Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Mod En Bedre Fremtid - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Noter

    Side 43. TITLER. — I en tekst, der udgør en del af den romerske kanoniske lov, erklærer pave Innocens III, at den romerske pave “ikke blot er et menneske, men selve Guds viceregent på jorden,” og i en anmærkning, som hører til dette tekststykke, forklares, at dette forholder sig således, fordi han er Kristi viceregent, og Kristus er “sand Gud og sandt menneske.” (Se Decretal. Gregor. Pap. IX, lib.1. de translat. Episc. tit. 7, c. 3. Corp. Jur. Canon. ed. Paris 1612, tom. II, Decretal col. 205.) De dokumenter, som udgjorde dekretalerne, blev samlet af Gratian, som var lærer ved universitetet i Bologna omkring 1140. Pave Gregor IX lod Gratians værk udsende i 1234 i ny og forøget udgave. I de følgende år udkom der fra tid til anden flere dokumenter, der iblandt Extravagantes, som blev føjet til henimod slutningen af den 15. århundrede. Alle disse blev sammen med Gratians Decretum udgivet som Corpus Juris Canonini i 1582. Pave Pius X autoriserede kodifikationen i den kanoniske ret i 1904, og den kodeks, der blev resultatet heraf, trådte i kraft i 1918.MBF 549.1

    Ang. titlen “Gud Herren paven” kan henvises til en anmærkning af pave Johannes XXII i Extravagantes, tit. 14, ch. 4, Declaramus. I en udgave af Extravagantes, som udkom i Antwerpen og er dateret 1584, forekommer ordene Dominum Deum nostrum Papam (“Vor Herre Gud Paven”) i spalte 153. I en udgave, der udkom i Paris i 1612, forekommer de i spalte 140. I flere udgaver udkommet efter 1612 er ordet Deum (Gud) udeladt.MBF 549.2

    Side 44. UFEJLBARLIGHEDEN. — Ang. læren om ufejlbarligheden, som blev formuleret på Vatikankoncilet i 1870-71, henvises til Philip Schaff: Creeds of Christendom, vol II, Dogmatic Decrees of the Vatican Council, pp. 234-271, hvor ordlyden er gengivet på både latin og engelsk. Mht.MBF 549.3

    den romersk-katolske opfattelse af denne lære henvises til Catholic Encyclopedia, vol. VII, art. Infallability af Patrick J. Toner, pp. 790 ff.; kardinal James Gibbons: Faith of Our Fathers (Baltimore, Md.; John Murphy Co. 110th ed., l9l7) ch. 7 og 11. Mht. romersk-katolsk opposition imod læren om pavens ufejlbarlighed henvises til Johann Joseph Ignaz von Döllinger (pseudonym “Janus”): The Pope and the Council (New York: Chas. Scribner’s Sons, 1869) og W.J. Sparrow Simpson: Roman Catholic Opposition to Papal Infallability (London: John Murray, 1909). Mht. det ikke-romerske synspunkt henvises til George Salmon: Infallibility of the Church (London: John Murray, rev. ed. 1914).MBF 550.1

    Side 44. BILLEDTILBEDELSE — “Billedtilbedelsen … var en af kristendommensfordærvelige lærdomme, som hemmeligt sneg sig ind i kirken, næsten uden at man lagde mærke dertil. Dette fordærv kom ikke til udvikling på én gang som andre vranglærdomme, for så ville der være blevet taget skarpe forholdregler inod det; til at begynde med optrådte det i en uskyldig forklædning, og i forbindelse dermed indførtes den ene skik efter den anden så gradvist, at den håndgribelige afgudsdyrkelse havde slået dybe rødder i kirken — ikke blot uden at møde effektiv modstand, men næsten uden at man foretog sig noget som helst. Da man endelig forsøgte at komme ondet til livs, havde det slået så dybe rødder, at det ikke kunne fjernes … Det må føres tilbage til menneskehjertets tilbøjelighed for afgudsdyrkelse og til at tilbede skabningen i stedet for Skaberen…MBF 550.2

    Til at begynde med blev statuer og billeder ikke anbragt i kirkerne for at folk skulle tilbede dem. Hensigten med dem var, at de enten skulle erstatte bøger og belære dem, der ikke kunne læse, eller fremkalde fromme tanker hos andre. Det er tvivlsomt, i hvor stor udstrækning de tjente denne hensigt; men selv om dette måske var tilfældet for en tid, blev det ikke ved at være det. Det viste sig, at de billeder og statuer, som blev anbragt i kirkerne, snarere tjente til at formørke end til at oplyse de uvidende — det gik tilbage i stedet for fremad med de andagtssøgendes fromhed. Selv om formålet med dem måske har været, at de skulle lede menneskenes tanker hen på Gud, endte det med, at de ledte folk bort fra ham, så de i stedet tilbad det skabte.” J. Mendham: The Seventh General Council, the Second of Nicaea, Introduction, pp. III-VI. Mht. de forhandlinger, der blev ført, og de afgørelser, der blev truffet på det andet kirkemøde i Nikæa i 787 — der var sammenkaldt for at stadfæste billeddyrkelsen — henvises til Baronius: Ecclesiastical Annals, 1612 Antwerp ed. vol.9, pp. 391-407; J.Mendham: The Seventh General Council, the Second af Nicaea; Ed. Stillingfleet: Defence of the Discource Concerning the Idolatry Practiced in the Church of Rome (London 1686); A Select Library of Nicene and Post-Nicene Fathers, second series, New York 1900, vol.14, pp. 521-587; C. J. Hefele: History of the Councils of the Church, From the Original Documents, b. 18, ch. 1, sec. 332-333, ch.2, secs. 345-352 (T.T.Clark ed. 1896, vol.5, pp. 260-304. 342-372).MBF 550.3

    Side 45. KONSTANTINS SØNDAGSLOV. — Den lov, som kejser Konstantin udstedte den 7. marts 321 angående en dag, som skulle benyttes til at hvile fra arbejdet, lyder således:MBF 551.1

    “Alle dommere og byboere og håndværkere skal hvile på solens ærværdige dag. Landbefolkningen har dog tilladelse til at dyrke markerne, fordi det ofte er tilfældet, at ingen andre dage er så velegnede til at så korn i furer eller plante vinplanter i grøfter. Den fordel, som det himmelske forsyn giver, bør ikke forspildes i et kort tidsrum.” — Joseph Cullen Ayer: A Suorce Book for Ancient Church History (New York: Chas. Scribner’s Sons, 1913) period 1, div. 2, ch. 1, sec .59 g, pp. 284-285.MBF 551.2

    Den latinske originaltekst findes i Codex Justiniani, lib. 3, tit. 12, leg. 3. Loven står opført på latin og i engelsk oversættelse i Philip Schaff’s History of the Christian Church, vol. III, period 3, ch. 7, sec. 75, p. 380, fodnote 1, og i James A. Hessey’s Bampton Lectures, Sunday, lecture 3, par.1, 3d ed., Murray’s udgave af 1866, p. 58. Emmet kommenteres i det ovennævnte værk af Schaff, i Albert Henry Newman: Manual of Church History, (Philadelphia, American Baptist Publishing Society, udgave fra 1933), revideret udg. vol. 1, pp. 305-307, samt i Froom: The Prophetic Faith of Our Fathers (Washington D.C. 1950) vol. I, pp. 376-381.MBF 551.3

    Side 46. PROFETISKE DATA. — Et vigtigt princip i fortolkningen af profetier, som indbefatter tid, er år-dag princippet, ifølge hvilket en profetisk dag svarer til et kalenderår. Israelitterne sendte tolv spejdere ind for at udspejde Kana'ans land, før de selv drog derind. Spejderne var borte i fyrre dage, og da de kom tilbage, blev hebræerne opskræmt over den rapport, de aflagde, og nægtede at drage ind og tage landet i besiddelse. Som følge heraf fældede Herren denne dom: “Ligesom I brugte fyrre dage til at udspejde landet, skal I bære jeres straf i fyrre år, et år for hver dag.” (4 Mos 14,34). Hos profeten Ezekiel omtales en lignende tidsmæssig beregningsmetode. Judas rige skulle straffes i fyrre år for deres misgerninger. Herren sagde ved profeten: “Når de dage er gået, skal du dernæst lægge dig på den højre side og bære Judas skyld i fyrre dage; en dag for hvert år pålægger jeg dig.” (Ez 4,6). Dette år-dag princip spiller en betydningsfuld rolle i fortolkningen af tiden i profetien om de “2300 aftener og morgener” (Dan 8,14) og perioden på 1260 dage, der omtales henholdsvis som “én tid, to tider og en halv tid” (Dan 7,25), “toogfyrre måneder” (Åb 11,2; 13,5), “tolv hundrede og tres dage” (Åb 11,3; 12,6) og “tre og en halv dag” (Åb 11,9).MBF 552.1

    Side 47. FORFALSKEDE DOKUMENTER. — Blandt de dokumenter, der i nutiden i almindelighed betragtes som falske, er “Konstantins gave” og “De pseudoisidoriske Dekretaler” de vigtigste. Konstantins Gave har siden den senere middelalder været den traditionelle betegnelse for et dokument, som påstås at være overdraget til pave Sylvester I af Konstantin den Store. Det optræder for første gang i et parisisk manuskript (Codex lat. 2777), som menes at stamme fra begyndelsen af det niende århundrede. Fra det ellevte århundrede er det blevet benyttet som et kraftigt argument til gunst for de pavelige krav, og af denne grund har der siden det tolvte århundrede stået megen strid om det. Da det gjorde det muligt at anse pavedømmet som et bindeled mellem det oprindelige og det middelalderlige romerrige og derved skabe et teoretisk grundlag for en videreførelse af romerretten i middelalderen, har det desuden øvet stor indflydelse på den verdslige historie. New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge, vol.III, art. Donation of Constantine, pp. 484-485.MBF 552.2

    Den historiske teori, der kommer til udtryk i “Konstantins gave”, bliver grundigt behandlet i kardinal Henry E. Mannings: The Temporal Power of the Vicar of Jesus Christ, London, 1862. Argumentationen i dokumentet var skolastisk præget, og muligheden for, at der kunne være tale om et falsum, blev ikke nævnt, før den kritiske historieforskning tog sin begyndelse i det femtende århundrede. Nikolaus fra Kues var på det tidspunkt en af de første, der drog den slutning, at Konstantin aldrig havde skænket en sådan gave. Lorenzo (Laurentius) Valla fra Italien påviste på mesterlig måde dokumentets falskhed i 1440. Se Christopher B. Coleman’s: Treatise of Lorenzo Valla on the Donation of Constantine (New York, 1927). Troen på, at “Konstantins gave” og de falske dekretaler var ægte, blev dog holdt i live i endnu et hundrede år. Martin Luther godkendte således dekretalerne til at begynde med, men det varede ikke længe, før han sagde til dr. Eck: “Jeg bekæmper disse dekretaler.” Og til Spalatin: “Han (paven) fordærver og korsfæster i sine dekretaler Kristus, dvs. sandheden.”MBF 553.1

    Det anses for fastslået, at (1) “Konstantins gave” er et falsum, (2) at værket stammer fra én person eller én periode, (3) at bedrageren har benyttet sig af ældre dokumenter, og (4) at forfalskningen har fundet sted i tiden mellem 752 og 778. Katolikkerne opgav at forsvare dokumentets ægthed ved udgivelsen af Baronuis.' Ecclesiastical Annals i 1592. Mht. den bedste tekst henvises til K. Zeumer i Festgabe für Rudolf von Gneist (Berlin, 1888). Oversat i Coleman’s Treatise, som er nævnt ovenfor, og i Ernest F. Hendersen: Select Historical Documents of the Middle Ages (New York, 1892) pp. 319; Briefwechsel, Weimar ed. pp.141.161. Se også New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge (1950) vol III, p. 484; F. Gregorovius: Rome in the Middle Ages, vol. II, p. 329 og J.J.I.Döllinger: Fables Respecting the Popes in the Middle Ages (London, 1871). De “forfalskede skrifter”, der henvises til i teksten, indbefatter også “De pseudo-isidoriske Dekretaler” samt andre forfalskninger. De pseudoisidoriske Dekretaler er nogle opdigtede breve, som er blevet tilskrevet de første paver fra Clemens (88-97) til Gregor den Store (590-604), og som er blevet optaget i en fra den niende århundrede eksisterende samling, som påstås lavet af Isidore Mercator. Den er betegnet som “De pseudoisidoriske Dekretaler” fra den kritiske forsknings begyndelse i det femtende århundrede.MBF 553.2

    Som grundlag for sine forfalskede dokumenter benyttede PseudoIsidore en samling ægte kanoniske vedtægter, som kaldtes Hispana Gallica Augustodunensis. Derved mindskedes faren for afsløring, da det var almindeligt at lave samlinger af kanoniske vedtægter ved at føje nyt materiale til det allerede eksisterende. Sammenblandingen af ægte og falske skrifter gav de falske sandsynlighedens præg. Det bestrides nu ikke længere, at de pesudo-isidoriske skrifter er falske. Man har bevist det ud fra det interne vidnesbyrd ved at undersøge kildematerialet og de metoder, der er anvendt — samt ud fra den kendsgerning, at dette materiale var ukendt før 852. Historikerne er enige om, at sandsynligheden taler for, at samlingen er blevet færdig i 850 eller 851, da dokumentet citeres første gang i Admonitio i capitularet fra Quierzy i 857.MBF 554.1

    Man kender ikke forfatteren til disse forfalskede skrifter. Det er sandsynligt, at de stammer fra det aggressive nye kirkelige parti, som opstod i Reims i Frankrig i det niende århundrede. Der er enighed om, at biskop Hincmar af Reims benyttede disse dekretaler, da han afsatte Rothad af Soissons, som tog dekretalerne med til Rom i 864 og forelagde dem for pave Nikolaus I.MBF 554.2

    Deres ægthed er blevet bestridt af Nikolaus fra Kuess (1401-1464), Charles Dumoulin (1500-1566) og George Cassander (1513-1566). Det uigendrivelige bevis for deres forfalskning blev leveret af David Blondel i 1628.MBF 554.3

    En tidlig udgave findes i Migne Patrolgia Latina CXXX. De ældste og bedste manuskripter findes i P. Hinschius: Decretales PseudoIsidorianae et capitula Angilramni (Leipzig 1863). Se New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge (1950) vol. IX, pp. 333-345. Se også H. H. Milman: History of Latin Christianity including that of the Popes to the Pontificate of Nicholas V (9 vols.) vol. III; J.J.I. Döllinger: The Pope and the Council (1863); K.S. Latourette: A History of the Expansion of Christianity (1938), vol. III; Catholic Encyclopedia, vol V, art. “False Decretals”, samt Fournier: Études sur les Fausses Décrétales i Revue d'Historique Ecclésiastique (Louvain) vol. VII (1906) og vol. VIII (1907).MBF 554.4

    Side 48. HILDEBRANDTS DICTATUS (GREGORY VII). — Mht. den originale latinske udgave henvises til Baronius: Annales Ecclesiastici, An 1076, vol. 17, pp. 405-406, i Pariserudgaven af 1869, og Monumenta Germaniae Historica Selecta, vol. III, p. 17. En engelsk oversættelse findes i Frederic A. Ogg: A Source Book of Medieval History (New York: American Book Co., 1907) ch.16, sec. 45, pp. 262-264, samt Oliver J. Thatcher og Edgar H. MacNeal: Source Book for Medieval History (New York: Chas. Scribner’s Sons, 1905) sec.III, it.65, pp. 136-139.MBF 555.1

    “Dictatus” gøres til genstand for behandling i James Bryce: The Holy Empire, rev. ed., ch. 10, og i James W. Thompson and Edgar N. Johnson: An Introduction to Medieval Europe, 300-1500, pp. 337-380.MBF 555.2

    Side 50. SKÆRSILDEN. — Dr. Joseph Faa Di Bruno definerer skærsilden således: “Skærsilden er et pinested, som efter dette liv i en periode venter de sjæle, — og hvor de for en tid tilbageholdes — som forlader dette liv efter at deres dødssynder er blevet tilgivet, besmittelsen og skylden og den evige pine, hvormed de skulle straffes, men som på grund af disse synder endnu har en gæld af timelige straffe at betale. Her tilbageholdes også for en tid de sjæle, som forlader denne verden efter blot at have gjort sig skyldige i undskyldelige synder.” Catholic Belief, p. 196 (ed. 1884; imprimatur ærkebiskoppen af New York).MBF 555.3

    Se også K. R. Hagenbach: Compendium of the History of Doctrins, vol. I, pp. 234-237.405.408, vol. II, pp.135-150.308-309 (T. and T. Clark ed.), Chas. Elliot: Delineation of Roman Catholicism, b. 2, ch. 12; Catholic Encyclopedia, art. “Purgatory”.MBF 555.4

    Side 50. AFLADEN. — Mht. en detaljeret redegørelse for læren om afladen henvises til M. Creighton: A History og the Papacy from the Great Schism to the Sack of Rome (London, New York, Bombay, and Calcutta: Longmans, Green and Co, 1911) vol. V, pp. 56-64.71; Catholic Encyclopedia, art. “Indulgences”, vol. VII, pp. 783-789; H. C. Lea: A History of Auricular Confession and Indulgences in the Latin Church (Philadelphia: Lea Brothers and Co, 1896); Thomas M. Lindsay: A History of the Reformation (New York: Chas. Scribner’s Sons, 1917) vol. I, pp. 216-227; A. H. Newman: A Manual of Church History (Philadelphia: The American Baptist Publication Society, 1953) vol. II, pp. 53-54.62; L. von Ranke: History of the Reformation in Germany (2d London ed, 1845, oversat af S. Austin, vol. I, pp. 331. 335-337.343-346); Preserved Smith: The Age of the Reformation (New York: Henry Holt and Company, 1920) pp. 23-25.66.MBF 555.5

    Ang. de praktiske følger af læren om aflad på reformationstiden henvises til et skrift af dr. H. C. Lea med titlen “Indulgences in Spain”, udgivet i Papers of the American Society of Church History, vol. I, pp. 129-171. Om værdien af dette historiske strejflys siger dr. Lea i indledningen: “Uden at lade sig forstyrre af den strid, som rasede mellem Luther og dr. Eck og Silvester Prierias, vedblev Spanien roligt at følge den gamle og slagne vej og skaffer os derved de ubestridelige officielle dokumenter, som sætter os i stand til at undersøge denne sag i historiens klare lys.”MBF 556.1

    Side 50. MESSEN. — Mht. læren om messen, som den blev formuleret ved Tridentinerkoncilet, henvises til Canons and Decrees of the Council of Trent i Philip Schaff: Creeds of Christendom, vol. II, pp. 126-139, hvor både den latinske og den engelske tekst findes. Se også H. G. Shcroeder: Canons and Decrees of the Council of Trent (St.Louis, Missouri, B. Herder, 1941).MBF 556.2

    Mht. en redegørelse for messen henvises til Catholic Encyclopedia, vol. V, art. “Eucharist” af Joseph Pohle, p. 572 ff.; Nikolaus Gihr: Holy Sacrifice of the Mass, Dogmatically, Liturgically, Ascetically Explained, 12th ed.(St. Louis, Mo.: B. Herder, 1937); Josef Andreas Jungmann: The Mass of the Roman Rite, Its Origin and Development, oversat af Francis A. Brunner (New York: Benziger Bros, 1951). Mht. det ikke-katolske synspunkt henvises til John Calvin: Institutes of the Christian Religion, b.4, chs. 17 og 18.; Edward Bauverie Pusey: The Doctrine of the Real Precense, as contained in the Fathers (Oxford, England: John H. Parker, 1855).MBF 556.3

    Side 55. VALDENSISKE UDGAVER AF BIBELEN. — Mht. nye fund af valdensiske manuskripter henvises til M. Esposito: Sur quelques manuscripts de l'ancienne littérature des Vaudios du Piemont i Revue d'Historique Ecclésiastique (Louvain, 1951) p. 130 ff.; F. Jostes: “Die Waldenserbibeln” i Historisches Jahrbuch, 1894; D. Lortsch: Histoire de la Bible en France (Paris, 1910) ch. 10.MBF 557.1

    Et klassisk værk, der er skrevet af de valdensiske “barbs” (navn på valdensiske prædikanter), er Jan Legers Histoire Genérale des Églises Évangéliques des Vallées de Piemont (Leyden, 1669), skrevet under de store forfølgelser og indeholdende førstehåndsoplysninger med tegninger.MBF 557.2

    Ang. litteratur med valdensiske tekster henvises til A. de-Stefano: Civilta Mediovale (1944) og Riformatori ed eretici nel medioeve (Palermo, 1938); J. D. Bounous: The Waldensian Patois of Pramol (Nashville, 1936) og A. Dondaine: Archivum Fratrum Praedicatorum (1946).MBF 557.3

    Blandt nyere pålidelige værker om valdensernes historie kan nævnes: E. Comba: History of the Waldenses in Italy (se en senere italiensk udgave, som er udkommet i Torre Pellice i 1934); E. Gebhart: Mystics and Heretics (Boston, 1927); G. Gonnet: Il Valdismo Mediovale, Prolegomeni (Torre Pellice, 1935) og Jalla: Histoire des Vaudois et laurs colonies (Torre Pellice, 1935).MBF 557.4

    Side 56. VALDENSERNE OG SABBATTEN. — Nogle forfattere har hævdet, at det var en almindelig udbredt skik blandt valdenserne at helligholde sabbatten, ugens syvende dag. Denne opfattelse byggede på kilder, ifølge hvilke valdenserne efter den originale latinske tekst holdt dies dominicus eller Herrens dag (søndag), men i hvilke ordet for “søndag” efter en skik, der går tilbage til reformationstiden, er blevet oversat med “sabbat”.MBF 557.5

    Men der findes historiske vidnesbyrd om eksempler på helligholdelse af sabbatten, ugens syvende dag, blandt valdenserne. I en rapport fra en inkvisition, som nogle valdensere fra Mähren blev ført frem for i midten af det femtende århundrede, siges det, at der blandt valdenserne “ikke er få, der fejrer sabbatten ligesom jøderne.” — Johann Joseph Ignaz von Döllinger: Beiträge zur Sektengeschichte des Mittelalters (Bidrag til Sekternes Historie i Middelalderen), München, 1890, part 2, p. 661. Der kan ikke være tvivl om, at denne kilde henviser til helligholdelse af sabbatten, ugens syvende dag.MBF 557.6

    Side 64. EDIKTET MOD VALDENSERNE. — En stor del af teksten i den pavelige bulle, der blev udstedt af Innocens VIII i 1487 imod valdenserne (originalen findes i universitetsbiblioteket i Cambridge), findes i engelsk oversættelse i Dowling’s History of Romanism, b. 6, ch. 5, sec. 62 (ed 1871).MBF 558.1

    Side 70. AFLADEN. — Se noten til side 52.MBF 558.2

    Side 71. WICLIFF. — Navnet Wicliff staves på forskellige måder. Se J. Dahmus: The Prosecution of John Wyclyf (New Haven: Yale University Press, 1952) p. 7. Endvidere John Fox: Acts and Monuments of the Church (London: Pratt Townsend, 1870) vol. III, pp. 4-13.MBF 558.3

    Mht. den originale tekst i den pavelige bulle, der blev udstedt imod Wicliff, ledsaget af engelsk oversættelse, henvises til J. Dahnus: The Prosecution of John Wyclyf, p. 35-49. Endvidere John Fox: Acts and Monuments of the Church, vol. III, pp. 4-13.MBF 558.4

    Mht. et sammendrag af disse buller, som blev sendt til ærkebiskoppen af Canterbury, kong Edward og rektoren ved Oxford universitet, henvises til Merle D´Aubigné: The History of the Reformation in the Sixtenth Century (London: Blackie and Son, 1885) vol. IV, div. 7, p. 93; August Neander: General History of the Christian Religion and Church (Boston: Crocker and Brester, 1862) vol. V, pp. 146-147; George Sergeant: History of the Christian Church (Dallas: Frederick Publishing House, 1948) p. 323; Gotthard V. Lechler: John Wycliffe and His English Precursors (London: The Relegious Tract Society, 1878) pp. 162-164; Philip Schaff: History of the Christian Church (New York: Chas. Scribner’s Sons, 1915) vol. V, part. 2, p. 317.MBF 558.5

    Side 72. UFEJLBARLIGHEDEN. — Se noten til side 45.MBF 559.1

    Side 84. AFLADEN. — Se noten til side 52.MBF 559.2

    Side 85. KIRKEMØDET I KONSTANZ. — Angående indkaldelse til kirkemødet i Konstanz af pave Johannes XXIII ved kejser Sigismunds indsættelse se Mosheim: Institutes of Ecclesiastical History, bd. 3, cent. 15, ch. 2, sec. 3; J.J.I. Döllinger: The History of Romanism, b. 6, ch. 2, sec. 3.MBF 559.3

    Et vigtigt kildeskrift til kirkemødet i Konstanz er Ulbrich von Richental: Das Concilium so zu Constanz gehalten ist worden (Augsburg, l483 Incun.) Et interessant studium af denne tekst af nyere dato, baseret på “Aulendorf Codex”, findes i The Spencer Collection og the New York Public Library, udgivet af Karl Küp; Ulrich von Richental’s Chronicle of the Council of Constance (New York, 1936). Se endvidere H. Finke (ed.) Acta Concilii Constanciensis, vol. I (1896); Hefele: Conciliengeschichte (9 vols.) vol. VI, VII; L. Mirbt: Quellen zur Geschichte des Pabsttums und des Römichen Katholizismus (1934); Milman: History of Latin Christianity, vol. VII, pp. 426-524; Pastor: The History of the Popes (34 vols.) vol. I, p. 194 ff.MBF 559.4

    Af nyere dato er følgende publikationer: K. Zähringer: Das Kardinal Kollegium auf dem Konstanzer Konzil (Münster, 1935); Th. F. Grogau: The Conciliar Theory as it manifested itself at the Council of Constance (Washington, 1949); Fred A. Kremple: Cultural Aspects of the Council of Constance and Basel (Ann Arbor, 1955); John Patrick McGowan: d'Ailly and the Council of Constance (Washington: Catholic University, 1936). Mht. John Huss henvises til: Johan Huss: Letters, 1904; E.J. Kitts: Pope John XXIII and Master John Hus (London, 1910); D. S. Schaff: John Hus (1915); Schwarze: John Hus (1915) samt Matthew Spinka: John Hus and the Czeck Reform (1941).MBF 559.5

    Side 189. JESUITISMEN. — Der findes en redegørelse for “Jesu Selskab”s oprindelse, principper og formål af ordenens egne medlemmer i et værk, som hedder Concerning Jesuits, redigeret af Rev. John Gerard, S.J. og udgivet i London i 1902 af The Catholic Truth Society. I dette værk siges, at “grundlaget for hele selskabets organisation er fuldstændig lydighed. St. Ignatius skriver: ‘Lad enhver gøre sig klart, at de, der lever i lydighed, bør lade sig drive og lede af det guddommelige forsyn gennem deres foresatte, akkurat som om de var et dødt legeme, der lader sig føre hvor som helst og lader sig udsætte for en hvilken som helst behandling, eller som en gammel mands stok, som tjener den, der holder den i hånden, akkurat som denne vil det.’”MBF 560.1

    Denne absolutte underkastelse forædles af sit motiv og bør, fortsætter … grundlæggeren, være “hurtig, glædelig og udholdende; … den lydige religiøse gør med glæde det, som hans foresatte har betroet ham, til fælles bedste i visheden om, at han derved i sandhed er i overensstemmelse med den guddommelige vilje.” The Comtesse R. de Courson i Concerning Jesuits, p. 6.MBF 560.2

    Se endvidere H. Boehmer: The Jesuits (oversat fra tysk. Philadelphia: Castle Press, 1928); E. Goethein: Ignatius Loyola und die Gegenreformation (Halle, 1895); T. Campbell: The Jesuits, 1534-1921 (New York, 1922); E. L. Taunton: The History of the Jesuits in England, 1580-1773 (London, 1901).MBF 560.3

    Side 190.. INKVISITIONEN. — Mht. det romersk-katolske synspunkt henvises til The Catholic Encyclopedia, vol. VIII, art. “Inkvisition” af Joseph Blötzer, p. 26 ff. samt E. Vacandard: The Inquisition: A Critical and Historical Study of the Coersive Power of the Church (New York: Longmans, Green and Co, 1908).MBF 560.4

    Mht. det anglo-katolske synspunkt henvises til Hoffman Nickerson: The Inquisition: A Political and Military Study of its Establishment. Mht. det ikke-katolske synspunkt henvises til Philip van Limborch: History of the Inquisition; Henry C. Lea: History of the Inquisition in the Middle Ages, 3 vols., History of the Inquisition in Spain, 4 vols. Og The Inquisition in the Spanish Dependencies; endelig S.A. TubervilleMBF 560.5

    Medieval Heresy and the Inquisition (London: C. Lockwood and Son, 1920, a mediating view).MBF 561.1

    Side 216. ÅRSAGER TIL DEN FRANSKE REVOLUTION. — Mht. de vidtrækkende følger at det franske folks forkastelse af Bibelen og Bibelens religion henvises til H. von Sybel: History of the French Revolution, b. 5, ch. 1, pars 3-7; H. T. Buckle: History of Civilization in England, chs. 8 og 12 (New York ed. 1895, vol. I, pp. 364-366. 369-371. 437. 540. 541. 550); Blackwood’s Magazine, vol. 34, Nr. 215 (Novenber 1833, p. 739); J. G. Lorimar: An Historical Sketch of the Protestant Church in France, ch. 8, pars. 6. 7.MBF 561.2

    Side 217. PROFETISKE DATA. — Se noten til side 48.MBF 561.3

    Side 218. FORSØG PÅ AT UNDERTRYKKE BIBELEN. — Koncilet i Toulouse, som trådte sammen omtrent på den tid, da korstogene mod albigenserne fandt sted, bestemte: “Vi forbyder lægmænd at eje eksemplarer af Det Gamle og Det Nye Testamente. … Vi forbyder dem på det strengeste at have de nævnte bøger på folkets sprog.” “Boliger, de fattigste hytter, ja, selv underjordiske tilflugtssteder, der tilhører mennesker, som man har bevist er blevet fundet i besiddelse af Skriften, skal tilintetgøres fuldstændigt. Disse mennesker skal jages i skovene og i hulerne, og enhver, der giver dem ly, skal straffes strengt.” Concil. Tolosanum, Pope Gregorius IX, Anno chr. 1229. Decrees 14,2. Husk, at dette koncil fandt sted samtidig med korstoget imod albigenserne.MBF 561.4

    “Denne pest (Bibelen) havde bredt sig så meget, at nogle mennesker havde udpeget deres egne præster, ja, endog evangelister, som forvanskede og ødelagde evangeliets sandhed og lavede nye evangelier til deres egne formål, … (de ved at) det er absolut forbudt lægmedlemmer at forkynde og forklare Bibelen.” — Acts of Inquisition, Philip van Limborch: History of the Inquisition, ch.8.MBF 561.5

    Koncilet i Tarragona, 1234, bestemte: “Ingen skal læse eller uddele DetMBF 561.6

    Gamle eller Det Nye Testamente på de romanske sprog … ellers … bliver de anklaget for kætteri.”MBF 562.1

    På koncilet i Konstanz i 1415 blev Wiclif efter sin død fordømt som “denne pestagtige, usle, fordømte kætter, som fandt på at udgive en ny oversættelse af Skriften på sit modersmål.” Denne fordømmelse blev anbefalet af ærkebiskop Arundel af Canterbury.MBF 562.2

    Den romersk-katolske kirkes modstand mod Bibelen er fortsat gennem århundrederne og blev især intensiveret på grund af bibelslskabernes fremgang. Den 8. december 1864 udstedte pave Pius IX i sin rundskrivelse Quanta cura en fortegnelse over firs vildfarelser under ti forskellige overskrifter. Under overskrift IV finder vi følgende: “Socialisme, kommunisme, hemmelige selskaber, bibelselskaber. … Denne slags pest skal tilintetgøres med alle midler.”MBF 562.3

    Side 224.. RÆDSELSHERREDØMMET. — Ang. en pålidelig, kort indledning til den franske revolutions historie henvises til L. Gershoy: The French Revolution (1932); G. Lefevre: The Coming of the French Revolution (Princeton, 1947), og H. von Sybel: History of the French Revolution, 4 vols. (1869). Om de særlige forsøg på at ødelægge Bibelen under terrorregimet sidst i 1793 siger dr. Lorimer: “Hvor man end fandt Bibelen, må det siges, at den blev forfulgt til døden, og det i den grad, at syv respekterede kommentatorer udlægger drabet på de to vidner i det 11. kapitel i Åbenbaringen som den almindelige undertrykkelse og ødelæggelse af Det Gamle og Det Nye Testamente i Frankrig i denne periode.” — J.G. Lorimer: An Historical Sketch of the Protestant Church in France, ch. 8, pars. 4,5.MBF 562.4

    Moniteur Officiel var regeringens blad på revolutionstiden. Det er et kildeskrift, der indeholder førstehåndsoplysninger og giver en saglig beskrivelse af de beslutninger, der blev taget af myndighederne; det gengiver den fulde ordlyd af dokumenter osv. Dette skrift er blevet genoptrykt. Se også A. Aulard: Christianity and the French Revolution (London, 1927), hvor skildringen føres helt frem til 1802 — et udmærket værk; W. H. Jarvis: The Gallican Church and the Revolution (London, 1882) et omhyggeligt udarbejdet værk af en anglikaner, men med hældning til katolicismen. Mht. forholdet mellem kirken og staten i Frankrig under den franske revolution henvises til Henry H. Walsh: The Concordat of 1801: A study of nationalism in relation to Church and State (New York, 1933); Charles Ledre: L´Église de France sous la Revolution (Paris, 1949).MBF 562.5

    Af samtidige studier over revolutionens religiøse betydning kan nævnes G. Chais de Sourcesol: Le Livre des Manifestes (Avignon, 1800). I dette værk har forfatteren forsøgt at komme til klarhed over årsagerne til omvæltningerne, deres religiøse betydning osv.; James Bicheno: The Signs of the Times (London, 1797); W. Linn: Discourses on the Signs of the Times (New York, 1794); James Winthrop: A Systematic Arrangement of Several Scripture Prophecies Relating to Antichrist; With Their Application to the Course of History (Boston, 1795) and Lathorp: The Prophecy of Daniel Relating to the Time of the End (Springfield, Mass., 1811).MBF 563.1

    Mht. kirken under revolutionen henvises til W.M. Sloan: The French Revolution and Religious Reform (1901) og P.F. La Gorce: Histoire Religeuse de la Revolution (Paris, 1909).MBF 563.2

    Mht. forbindelserne med pavedømmet henvises til G. Bourgin: La France et Rome de 1788-1797 (Paris, 1808) baseret på hemmelige dokumentsamlinger i Vatikanet; A. Latreille: L'Église Catholique et la Revolution (Paris, 1950); særlig interessant er afsnittet om pave Pius VI og krisen 1775-1799.MBF 563.3

    Angående protestanterne under revolutionen henvises til Presensé n(ed): The Reign of Terror (Cincinnati, 1869).MBF 563.4

    Side 227. MASSERNE OG DE PRIVILEGEREDE KLASSER. — Mht. de sociale forhold i Frankrig forud for revolutionen henvises til H. von Holst: Lowell Lectures on the French Revolution, lecture 1, og Taine: Ancient Regime samt A. Young: Travels in France.MBF 563.5

    Side 229. GENGÆLDELSEN. — Yderligere detaljer om den gengældelse, der blev øvet under den franske revolution, findes i Thos. H. Gill: The Papal Drama, b. 10; E. de Pressensé: The Church and the French Revolution, b. 3, ch. 1.MBF 563.6

    Side 230. GRUSOMHEDERNE UNDER RÆDSELSHERREDØMMET. — Se M. A. Thiers: History of the French Revolution (New York ed. 1890) oversat af F. Shoberl, vol. 3, pp. 42-44. 62-74. 106; F. A. Mignet: History of the French Revolution, Bohn ed.1894, ch. 9, par. 1; Sir Archibald Alison: History of Europe, From the Commencement of the French Revolution to the Restoration of the Bourbons, vol. 1, ch. 14 (New York ed. 1872, vol. 1, pp. 293-312).MBF 564.1

    Side 232. BIBELENS UDBREDELSE. — Ifølge William Canton fra Det britiske og udenlandske Bibelselskab var stillingen i 1804, at “alle eksisterende bibler I verden, i manuskript eller trykt form, omfattende alle udgaver i alle lande, ikke blev anslået til ret meget over fire millioner. … De forskellige sprog, på hvilke disse fire millioner forefandtes, indbefattede sådanne udgåede sprog som Ulfilas moesogotiske og Bedes angel-saksiske, anslås til omkring halvtreds.” — What is the Bible Society? p. 23 (rev. ed. 1904).MBF 564.2

    Det amerikanske Bibelselskab rapporterede, at det fra 1816 til 1955 havde fordelt 481.149.365 bibler, testamenter og dele af testamenter. Hertil kan føjes over 600.000.000 bibler eller bibeldele, som er fordelt af Det britiske og udenlandske Bibelselskab. Alene i 1955 fordelte Det amerikanske Bibelselskab i alt 23.819.733 bibler, testamenter og dele af testamenter over hele verden.MBF 564.3

    Side 232. FREMMEDMISSIONEN. — Først i nyere tid har man taget den første kristne menigheds missionsbestræbelser op til efterfølgelse. De var praktisk taget helt forsvundet omkring år 1000 og blev efterfulgt af de militærprægede korstog. Under reformationen blev der kun drevet meget lidt fremmedmission med undtagelse af den indsats, som blev øvet af de første jesuitter. Under den pietistiske vækkelse fremstod der en række missionærer. Den mähriske kirkes arbejde i det attende århundrede var bemærkelsesværdigt, og englænderne oprettede også nogle missionsselskaber, der skulle virke i kolonierne i Nordamerika. Men fremmedmissionen tager først for alvor et opsving omkring 1800, på “endens tid”MBF 564.4

    (Dan 12, 4). I 1792 oprettedes Baptisternes Missionsselskab, som sendte Carey til Indien. I 1795 blev Londons Missionsselskab organiseret, og I 1799 dannedes et andet missionsselskab, der i 1812 fik navnet The Church Missionary Society. Kort tid efter blev The Wesleyan Methodist Missionary Society grundlagt. I USA blev The American Board of Commissioners for Foreign Missions oprettet i 1810, og samme år blev Adoniram Judson sendt til Calcutta. Han begyndte at arbejde i Burma året efter. I 1814 blev The American Baptist Missionary Union oprettet, og The Prestbyterian Board of Foreign Mission blev oprettet i 1837.MBF 565.1

    I en artikel i The Missionary Review of the World for januar 1910 skriver dr. A. T. Pierson: “For et halvt århundrede siden sov Kina og Manchuriet, Japan og Korea, Tyrkiet og Arabien og selv det store afrikanske kontinent efter lang tids afsondrethed. Det indre Asien og Afrika var endnu ikke udforsket. I mange lande var Satans lange herredømme uforstyrret. De katolske lande var lige så intolerante som de hedenske. I Italien og Spanien blev en mand fængslet, hvis han vovede at sælge en bibel eller prædike evangeliet. Frankrig var faktisk irreligiøst, og Tyskland gennemsyret af rationalismen. På store dele af missionsmarken var dørene lukkede. Nu sker der så radikale forandringer alle vegne, at én fra midten af det forløbne århundrede knap ville tro det. Herren har åbnet dørene til alle lande for korsets budskab. Selv i Rom, hvor en besøgende for 50 år siden måtte aflevere sin bibel for at få adgang til byen, er der snese af protestantiske kirker, og Bibelen kan frit sælges.MBF 565.2

    I året 1800 … var det overvejende flertal af kristne efterkommere efter dem, der var blevet vundet før år 1500. … Nu, i det nittende århundrede oplevede kristendommen en yderligere ekspansion. Den havde ikke fået fodfæste på så mange kontinenter eller i så mange større lande i de foregående tre århundreder. Det ville have været umuligt, for i alle større landområder på jorden, med undtagelse af Australien, og i de mere tætbefolkede områder med en fremskreden civilisation var kristendommen blevet indført før år 1800. Men nu fik den nyt fodfæste i egne og blandt folk, den allerede tidligere var kommet i berøring med — en udbredelse af hidtil ukendt omfang fra både nyere og ældre baser. Kristendommen vandt indpas i det store flertal af sådanne lande, øer, folk og stammer, som ikke tidligere var blevet berørt. Kristendommens udbredelse i det nittende århundrede skyldtes først og fremmest en ny opblomstring af det religiøse liv, som igen skyldtes den kristne impuls. … Den kristne impuls havde aldrig før givet stødet til så mange nye bevægelser inden for et tilsvarende tidsrum. Den havde heller ikke før øvet så stor indflydelse på den vesteuropæiske befolkning. Det var denne overstrømmende kraft, der gav stødet til den missionsindsats, som i det nittende århundrede gjorde kristendommens numeriske styrke og indflydelse så stor.” Kenneth Scott Latourette: A History of the Expansion of Christianity, vol. 1, The Great Century, A.D. 1800-A.D.1914 (New York: Harper and Bros. 1914) pp. 2-4.MBF 565.3

    Side 264. PROFETISKE DATA. — Se noten til side 265MBF 566.1

    Side 265. PROFETISKE DATA. — Ifølge den jødiske beregningsmetode strakte den femte måned (Ab) i det syvende år af Artaxerxes’ regeringstid sig fra den 23. juli til den 21 august 457 f.Kr. Kongens dekret trådte i kraft efter Ezras ankomst til Jerusalem dette års efterår. Mht. begrundelsen for, at 457 f.Kr. er Artaxerxes´syvende år, henvises til S.H. Horn og L.H. Wood: The Cronology of Ezra 7 (Washington, D. C.; Review and Herald Publishing Assocation, 1953); E.G. Kraeling: The Brooklyn Musum Aramaic Papyri (New Haven of London, 1953), pp. 191-193; Seventh-day Adventisy Bible Commentary (Washington D. C.: Review and Herald Publishing Association, 1954) vol. III, pp. 97-110.MBF 566.2

    Side 270. DET OTTOMANSKE RIGES FALD. — Det muhammedanske Tyrkiets angreb på Europa efter Konstantinopels fald i 1453 var lige så alvorlige, som de muhamedanske saraceneres katastrofale angreb på det østromerske rige havde været i de 150 år, der fulgte efter Muhameds død. I hele reformationstiden var Tyrkiet en stadig trussel mod kristendommen i Europa. Reformatorernes skrifter er fulde af fordømmelser af den ottomanske magt. Fra den tid har Tyrkiets fremtidige rolle ligget kristne forfattere meget på sinde, og personer, som har skrevet kommentarer til profetierne, har haft den anskuelse, at den tyrkiske magt og dens fald var forudsagt i Skriften. Med henblik på det sidste kapitel i tilknytning til denne profeti, som indbefatter udtrykket “den time og dag og måned og år”, og udgør en del af den sjette basun, udarbejdede Josiah Litch en fortolkning til tidsprofetien, ifølge hvilken Tyrkiet ville miste sin uafhængighed i august 1840.MBF 566.3

    Litch’s synspunkt er gengivet i sin helhed i hans skrift The Probability of the Second Coming of Christ About A.D. 1843 (udgivet juni 1838); An Adress to the Clergy (udgivet i foråret 1840. En ny udgave, som var forsynet med historiske data til støtte for korrektheden af tidligere beregninger af den profetiske periode, og som strakte sig til det ottomanske riges fald, blev udgivet i 1841). Endelig kan henvises til en artikel i Signs of the Times and Expositor of Prophcy, 1. august 1840. Se også en artikel i samme blad 1. februar 1841, samt J. N. Loughborough: The Great Second Advent Movement, pp. 129-132 (1905 ed). I en bog af Uriah Smith: The Prophecies of Daniel and the Revelation, rev. ed. fra 1944, behandles den profetiske tidsangivelse i denne profeti på siderne 506-517. Angående det ottomanske riges tidligere historie og den tyrkiske magts forfald kan henvises til William Miller: The Ottoman Empire and its Successors, 1801-1927 (Cambridge, England: University Press, 1936); George G. S. L. Eversley: The Turkish Empire from 1288 to 1914 (London: T. Fisher Unwin, Ltd. 2nd ed. 1923); Joseph von Hammer-Purgstall: Geschichte des Ottomannischen Reiches (Pesth: C.A. Hartleben, 2nd ed., 1834-36) 4 vols.; Herbert A. Gibbons: Foundation of the Ottoman Empire, 13001403 (Oxford, England: University Press, 1916); Arnold J. Toynbee and Kenneth B. Kirkwood: Turkey (London, 1926).MBF 567.1

    Side 274. FOLKET NÆGTES ADGANG TIL BIBELEN. — Mht. den romerskkatolske kirkes holdning til Den hellige Skrifts udbredelse på modersmålet blandt lægfolket kan henvises til Catholic Encyclopedia, art. “Bible”, endvidere G.P. Fisher: The Reformation, ch.15, par. 16 (1873 ed. pp. 530-532); kardinal J. Gibbons: The Faith of Our Fathers (49th ed., 1897, ch 8, pp. 98-117); J. Dowling: The History of Romanism, b. 7, ch. 2, sec. 14 og b. 9, ch. 3, sec. 24-27 (1871 ed. pp. 491-496, 621-625); L.F. Bungener: History of the Council of Trent, 2nd Edinburgh ed., 1853, oversat af D.D. Scott, pp.MBF 567.2

    101-110; G. H. Putnam: Books and Their Makers During the Middle Ages, vol. 1, pt. 2, ch. 2, pars. 49.54-56.MBF 568.1

    Se endvidere William Muir: The Arrested Reformation (Morgan and Scott, 1912) pp.37-43; Harold Grimm: The Reformation Era (Macmillan, 1954), p. 285; Index of Prohibited Books (Vatican Polyglot Press, 1930) pp. IX-X; Timothy Hurley: A Commentary on the Present Index Legislation (New York: Benziger Bros. 1908) p. 71; Translation of the Great Encyclical Letters of Leo XIII (New York: Benziger Bros. 1903) p. 413.MBF 568.2

    Side 300. HIMMELFARTSKLÆDER. — Historien om, at adventisterne lavede klæder, som de skulle benytte, når de skulle stige op for at “møde Herren i luften”, blev opfundet af folk, som ville skade adventbudskabet. Dette rygte blev udspredt så ihærdigt, at mange troede på det; men en nærmere undersøgelse har bevist, at historien var falsk. Der blev i flere år udlovet en stor belønning til den, der kunne bevise, at der var forekommet blot ét tilfælde af denne art, men der er aldrig ført noget bevis herfor. Ingen af de mennesker, der ventede Frelserens komme, var så uvidende med hensyn til Skriftens lære, at de troede, at det var nødvendigt at skaffe sig specielle klæder til denne lejlighed. Den eneste klædning, de hellige behøver, når de skal møde Herren, er Kristi retfærdighed. Se Es 61,10; Åb 19, 8.MBF 568.3

    Legenden om himmelfartsklæder tilbagevises grundigt i Francis D. Nichol: The Midnight Cry (Washington, D.C.: Review and Herald Publishing Association, 1944), chs. 25-27 og Appendices H, I og J. Se endvidere Leroy E. Froom: The Prophetic Faith of Our Fathers (Washington, D.C.: Review and Herald Publishing Association, 1954), vol. IV, pp. 822826.MBF 568.4

    Side 300. DEN PROFETISKE KRONOLOGI. — I et brev adresseret til William Miller og offentliggjort i The Advent Herald, and Signs of the Times Reporter, Boston, 6. og 13. marts 1844, gjorde dr. Geo. Bush, professor i hebraisk og orientalsk litteratur ved New York City University, nogle betydningsfulde indrømmelser med hensyn til Millers beregning af de profetiske tidsperioder. Mr. Bush skrev:MBF 568.5

    “Jeg mener ikke, at man kan benægte over for Dem selv eller Deres venner, at De har viet megen tid og opmærksomhed på studiet af den profetiske kronologi og har arbejdet meget på at fastsætte tidspunktet for begyndelsen og afslutningen af dens store perioder. Hvis disse tidsperioder virkelig er givet ved Helligånden i de profetiske bøger, er det utvivlsomt gjort i den hensigt, at de skulle studeres og sandsynligvis til sidst forstås fuldstændigt. Intet menneske bør anklages for formastelse eller tåbelighed, fordi han i ærbødighed forsøger at gøre dette. … Når De benytter en dag som det profetiske udtryk for et år, mener jeg, at De finder støtte i den sundeste fortolkningsmetode, ligesom Deres standpunkt underbygges af så ærværdige navne som Mede, Sir Isac Newton, biskop Newton, Kirby, Scott, Keith og en hærskare af andre, som for længe siden i det væsentlige har draget de samme konklusioner på dette punkt. De er alle sammen enige om, at de vigtigste perioder, som omtales af Daniel og Johannes, virkelig udløber omkring dette tidsafsnit af verdens historie. Og det ville være en mærkelig form for logik, hvis man anklagede Dem for at udbrede vranglære, fordi De i virkeligheden har de samme synspunkter, som indtager en så fremtrædende plads i disse fremragende teologers iagttagelser.” “De resultater, som De er kommet til inden for dette område af Deres undersøgelser, slår mig ikke så meget ud af kurs, at de berører nogen af de store spørgsmål, som angår sandheden eller pligten.” “Så vidt jeg forstår, ligger Deres fejltagelse et andet sted end i Deres kronologi.” “De har taget fuldstændig fejl afbeskaffenheden af de begivenheder, som skal finde sted, når disse tidsperioder er udløbet. Det er først og fremmest heri, at Deres fortolkningsfejl består.” Se endvidere LeRoy E. Froom: The Prophetic Faith of Our Fathers, (Washington, D.C.: Review and Herald Publishing Association, 1950), vol. I, kap. 1 og 2.MBF 569.1

    Side 321. PROFETISKE DATA. — Se til side 265MBF 569.2

    Side 352. ET TREFOLDIGT BUDSKAB. — I Åb 14, 6 og 7 forudsiges forkyndelsen af den første engels budskab. Derefter fortsætter profeten: “Og en anden engel fulgte efter og sagde: Faldet, ja faldet er det store Babylon, … Og en tredie engel fulgte efter dem.” Det ord, der her er gengivet ved fulgte, betyder “at følges med,” “at følge én,” “gå sammen med ham.” Se Henry George Lidell og Robert Scott: Greek-English Lexicon (Oxford: Clarendon Press, 1940) vol. I, p. 52. Det betyder også “at ledsage”. Se George Abbott-Smith: A Manual Greek Lexicon of The New Testament (Edinburgh: T. and T. Clark, 1950), p. 17. Det er det samme ord, der er brugt hos Markus 5,24: “Så gik Jesus med ham, og en stor skare fulgte efter og trængtes omkring ham.” Det bruges også om de 144.000 forløste (Åb 14, 4), om hvilke der står: “De følger Lammet, hvor det går.” Begge disse steder er det indlysende, at der gives udtryk for denne tanke: “Følges ad,” “i selskab med.” Det samme er tilfældet i 1 Kor 10,4, hvor vi læser om Israels børn, at “de drak af en åndelig klippe, som fulgte med.” Her er ordene fulgte med oversat fra det samme græske ord. Heraf forstår vi, at tanken i Åb 14, 8 og 9 ikke blot er, at den anden og tredie engel fulgte den første med hensyn til tid, men at de fulgtes med ham. De tre budskaber er et trefoldigt budskab. Når der står, at de er tre, hentydes der til den rækkefølge, de kommer i, men når de er kommet, følges de ad og er uadskillelige.MBF 569.3

    Side 360 DE ROMERSKE BISKOPPERS OVERHØJHED. — Mht. nogle af de vigtigste omstændigheder i forbindelse med de romerske biskoppers tilranelse af overhøjheden, henvises til kardinal Robert Francis Bellarmine: Power of the Popes in Temporal Affairs, (der findes en engelsk oversættelse i kongresbiblioteket, Washington, D. C.); kardinal Henry Edward Manning: The Power of the Vicar of Jesus Christ (Londom, Burns and Lambert, 2nd ed. 1862) og kardinal James Gibbons: The Faith of Our Fathers (Baltimore, Md.: John Murphy Co., 10th ed., 1917) chs. 5, 9, 10 og 12. Af protestantiske forfattere kan nævnes Trevor Gervase Jalland: The Church and the Papacy (London: Society for Promoting Christian Knowledge, 1944, A Brampton Lecture) og Richard F. Litteldale: Petrine Claims (London: Society for Promoting Christian Knowledge, 1899). Mht. kilder ang. de første århundreders teori om, at paverne arvede Peters stilling som menighedens overhoved, henvises til James T. Shotwell og Louise Ropes Loomis: The See of Peter (New York: Colombia University Press, 1927). Angående det falske dokument “Konstantins gave” henvises til Christopher B. Coleman: The Treatise of Lorenzo Valla on the Donation of Constantine (New York, 1914); J. N. Andrews: History of the Sabbath, 3. ed. rev. pp. 276-279.MBF 570.1

    Side 455.. UFEJLBARLIGHEDEN. — Se noten til side 44MBF 571.1

    Side 462. KONSTANTINS SØNDAGSLOV. — Se noten til side 47MBF 571.2

    Side 465. SABBATTEN OG VALDENSERNE. — Se noten til side 58MBF 571.3

    Side 466. DEN ETIOPISKE KIRKE OG SABBATTEN. — Den koptiske kirke i Etiopien holdt sabbatten, den syvende dag, indtil slutningen af det 19. århundrede. Etioperne har også helligholdt søndagen, den første dag i ugen, i al den tid, de har været et kristent folk. På begge disse dage blev der holdt særlige gudstjnester i kirkerne. I det moderne Etiopien er man dog praktisk talt holdt op med at helligholde sabbatten, den syvende dag. Angående øjenvidneberetninger om fejring af religiøse dage i Etiopien henvises til Pero Gomes de Teixeira: The Discovery of Abyssinia in 1520 (oversat til engelsk i London: British Museum, 1938), p. 79; Father Francisco Alvarez: Narrative of the Portuguese Embassy to Abyssinia During the Years 1520-1527 i The Records of the Hakluyt Society (London, 1881) vol. LXIV, pp. 22-49; Michael Russell: Nubia and Abyssinia (heri citeres Father Lobo, katolsk missionær i Etiopien i 1622), (New York: Harper and Bros, 1837) pp. 226-229; S. Giacomo Baratti: Late Travels Into the Remote Countries of Abyssinia (London: Benjamin Billingsley, 1670) pp. 134-137; Job Ludolphus: A New History for Ethiopia (London: S. Smith, 1682) pp. 234-257; Samuel Gobat: Journal of Three Years’ Residence in Abyssinia (New York: ed. of 1850) pp. 55-58. 83-98. Af andre værker, som berører dette emne, kan nævnes Peter Heylin: History of the Sabbath, 2nd ed. 1636, vol. II, pp. 198-200; P. Stanley: Lectures on the History of the Eastern Church (New York: Chas. Schribner’s Sons, 1882) lecture 1, par.MBF 571.4

    15; C. F. Rey: Romance of the Portuguese in Abyssinia (London: F. H. and G. Witherley, 1929), pp. 59. 253-297.MBF 572.1

    Side 467. HILDEBRANDTS DICTATUS — Se noten til side 48MBF 572.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents