse, ellers kan jeg ikke fortsætte med at undervise andre. Jeg må vide at jeg vandrer sammen med Gud. Jeg må vide at jeg forstår gudfrygtighedens mysterium. Jeg må vide at Guds nåde er i mit eget hjerte, at mit eget liv er i overensstemmelse med hans vilje, så jeg vandrer i hans fodspor. Så vil mine ord være sande og mine handlinger rigtige.VM2 618.1

Men der er et andet punkt jeg næsten har glemt. Det er den indflydelse som forkynderen bør udøve i hans gerning. Hans arbejde er ikke blot at stå bag prædikestolen. Det er kun begyndelsen på det. han bør gå ud til forskellige familier og føre Kristus der til, føre sine prædikner der, føre dem ud i sine handlinger og ord. Idet han besøger en familie bør han forhøre sig om deres tilstand. Er det ham der hjortens hyrde? Hyrdens arbejde er ikke kun gjort bag prædikestolen. Han bør tale med hjordens medlemmer, med forældre om at lære deres ståsted at kende og med børn deres om deres. En prædikant bør kunne give den hjord føde som Gud har gjort ham til tilsynsmand over. Det vil være rigtigt at gå ind i hjemmene og studere; men hvis I gør dette og forsømmer det arbejde som Gud har overdraget til jer at udføre, gør I det forkerte. Tag aldrig ud til en familie uden at bede dem om at samles og bøj jer ned i bøn sammen med dem før I går. Førhør jer om deres sjæles sundhed. Hvad ville en dygtig læge gøre? Han spørger ud i enkeltheder om sygdommen og forsøger da at tildele remedierne. På samme måde bør sjælslægen forhøre sig om åndelige sygdomme som hjemmets medlemmer er plagede af, gå så i gang med at bruge de rigtige remedier og bed den Store Læge om hjælp. Giv dem den hjælp de behøver. Sådanne prædikanter vil få al den respekt og ære som passer sig for en Kristi tjener. Og ved at gøre sådan for andre vil deres egne sjæle holdes i live. De må hente styrke fra Gud for at tildele styrke til dem som de skal hjælpe.VM2 618.2

Måtte Herren hjælpe os til at søge ham af hele hjertet. Jeg ville gerne vide om jeg daglig opsamler guddommeligt lys fra herligheden, lys der udstråler fra Guds trone og skinner fra Jesu Kristi ansigt og spreder det på stivejen omkring mig. Jeg ønsker at være et helt lys i Herren.VM2 619.1