Advarsel til prædikanter

I det syn der blev givet mig dem 12.juni 1868, blev jeg stærkt imponeret over det store arbejde der skulle udrettes til beredelsen af et folk for Menneskesønnens komme. Jeg så at høsten er stor, men arbejderne få. Mange som for øjeblikket er i marken og arbejder på sjæles frelse, er svage. De har båret tunge byrder, som har bundet dem og har slidt på dem. Alligevel fik jeg vist at der har været brugt for mange kræfter hos nogle af vore prædikanter, — flere kræfter end påkrævet. Nogle beder for længe og for højt, hvilket opbruger deres svage kræfter og unødigt tærer deres livskraft; andre gør deres prædikener ofte en tredjedel eller en halv gang længere end de burde. Gør de dette bliver de alt for trætte, folks interesse aftager før prædiken slutter og de mister meget for de kan ikke huske det. Halvdelen af det som blev sagt ville have været bedre end hvis det var det hele. Selv om det halve kan være betydningsfuldt, ville det have været meget bedre hvor bøn og tale ikke var så lang. Virkningen kunne opnås uden det var så kedeligt. De opbruger deres styrke og livskraft unødigt, som, for sagens skyld, ellers er så nødvendig at beholde. Det er den langtrukkene anstrengelse, arbejdet efter træthedspunktet som trætter og ødelægger.VM2 116.2

Jeg så at det var ekstra arbejde når organismen blev udmattet, at det opbrugte kære bror Sperrys liv og det bragte ham alt for tidligt til graven. Havde han arbejde under sunde forhold kunne han for øjeblikket have arbejdet. Det var også denne ekstra arbejdsbyrde der opbrugte kære bror Cransons livskraft og fik hans nyttige liv udslettet.VM2 117.1

Megen sang, såvel som udmattende bøn og tale, er stærkt belastende. I de fleste tilfælde burde vore prædikanter ikke fortsætte mere end en time. De burde udelade indledningen og komme til emnet med det samme og bør bestræbe sig på at afslutte prædikenen når interessen er størst. De bør ikke fortsætte anstrengelserne før tilhørerne ønsker talen stoppet. Meget af dette ekstra arbejde går hen over hovederne på dem, som ofte er for trætte til at få nytte af hvad de hører; og hvem kan fortælle hvor stort tabet, fra disse prædikanters arbejde, er? I sidste ende vindes intet når livskraften slides op på denne måde.VM2 117.2

I starten af en forhalende anstrengelse er styrken ofte opbrugt. Og når det tidspunkt kommer hvor meget skal vindes eller tabes, kan den Kristus indviede tjener, som har en vilje og interesse for at arbejde ikke opmane sig styrke. Han er brugt op af sange, lange bønner og udmattende prædikener og der vindes ikke sejre på grund af mangel på alvorligt og veltilrettelagt arbejde på det rigtige tidspunkt. De gyldne øjeblikke er mistet. De indtryk folk fik blev ikke fuldt op. Det ville have været bedre om der ikke havde været vækket nogen interesse; for når folks overbevisning en gang er blevet modarbejdet og overvundet, er det meget svært at indprænte sandheden en gang til.VM2 117.3

Jeg fik vist at hvis vore prædikanter ville være omsorgsfuld for deres styrke, i stedet for at den unødigt opbruges, ville deres skønsomme og veltilrettelagte arbejde udrette mere på et år end der ville udrettes ved lange taler, bønner og sange, som er så bebyrdene og udmattende. I det sidste tilfælde kan man ofte ikke arbejde skønt man har brug for det, fordi medarbejderen mangler hvile og vil bringe sin sundhed og hvile i fare hvis han fortsætter sin anstrengelse.VM2 118.1

Vore kære brødre Matteson og D. T. Bourdeau har her gjort en fejltagelse og burde forny sig i deres måde at arbejde på. De burde tale i kort tid og bede kort. De burde straks komme til pointen og undgå udmattelse af deres arbejde. Ved at gøre dette kan de både udrette mere godt og samtidig have kræfter til at fortsætte det arbejde de holder af, uden at bryde helt sammen.VM2 118.2