Kapitel 13—Nederlandene og Skandinavien

I Nederlandene fremkaldte pavens tyranni allerede tidligt en resolut protest. Syv hundrede år før Luthers tid blev den romerske pave således frygtløst anklaget af to biskopper, der var blevet sendt med et gesandtskab til Rom og dér havde erfaret “den hellige stols” sande natur: Gud “har sørget for kirken, sin dronning og brud, med en ædel, evigtvarende forsyning til dens familie, en medgift, som er uvisnelig og uforgængelig, og givet hende en evig krone og et evigt scepter, … alle disse velgerninger tilraner I jer som en tyv! I indretter jer i Guds tempel. I stedet for at være hyrde er I blevet en ulv blandt fårene. … I vil gerne lade os tro, at I er blevet den øverste biskop, men I optræder snarere som en tyran. … Mens I burde være blevet tjenernes tjener, som I kalder jer, stræber I efter at blive herrernes Herre! I bringer Guds bud i vanry! … Det er Helligånden, der opbygger alle kirker, så langt jorden rækker. … Vor Guds stad, hvis borgere vi er, når ud til alle himlens egne, og den er større end den by, som af de hellige profeter kaldes Babylon — den, som foregiver at være guddommelig, hæver sig selv til skyerne og praler af, at dens sjæl er udødelig; og endelig — skønt uden grund — af, at den aldrig har taget fejl eller nogen sinde kan gøre det.”^{1Gerard Brandt: History of the Reformation in and about the Low Countries, bog 1, s. 6.}Ned gennem tiderne stod andre frem og gentog denne protest. Disse fortidens lærere, som rejste gennem forskellige lande og var kendt under forskellige navne, var åndsbeslægtede med de valdensiske missionærer. Alle vegne udbredte de kendskabet til evangeliet. De nåede også til Nederlandene, og deres lære bredte sig hurtigt. De oversatte den valdensiske bibel til hollandsk. “Den var til megen nytte,” sagde de. “Der var ingen spøg, ingen opdigtede historier, ingen falskhed — kun sandhedens ord. Hist og her var skallen ganske vist lidt hård, men man opdagede let marven og sødmen i det, som var godt og helligt.”^{2Samme, bog 1, s. 14.}MBF 191.1

“Nu begyndte Roms forfølgelser, men trods bål og pinsler blev de troende stadig flere og erklærede standhaftigt, at Bibelen er den eneste ufejlbare religiøse myndighed, og at ingen bør tvinges til tro, men bør vindes ved forkyndelse.”^{3Martyn: The Life and Times of Luther, bind 2, s. 87.}MBF 192.1

Luthers lære faldt i frugtbar jord i Nederlandene, og alvorlige, trofaste mænd stod frem for at prædike evangeliet. Fra en hollandsk provins kom Menno Simmons. Skønt han var opdraget som katolik og ordineret til præst, var han fuldstændig uvidende med hensyn til Bibelen og turde ikke læse den af frygt for, at den skulle forlede ham til kætteri. Han kom til at tvivle på forvandlingslæren (messen), men anså det for en fristelse fra Satan og søgte ved bøn og skriftemål at bringe samvittighedens anklagende stemme til tavshed ved at deltage i vidtløftige optrin. Efter en tid begyndte han at studere Det Nye Testamente, og sammen med læsning af Luthers skrifter førte det ham til at antage den reformerte tro. Kort tid efter var han i en naboby vidne til, at en mand blev halshugget, fordi han var blevet gendøbt. Det fik ham til at undersøge spørgsmålet om barnedåb i Bibelen. Han kunne ikke finde noget grundlag for den i Skriften, men så derimod, at der alle vegne krævedes anger og tro som betingelsen for at blive døbt.MBF 192.2

Menno trak sig tilbage fra romerkirken og viede resten af sit liv til at lære andre de sandheder, han selv havde fundet. Både i Tyskland og i Nederlandene var der opstået fanatikere, som forfægtede meningsløse og oprørske læresætninger, der krænkede orden og sømmelighed og resulterede i vold og oprør. Menno så, hvilke forfærdende resultater, disse bevægelser uundgåeligt ville føre til, og modarbejdede af alle kræfter fanatikernes falske lære og vilde planer. Der var imidlertid mange, som havde været vildledt af disse fanatikere, men igen havde opgivet deres fordærvelige lære, og der var stadig mange efterkommere tilbage af de gamle kristne menigheder — frugten af valdensernes undervisning. Blandt disse mennesker arbejdede Menno med iver og godt resultat.MBF 192.3

I 25 år rejste han sammen med sin hustru og sine børn, led ofte nød og afsavn og var tit i livsfare. Han rejste gennem Nederlandene og Nordtyskland og arbejdede hovedsagelig blandt de lavest stillede, men fik indflydelse i vide kredse. Ganske vist var hans uddannelse begrænset, men han var af naturen veltalende. Han var usvigeligt retskaffen, ydmyg og venlig, og hans fromhed var oprigtig og inderlig. Hans eget liv var et eksempel på det, han lærte andre, og han vandt folkets tillid. Hans efterfølgere blev spredt og undertrykt. De led meget under at blive forvekslet med Thomas Münzers fanatiske tilhængere. Men mange blev omvendt ved Mennos arbejde.MBF 193.1

Ingen andre steder blev den reformerte lære mere almindeligt udbredt end i Nederlandene. Og få andre steder måtte dens tilhængere udholde en mere frygtelig forfølgelse. I Tyskland havde Karl V forbudt reformationen og ville med glæde have sendt alle dens tilhængere på bålet, men fyrsterne rejste sig mod hans tyranni. I Nederlandene var hans magt større, og den ene forfølgelse fulgte efter den anden. At læse Bibelen, at høre eller prædike den eller blot omtale den var ensbetydende med at risikere døden på bålet. Der var også dødsstraf for at bede hemmeligt til Gud, at synge en salme eller at undlade at bøje sig for et helgenbillede. Selv de, der var villige til at afsværge deres vildfarelse, blev dømt — mænd til at halshugges, kvinder til at begraves levende. Tusinder omkom under Karl V’s og Filip II’s regering.MBF 193.2

Engang blev en hel familie ført for inkvisitorerne, anklaget for at være udeblevet fra messen og for at have holdt gudstjeneste hjemme. Da den yngste søn blev forhørt om, hvad det var, de hemmeligt foretog sig, svarede han: “Vi knæler og beder om, at Gud vil oplyse vort sind og tilgive vore synder. Vi beder for vor hersker, at hans regering og hans liv må blive lykkeligt. Vi beder for vor øvrighed, at Gud vil bevare den.”^{4J.A. Wylie: History of Protestantism, bog 18, kap. 6.}Nogle af dommerne var dybt bevægede, men alligevel blev faderen og en af sønnerne dømt til bålet.MBF 193.3

Men martyrernes tro kunne måle sig med deres forfølgeres raseri. Ikke blot mænd, men blide kvinder og unge piger viste et ubøjeligt mod. “Hustruerne plejede at stille sig ved deres mænds bål, og mens han pintes af ilden, hviskede de trøstende ord eller sang salmer for at styrke ham. Unge piger lagde sig levende i graven, som om de havde lagt sig til at sove i deres soveværelse, eller de gik på skafottet eller bålet klædt i deres fineste tøj, som skulle de til deres bryllup.”^{5Samme, bog 18, kap. 6.}MBF 193.4

Ligesom i de dage, da hedenskabet søgte at udrydde evangeliet, var de kristnes blod evangeliets udsæd.^{6Se Tertullian: Apology, par. 50.}Forfølgelsen bidrog til at forøge de troendes antal. År efter år fremturede regenten i sine grusomheder, næsten drevet til vanvid af folkets uovervindelige standhaftighed, men det var forgæves. Under den ædle Vilhelm af Oranien bragte revolutionen endelig Holland frihed til at dyrke Gud.MBF 194.1

I Piemontes bjerge, på Frankrigs sletter og på Hollands kyster var det tilhængernes blod, der markerede evangeliets fremgang. Men i de nordiske lande fik reformationen et mere fredeligt forløb. Studenter, som vendte hjem fra Wittenberg, bragte reformationen til Skandinavien. Udgivelsen af Luthers skrifter spredte lys, og Nordens jævne og hårdføre folk vendte sig fra Roms fordærvelse og overtro for at byde renheden, enkelheden og Bibelens livgivende sandheder velkommen.MBF 194.2

“Danmarks reformator”, Hans Tausen, var bondesøn. Drengen viste tidligt tegn på en særlig god forstand. Han tørstede efter en uddannelse, men forældrenes kår hindrede ham i at få en sådan, og han blev sat i kloster. Her vandt hans rene liv, flid og troskab priorens bevågenhed. En eksamen viste, at hans begavelse gjorde ham egnet til en fremtid i kirkens tjeneste. Man besluttede at give ham en uddannelse ved et tysk eller hollandsk universitet, og han fik selv lov at vælge hvilket. Dog med ét forbehold: Han måtte ikke rejse til Wittenberg. Kirkens discipel skule ikke udsættes for kætteriets fare, sagde munkene.MBF 194.3

Tausen rejste til Køln, der på den tid, ligesom nu, var en af katolicismens højborge. Han fik fat i Luthers skrifter, som han læste med undren og glæde, og han ønskede brændende at blive undervist af Luther selv. Men for at opnå dette måtte han risikere at krænke sin prior og gå glip af hans støtte. Han var dog ikke længe om at tage sin beslutning, og inden længe var han indskrevet som student ved universitetet i Wittenberg.MBF 194.4

Ved hjemkomsten til Danmark vendte han tilbage til sit kloster. Endnu mistænkte ingen ham for at være lutheraner. Han røbede ikke sin hemmelighed, men forsøgte uden at vække sine kammeraters fordomme at føre dem til en renere tro og et mere helligt liv. Han åbnede Bibelen og forklarede dens sande betydning. Han prædikede Kristus for dem som synderens retfærdiggørelse og eneste håb om frelse. Stor var priorens harme, da han jo havde gjort sig store forhåbninger om at se Tausen som Roms forkæmper. Straks blev Hans Tausen flyttet fra sit eget kloster til et andet og spærret inde i sin celle under streng bevogtning.MBF 194.5

Til hans nye vogteres rædsel erklærede flere af munkene sig snart for omvendt til protestantismen. Gennem sin celles gitter havde Tausen fortalt sin kammerater om sandheden. Havde disse danske munke været mere øvede i kirkens behandling af kætteri, ville man aldrig mere have fået Tausens røst at høre. Men i stedet for at spærre ham inde i et underjordisk fangehul udviste de ham af klosteret. Nu var de magtesløse. En netop udstedt kongelig forordning beskyttede forkyndere af den nye lære.MBF 195.1

Tausen begyndte at prædike. Kirkerne åbnedes for ham, og folk stimlede sammen for at høre ham.MBF 195.2

Også andre forkyndte Guds ord. Det Nye Testamente blev oversat til dansk og fik stor udbredelse. Papisternes bestræbelser for at sætte en stopper for arbejdet bevirkede kun, at det fik større udbredelse, og det varede ikke længe, inden Danmark antog den lutherske lære.MBF 195.3

I Sverige var det også unge mænd, der havde drukket af Wittenbergs brønd, som bragte livets vand til deres landsmænd. To af den svenske reformations førende skikkelser, Olaus og Laurentius Petri, der var sønner af en grovsmed i Örebro, studerede under Luther og Melanchthon, og de forkyndte flittigt de sandheder, de havde lært. På samme måde som den store reformator vakte Olaus folket ved sin nidkærhed og veltalenhed, mens Laurentius ligesom Melanchthon var den lærde, tænksomme og stilfærdige. De var begge besjælet af en glødende fromhed, højt begavede teologer, der forkyndte sandheden med urokkeligt mod. Der manglede ikke modstand fra papisternes side. De katolske præster ophidsede det uvidende og overtroiske folk. Olaus Petri blev ofte angrebet af pøbelen, og ved flere lejligheder slap han kun med nød og næppe fra det med livet i behold. Men reformatorerne nød kongens gunst og beskyttelse.MBF 195.4

Under romerkirkens styre var befolkningen sunket ned i fattigdom og underkuelse. De var blottet for kendskab til skriften og havde en religion, der kun bestod af tegn og ceremonier, som ikke på nogen måde oplyste dem. De tog derfor deres tilflugt til deres hedenske forfædres overtroiske anskuelser og skikke. Folket var delt i stridende grupper, hvis stadige kampe kun bragte lidelser og ulykker over alle. Kongen besluttede, at såvel stat som kirke skulle reformeres, og han tog med glæde imod disse dygtige hjælpere i kampen mod Rom.MBF 195.5

I overværelse af kongen og Sveriges førende skikkelser forsvarede Olaus Petri med stor dygtighed den lutherske tros læresætninger mod romerkirkens forkæmpere. Han erklærede, at fædrenes lære kun kunne godtages, når den var i overensstemmelse med den hellige skrift; at de afgørende trossætninger kunne læses i Bibelen på en klar og tydelig måde, så alle kunne forstå dem. Kristus sagde: “Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig.”^{7Joh 7,16.}MBF 196.1

Og Paulus erklærede, at han ville være forbandet, hvis han forkyndte evangeliet i strid med det, han havde modtaget.^{8Gal 1,8.}“Hvordan,” sagde reformatoren, “kan så andre formaste sig til at indføre trossætninger efter behag og pålægge folket dem som noget, der er nødvendigt for at blive frelst?”^{9Wylie, bog 10, kap. 4.}Han påpegede, at kirkens bud ikke har nogen betydning, når de strider imod Guds bud, og fremhævede den protestantiske grundsætning, at “Bibelen og kun Bibelen” er troens og udøvelsens lov.MBF 196.2

Selv om denne strid førtes på en forholdsvis upåagtet scene, tjener den til at vise os, “hvad det var for mænd, der stod som menige soldater i reformationens hær. De var ikke uvidende, sekteriske, højttalende debattører — nej, langtfra, det var mænd, der havde læst Guds ord, og som vidste, hvordan de skulle bruge de våben, Bibelens våbenkammer forsynede dem med. Med hensyn til lærdom var de forud for deres tid. Når vi retter opmærksomheden mod så fremragende skoler som Wittenberg og Zürich og mod så berømte navne som Luther og Melanchthon, Zwingli og Oecolampadius, får vi at vide, at de var bevægelsens ledere, og antager, at de havde en uhyre magt og fremragende fortjenester til forskel fra de andre. Men sådan var det ikke. Vender vi tilbage til det upåagtede Sverige og til de ydmyge Olaus og Laurentius Petri — fra lærerne til eleverne — finder vi, at de var kyndige teologer; mænd, der forstod evangeliets sandhed til bunds, og som vandt en let sejr over de pavelige skolers hårkløvere og rangspersoner.”^{10Samme, bog 10, kap. 4.}MBF 196.3

Efter denne ordstrid antog den svenske konge den protestantiske tro, og ikke længe efter udtalte den lovgivende forsamling sin godkendelse af den. Olaus Petri havde oversat Det Nye Testamente til svensk, og de to brødre påtog sig efter kongens ønske at oversætte hele Bibelen. Derved fik det svenske folk for første gang Guds ord på deres eget sprog. Rigsdagen bestemte, at præsterne over hele landet skulle udlægge skriften, og at børnene skulle lære at læse i Bibelen i skolen. Støt og sikkert veg uvidenheds og overtros mørke for evangeliets velsignede lys. Efter befrielsen fra den romerske undertrykkelse vandt nationen en styrke og en storhed, den aldrig tidligere havde kendt. Sverige blev et af protestantismens bolværker. Hundrede år senere kom denne lille og hidtil svage nation Tyskland til hjælp under stor fare i den frygtelige trediveårskrig, som det eneste land i Europa, der turde række en hjælpende hånd. Hele Nordeuropa var igen ved at komme ind under Roms tyranni. Det var de svenske hære, der gjorde det muligt for Tyskland at vende krigslykken og at sejre over de pavelige styrker og sikre fred og fordragelighed for protestanterne — calvinister såvel som lutheranere — og at oprette trosfrihed i de lande, der havde accepteret reformationen.MBF 196.4