Arbejdet for Kristus

Ud fra det som er blevet vist mig, bliver sabbatsholdere mere selviske når de får flere rigdomme. Deres kærlighed for Kristus og hans folk aftager. De ser ikke de trængendes behov og mærker heller ikke deres lidelser og sorger. De indser ikke at når de forsømmer den fattige og den lidende forsømmer de Kristus og at de ved at afhjælpe den fattiges mangler og lidelser så langt som muligt, tjener de Kristus.VM2 24.1

Kristus siger til sit forløste folk: “Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt. Thi jeg var sulten og I gav mig at spise; jeg var tørstig og I gav mig at drikke; jeg var fremmed og I tog jer af mig; jeg var nøgen og I gav mig klæder; jeg var syg og I så til mig; jeg var i fængsel og I besøgte mig.”VM2 24.2

“Da skal de retfærdige svare ham og sige: “Herre! når så vi dig sulten og gav dig mad, eller tørstig og gav dig at drikke? Når så vi dig fremmed og tog os af dig, eller nøgen og gav dig klæder? Når så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?” Og Kongen skal svare og sige til dem: “Sandelig siger jeg eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.”VM2 24.3

At blive en slider, at forsætte tålmodigt i gode handlinger som kræver selvfornægtende arbejde, er et ærefuldt arbejde, som himlen smiler af. Trofast arbejde er mere acceptabelt for Gud end den nidkæreste og en tilsigtet hellig gudsdyrkelse. Det er at arbejde sammen med Kristus der er sand gudsdyrkelse. Bøn, formaning og tale er billige frugter, som ofte stilles lige; men frugter som vises i gode gerningr, ved at bekymre sig for de trængende, faderløse og enkerne, er uforfalskede frugter og vokser naturligt på et godt træ.VM2 24.4

Dette er ægte religion og ubesmittethed for Faderen er dette: “at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.” Gode gerninger er de frugter at Kristus kræver vi skal bære: venlige ord, godgørende gerninger, et godt hensyn til den fattige, den trængende, den bedrøvede. Når hjerter føler med hjerter bebyrdet med modløshed og sorg, når hænderne rækkes ud til den trængende, når den nøgne klædes, den fremmede bydes velkommen til at side i den dagligstue og et sted i dit hjerte, kommer engle meget nær og et tilsvarende træk findes i himlen. Faderen ser fra sin trone dem som gør disse barmhjertighedshandlinger og tæller dem sammen med hans dyrebareste rigdomme. “Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers HERRE” Enhver barmhjertig handling for den trængende og den lidende betragtes som om det gøres for Jesus. Når du kommer den fattige til hjælp, føler med de lidende og undertrykte og er venner med forældreløse, bringer du dig selv i tættere forbindelse med Jesus.VM2 25.1

“Da skal han sige til dem ved den venstre side: “Gå bort fra mig, I forbandede! til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle. Thi jeg var sulten og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig og I gav mig ikke at drikke; jeg var fremmed og I tog jer ikke af mig; jeg var nøgen og I gav mig ingen klæder; jeg var syg og i fængsel og I så ikke til mig.” Da skal også de svare og sige: “Herre! når så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel uden at tjene dig?” Da skal han svare dem og sige: “Sandelig siger jeg eder: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste der, har I heller ikke gjort imod mig.” Og disse skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” Matthæus 25,41?46.VM2 25.2

Jesus identificerer sig selv med sit lidende folk. Det var mig som var sulten og tørstig. Det var mig som var en fremmed. Det var mig som var nøgen. Det var mig som var syg. Det var mig som var i fængsel. Når du nyder maden fra dit rigeligt veldækkede bord, sultede jeg i mit usle hjem eller på gaden ikke så langt fra dig. Når du lukkede din dør for mig, skønt dit velmøblerede værelse var uoptaget, havde jeg intet sted jeg kunne lægge mit hoved. Dit klædeskab var rigelig fyldt med forsyninger af forskellige klædedrager, hvorpå midler var blevet unødigt formøblet, som du burde have givet til de trængende. Jeg var blottet for behagelige klæder. Når du nød din gode sundhed, var jeg syg. Ulykke kastede mig i fængsel og bandt mig med lænker, bøjede mig ned, berøvede mig for frihed og håb, medens du gik frit omkring. Hvilken forunderlig enhed er det ikke Jesus her giver udtryk for, som hersker mellem ham selv og hans lidende disciple! Han gør deres til sit eget. Han identificerer sig selv i den stærkt lidendes sted. Bemærk, selviske kristen: enhver forsømmelse over for den stærkt trængende, den forældreløse, den faderløse, er for dem selv det samme som at forsømme Jesus.VM2 25.3

Jeg kender personer som giver store bekendelser fra sig, hvis hjerter er så indhyllet i egenkærlighed og selviskhed så de ikke kan fatte det som jeg skriver. De bekymrer sig for hele livet og lever kun for selvet. At ofre sig for at gøre godt mod andre og unde sig selv noget så andre får noget, tænker de slet ikke over. De har ikke den mindste idé om at Gud kræver det af dem. Selvet er deres afgud. dyrebare uger, måneder og år går over i evigheden, men de har ikke fået nedskrevet nogen venlige handlinger i himlen. Handlinger som ofres for andres gode, ved at føde den hungrende, klæde den nøgne, eller tage den fremmede ind. Denne denne måde at underholde fremmede på er ikke god. Hvis de vidste at dem som forsøger dele i deres gavmildhed var det værdig, så vil de selv formå at gøre noget i den retning. Men der er en dyd i at vove noget. Måske underholder vi engle.VM2 26.1

Der er forældreløse som der burde tages af; men nogle vil ikke vove at påtage sig dette, for det vil give dem mere arbejde end de har lyst til og giver dem kun lidt tid til at behage sig selv. Men når kongen skal gøre sin undersøgelse, vil disse intetarbejdende, smålige og selviske sjæle erfare at himlen er for dem som har arbejdet, dem som fornægtet sig selv for Kristi skyld. Intet er gjort for dem som altid har taget særlig omsorg for at elske og se efter sig selv. Den frygtelige straf som Kongen truer dem med på sin højre hånd, i dette tilfælde, er ikke på grund af deres store kriminalitet. De er ikke dømt for de ting de har gjort, men for det de ikke har gjort. I gjorde ikke de ting som himlen havde tænkt sig at I skulle gøre. I behagede jer selv og kan tage plads sammen med de selvbehagede.VM2 27.1

Til mine søstre vil jeg sige: Vær godgørenhedens døtre. Menneskesønnen kom for at opsøge og frelse det som var tabt. I kan godt tænke jer et barn uden fejl, I ville tage imod det og drage omsorg for det; men at forvirre jeres sind med et fejlende barn, befri det for mange ting og lære det på ny og at lære det selvbeherskelse, er et arbejde som I afviser at påtage jer. At lære den uvidende at ynkes og forny dem som altid har lært ondt, er ikke nogen let opgave; men himlen har sat netop sådanne frem for jer. De er skjulte velsignelser.VM2 27.2

For nogle år siden fik jeg vist at Guds folk ville prøves på dette punkt, om de ville danne hjem for den hjemløse; da der ville blive mange uden hjem som følge af deres tro på sandheden. Modstand og forfølgelse ville drive de troende fra deres hjem og det var deres pligt som havde hjem at åbne en vid dør for dem som ikke havde et hjem. Jeg er ganske for nylig blevet vist at Gud på en særlig måde ville prøve sit bekendene folk med hensyn til dette. Kristus blev for vor skyld fattig så at vi gennem hans armod kunne blive rige. Han gjorde et offer så han kunne fremskaffe et hjem for pilgrimme og fremmede, i verden, der søger efter et bedre land, endog et himmelsk. Skal dem som er genstand for hans nåde, som venter at blive arvinger af udødelighed, afvise, eller endog nære modvillighed mod, at dele sit hjem med de hjemløse og trængende? Skal vi som er Jesu disciple, nægte fremmede en adgang til vor dør fordi de ikke har noget bekendtskab med de indsatte beboere?VM2 27.3

Har apostlenes formaning ingen kraft i denne tidsalder: “Glem ikke gæstfriheden; thi ved den har nogle, uden at vide det, haft engle til gæster.”? Jeg smertes daglig med at selviskheden viser sig blandt vort folk. Der er en foruroligende mangel på kærlighed og omsorg for dem som er berettiget til det. Vor himmelske Fader lægger skjulte velsignelser på vor stivej, men nogle vil ikke betræde disse af frygt for at forringe deres glæder. [Engle venter for at se om vi vil benytte de muligheder som ligger indenfor vor rækkevidde — om vi vil hjælpe og glæde andre, så at de også kan være til velsignelse for os. Herren har gjort os forskellige — nogen er fattige, andre er rige og nogen er hårdt prøvet, for at alle skal have mulighed til at udvikle sin karakter. Gud har tilladt at nogen er fattige, for at vi kan sættes på prøve og få anledning til at udvikle det som bor i os. Det Kristne hjem side 348]VM2 28.1

[Jeg har hørt mange undskylde sig for ikke at kunne bede trosfæller med hjem. De klager over at de ikke er forberedt eller har noget at servere, så andre bør hellere tag sig af dem. Men de andre har også undskyldninger. De vil heller ikke bede dem som behøver gæstfrihed. På denne måde bliver de besøgendes følelser dybt såret og de må gå sin vej med ubehagelige indtryk af brødres og søstres gæstfrihed. Dersom du ikke har brød i huset, så følge det råd som Guds ord giver. Gå til naboen og sig: “Kære! lån mig tre brød, for en ven af mig er kommen rejsende til mig og jeg har ikke noget at sætte for ham!” Vi har ikke et eneste eksempel på at mangel på brød skulle være en undskyldning for ikke at tage imod en som trængte det. Da Elias kom til enken i Sarepta, delte hun det lille hun havde, med profeten. Han udførte et under og fordi hun åbnede sit hjem for denne Guds tjener, bliv hun selv underholdt og både hun og sønnen overlevede. Sådan vil det være for mange når vi gør dette med glæde for at ære Gud.VM2 28.2

Nogen skylder det på dårlig helse. De ville gerne gøre det om de bare havde haft kræfter til det. Sådanne mennesker har i så lang tid lukket sig inde i sig selv, tænkt på sine egne følelser og snakket så meget om sine lidelser, prøver og sorger, at det er blevet selve sandheden for dem. De er ikke i stand til at tænke på noget andet end sig selv, uanset hvor stort behov andre har for sympati og hjælp. Der findes et bodsmiddel for dem som er plaget af dårlig helse. Dersom du klæder den nøgne og hjælper den fattige uden for din stuedør og deler dit brød ud til de sultne, så BRYDER “Som Morgenrøden... dit Lys da frem, da læges hastigt dit Sår.” At gøre godt er et vidunderligt middel mod sygdom. De som er optaget i Herrens tjeneste, kan vende sig til Gud og han har lovet at svare. De skal blive læsket midt i tørketiden og de skal blive som en vandrig have, hvor vandet aldrig slipper op. samme s 347]VM2 29.1

[Vågn op, brødre og søstre! Vær ikke ængstelige for at gøre det som er godt. “Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt.” Vent ikke til at andre peger på pligterne. Luk øjnene op og se hvem som er rundt omkring dig. Bliv kendt med de hjælpeløse, de plagede, de trængende. Forsøg ikke at undgå dem eller glemme deres behov. Hvem opfylder kravene Jakob nævner om at have en ren tro som ikke er mærket af selviskhed og ondskab? Hvem ønsker at gøre alt det de kan for at være med til at fremme frelsens plan? samme s 351]VM2 29.2

Jeg kender en enke som har to små børn at forsørge og er helt på spanden. Hun ser bleg og forgræmmet ud. På trods af vinteren har hun kæmpet for at forsørge sig selv og hendes børn. Hun har kun fået lidt hjælp, men hvem vil føle nogen mangel hvis en endnu større mangel blev vist i denne sag? Her er hendes to drenge, på en alder af ni og elleve år, som behøver et hjem. Hvem er, for Kristi skyld villig til at give dem et hjem? Moderen burde hjælpes ud af denne knibe og dette snarlige nedstyrt i af grunden. Disse drenge er i en landsby, deres eneste beskyttelse er deres hårdt?arbejdende moder. De behøver at få lært hvordan de skal arbejde, sådan som deres alder tillader. De behøver at lære tålmodighed, venlighed og elskelighed. Nogle kan sige: “Oh, jeg vil da gerne tage dem og lære dem at arbejde.” Men de behøver ikke miste syn fra andre ting som disse børn behøver udover at lære at arbejde. De behøver at blive oplært i at udvikle god kristen karakter. De mangler kærlighed og hengivenhed, de behøver at være brugbare her og til sidst at være beredt til himlen. Klæd jer selv af for selviskhed og se om der ikke er mange I kan hjælpe og velsigne med jeres hjem, jeres forståelse, jeres kærlighed og med at vise dem hen til Guds Lam, som tager verdens synder bort. Ønsker I at gøre et offer for at frelse sjæle? Jesus, den dyrebare Frelser, bereder et hjem for jer; og hvorfor vil I så for jeres del ikke berede et hjem for dem som behøver det og i dette efterligne jeres Mesters eksempel? Hvis I ikke er villig til at gøre dette, vil ingen, skønt I vil føle at I behøver en bolig i himlene, påskønne jer. For Kristus erklærer: “Sandelig siger jeg eder: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste der, har I heller ikke gjort imod mig.” I som har været selviske, tænk på jeres egen magelighed og fordele i jeres liv, jeres prøvetid får hurtig ende. Hvad gør I for at forløse jeres selviske og unyttig liv? Vågn op! Vågn op!VM2 30.1

Efterhånden som I tager hensyn til jeres evige interesse, vækker I jer selv op og begynder at så god sæd. Det som I sår skal I også høste. Høsten kommer — den store høsttid, hvor vi skal høste hvad vi har sået. Høsten vil ikke slå fejl; høsten er sikker. Nu er det såtid. Nu skal der anstrenges for at være rige i gode gerninger, “at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger”, “og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.” Jeg bønfalder jer, mine brødre på et hvert punkt, befri jer selv fra jeres isnende kulde. Opelsk i jer selv en gæstfrihedens kærlighed, en kærlighed for at hjælpe dem der behøver hjælp.VM2 31 .1

Du kan måske sige at du er blevet modtaget og har brugt dine midler på dem som er din barmhjertighed uværdig og har derfor tabt lysten til at hjælpe de trængende. Jeg præsenterer Jesus for jer. Han kom for at frelse faldne mennesker, for at bringe frelsen til hans eget folk; men de ville ikke tage imod ham. De nedtrådte hans barmhjertighed med hån og foragt og til sidst lagde de ham i døden — han som kom i den hensigt at give dem evigt liv. Vendte vor Herre sig fra den faldne slægt på grund af dette? Selv om jeres anstrengelser for det gode har mislykkedes ni og halvfems gange og I kun fik hån, skam og had og den ethundrede gang alligevel viste sig at være vellykket og en sjæl er frelst, oh, hvilken sejr er dog nu udrettet! En sjæl er vristet ud af Satans greb, en sjæl har fået hjælp, en sjæl er opmuntret. Dette vil tilbagebetale dine anstrengelser et tusinde gange. Jesus vil sige til dig. “Sandelig siger jeg eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.” Burde vi ikke gladelig gøre alt hvad vi kan for at efterligne vor guddommelige Herres liv? Mange gyser ved tanken om at gøre et offer for andres gode. De er ikke villig til at lide for at hjælpe andre. De bilder sig selv ind at det ikke kræves af dem at forulempe sig selv for andres fordel. Til disse siger vi: Jesus er vort eksempel.VM2 31 .2

Da spørgsmålet blev stillet fra de to Zebedæussønner om den ene skulle sidde ved hans højre hånd og den anden ved hans venstre i hans rige, svarede Jesus: “I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme?” De svarer ham: “Ja, vi kan.” Da siger han til dem: “Min kalk skal I vel tømme; men sædet ved min højre og ved min venstre side står det ikke til mig at bortgive; men det gives til dem, hvem det er beredt af min Fader.” Hvordan kan mange svare: Vi kan drikke af kalken; vi kan tømme den kalk han skal tømme; og gøre svaret forståeligt? Hvor mange efterligner det store eksempel? Alle som har bekendt sig til at være Kristi efterfølgere, har, ved at tage dette skridt, forpligtet sig selv til endda at vandre der hvor han gik. Dog viser mange at de vedkender sig stærkt til sandheden, at de kun tager lidt hensyn til og tilpasser sig kun en smugle til dette Forbillede. De tildanner kun deres levned til at imødekomme deres eget livs ufuldstændighed. De efterligner ikke den selvfornægtende Kristus eller hans for andres gode opofrende liv.VM2 32.1

De fattige, de hjemløse og enkerne er blandt os. Jeg hørte en velhavende gårdejer beskrive en fattig enkes situation iblandt dem. Han beklagede hendes trange kår og sagde så: “Jeg ved ikke hvordan hun skal klare sig alene denne kolde vinter. Nu har hun vanskelige tider.” Disse har glemt Forbilledet og siger igennem deres handlinger: Nej, Herre, vi kan ikke tømme selvfornægtelsens, ydmygelsens og opofrelsens bæger som du drak af, ejheller blive døbt med den lidelse som du blev døbt med. Vi kan ikke klare at gøre andre godt. Det er vor opgave at tage os af os selv.” Hvem skulle vide hvordan enken skulle klare sig hvis ikke det er dem som har opfyldte kornkamre? De midler der skal til for at hun kan klare sig er lige ved hånden. Og tør de som Gud har gjort til sine husholdere, hvem han har betroet midler, holde noget tilbage fra Kristi trængende disciple? Hvis de gør dette, tilbageholder de det for Jesus. Forventer du at Herren lader korn regne ned fra himlen for at forsyne de trængende? Har han ikke snarere lagt det i dine hænder, for at hjælpe og velsigne dem gennem dig? Har han ikke gjort dig til sit redskab i dette gode arbejde for at prøve dig og give dig privilegiet at samle skatte i himlen?VM2 32.2

Faderløse og moderløse børn kastes i menighedens arme og Kristus siger til sine efterfølgere: Tag disse nødlidende børn og før dem frem for mig og I vil få jeres løn. Jeg har set at der har været udvist meget selviskhed i disse ting. Med mindre der er særlige tegn på at de selv får gavn af at optage dem, som behøver hjem, i deres familie, så vil nogle vende sig bort og svare: Nej. De lader ikke til at kende til eller bekymre sig om hvorvidt disse er frelst eller tabt. Dette, tror de ikke er deres anliggende. Sammen med Kain siger de: “Er jeg min brors vogter?” De er ikke villige til at komme i ulempe eller at gøre noget offer for de forældreløse og de overlader ligegyldigt disse i verdens arme, som nogen gange er mere villig til at tage imod dem, end de bekendende kristne er. På Guds dag, vil de blive undersøgt hvem himlen gav anledninger til at frelse andre. Men de ønskede at blive fritaget og ville ikke involveres i det gode arbejde, medmindre de kunne gøre det til fordel for dem selv. Jeg er blevet vist at dem som afviser anledninger til at gøre godt vil høre fra Jesus: “Sandelig siger jeg eder: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste der, har I heller ikke gjort imod mig.” Læs venligst Esajas 58:VM2 33.1

“Er det faste efter mit sind, en dag, da et menneske spæger sig? At hænge med sit hoved som siv, at ligge i sæk og aske, kalder du det for faste, en dag, der behager Herren? Nej, faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker. at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine landsmænd. Som morgenrøden bryder dit lys da frem, da læges hastigt dit sår, foran dig vandrer din retfærd, Herrens herlighed slutter toget. Da svarer Herren, når du kalder; på dit råb er hans svar: “Her er jeg!” Fjerner du åget fra din midte, holder op at tale ondt og pege fingre, rækker du den sultne dit brød og mætter en vansmægtende sjæl, skal dit lys stråle frem i mørke, dit mulm skal blive som middag; Herren skal altid lede dig, mætte din sjæl, hvor der er goldt og give dig nye kræfter; du bliver som en vandrig have, som rindende væld, hvor vandet aldrig svigter.”VM2 33.2

Dette er det særlige arbejde foran os nu. Alle vore bønner og afholdenhed fra mad vil ikke nytte noget, medmindre vi resolut tager vare på dette arbejde. Hellige pligter hviler på os. Vor opgave er tydelig angivet. Herren har talt til os ved sin profet. Herrens tanker og hans veje er ikke hvad blinde og selviske mennesker tror de er eller ønsker at de skal være. Herren ser på hjertet. Hvis selviskhed dvæler der, ved han det. Vi kan forsøge at skjule vor sande karakter for vore brødre og søstre, men Gud kender den. Intet kan skjules for ham.VM2 34.1

Den faste som Gud kan godtage er beskrevet. Det er at give dit brød til de sultne og at bringe de fattige det som er kastet ud af dit hus. Vent ikke på at de skal komme til dig. Det påhviler ikke dem at opsøge dig og bede dig om et hjem til dem selv. Du skal opsøge dem og føre dem til dit hjem. Du skal drage din egen sjæl ud efter dem. Du skal række den ene hånd ud og ved tro tage fat i den mægtige arm som bringer frelse, medens du med den anden rækker den undertrykte en kærlighedens hånd og hjælper ham. Det er umuligt for dig at fæstne dig til Guds arm med en hånd medens den anden er beskæftiget med at tjene dit eget behag.VM2 34.2

Hvis du indvolverer dig i dette barmhjertigheds og kærlighedsarbejde, vil arbejdet så vise sig at være for hårdt for dig? Vil du blive svag og knuses under byrden og din familie blive berøvet din hjælp og indflydelse? Oh, nej; Gud har omhyggeligt fjernet al tvivl om dette spørgsmål, ved et løfte til dig, på betingelse af din lydighed. Dette løfte dækker alt det den mest fordringsfulde og mest betænkelige kunne bede om. “Som Morgenrøden bryder dit Lys da frem, da læges hastigt dit Sår” Tro blot at han er trofast han som har lovet dette. Gud kan forny fysisk styrke. Og mere end det, han siger at han vil gøre det. Og løftet ender ikke her, “foran dig vandrer din Retfærd, HERRENs Herlighed slutter Toget.” Gud vil bygge en befæstning omkring jer. Selv ikke her stopper løftet. “Da svarer HERREN, når du kalder; på dit Råb er hans Svar: “Her er jeg!” Hvis I nedlægger al undertrykkelse og ophører med forfængelig snak, hvis I drager jeres sjæl til den hungrende, “Fjerner du Åget fra din Midte, holder op at tale ondt og pege Fingre, rækker du den sultne dit Brød og mætter en vansmægtende Sjæl, skal dit Lys stråle frem i Mørke, dit Mulm skal blive som Middag; HERREN skal altid lede dig, mætte din Sjæl, hvor der er goldt og give dig nye Kræfter; du bliver som en vandrig Have, som rindende Væld, hvor Vandet aldrig svigter.”VM2 35.1

Læs Esajas 58, I som gør krav på at være lysets børn. Især I som har næret en så stor modvillighed mod at besvære sig selv til fordel for de trængende, bør læse det igen og igen. I hvis hjerter og hjem er for smålige til at være hjem for hjemløse, læs det; i som kan se faderløse og enkerne nedtrykt af fattigdommens lænker og bøjet ned af hårdhjertede verdsligsindede, læs det. Er du bange for at en påvirkning vil komme ind i din familie, en indflydelse som vil koste dig mere arbejde, læs det. Din frygt kan være ubegrundet og en velsignelse kan komme, kendt og erkendt af dig hver dag. Hvis det var på den anden måde, hvis ekstra arbejde blev påkrævet, kan du nærme dig En som har lovet: “Som morgenrøden bryder dit lys da frem, da læges hastigt dit sår” Grunden til hvorfor Guds folk ikke er mere åndeligt indstillede og ikke har mere tro, er jeg blevet vist, er fordi de er snævret ind af selviskhed. Profeten henvender sig til sabbatsholdere, ikke syndere, ikke ikke-troende, men den som gør store krav på gudfrygtighed. Det er ikke overfloden af jeres møder at Gud godtager. Det er ikke de mangfoldige bønner, men gøre det rigtige, den rigtige ting og på rette tidspunkt. Det er at være mindre selvoptaget om mere gavmild. Vore sjæle må foldes ud. Så vil Gud forme dem ligesom en vandet have, hvor vandet ikke slipper op.VM2 35.2

Læs Esajas 1: “Breder I hænderne ud, skjuler jeg øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders hænder er fulde af blod; tvæt jer, rens jer, bort med de onde gerninger fra mine øjne! Hør op med det onde, lær det gode, læg vind på, hvad ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse ret, før enkens sag! Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er eders synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld. Lyder I villigt, skal I æde landets goder; står I genstridigt imod, skal I ædes af sværd. Thi Herrens mund har talt.”VM2 35.3

Guldet omtalt af Kristus, det sande vidne, som alle må have, er blevet vist mig at være tro og kærlighed forbundet til hinanden og kærlighed går foran tro. Satan arbejder hele tiden på at fjerne disse dyrebare gaver fra hjerterne i Guds folk. Alle er i gang med at spille livets spil. Satan er velvidende om at kan han fjerne kærlighed og tro, og erstatte deres sted med selviskhed og vantro, vil alle de bestående, dyrebare træk snart være behændigt fjernet af hans svigefulde hånd og spillet vil være tabt.VM2 35.4

Mine kære brødre, vil I tillade at Satan udfører sine mål? Vil I tillade at det spil tabes, hvori I ønsker at vinde evigt liv? Hvis Gud nogen sinde har talt igennem mig, vil I ganske sikkert som Guds trone står sikkert fast, overvindes af Satan, i stedet for at I er dem der overvinder, med mindre I er fuldstændig forvandlet. Tro og kærlighed må vindes tilbage. Vil I påny involvere jer i den kamp og vinde de dyrebare gaver tilbage som I nu lider mangel på? I må anstrenge jer mere alvorligt, mere udholdende og utrættelig, end I nogen sinde før har gjort. I skal ikke blot bede og faste, men at være lydige, afklæde jer selviskhed og holde den faste som Gud har udvalgt, som han vil godtage. Mange vil føle sig bedrøvet fordi jeg har talt så tydeligt; men dette skal jeg fortsætte med at gøre, hvis Gud lægger byrden på mig.VM2 37.1

Gud kræver at dem som har ansvarsbetyngede stillinger bør helliges arbejdet; for hvis nogen handler forkert, vil folk føle sig fri til at gå i deres fodspor. Hvis folk er forkert på den og lederne ikke oplader røst mod de fejlende, vil de billige det og synden lægges på dem så vel som forbryderne. Dem som besidder ansvarsbetyngede stillinger bør være gudfrygtige mennesker, som til stadighed føler at værkets byrde hviler på dem.VM2 37.2