Vidnesbyrd 17 (1869)

Kristi lidelser

[For fuldt ud at kunne forstå, hvad frelsen er værd, er det nødvendigt at forstå, hvad den har kostet. Som følge af indskrænkede begreber om Kristi lidelser tillægger mange forsoningens store værk ringe betydning. Den herlige plan til menneskets frelse blev virkliggjort ved Gud Faders uendelige kærlighed. I denne guddommelige plan ser man den mest vidunderlige åbenbarelse af Guds kærlighed til den faldne slægt. En sådan kærlighed som den, der åbenbarer sig i, at Gud gav sin elskede søn, forbavsede englene. “Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Denne frelser var glansen af faderens herlighed og hans væsens udtrykte billede. Han var i besiddelse af guddommelig majestæt, fuldkommenhed og ypperlighed. Han var Gud lig. “Thi Gud besluttede at lade hele fylden bo i ham.” “Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors.”VM2 200.1

Kristus samtykkede i at dø i synderens sted, for at mennesket ved et liv i lydighed kunne undslippe Guds lovs straf. Hans død gjorde ikke loven ugyldig; den slog ikke loven ihjel, svækkede ikke dens hellige krav eller formindskede dens hellige værdighed. Kristi død forkyndte, at Faderens lov var retfærdig, når den straffede overtræderen, idet han selv samtykkede i at lide lovens straf for at kunne frelse det faldne menneske fra dens forbandelse. Guds elskede søns død på korset viser Guds lovs uforanderlighed. Hans død løfter loven til højhed og ære og giver menneskene et synligt vidnesbyrd om dens uforanderlige karakter. Fra hans egne guddommelige læber lyder disse ord: “Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme.” Kristi død retfærdiggjorde lovens fordringer.VM2 200.2

I Kristus var det menneskelige og det guddommelige forenet. Hans mission var at forlige Gud og menneskene, at forene det endelige med det uendelige. Dette var den eneste måde, hvorpå faldne mennesker kunne ophøjes til gennem Kristi blods fortjeneste at blive delagtige i guddommelig natur. At Kristus påtog sig menneskelig natur, gjorde ham skikket til at forstå menneskenes prøvelser og sorger og alle de fristelser, der omgiver dem. Engle, som ikke kendte synd, kunne ikke sympatisere med menneskene i deres særlige prøvelser. Kristus nedlod sig til at antage menneskelig natur og blev fristet i alle ting ligesom vi, for at han kunne hjælpe alle dem, der ville blive fristet.VM2 201.1

Fordi det menneskelige var i ham, følte han trang til at få styrke fra sin fader. Han havde udvalgte steder, hvor han bad. Han holdt af at pleje samfund med sin fader i bjergenes ensomhed. Ved denne religiøse øvelse blev hans hellige, mennneskelige sjæl styrket til dagens prøvelser og pligter. Vor frelser tog selv del i vor trang og vore skrøbeligheder, idet han blev en bedende, hvis påkaldelser lød om nætterne, når han søgte sin fader om nye forråd af kraft, for at han måtte kunne træde frem styrket, vederkvæget og udrustet til pligter og prøvelser. Han er en broder i vore skrøbeligheder, men ikke i besiddelse af de samme lidenskaber. Som den syndfri veg hans natur tilbage fra det onde. Han udholdt kampe og sjælekval i en syndig verden. Hans menneskelighed gjorde bøn til en nødvendighed og en forret. Han behøvede al den stærke, guddommelige støtte og trøst, som hans fader var beredt til at meddele ham — han, som til menneskenes bedste havde forladt himmelens glæder og valgt sit hjem i en kold og utaknemmelig verden. Kristus fandt trøst og glæde i samfundet med sin fader. Her kunne han aflaste sit hjerte for de sorger, der knugede ham. Han var en smertens mand og kendt med sorg.VM2 201.2

Dagen igennem udførte han et alvorligt arbejde med at gøre godt mod andre og frelse mennesker fra ødelæggelse. Han helbredte de syge, trøstede de sørgende og bragte de fortvivlede frimodighed og håb. Han oprejste de døde til livet. Og når hans dagværk var endt, gik han aften efter aften bort fra byens forvirring og i en eller andet afsides beliggende lund lå han bøjet i bøn til sin fader. Undertiden skinnede månens klare stråler på hans bøjede skikkelse; til andre tider udelukkede skyerne og mørket alt lys. Duggen og nattens rimfrost hvilede på hans hoved og skæg, medens han lå i bedende stilling. Ofte fortsatte han sine påkaldelser hele natten. Han er vort eksempel. Kunne vi erindre dette og efterligne ham, ville vi være meget stærkere i Gud.VM2 202.1

Dersom menneskenes frelser, der besad guddommelig styrke, følte trang til bøn, hvor meget mere bør ikke svage, syndige mennesker erkende nødvendigheden af bøn! Når Kristus blev hårdest anfægtet af fristelse, spiste han intet. Han overgav sig til Gud og i alvorlig bøn og fuldkommen underkastelse under faderens vilje vandt han sejr. De, som bekender sig til sandheden for disse sidste dage, bør fremfor alle andre, der bekender sig til at være kristne, efterligne det store guddommelige mønster i bøn.VM2 202.2

“Disciplen må være tilfreds, når det går ham som hans mester og tjeneren, når det går ham som hans herre.” Vi dækker vore borde med overdådige retter, som hverken er sunde eller nødvendige fordi vi synes bedre om disse ting end om selvfornægtelse om frihed for sygdom og om et sundt sind. Jesus bad alvorlig til sin fader om styrke. Guds søn, som var guddommelig, anså dette, endog for sit eget vedkommende, for at være af større betydning end at sidde ved det mest overdådige bord. Han har givet os et synligt bevis for, at bøn er nødvendig, om vi skal få styrke til at kæmpe med mørkets magter og til at udføre den gerning, der er bestemt for os. Vor egen styrke er svaghed, men den kraft, Gud skænker, er mægtig og vil give enhver, som opnår den, mere end sejr.VM2 203.1

Da Jesus bøjede sig og indtog en bedende stilling i Getsemane, fremtvang hans usigelige angst sveden som store bloddråber fra hans porer. Det var her, et stort mørkes rædsel omgav ham. Verdens synder lå på ham. Han led i menneskenes sted ligesom en overtræder af faderens lov. Her var fristelsens valplads. Det guddommelige lys fra Gud forsvandt for hans syn og mørkets magter fik ham i deres vold. I sin sjæleangst lå han udstrakt på den kolde jord. Han oplevede sin faders mishag. Han havde taget lidelsens kalk fra brødefulde menneskers læber og det var hans hensigt selv at drikke den og at give menneskene velsignelsens kalk i stedet. Den vrede, som ville være kommen over menneskene, faldt nu på Kristus. Det var her, hans skælvende hånd holdt den hemlighedsfulde kalk.VM2 203.2

Sammen med sine disciple var Jesus ofte tyet ind i Getsemane for at hengive sig til betragtning og bøn. Dette hellige tilflugtssted var vel kendt af dem alle. Også Judas vidste, hvor han skulle lede morderskaren hen for at forråde Jesus i deres hænder. Aldrig før havde Frelseren besøgt dette sted med et hjerte så fuldt af sorg. Det var ikke legemlig lidelse, Guds søn veg tilbage for og som i disciplens nærværelse fremtvang disse sørgmodige ord fra hans læber: “Min sjæl er dybt bedrøvet til døden.” “Bliv her,” sagde han, “og våg med mig!”VM2 203.3

Idet han forlod sine disciple, gik han et lille stykke bort fra dem, dog inden for hørevidde og faldt på sit ansigt og bad. Der var angst i hans sjæl og han bad: “Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil.” En fortabt verdens synder lå på ham og overvældede ham. Det var en følelse af faderens vrede på grund af synden, der sønderrev hans hjerte i en frygtelig ængstelse og i hans ansigt fremtvang store blodråber, som randt ned ad hans kinder og faldt ned og vædede jorden.VM2 204.1

Idet han rejste sig op fra sin udstrakte stilling, gik han hen til disciplene og fandt dem sovende. Han sagde til Peter: “Så kunne I da ikke våge én time med mig! Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse! ånden er villig, men kødet er skrøbeligt.” I den allervigtigste stund — den stund, da Jesus havde rettet en særskilt henvendelse til dem om at våge med ham — fandt han disciplene sovende. Han vidste, at alvorlige kampe og frygtelige fristelser ventede dem. Han havde taget dem med, for at de kunne være til at styrke for ham og for at de begivenheder, de i denne nat ville blive vidne til og de lærdomme, de kunne høste, måtte kunne blive uudsletteligt indprentet i deres hukommelse. Dette var nødvendigt, for at deres tro ikke skulle svigte, men blive styrket til den prøve, som var umiddelbart forestående.VM2 204.2

Men i stedet for at våge med Kristus var de betyngede af sorg og faldt i søvn. Selv den ildfulde Peter, som blot nogle få timer i forvejen havde erklæret, at han ville lide og om nødvendigt dø for sin herre, lå og sov. I det mest kritiske øjeblik, da Guds søn behøvede deres medfølelse og hjertelige forbønner, blev de fundne sovende. De tabte meget ved således at sove. Vor frelser havde til hensigt at styrke dem til den hårde trosprøve, de snart ville blive udsat for. Havde de tilbragt denne sorgens tid i årvågenhed og bøn til Gud sammen med den kære frelser, ville Peter ikke være blevet overladt til i sin egen svage styrke at fornægte sin herre i prøvens stund.VM2 204.3

Jesus gik bort anden gang, bad og sagde: “Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!” Og atter kom han til disciplene og fandt dem sovende. Deres øjne var tunge. Disse sovende disciple er en fremstilling af en sovende menighed, når Guds hjemsøgelses dag er nær. Det er en dag med skyer og tykt mørke, da det vil være yderst farligt at findes sovende.VM2 205.1

Jesus har efterladt os denne advarsel: “Våg derfor! thi I ved ikke, når husets herre kommer, om det bliver ved aften efter ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry. Lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer” Det kræves af Guds menighed, at den fuldbyrder sin nattevagt, uanset hvor farlig, enten den bliver lang eller kort. Sorg er ingen undskyldning for, at den skulle være mindre årvågen. Trængsel bør ikke lede til ligegyldighed, men til dobbelt årvågenhed. Kristus har ved sit eget eksempel henvist menigheden til den guddommelige kilde, hvor den har sin styrke i nødens, modgangens og farens tid. Årvågenhedens ånd skal udpege menigheden som Guds sande folk. Ved dette tegn udmærkes de ventende fremfor verden og viser, at de er pilgrimme og fremmede på jorden.VM2 205.2

Atter gik Frelseren bedrøvet bort fra de sovende disciple og bad tredje gang de samme ord. Derpå kom han til dem og sagde: “Sover I stadig og hviler jer? Se, timen er nær, da Menneskesønnen skal forrådes i synderes hænder.” Hvor grusomt handlede disciplene ikke, idet de tillod søvnen at lukke deres øjne og slummer at lænkebinde deres sanser, medens deres guddommelige herre gennemgik en så usigelig ængstelse! Havde de holdt sig vågne, ville de ikke have mistet troen, da de så Guds søn døende på korset. Denne vigtige vågenat burde have udmærket sig ved ædel åndelig kamp og bøn, hvilket ville have givet dem styrke til at bevidne Guds søns usigelige angst og kval. Den ville have forberedt dem til at overvære hans lidelser på korset og de ville da i nogen grad kunne forstå den overvældende ængstelse, som han udholdt i Getsemane have. Og de ville have været bedre i stand til at erindre de ord, han havde talt til dem angående sine lidelser, sin død og opstandelse; og midt i den forfærdelige, prøvende times mørke ville en og anden håbets stråle have oplyst mørket og holdt troen oppe.VM2 205.3

Kristus havde tidligere fortalt dem, at disse ting ville indtræffe; men de forstod ham ikke. Synet af hans lidelser skulle blive en ildprøve for hans disciple og derfor var årvågenhed og bøn nødvendig. Deres tro behøvede at støttes af en usynlig kraft, når de kom til at opleve, at mørkets magter triumferede. Vi kan kun have dunkle begreber om Guds kære søns usigelige sjæleangst i Getsemane, da han følte adskillelse fra sin fader som følge af, at han bar menneskets synd. Han blev synd for den faldne slægt. Følelsen af, at Faderens kærlighed havde forladt ham, fremtvang disse sørgmodige ord fra hans angstfyldte sjæl: “Min sjæl er dybt bedrøvet til døden.” “Er det muligt, så lad denne kalk gå mig fobi!” I fuld underkastelse under Faderens vilje tilføjede han derpå: “Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”VM2 206.1

Guds guddommelige søn var afmægtig, døende. Faderen sendte et sendebud fra sit åsyn til at styrke den guddommelige lidende og sætte ham i stand til at gå den blodplettede sti. Kunne dødelige mennesker have set engleskarens forfærdelse og bedrøvelse, idet den med stum sorg gav agt på, at Faderen holdt sine stråler af lys, kærlighed og herlighed tilbage fra sin hjertenskære søn, ville de bedre kunne forstå, hvor anstødelig synden er i hans øjne. Retfærdighedens sværd skulle nu vågne op imod hans dyrebare søn. Med et kys blev han forrådt i sine fjenders hænder og skyndsomt ført til domhuset og stillet for en jordisk ret for der at blive hånet og dømt til døden af syndige, dødelige mennesker. Der blev Guds herlige søn “såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld”. Han udholdt krænkelse, spot og skammelig mishandling, indtil “han ligned ej menneskenes børn”, “så umenneskelig ussel så han ud”.VM2 206.2

Hvem kan fatte den kærlighed, som her udfoldes! Med forundring og sorg så engleskaren ham, som havde været himmelens majestæt og båret herlighedens krone, nu bære tornekrone, et blødende offer for vold øvet af en rasende pøbel, som en satanisk vrede havde ophidset til afsind. Se den tålmodige lidende! På hans hoved sidder tornekransen. Hans livsblod flyder ud af hver sønderreven blodåre. Alt sammen som følge af synd! Intet uden en evig, forløsende kærlighed, som stedse vil vedblive at være en gåde, kunne have formået Kristus til at forlade sine hænder og højhed i himmelen og komme ned til en syndig verden for at blive tilsidesat, foragtet og forkastet af dem, han kom for at frelse og for til sidst at lide på korset.VM2 207.1

Forundrer jer, I himle og forbavses, du jord! Se undertrykkeren og den undertrykte! En stor skare omslutter verdens frelser. Hånsord og spydigheder blandes med grove, gudsbespottelige eder. Uslinge der er blottede for følelser, gør bemærkninger om hans ringe byrd og uanselige stilling. Ypperstepræsterne og de ældste latterliggør hans påstand om at være Guds søn og tarvelig skæmt og fornærmelig spot går fra mund til mund. Satan havde fuldstændigt herredømme over sine tjeneres sind. For på en virkningsfuld måde at opnå dette begynder han med ypperstepræsterne og de ældste og besjæler dem med religiøst vanvid. De drives af den samme sataniske ånd, der bevæger de sletteste og mest forhærdede niddinger. Der råder en unaturlig samstemmighed i alles følelser, fra de skinhellige ypperstepræster ned til de mest fordærvede. Kristus, Guds dyrebare søn, førtes frem og korset blev lagt på hans skuldre. Blodet, der flød fra hans sår, efterlod mærker ved hvert trin. Trængt af en skare forbitrede fjender og ufølsomme tilskuere føres han bort for at korsfæstes. “Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen for at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes — han oplod ikke sin mund.”VM2 207.2

Hans sørgende disciple følger ham i nogen frastand, bag efter morderskaren. Han nagles til korset og hænger svævende mellem himmel og jord. Deres hjerter er ved at briste af angst, idet deres elskede lærer lider som en forbryder. Nær ved korset står de forblindede, fanatiske, troløse præster og ældste, der håner og spotter ham og udslynger spydigheder: “Du, som nedbryder templet og bygger det op i tre dage, frels nu dig selv, hvis du er Guds Søn og stig ned af korset!” Sådan spottede også ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og de ældste og sagde: “Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham. Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham; han har jo sagt: “Jeg er Guds Søn”VM2 208.1

Til alt dette svarede Jesus ikke et eneste ord, medens naglerne blev drevet gennem hans hænder og angstens sved trængte frem af hans porer, lød der fra den lidendes blege, skælvende læber en bøn om tilgivelse for hans mordere: “Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør.” Hele himmelen betragtede denne scene med den dybeste interesse. Den herlige Genløser af en fortabt verden led straffen for menneskenes overtrædelse af Faderens lov. Han var i færd med at løskøbe sit folk med sit eget blod. Han betalte Guds hellige lovs retfærdige krav. Dette var det middel, der til sidst skulle gøre ende på synden og Satan og ved hvilket hans hærskare skulle besejres.VM2 208.2

Oh, var der vel nogen sinde en lidelse og sorg lig den, som den døende frelser udholdt? Det var følelsen af Faderens mishag, der gjorde ende på Kristi liv på korset. Det var den knusende vægt af verdens synder og følelsen af Faderens vrede. Faderens herlighed og styrkende nærværelse havde forladt ham og fortvivlelsen tyngede ham med sin knusende vægt af mørke og fremtvang fra hans blege, skælvende læber det angstfulde råb: “Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?”VM2 209.1

Jesus havde i forening med Faderen skabt verden. Blinde og bedragne mennesker er alene om at forblive ufølsomme under Guds søns kvalfulde lidelser. Yperstepræsterne og de ældste håner Guds kære søn i hans kvaler i dødens stund. Men den livløse natur sukker i medfølelse med sin blødende, døende skaber. Jorden ryster. Solen nægter at beskue denne scene. Himmelen klæder sig i sort. Engle har været vidne til synet af lidelsen, indtil de ikke formår at se mere og skjuler deres åsyn for det grufulde skue. Kristus er ved at dø! Han er i fortvivlelse! Faderens bifaldende smil er borte og engle får ikke tilladelse til at oplyse mørket i denne forfærdelige time. De kan kun med forfærdelse se, at deres elskede befalingsmand, himmelens majestæt, lider straffen for menneskenes overtrædelse af Faderens lov.VM2 209.2

Guds døende søn blev endog anfægtet af tvivl. Han kunne ikke se igennem gravens porte. Intet lyst håb viste ham hans udgang af graven som sejrherre eller Faderens godkendelse af hans offer. Guds søn skulle i fuldt mål mærke synden i hele dens frygtelighed. Faderens mishag over synden tilligemed dens straf, som er døden, var det eneste, han kunne opfatte i dette forfærdende mørke. Han blev fristet til at frygte for, at synden var så anstødelig i Faderens øjne, at han ikke ville kunne forsones med sin søn. den voldsomme følelse af, at hans egen fader for stedse havde forladt ham, var årsag til det gennemtrængende råb fra korset: “Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?”VM2 209.3

Kristus havde noget nær de samme følelser, som syndere ville opleve, når Guds harmes skåler engang udgydes over dem. Den sorte fortvivelse vil lægge sig som et ligklæde omkring deres brødefulde sjæle og da vil de i fuldelste mål forså, hvor syndig synden er. Frelse er blevet købt til dem ved Guds søns lidelse og død. Denne frelse kunne have tilhørt dem, dersom de villigt og med glæde havde taget imod den; men ingen bliver tvunget til at vise lydighed mod Guds lov. Hvis de forsmår den himmelske gave og vælger syndens vellyst og bedrag, er valget frit og til sidst vil de få deres løn, som er Guds vrede og evig død. De vil for stedse være afskåret fra Jesus, hvis offer de har foragtet. De vil have mistet et liv i lyksalighed og ofret en evig herlighed for en kortvarig nydelse af synd.VM2 210.1

Troen og håbet bævende under Kristi sjælekamp i dødens stund, fordi Gud har borttaget den forvisning, han hidtil havde givet sin elskede søn om sit velbehag og sin anerkendelse. Verdens Genløser forlod sig nu på de synlige beviser, der hidindtil havde styrket ham, Vidnesbyrdene om, at Faderen havde godkendt hans gerning og fundet behag i hans værk. Idet han i sine dødskvaler opgiver sit dyrebare liv, har han kun troen at holde sig til og må alene stole på ham, som det altid har været hans glæde at adlyde. Ingen klare, lyse håbets stråler opmuntrer ham fra nogen kant. Alt er indhyllet i trykkende mulm. I dette forfærdelige mørke, som en medfølende natur fornemmer, tømmer Genløseren den hemmelighedsfulde kalk lige til bærmen. Berøvet endog det lyse håb og tilliden til den sejr, som i fremtiden skal blive hans del, råber han med høj røst: “Fader! i dine hænder betror jeg min ånd.” Han kender sin faders karakter, hans retfærdighed, hans barmhjertighed og hans store kærlighed og i underkastelse falder han i hans hænder. Under naturens krampetrækninger hører de forfærdede tilskuere de ord, der i dødsøjeblikket lød fra manden på Golgata.VM2 210.2

Naturen viste medfølelse med sin skaber i hans lidelse. Den gyngende jord og de sønderrevne klipper kundgjorde, at det var Guds søn, der døde. Der skete et mægtigt jordskælv. Forhænget i templet revnede i to stykker. Forfærdelse greb bødlerne og tilskuerne, idet de så solen indhyllet i mørke og følte, at jorden rystede under deres fødder og da de så og hørte klipperne revne. Ypperstepræsternes og de ældstes spot og hån forstummede, da Kristus befalede sin ånd i Faderens hænder. Den forfærdede skare begyndte at trække sig tilbage og famle sig frem i mørket ad vejen til byen. De slog sig for brystet, medens de gik, talte næsten hviskede og sagde til hinanden: “Det er et uskyldigt menneske, der er blevet myrdet. Tænk, om han virkelig skulle være Guds søn, således som han påstod?”VM2 211.1

Jesus opgav ikke sit liv, før han havde fuldbyrdet den gerning, han var kommet for at gøre og med sit sidste åndedræt udbrød: “Det er fuldbragt!” Da var Satan slagen. Han vidste, at hans rige var tabt. Englene frydede sig, da ordene lød: “Det er fuldbragt!” Den store genløsningsplan, der var afhængig af Kristi død, var således blevet gennemført så vidt. Og der var glæde i himmelen over, at Adams børn ved et liv i lydighed til sidst ville kunne ophøjes til Guds trone. Oh, hvilken kærlighed, hvilken forunderlig kærlighed, som bragte Guds søn ned til jorden for at blive gjort til synd for os, således at vi kunne blive forligte med Gud og ophøjes til et liv sammen med ham i hans herligheds boliger! Oh, hvad er dog mennesket, at der skulle betales en sådan pris for dets genløsning!VM2 211.2

Når menneskene i fuldere mål kan fatte omfanget af den store opofrelse, himmelens majestæt gjorde, da han døde i deres sted, vil frelsens plan blive ophøjet og tanken om Golgata vil vække ømme, hellige og levende følelser i de kristnes hjerter. Pris til Gud og lammet vil være i deres hjerter og på deres læber. Stolthed og selvgodhed kan ikke vokse i de hjerter, der bevarer mindst om begivenhederne på Golgata i frisk erfaring. Denne verden vil kun have ringe værdi i deres øjne, der ret vurderer den store pris, som blev betalt for menneskets genløsning, Guds kære søns dyrebare blod. Alle verdens rigdomme er ikke af tilstrækkelig værdi til at genløse en eneste fortabt sjæl. Hvem kan måle den kærlighed, Kristus nærede til en fortabt verden da han hang på korset, lidende for skyldige menneskers synder. Denne kærlighed var uden mål, uden grænser.VM2 212.1

Kristus har vist, at hans kærlighed var stærkere end døden. Han var i færd med at udvirke menneskenes frelse og skønt han var midt i den frygtelige kamp med mørkets magter, blev hans kærlighed stærkere og stærkere. Han udholdt, at Faderen skjulte sit åsyn for ham, indtil han i sin sjæls bitterhed måtte udbryde: “Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?” Hans arm bragte frelse. Den pris, for hvilken menneskets genløsning blev købt, var betalt, da han i sin sidste sjælekamp udtalte de velsignede ord, der syntes at lyde gennem hele skabningen: “Det er fuldbragt!”VM2 212.2

Mange, der bekender sig til at være kristne, bliver stærkt optaget af timelige foretagender og de fatter interesse for nye og spændende fornøjelser, medens deres hjerter er kolde og synes at være som stivfrosne over for Guds sag. Her, du arme navnkristne, er et emne, som er af tilstrækkelig betydning til at gribe dig. Det drejer sig om evige interesser. Angående dette emne er det synd at være rolig og lidenskabsløs. Begivenhederne på Golgata appellerer til de dybeste følelser. Hvad dette emne angår, vil det være undskyldeligt, om du lægger begejstring for dagen. At Kristus, der var så ophøjet, så uskyldig skulle lide en så smertefuld død og bære vægten af verdens synder, vil vore tanker og vor fantasi aldrig til fulde kunne fatte. Vi kan ikke begribe længden, bredden dybden og højden af en så forbavsende kærlighed. Tanken om de umådelige dybder i Frelserens kærlighed bør fylde sindet, røre og smelte sjælen, forædle og højne følelserne og fuldstændig forvandle hele karakteren. Apostelens erklæring var: “Jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus og det som korsfæstet.” Også vi kan se hen til Golgata og udbryde: “Det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors, ved hvem verden er korsfæstet for mig og jeg for verden.”VM2 212.3

Hvad må deres skæbne, der ikke bryder sig om så stor en frelse, blive i betragtning af den enorme pris, for hvilken vor frelse blev købt? Hvad vil deres tro blive, som bekender sig til at følge Kristus, men dog undlader at bøje sig i ydmyg lydighed for deres Genløsers krav og ikke tager korset op som Kristi ydmyge disciple og følger ham fra krybben til Golgata? “Den, som ikke samler med mig, spreder,” siger Kristus.VM2 213.1

Nogle har mangelfulde anskuelser angående forsoningen. De mener, at Kristus kun led en ringe del af Guds lovs straf; de antager at medens Guds kære søn følte hans vrede, havde han gennem alle sine smertefulde lidelser vidnesbyrdet om Faderens kærlighed og bifald, at gravens porte foran ham var oplyste af et klart håb og at han havde et blivende vidnesbyrd om sin fremtidige herlighed. Dette er en stor fejltagelse. Kristi stærkeste ængstelse skyldes en følelse af Faderens mishag. Hans sjælekval på grund af dette var så voldsom, at mennesket kun kan have en svag forestilling derom.VM2 213.2

Hos mange vækker beretningen om vor guddommelige Herres fornedrelse, ydmygelse og opofrelse ingen dybere interesse og griber ikke sjælen eller påvirker livet mere end beretningen om Jesu martyrs død. mange har lidt døden under langsommere pinsler; andre har lidt døden ved korsfæstelse. hvori adskiller Guds søns død sig fra disse andres? Det er sandt, at han led en yderst grufuld død på korset; men andre har dog for hans kære sags skyld lidt lige så meget, hvad legemlig pine angår. Hvorfor var så Kristi lidelse mere frygtelig end andres, der har givet deres liv for hans skyld? Dersom Kristi lidelser bestod af legemlig smerte alene, var hans død ikke mere pinefuld end nogle af de andre martyres.VM2 214.1

Men legemlig smerte udgjorde kun en ringe del af Guds kære søns kvaler. Verdens synder hvilede på ham tillige med følelsen af Faderens vrede, da han led straffen for lovens overtrædelse. Det var dette, som knuste hans guddommelige sjæl. At Faderen skjulte sit åsyn — en følelse af, at hans egen kære fader havde forladt ham — var det, der påførte ham fortvivelse. Denne adskillelse, synden afstedkommer mellem Gud og mennesket, blev i fuldt mål erkendt og dybt følt af det uskyldige, lidende Gud?menneske på Golgata. Han blev trængt af mørkets magter. Han havde ikke en eneste stråle til at lyse over fremtiden. Og han kæmpede med Satans magt, mod ham, som erklærede, at han havde Kristus i sin vold, at han var Guds søn overlegen i styrke, at Faderen havde fornægtet sin søn og at denne lige så lidt som han selv længere stod i yndest hos Gud. Dersom han virkelig fremdeles stod i yndest hos Gud, hvorfor skulle han så behøve at dø? Gud kunne jo frelse ham fra døden!VM2 214.2

Selv i sin bitreste angst gav Kristus ikke i mindste måde efter for den martrende fjende. Legioner af onde engle var overalt omkring Guds søn, men de hellige engle fik dog påbud om ikke at bryde deres rækker og indlade sig i kamp med den hånende, spottende fjende. Himmelske engle fik ikke tilladelse til at tjene Guds ængstede søn. Det var i denne forfærdelige mørkets time, medens Faderens åsyn var skjult, medens legioner af onde engle omsluttede ham og medens verdens synder lå på ham, at disse ord blev tvunget fra hans læber: “Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?”VM2 214.3

Martyrernes død tåler ingen sammenligning med de kvaler, Guds søn udholdt. Vi bør anlægge et bredere og dybere syn på Guds kære søns liv, lidelser og død. Når forsoningen ses i det rette lys, vil man erkende at sjælens frelse er af ubegrænset værdi. I sammenligning med det foretagende, der gælder det evige liv, bliver alt andet intetsigende. Men hvor er ikke denne kærlighedsfulde frelsers råd blevet forsmået! Hjertet har været helliget til verden og egoistiske interesser har tillukket døren for Guds søn. Tomt hykleri og hovmod, egenkærlighed og vinding, misundelse, nag og lidenskab har således fyldt manges hjerter, at Kristus ikke kan få nogen plads.VM2 215.1

Han var evigt rig, men for vor skyld blev han fattig, for at vi ved hans fattigdom kunne blive rige. Han var iført lys og herlighed og var omgivet af hærskarer af himmelske engle, der ventede på at fuldbyrde hans befalinger. Dog påtog han sig vor natur og kom for at opholde sig blandt syndige mennesker. Dette er en kærlighed, som intet sprog kan udtrykke. Den overgår al kundskab. Stor er gudsfrygtens hemmelighed. Vore sjæle bør oplives, højnes og betages af dette emne: Faderens og Sønnens kærlighed til menneskene. Kristi efterfølgere bør her lære i nogen Grad at genspejle denne hemmelighedsfulde kærlighed som en forberedelse til engang at forene sig med de genløste i at tilskrive “ham, som sidder på tonen og Lammet” “lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder!” Vejl f menigh bd. 1 side 184-196]VM2 215.2