Kapitel 38—Den sidste advarsel

“Derefter så jeg en anden engel stige ned fra himlen med stor magt, og jorden oplystes af dens glans. Den råbte med kraftig røst: Faldet, ja faldet er det store Babylon, der er blevet bolig for dæmoner, skjul for alle urene ånder, skjul for alle urene fugle.” “Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager.”^{1Åb 18,2.4.}MBF 487.1

Dette skriftsted peger frem til en tid, hvor det budskab om Babylons fald, der blev bragt af den anden engel i Åbenbaringen 14,8, skal gentages med en tilføjelse om den fordærvelse, der var kommet over de forskellige organisationer, der tilsammen udgør Babylon, siden budskabet først blev givet i sommeren 1844. Her beskrives en forfærdelig tilstand i den religiøse verden. Med hver afvisning af sandheden bliver folkenes sind mere formørket, de bliver mere egenrådige, indtil de til sidst stivner i vantro. På trods af de advarsler, Gud har givet dem, vil de fortsætte med at træde et af de ti bud under fode, så de ender med at forfølge dem, der holder det helligt. De lader hånt om Kristus i deres foragt for hans ord og hans folk. Efterhånden som kirkerne godkender spiritismens lære, fjernes de bånd, der er lagt på det kødelige hjerte, og religionsbekendelen bliver til et dække over den usleste syndighed. Troen på spiritistiske manifestationer åbner døren for forførende ånder og djævles lærdomme, så de onde engles påvirkning mærkes i kirkerne.MBF 487.2

Om Babylon erklæres det på den tid, denne profeti handler om: “For hendes synder har hobet sig op til himlen, og Gud har ikke glemt hendes uretfærdigheder.”^{2Åb 18,5.}Målet for hendes synder er fuldt, og hendes fald er nært forestående. Men Gud har stadig et folk i Babylon, og disse trofaste må kaldes ud, før hans dom iværksættes, da de ikke har del i hendes synder og ikke skal “blive ramt af hendes plager.” Derfor opstår den bevægelse, der er symboliseret ved en engel, der kommer ned fra himlen og råber med kraftig røst om Babylons synder. Sammen med englens budskab lyder kaldet: “Drag ud fra hende, mit folk!” Disse budskaber er sammen med den tredie engels budskab den sidste advarsel, der vil blive givet jordens beboere.MBF 488.1

En frygtelig skæbne vil ramme denne verden. Alle jordens magter vil slutte sig sammen for at føre krig mod Guds bud og forlange, at “alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle”^{3Åb 13,16.}skal rette sig efter kirkens skik ved at helligholde den falske hviledag. Alle, der nægter at rette sig efter dette, vil blive straffet — og til sidst vil man erklære, at de fortjener at dø. På den anden side må Guds lov om Skaberens hviledag overholdes, og alle, der overtræder Guds forskrifter, må advares om Guds vrede.MBF 488.2

Hvem vover — med den skæbne, der klart holdes op for ham — at træde Guds lov under fode for at adlyde menneskelige lovbestemmelser og modtage dyrets mærke? Han tager imod tegnet på tilhørsforhold til den magt, han vælger at adlyde i stedet for Gud. Himlens advarsel lyder: “Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og sætter dets mærke på sin pande eller hånd, skal han også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger.”^{4Åb 14,9-10.}MBF 488.3

Men ingen vil blive udsat for Guds vrede, før han er blevet overbevist om sandheden og har afvist den. Mange har aldrig haft lejlighed til at høre de sandheder, som særlig gælder vor tid. Forpligtelsen til at adlyde det fjerde bud er aldrig blevet fremstillet for dem i det rette lys. Han, som læser i hjerterne og undersøger hver bevæggrund, lader aldrig nogen, der ønsker at kende sandheden, bedrages med hensyn til kampens udfald. Folk skal ikke tvinges til blindt at følge befalingen. Enhver skal have lys nok til selv at træffe sin beslutning efter moden overvejelse.MBF 488.4

Sabbatten vil blive den store troskabsprøve, for den er den mest omstridte sandhed. Når mennesker bliver stillet på den endelige prøve, vil der blive trukket en skarp grænse mellem dem, der tjener Gud, og dem, der ikke gør det. Helligholdelse af den falske hviledag ifølge statens lov, men i modstrid med det fjerde bud, vil således være en troskabserklæring til den magt, der går imod Gud, mens overholdelse af den sande sabbat i lydighed mod Guds lov, er et troskabsbevis mod Skaberen. Mens nogle tager dyrets mærke ved at vedkende sig tegnet på underkastelse under jordiske magter, skal andre, der vælger at underkaste sig den guddommelige myndighed, modtage Guds segl.MBF 488.5

Hidtil er de, der har forkyndt sandhederne i den tredie engels budskab, ofte blevet anset for ulykkesprofeter. Deres forudsigelser af, at religiøs intolerance vil tage overhånd i USA, og at stat og kirke vil slutte sig sammen for at forfølge dem, der holder Guds bud, er blevet kaldt absurde og uden grundlag i virkeligheden. Man har tillidsfuldt erklæret, at dette land aldrig kan blive til andet, end det altid har været — den religiøse friheds forsvarer. Men efterhånden som der drives mere og mere propaganda for tvungen søndagshelligholdelse, synes den begivenhed, man så længe har betvivlet, at nærme sig — og den tredie engels budskab vil få en virkning, som det aldrig tidligere kunne have fået.MBF 489.1

I hver generation har Gud sendt sine tjenere for at tage til genmæle imod synd, både i og uden for kirken. Men folk vil have, der skal tales smiger til dem og bryder sig ikke om den rene, usminkede sandhed. Mange reformatorer besluttede, da de begyndte deres arbejde, at være meget forsigtige, når de angreb kirkens og nationens synder. De håbede ved et rent kristenlivs eksempel at lede folket tilbage til Bibelens lære. Men Guds ånd kom over dem, ligesom den kom over Elias og fik ham til at fordømme en ond konge og et frafaldent folk deres synder. De kunne ikke lade være med at prædike Bibelens klare ord — ting, de før havde tøvet med at fremføre. De blev tilskyndet til nidkært at forkynde sandheden og berette om den fare, der truede menneskene. Uden hensyn til følgerne bragte de det budskab, Gud gav dem, og folket blev tvunget til at høre advarslen.MBF 489.2

Den tredie engels budskab vil blive forkyndt på samme måde. Når den tid kommer, da det skal forkyndes med størst styrke, vil Herren bruge ydmyge redskaber og vejlede dem, som indvier sig til at tjene ham. De vil blive kvlificeret til deres gerning ved Helligåndens salvelse snarere end ved boglig uddannelse. Troens og bønnens mænd vil være tvunget til at fortsætte med hellig iver og forkynde det budskab, Gud giver dem. Babylons synder vil blive afsløret. De frygtelige følger af at gennemtvinge kirkens forordninger ved de borgerlige myndigheders hjælp, spiritismens udbredelse, pavemagtens skjulte, men hurtige fremgang — alt vil blive afsløret. Disse højtidelige advarsler vil vække folket op. Tusinder og atter tusinder, der aldrig har hørt noget lignende, vil lytte. Med den største forbavselse vil de høre, at Babylon er kirken, der er faldet som følge af sine vildfarelser og synder, som følge af sin forkastelse af den sandhed, der er sendt den fra himlen. Når mennesker går til deres tidligere lærere og ivrigt spørger: “Er dette sandt?” fremlægger præsterne deres historier, profeterer behagelige ting, dulmer deres frygt og beroliger den vakte samvittighed. Men da mange nægter at stille sig tilfreds med kun menneskelig myndighed og forlanger et klart: “Så siger Herren,” fyldes præsterne med vrede, ligesom farisæerne fordum, når deres autoritet droges i tvivl, og stempler budskabet som noget, der kommer fra Satan. De ophidser masserne, som elsker synden, til at håne og forfølge dem, der forkynder det.MBF 489.3

Efterhånden som striden breder sig til nye områder, og folks opmærksomhed bliver henledt på Guds forhånede lov, bliver Satan for alvor virksom. Den kraft, der ledsager budskabet, vil kun gøre dem, der bekæmper det, endnu mere rasende. Gejstligheden vil gøre sig næsten overmenneskelige anstrengelser for, at lyset ikke skal nå deres menigheder. Med alle til rådighed stående midler vil de søge at forhindre, at disse betydningsfulde emner bliver diskuteret. Kirkerne vil appellere til den borgerlige magts stærke arm, og her går katolikker og protestanter sammen. Når bevægelsen for at opretholde søndagens helligholdelse bliver dristigere og stiller skærpede krav, vil man vedtage en lov mod dem, der adlyder Guds bud. De vil blive truet med bøder og fængsel, og nogle vil blive tilbudt indflydelsesrige stillinger og andre fordele for at lokke dem til at afsværge deres tro. Men de vil uden vaklen svare: “Vis os ud fra Guds ord, at vi tager fejl” — det samme, som Luther gjorde gældende under lignende omstændigheder. De, der bliver stillet for retten, fremfører et stærkt forsvar for sandheden, og nogle af dem, der hører det, vil beslutte sig for at holde alle Guds bud. På denne måde vil lyset nå tusinder, der ellers ikke ville have lært disse sandheder at kende.MBF 490.1

Samvittighedsfuld lydighed mod Guds ord vil blive behandlet som oprør. Forblindede af Satan vil forældre behandle deres troende børn meget hårdt. Herskaber vil undertrykke deres tjenestefolk, som adlyder Guds bud. Børn vil blive gjort arveløse og forvist fra deres hjem. Paulus’ ord vil gå bogstaveligt i opfyldelse: “Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.”^{52 Tim 3,12.}Når sandhedens forsvarere nægter at holde søndagen i ære, vil nogle af dem blive fængslet, andre vil blive landsforvist eller behandlet som slaver. For menneskelig erkendelse synes det umuligt, at alt dette vil ske, men når Guds ånd ikke mere holder menneskene tilbage og de kommer under indflydelse af Satan, som hader Guds lov, vil der ske mærkelige ting. Når gudsfrygt og kærlighed ikke længere findes i hjertet, kan det være meget grusomt.MBF 490.2

Når stormen nærmer sig, vil mange, der har bekendt sig til at tro på den tredie engels budskab, men ikke er blevet helliget ved lydighed mod sandheden, forlade menigheden og slutte sig til modstanderne. Ved at forene sig med verden er de kommet til at se på tingene omtrent, som den gør, og når prøvens time kommer, vælger de den letteste udvej og stiller sig på flertallets side. Begavede, veltalende mænd, der engang glædede sig i sandheden, vil bruge deres evner til at vildlede og bedrage andre. De bliver deres tidligere brødres værste fjender. Når sabbatsholdere bliver stillet for retten for at gøre rede for deres tro, vil disse frafaldne være Satans bedste redskaber til at fremsætte løgnagtige beskyldninger og ophidse herskerne imod dem.MBF 491.1

Under disse forfølgelser skal Herrens tjeneres tro stå sin prøve. Trofast har de fremført deres advarsel og kun set hen til Gud og til hans ord. Guds ånd har rørt deres hjerter og tvunget dem til at tale. Opfyldt af hellig iver og med stærk tilskyndelse fra Gud gjorde de deres pligt uden kold beregning af følgerne af at tale de ord til folket, Herren har givet dem. De har ikke taget hensyn til deres jordiske interesser eller søgt at beskytte deres gode omdømme eller deres liv. Men når en storm af modstand og bebrejdelser bryder løs over dem, vil nogle alligevel blive overvældet af forfærdelse og udbryde: “Hvis vi havde forudset følgerne af vore ord, havde vi tiet stille.” Vanskelighederne tårner sig op omkring dem. Satan angriber dem med stærke fristelser. Den gerning, de har påtaget sig, synes langt at overstige deres kræfter. De trues med ødelæggelse. Den begejstring, de var besjælet af, er borte, men de kan alligevel ikke give op. I deres følelse af fuldstændig hjælpeløshed tyr de til den Almægtige for at få styrke. De husker, at de ord, de har talt, ikke var deres egne, men fra ham, som havde befalet dem at give advarslen. Det var Gud, der havde lagt sandheden i deres hjerter, og de kunne ikke lade være at forkynde den.MBF 491.2

Guds mænd i tidligere tider har været gennem lignende prøvelser. Wicliff, Huss, Luther, Tyndale, Baxter og Wesley gjorde gældende, at enhver lære skulle prøves med Bibelen, og erklærede, at de ville tilbagekalde alt det, der var ubibelsk. En nådeløs forfølgelse rasede imod disse mænd, men alligevel holdt de ikke op med at forkynde sandheden. Forskellige perioder i kirkens historie har været præget af særlige sandheder, afpasset efter Guds børns behov på den tid. Hver ny sandhed har måttet kæmpe sig frem gennem modstand og had. De, der modtog dens lys, blev fristet og prøvet. Herren sender en speciel sandhed til sit folk, når det er i nød. Hvem tør lade være med at forkynde den? Gud befaler sine tjenere at forkynde den sidste nådige indbydelse til verden. De kan ikke tie uden at risikere selv at gå glip af det evige liv. Kristi sendebud kan ikke tage hensyn til konsekvenserne. De må gøre deres pligt og lade Gud om følgerne.MBF 492.1

Når modstanden raser mest voldsomt, bliver Guds tjenere atter rådvilde, for det ser ud, som om at de selv er skyld i krisen. Men samvittigheden og Guds ord forsikrer dem om, at de har fulgt den rette vej. Deres prøvelser fortsætter, men de får styrke til at bære dem. Striden bliver skærpet, men deres tro og mod vokser med modgangen. De siger: “Vi vover ikke at forandre Guds ord eller opdele hans hellige lov — kalde én del vigtig og en anden uvæsentlig for at vinde verdens gunst. Den Herre, vi tjener, er i stand til at frelse os. Kristus har sejret over jordens magter; skal vi så frygte en verden, der allerede er besejret?”MBF 492.2

Forskellige former for forfølgelse er resultatet af et princip, der vil findes, så længe Satan eksisterer, og kristendommen er levedygtig. Intet menneske kan tjene Gud uden at vække mørkets magter til modstand mod sig. Onde engle vil angribe ham, fordi de frygter, at han skal rive byttet ud af deres hænder. Og gudløse mennesker, der føler sig irettesat af hans eksempel, vil slutte sig sammen med de onde engle og prøve at skille ham fra Gud ved lokkende fristelser. Hvis de ikke har held med sig, griber de til magt for at tvinge samvittigheden.MBF 492.3

Men så længe Jesus er menneskets talsmand i den himmelske helligdom, vil herskere og undersåtter føle Helligåndens betvingende indflydelse. Den kontrollerer endnu til en vis grad landets love. Hvis det ikke var for disse love, ville forholdene i verden være langt værre, end de er. Skønt mange af dem, der har magten, er Satans redskaber, har Gud også sine repræsentanter blandt nationernes ledende mænd. Fjenden tilskynder sine tjenere til at foreslå forholdsregler, som ville lægge Guds værk store hindringer i vejen, men gudfrygtige statsmænd påvirkes af hellige engle til at imødegå sådanne forslag med uigendrivelige argumenter. På den måde kan nogle få mænd holde det ondes stærke strøm tilbage. Modstanden fra sandhedens fjender vil blive holdt i skak, så den tredie engels budskab kan gøre sin gerning. Når den sidste advarsel kommer, vil den fange opmærksomheden hos de ledende mænd, som Gud nu arbejder igennem, og nogle af dem vil tage imod den og stå på Guds folks side i modgangens time.MBF 492.4

Den engel, der slutter sig til forkyndelsen af den tredie engels budskab, skal oplyse hele jorden med sin herlighed. Her forudsiges en usædvanlig og verdensomspændende bevægelse. Adventbevægelsen i 1840-1844 var en vidunderlig åbenbarelse af Guds magt; den første engels budskab nåede ud til hver eneste missionsstation i verden, og i nogle lande så man den største religiøse interesse siden reformationen i det sekstende århundrede. Men den skal overgås af den vældige bevægelse under den tredie engels sidste advarsel.MBF 493.1

Der vil ske noget, som ligner det, der skete på pinsefestens dag. Ligesom “tidligregnen” blev givet ved Helligåndens udgydelse, da evangeliet først blev forkyndt, for at få den dyrebare sæd til at spire, vil “sildigregnen” gives ved dets afslutning for at modne høsten. “Lad os kende Herren, lad os stræbe efter at kende ham. Han bryder frem så sikkert som morgenrøden, han kommer til os som regnskyl, som forårsregn, der væder jorden.”^{6Hos 6,3.}“Zions sønner, I skal juble og glæde jer over Herren jeres Gud; for han giver jer regnen til retfærdighed, han sender jer regnskyl, efterårsregn og forårsregn som før.”^{7Joel 2,23.}“Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker.” “Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.”^{8ApG 2,17.21.}MBF 493.2

Evangeliets store værk skal ikke afsluttes med en mindre åbenbarelse af Guds kraft end den, der markerede dets begyndelse. De profetier, som blev opfyldt ved udgydelsen af tidligregnen, da evangeliet først blev forkyndt, skal atter opfyldes i den sildige regn ved afslutningen af dets forkyndelse. Det er “de tider, da vi kan ånde frit,” som apostlen Peter så frem til, da han sagde: “Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud; så skal de tider komme fra Herren, da vi kan ånde frit, og han skal sende den Salvede, som forud var bestemt for jer, og det er Jesus.”^{9ApG 3,19-20.}MBF 493.3

Guds tjenere vil med ansigter, der lyser af hellig iver, haste fra sted til sted for at forkynde budskabet fra himlen. Med tusinder af stemmer — over hele jorden — vil advarslen blive givet. Der vil ske mirakler, syge vil blive helbredt, og tegn og undere vil følge de troende. Satan vil også arbejde med løgneundere, og endog få ild til at falde ned fra himlen for menneskenes øjne.^{10Åb 13,13.}På den måde vil jordens beboere komme til at tage deres standpunkt.MBF 493.4

Budskabet vil ikke bygge så meget på argumenter som på Guds ånds overbevisende magt. Argumenterne er allerede fremsat. Sæden er sået. Nu skal den spire frem og bære frugt. De skrifter, Guds tjenere, missionærerne, har udspredt, har haft deres virkning, men mange af dem, de har gjort indtryk på, er blevet forhindret, og har ikke helt forstået sandheden eller rettet sig efter den. Nu trænger lyset ind overalt, sandheden ses i al sin klarhed, og de, som virkelig er Guds børn, bryder de bånd, der har holdt dem fast. Forbindelsen til familien og kirken kan ikke længere holde dem tilbage. Sandheden er mere dyrebar end alt andet. På trods af alle de kræfter, der har sluttet sig sammen imod sandheden, vil et stort antal mennesker stille sig på Herrens side.MBF 494.1