Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Mod En Bedre Fremtid - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 41—Jordens ødelæggelse

    “For hendes synder har hobet sig op til himlen, og Gud har ikke glemt hendes uretfærdigheder. … Skænk dobbelt op for hende i det bæger, hun skænkede. Lige så megen glans og vellevned, hun gav sig selv, lige så megen sorg skal I give hende. For hun siger i sit hjerte: ‘Jeg sidder som dronning og er ikke enke og skal aldrig mærke sorg.’ Derfor kommer på én og samme dag alle hendes plager, død og sorg og sult, og hun skal brændes; thi stærk er Gud Herren, som har dømt hende. Og jordens konger, der bedrev utugt med hende og levede i vellevned, skal græde og jamre over hende … og sige: Ve, ve, du store by, Babylon, du mægtige by! Dommen er kommet over dig på en eneste time.”1Åb 18,5-10.MBF 527.1

    “Jordens købmænd,” som “tjente sig rige på hende, skal stå langt borte af frygt for hendes pinsel; de skal græde og sørge og sige: Ve, ve den store by, klædt i linned, purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler! Så stor en rigdom ødelagt på en eneste time!”2Åb 18,11.3.15-17.MBF 527.2

    Sådan er dommen, der rammer Babylon, når Guds vrede kommer over den. Hendes uretfærdigheds mål er fuldt, hendes time er kommet, og hun er moden til ødelæggelse.MBF 527.3

    Når Guds stemme gør ende på hans folks fangenskab, bliver der en frygtelig opvågnen for dem, der har tabt alt i livets store strid. Så længe nådetiden varede, var de forblindede af Satans bedrag og søgte at retfærdiggøre deres syndige liv. De rige pralede af deres storhed over for dem, der var mindre begunstiget, men de havde skaffet sig deres rigdom ved at overtræde Guds lov. De havde forsømt at mætte de sultne og klæde de nøgne, at handle retfærdigt og vise barmhjertighed. De havde søgt at ophøje sig selv og vinde andres beundring. Nu er de forarmede og forsvarsløse. De ser med rædsel på ødelæggelsen af de afguder, de foretrak fremfor deres skaber. Deres sjæl har de solgt for jordiske rigdomme og fornøjelser, og forsømt at blive rige over for Gud. Resultatet er, at deres liv er en fiasko; deres glæder er blevet til bitterhed og deres skatte tilintetgjort. Et helt livs erhvervelser forsvinder på et øjeblik. De rige begræder, at deres fornemme huse ødelægges, og at deres guld og sølv spredes for alle vinde. Men deres klage forstummer af frygt for, at de selv skal gå til grunde sammen med deres afguder. De gudløse sørger, ikke så meget på grund af deres syndige ligegyldighed over for Gud og deres medmennesker, men fordi Gud vandt. De begræder resultatet, men omvender sig ikke fra deres ondskab. De ville ikke lade noget middel til at sejre uprøvet, hvis de kunne.MBF 528.1

    Verden ser de mennesker, den har hånet og spottet og ønsket at tilintetgøre, komme uskadt gennem pest, uvejr og jordskælv. Han, som er en fortærende ild for dem, der overtræder hans lov, er et sikkert værn for sit folk.MBF 528.2

    Den præst, der ofrede sandheden for at opnå menneskers velvilje, indser nu karakteren og indflydelsen af sin lære. Han forstår, at den Alvidendes øjne fulgte ham, når han stod på prædikestolen, gik på gaden og færdedes blandt mennesker under forskellige forhold. Hver tanke og følelse, hvert ord og hver handling, der har fået mennesker til at søge ly bag løgnen, har været en udsæd; og nu ser han høsten i de stakkels fortabte sjæle omkring sig.MBF 528.3

    Herren siger: “De vil helbrede mit lemlæstede folks datter, de siger letsindigt: ‘Fred, fred!’ skønt der ikke er fred.” “I bringer lidelse over den retfærdige ved jeres falskhed, skønt jeg ikke ville bringe lidelse over ham, og I opmuntrer den uretfærdige, så han ikke vender om fra sin onde vej, skønt jeg gerne ville lade ham leve.”3Jer 8,11; Ez 13,22.MBF 528.4

    “Ve de hyrder, som leder vild, og som spreder de får, jeg har på græs, siger Herren. … Nu vil jeg straffe jer for jeres onde gerninger.” “I skal jamre og skrige, I hyrder, vælt jer i støvet, I, der ejer hjorden, for tiden er inde, da I skal slagtes. … Hyrderne når ikke deres tilflugtssted, hjordens ejere kan ikke undslippe.”4Jer 23,12;25,34-35.MBF 528.5

    Både præster og lægfolk indser, at de ikke har haft den rette indstilling over for Gud. De forstår, at de har gjort oprør mod skaberen af al retfærdig lov. Tilsidesættelse af de guddommelige forskrifter fremkaldte udslag i tusindvis af ondskab, uenighed, had og syndighed, indtil jorden blev én stor slagmark, én lastens hule. Dette syn viser sig nu for dem, der afviste sandheden og valgte at værne om vildfarelser. Ord kan ikke beskrive den længsel, de ulydige og troløse føler for det, de har mistet for evigt — det evige liv, som de for altid har mistet. Mennesker, som verden har beundret for deres talenter og veltalenhed, ser nu tingene i det rette lys. De indser, hvad de er gået glip af på grund af deres overtrædelse og kaster sig for fødderne af dem, hvis troskab de har foragtet og hånet, og erkender, at Gud elskede dem.MBF 529.1

    Folk indser, at de er blevet bedraget. De beskylder hinanden for at være årsag til deres fortabelse, men alle er enige om at rette den bitreste fordømmelse mod gejstligheden. Utro præster har forudsagt en lykkelig fremtid for dem, og de har fået deres tilhørere til at anse Guds lov for ugyldig og forfølge dem, der ville helligholde den. I deres fortvivlelse tilstår disse lærere nu deres bedrageriske værk for verden. Folket bliver rasende. “Vi er fortabte!” råber de, “og det er jeres skyld,” og går løs på de falske hyrder. De mennesker, som beundrede disse hyrder mest, udslynger de allerværste forbandelser mod dem. De hænder, der engang kronede dem med laurbær, vil løfte sig for at slå dem ned. De sværd, der skulle have dræbt Guds folk, bruger folket nu til at ødelægge deres fjender. Overalt er der strid og blodsudgydelse.MBF 529.2

    “Hans brøl når til jordens ende. For Herren fører sag mod folkene, han bringer alle mennesker for retten; de gudløse overgiver han til sværdet.”5Jer 25,31.MBF 529.3

    I seks tusinde år har den store strid raset. Guds søn og hans himmelske sendebud har kæmpet med onde magter for at advare, oplyse og frelse menneskene. Nu har alle truffet deres valg; de gudløse har sluttet sig helt og fuldt til Satan i hans krig mod Gud. Den tid er kommet, da Gud vil hævde sin forkastede lovs autoritet. Nu kæmper han ikke blot mod Satan, men mod mennesker.MBF 529.4

    “Herren fører sag mod folkene.” “De gudløse overgiver han til sværdet.” Befrielsens tegn er blevet sat på dem, “der sukker og stønner over alle de afskyelige handlinger, der begås.” Nu går den dødsengel frem, der i Ezekiels syn er symboliseret ved mænd bevæbnet med stridsvåben, og til hvem befalingen lød: “‘Gamle, unge mænd og piger, kvinder og børn skal I dræbe og udrydde; men ingen, som har et kryds i panden, må I komme nær. I skal begynde i min helligdom.’ Og de begyndte med de gamle mænd foran templet.”6Ez 9,1-6.De første, der falder, er de mænd, som har bekendt sig til at være folkets åndelige ledere, de falske vægtere. Der er ingen at ynkes over eller at spare. Mænd, kvinder, piger og små børn omkommer sammen.MBF 529.5

    “For nu går Herren ud af sin bolig for at straffe jordens beboere for deres synd. Jorden må afsløre sin blodskyld, for den kan ikke længere skjule de dræbte.”7Es 26,21.“Med denne plage vil Herren ramme alle de folkeslag, der fører krig imod Jerusalem. Deres kød skal rådne, mens de endnu står oprejst, øjnene skal rådne i øjenhulerne, og tungen skal rådne i munden på dem. På den dag sender Herren en vældig rædsel over dem; de griber fat i hinanden og kæmper indbyrdes.”1Zak 14,12-13.8 Jordens onde beboere — præster, herskere og folk, rige og fattige, høje og lave, falder under deres egne lidenskabers vanvittige kamp og for Guds ublandede vrede. “Den dag skal de, der er dræbt af Herren, ligge over hele jorden. Der skal ikke holdes ligklage over dem, de skal ikke samles sammen og begraves.”9Jer 25,33.MBF 530.1

    Ved Kristi genkomst bliver de gudløse udslettet fra hele jorden — fortæret af hans munds ånde og tilintetgjort af lyset fra hans herlighed. Kristus fører sit folk til Guds by, og jorden bliver folketom. “Herren hærger jorden og lægger den øde, han får jordskorpen til at sprække og spreder beboerne.” “Jorden lægges fuldstændigt øde, den udplyndres helt. Herren har talt dette ord.”MBF 530.2

    “Jorden er vanhelliget af sine beboere, for de har overtrådt lovene, tilsidesat budet og brudt den evige pagt. Derfor skal forbandelse æde jorden og dens beboere bære straffen; derfor svinder jordens beboere ind, kun få bliver tilbage.”10Es 24,1.3.5-6.Hele jorden ligner en ørken. Ruiner af byer og landsbyer, der er ødelagt af jordskælv, træer, som er rykket op med rode, forrevne klippestykker, der er slynget op fra havet eller revet ud af selve jorden, ligger spredt over dens overflade, og store fordybninger viser, hvor bjergene er blevet rykket op fra deres grundvolde.MBF 530.3

    Nu finder den begivenhed sted, som er symboliseret ved forsoningsdagens sidste højtidelige handling. Når tjenesten i det Allerhelligste var fuldført, og Israels synder var fjernet fra helligdommen i kraft af syndofferets blod, blev den levende syndebuk, Azazels buk, ført frem for Herren, og i menighedens påhør bekendte ypperstepræsten “al Israelitternes synd over den, alle deres overtrædelser og synder,” og lagde dem “på hovedet af bukken.”113 Mos 16,21.Når soningen i den himmelske helligdom er fuldført, vil Guds folks synder i Guds, de hellige engles og de talløse frelstes nærværelse på lignende måde blive lagt på Satan. Han vil blive erklæret skyldig i alt det onde, han har fået dem til at begå. Og ligesom syndebukken blev sendt bort til et ubeboet land, bliver Satan forvist til den øde jord, en ubeboet og øde ørken. Åbenbaringens forfatter forudsiger Satans forvisning og det kaos og den ødelæggelse, der vil herske på jorden. Og han siger, at denne tilstand skal vare i tusind år. Efter beskrivelsen af Herrens genkomst og de ondes tilintetgørelse fortsætter han:MBF 530.4

    “Og jeg så en engel stige ned fra himlen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i hånden. Englen greb dragen, den gamle slange, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år og styrtede ham i afgrunden og satte lås og segl for ham, for at han ikke mere skal forføre folkeslagene, før de tusind år er omme. Derefter skal han slippes løs en kort tid.”12Åb 20,1-3.MBF 531.1

    At “afgrunden” er den mørke, ødelagte jord, fremgår af andre skriftsteder. Om jordens tilstand “i begyndelsen” siger Bibelen, at den var “tomhed og øde, der var mørke over urdybet.”131 Mos 1,2.Profetierne siger os, at jorden — i hvert fald delvis — vil blive ført tilbage til denne tilstand. Idet profeten Jeremias ser frem til Herrens store dag, siger han: “Jeg så jorden, og der var tomhed og øde, himlen, og der var intet lys. Jeg så bjergene, og de rystede, alle højene skælvede. Jeg så, og der var intet menneske, alle himlens fugle var fløjet. Jeg så, og frugthaverne var ørken, alle byerne var jævnet med jorden af Herren i hans glødende vrede.”14Jer 4,23-26.MBF 531.2

    Her skal Satan og hans onde engle bo i tusind år. Når Satan ikke har adgang til andre verdener, vil han ikke have mulighed for at friste og plage dem, der aldrig har syndet. Det er i denne betydning, han er bundet: der er ingen tilbage, han kan udøve sin magt over. Han er helt afskåret fra den bedrageriske og ødelæggende gerning, der i så mange århundreder har været hans eneste glæde.MBF 531.3

    Profeten Esajas, som i et syn så Satans nederlag, udbryder: “Tænk, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne! Du er slynget til jorden, du som besejrede folkene. Du sagde ved dig selv: ‘Jeg vil stige op til himlen, højt over Guds stjerner rejser jeg min trone; … gør mig lige med den Højeste.’ Men du er blevet styrtet i dødsriget, ned i afgrundens dyb. Når de ser dig, vil de stirre på dig og lægge nøje mærke til dig: ‘Var det ham, der fik jorden til at ryste og fik kongeriger til at vakle? Han gjorde verden til en ørken og rev byerne ned. Han åbnede ikke fangernes fængsel.’”15Es 14,12-17.MBF 531.4

    I seks tusinde år har Satans oprør fået “jorden til at ryste.” Han har gjort “verden til en ørken og revet byerne ned.” Og han “åbnede ikke fangernes fængsel.” I seks tusind år er Guds folk gået ind i hans fængsel, hvor han ville have holdt dem fanget for evigt, om ikke Kristus have brudt hans lænker og befriet fangerne.MBF 532.1

    Selv de gudløse er nu uden for Satans rækkevidde. Alene med sine onde engle er han overladt til at betragte følgerne af den forbandelse, synden har medført. “Alle folkenes konger hviler med hæder, hver i sin bolig. Men du er slængt hen som en foragtet kvist. … Du skal ikke forenes med dem i graven, for du lagde dit land øde og dræbte dit folk.”16Es 14,18-20.MBF 532.2

    I tusind år skal Satan vandre omkring på den ødelagte jord for at betragte resultatet af sit oprør mod Guds lov. Hans lidelser vil være frygtelige. Siden han faldt, har et liv i ustandselig aktivitet ikke levnet tid til eftertanke. Men nu er hans magt taget fra ham, og han er overladt til at betragte den rolle, han har spillet, siden han først gjorde oprør mod himlens styre — og med angst og bæven se frem til den forfærdelige tid, da han skal lide for alt det onde, han har gjort, og straffes for de synder, han har været årsag til.MBF 532.3

    For Guds folk vil Satans fangenskab bringe glæde og fryd. Profeten siger: “Den dag Herren giver dig fred for din møje og pine og for det hårde arbejde, som blev pålagt dig, skal du synge denne spottesang om Babylons konge (her symboliserende Satan): Tænk, at det er ude med tyrannen, det er slut med hans vilde hærgen! Herren har brækket de gudløses stok, herskernes kæp. I vrede ramte de folkeslagene med slag på slag, de underkuede folkeslagene i harme, forfulgte dem uden skånsel.”17Es 14,3-6.MBF 532.4

    I de tusind år mellem den første og den anden opstandelse finder dommen over de gudløse sted. Apostlen Paulus omtaler dommen som en begivenhed, der skal finde sted efter Kristi andet komme: “Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer! Han skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil.”181 Kor 4,5.Og Daniel siger, at da den gamle af dage kom, blev “retten givet til den Højestes hellige.”19Dan 7,22.Til den tid skal de tjene Gud som konger og præster for Gud. I Åbenbaringen siger Johannes: “Og jeg så troner og nogle, der tog sæde på dem; de fik givet domsmagt.” “De skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusind år.”20Åb 20.4.6.På den tid er det, “at de hellige skal dømme verden,” som Paulus har forudsagt det.211 Kor 6,2.Sammen med Kristus skal de dømme de gudløse og sammenligne deres gerninger med Bibelens lov. Hver sag skal bedømmes efter de gerninger, de faktisk har gjort. Så udmåles straffen for hver enkelt og indføres ud for deres navne i dødens bog.MBF 532.5

    Også Satan og hans onde engle vil blive dømt af Kristus og hans folk. Paulus siger: “Ved I ikke, at vi skal dømme engle?”221 Kor 6,3.Og Judas minder om, “at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag.”23Jud 6.Ved afslutningen af de tusind år vil den anden opstandelse finde sted. Da vil de gudløse blive oprejst fra de døde og fremstillet for Gud, så den “nedskrevne dom” kan fuldbyrdes. Efter at Åbenbaringens forfatter har beskrevet de retfærdiges opstandelse, siger han: “De andre døde kom ikke til live, før de tusind år var omme.”24Åb 20,5.Og om de gudløse siger Esajas: “De slæbes i fængsel, holdes under lås og lukke og straffes lang tid efter.”25Es 24,22, ældre oversættelse.MBF 533.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents