Vidnesbyrd 16 (1868)

Formålet med de personlige vidnesbyrd

Kære brødre og søstre: Herren har igen manifesteret sig selv for mig. Den 12 juni 1868 medens jeg talte til brødrene i menighedshuset i Battle Creek, Michigan, kom Guds Ånd over mig og straks var jeg i et syn. Synet var omfattede. Jeg havde begyndt at skrive det femte bind af Åndelige gaver; men da jeg havde vidnesbyrd af en praktisk art, som I straks skulle have, forlod jeg det dette arbejde for at udarbejde denne lille pjece.VM2 112.1

I det sidste syn fik jeg vist det som til fulde retfærdiggører min måde at udgive mine personlige vidnesbyrd på. Når Herren udpeger de forskellige problemer og påpeger deres fejl, tager andre, som ikke har været vist i synet, ofte det for givet at de er rigtige, eller næsten rigtige. Hvis een irettesættes for en særlig fejl, burde brødre og søstre ransage sig selv omhyggeligt for at se hvori de har fejlet og hvori de har været skyldig i den samme synd. De burde være i besiddelse af en ydmyg bekendelsesånd. Hvis andre tror om dem at de er fejlfrie, bliver de ikke rene af det. Gud ser på hjertet. Han forsøger og prøver sjæle i disse ting. Når han irettesætter éns fejl, har han tænkt sig at rette manges fejl. Men hvis de undlader at tage irettesættelsen på sig selv, bilder de sig selv ind at Gud går forbi deres fejl, fordi han ikke på en særlig måde peger dem ud og de bedrager deres egne sjæle og vil blive spærret inde i mørke og blive overladt til deres egne veje og følge deres egne hjerters indbildning.VM2 112.2

Mange behandler en del sjæle forkert og er stærkt bedragede med hensyn til deres sande tilstand over for Gud. Han går veje og bruger midler der bedst tjener hans hensigt og efterprøver derigennem hvad der er i hans bekendende efterfølgeres hjerter. Han gør nogles fejl tydelige så andre kan blive advaret, så de kan frygte og undgå disse fejl. De vil ved selvransagelse finde at de gør de samme ting som dem Gud fordømmer hos andre. Hvis de virkelig ønsker at tjene Gud og ikke støde ham, vil de ikke vente og lade deres synder angive før de går til bekendelse og med ydmyg anger vender tilbage til Herren. De vil, efter det lys der er givet til andre, opgive de ting som har mishaget Gud. Hvis de som ikke er skyldige, i modsat fald, ser at de er skyldige i de synder som er blevet irettesat hos andre, stadig fortsætter den samme uhellige kurs når de ikke på en særlig måde er blevet nævnt, bringer de deres egne sjæle i fare og de vil blive ledt fangne af Satan i hans vilje.VM2 113.1