Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Mod En Bedre Fremtid - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 22—Opfyldte profetier

    Man havde først ventet Herrens genkomst i foråret 1844. Da tiden var overskredet, fulgte en periode med tvivl og usikkerhed for dem, som tillidsfuldt havde ventet. Mens verden anså dette for et afgørende nederlag og mente, at de havde klynget sig til et bedragerisk håb, var Guds ord stadig deres trøst. Mange fortsatte med at studere Bibelen. For at få mere indsigt granskede de atter omhyggeligt de profetier, de havde bygget deres tro på. Det syntes helt uimodsigeligt, at Bibelen indeholdt beviser på, at deres tro var korrekt. Tegn, som ikke kunne fejltolkes, viste, at Kristi komme var nær. Guds særlige velsignelse, der havde vist sig i synderes omvendelse og fornyet åndeligt liv hos de kristne, havde bevist, at budskabet virkelig kom fra himlen. Skønt de troende ikke kunne give nogen forklaring på deres skuffelse, følte de sig overbevist om, at det var Gud, der havde ledet dem i deres hidtidige erfaring.MBF 315.1

    Sammenvævet med de profetier, som de havde betragtet som hørende til tiden for genkomsten, var der en vejledning, der specielt var tilpasset deres tilstand af usikkerhed og spænding. Det opmuntrede dem til at vente tålmodigt i tro på, at det, der nu var uforståeligt, ville blive forklaret i rette tid.MBF 315.2

    En af disse profetier findes hos profeten Habakkuk: “Jeg vil stå på min post, jeg vil stille mig på vagt og spejde for at se, hvad han vil sige til mig, hvad jeg får som svar på min klage. Herren svarede mig: ‘Skriv synet tydeligt på tavler, så det er let at læse. For synet gælder først den fastsatte tid, det vidner om enden, og det bedrager ikke. Hvis det trækker ud, så vent, for det kommer, det udebliver ikke. Se, den overmodige er uden retskaffenhed, men den retfærdige skal leve i tro.’”1Hab 2,1-4.MBF 316.1

    Allerede i 1842 havde befalingen til at skrive “tydeligt på tavler, så det er let at læse,” fået Charles Fitch til at udarbejde et profetisk kort, der viste Daniels og Åbenbaringens syner. Udgivelsen af dette kort blev betragtet som en opfyldelse af denne befaling til Habakkuk. Men ingen havde dengang lagt mærke til, at der åbenbart omtaltes en forsinkelse af synets virkeliggørelse — en ventetid — i den samme profeti. Efter skuffelsen syntes dette skriftsted uhyre betydningsfuldt: “Synet gælder først den fastsatte tid, det vidner om enden, og det bedrager ikke. Hvis det trækker ud, så vent, for det kommer, det udebliver ikke. … den retfærdige skal leve i tro.”MBF 316.2

    Også hos profeten Ezekiel var der styrke og trøst for de troende: “Herrens ord kom til mig: Menneske, hvad er det for et ordsprog, I bruger om Israels land: ‘Tiden går, og alle syner slår fejl’? Sig derfor til dem: Dette siger Gud Herren: … tiden er inde, og alle syner går i opfyldelse. … Jeg er Herren. Det, jeg taler, skal gå i opfyldelse. Det varer ikke længe!” “Hør, hvad israelitterne siger: ‘Han ser syner om fremtiden, profeterer om fjerne tider.’ Sig derfor til dem: Dette siger Gud Herren: Nu varer det ikke længe! Alt, hvad jeg taler, skal gå i opfyldelse.”2Ez 12,21-25.27-28.MBF 316.3

    De ventende glædede sig, for de troede, at han, som kender enden fra begyndelsen, havde set deres skuffelse og skænket dem opmuntrende ord, der kunne give dem nyt håb. Havde det ikke været for disse bibelord, der formanede til at være tålmodige og holde fast ved deres tillid til Guds ord, ville deres tro have vaklet i denne prøvelsens time.MBF 316.4

    Lignelsen om de ti brudepiger i Matt 25 illustrerer også adventfolkets erfaring. I kap. 24 havde Jesus som svar på disciplenes spørgsmål om tegn på hans genkomst og verdens ende omtalt nogle af de mest betydningsfulde begivenheder i verdens og kirkens historie mellem hans første og andet komme, nemlig Jerusalems ødelæggelse, menighedens trængselstid under hedningernes og pavedømmets forfølgelser, solog måneformørkelsen og stjerneregnen.MBF 316.5

    Derefter talte han om sit komme i sit rige og de to slags tjenere, der ventede på hans komme. Det 25. kapitel begynder med disse ord: “Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!”MBF 317.1

    Man mente, at Kristi genkomst, som blev forkyndt ved den første engels budskab, var symboliseret ved brudgommens komme. Den store vækkelse, der fandt sted under forkyndelsen af Kristi nært forestående genkomst, svarede til, at brudepigerne gik ud for at tage imod brudgommen. Både i denne lignelse og i lignelsen i Matt 24 omtales to forskellige typer. Alle brudepigerne havde taget deres lampe, Bibelen, med, og ved dens lys var de gået ud for at møde brudgommen. De tåbelige tog deres lamper, men ikke olie med sig. Men de kloge tog både deres lamper og olie i deres kander. De sidstnævnte havde modtaget Guds nåde og Helligåndens genfødende, oplysende kraft, som gør hans Ord til en lygte for deres fod og et lys på deres sti. De havde i gudsfrygt studeret Den hellige Skrift for at lære sandheden at kende og alvorligt søgt at opnå renhed i hjerte og liv. De havde en personlig oplevelse og en tro på Gud og hans Ord, der ikke svigtede ved skuffelse og forsinkelse. De andre “tog deres lamper, men ikke olie” med sig. De havde handlet impulsivt. Det højtidelige budskab havde vakt deres frygt, men de havde stolet på deres brødres tro og været tilfredse med de gode følelsers flakkende lys uden virkelig at forstå sandheden eller erfare nådens gerning i hjertet. De var gået ud for at møde Herren fulde af håb ved tanken om en hurtig belønning, men de var ikke forberedt på at møde forsinkelse og skuffelse. Da prøvelserne kom, svigtede deres tro, og deres lys brændte kun svagt.MBF 317.2

    “Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn.” Brudgommens forsinkelse symboliserer den tid, da Herren var ventet — skuffelsen og den tilsyneladende udsættelse af genkomsten. I denne vanskelige tid begyndte de overfladiske og lunkne snart at vakle og give op — men de, hvis tro byggede på et personligt kendskab til Bibelen, stod på en klippe, som skuffelsens bølger ikke kunne rokke. De blev “alle døsige og faldt i søvn.” Den ene type var ubekymret og opgav deres tro, mens den anden type tålmodigt ventede på mere lys. I prøvelsens stund syntes de sidstnævnte dog i nogen grad at miste deres nidkærhed og iver. De lunkne og overfladiske kunne ikke længere støtte sig til deres brødres tro. Enhver måtte klare sig selv.MBF 317.3

    På dette tidspunkt begyndte fanatisme at komme frem. Nogle, der havde foregivet at tro fuldt og fast på budskabet, fornægtede nu, at Guds ord er den eneste pålidelige rettesnor. Idet de hævdede at være under Helligåndens ledelse, lod de sig lede af deres egne følelser, indtryk og fantasier. Nogle fordømte med blind nidkærhed alle, som ikke godkendte deres adfærd. Deres fanatiske ideer og opførsel vakte modvilje hos det store flertal af adventister, men de bidrog til at bringe skam over sandhedens sag.MBF 318.1

    Satan forsøgte på denne måde at modarbejde og tilintetgøre Guds værk. Adventbevægelsen havde gjort stort indtryk på mennesker, tusinder af syndere var blevet omvendt, og gudfrygtige mænd ofrede al deres tid på at forkynde sandheden, selv da genkomsten alligevel ikke fandt sted. Ondskabens fyrste mistede mange af sine tilhængere, og for at bringe Guds sag i vanry forsøgte han at friste nogle af dem, der foregav at tro, til at gå til yderligheder. Og så var hans redskaber parat til at gøre folk opmærksomme på enhver vildfarelse, fejltagelse eller upassende handling for at sætte adventisterne og deres tro i det værste lys. Jo flere han kunne få til at udtale deres tro på genkomsten, skønt hans magt beherskede deres hjerte, des større fordel ville han opnå ved at henvise til dem som repræsentanter for alle de troende.MBF 318.2

    Satan er “vore brødres anklager,” og det er hans ånd, der får mennesker til at holde regnskab med Guds børns fejl og mangler og henlede andres opmærksomhed på dem, mens der ikke tales om deres gode gerninger. Han har altid travlt, når Gud arbejder på menneskers frelse. Når Guds sønner kommer for at fremstille sig for Herren, er Satan iblandt dem. Han er parat til ved enhver vækkelse at få nogle med, hvis hjerte ikke er helliggjort, og hvis sind er ude af balance. Når de har antaget en del af sandheden og sluttet sig til de troende, forsøger han gennem dem at indføre teorier, som vil bedrage de uforsigtige. At et menneske befinder sig i kirken eller ved Herrens bord, er intet bevis for, at det er en sand kristen. Selv ved de mest højtidelige anledninger er Satan ofte til stede personificeret ved dem, som han kan bruge som sine redskaber.MBF 318.3

    Ondskabens fyrste kæmper for hver tomme jord, som Guds børn tilbagelægger på deres rejse mod den himmelske by. Der er aldrig i kirkens historie blevet gennemført en reformation uden betydelig modstand. Sådan var det også på Paulus’ tid. Hver gang han grundlagde en menighed, var der nogle, der påstod, at de var blevet troende, men samtidig indførte vranglære, som, hvis den blev modtaget, ville ende med at fortrænge kærligheden til sandheden. Også Luther havde mange vanskeligheder og bekymringer på grund af fanatikere, der hævdede, at Gud talte direkte gennem dem, og satte deres egne meninger højere end Bibelens vidnesbyrd. Mange, som manglede tro og erfaring, men havde stor selvtillid og elskede at høre eller fortælle nyt, lod sig bedrage af de nye læreres store ord og forenede sig med Satans redskaber i at nedrive det, som Gud havde tilskyndet Luther til at opbygge. Brødrene Wesley og andre, hvis indflydelse har været til velsignelse for verden, mødte ustandselig Satans rænker, idet han gjorde overdrevent nidkære, ubalancerede mennesker mere eller mindre fanatiske.MBF 318.4

    William Miller nærede en dyb modvilje mod alt, hvad der førte til fanatisme. Ligesom Luther erklærede han, at enhver ånd bør prøves ved Guds Ord. Han sagde: “Djævelen har i vore dage stor magt over sindene. Og hvordan skal vi vide, hvilken slags ånd de er af? Bibelen giver svaret: ‘På deres frugter kan I kende dem.’ Mange ånder er gået ud i verden, og vi har fået befaling om at prøve ånderne. Den ånd, der ikke får os til at leve ædrueligt, gudfrygtigt og retfærdigt i denne verden, er ikke Kristi ånd. Jeg bliver mere og mere sikker på, at Satan har meget at gøre med disse vilde bevægelser. … Mange blandt os, der foregiver at være helliggjorte, følger menneskers traditioner og er åbenbart lige så uvidende om sandheden som andre, der ikke gør krav om at være fuldkomne.”3S. Bliss: Memoirs of Wm. Miller, s.236-237.“Vildfarelsens ånd vil føre os bort fra sandheden, og Guds ånd vil føre os ind i sandheden. Men, siger du, et menneske kan tage fejl og alligevel tro, at det har ret. Hvad så? Vort svar er, at Ånden og Ordet stemmer overens. Hvis et menneske dømmer sig selv efter Guds ord og finder fuld overensstemmelse med hele Ordet, må det tro, at det har fundet sandheden. Men hvis det ser, at den ånd, det ledes af, ikke stemmer overens med hovedindholdet i Guds lov eller Guds bog, bør det udvise stor forsigtighed, så det ikke bliver fanget i Djævelens snare.”4The Advent Herald and Signs of the Times Reporter, bind VIII, No. 23 (15. januar 1845).“Jeg har ofte fundet mere bevis på sand gudsfrygt i en tårevædet kind og en grådkvalt stemme end i al den larm, der findes i kristenheden.”5Bliss, s. 282.MBF 319.1

    På reformationens tid beskyldte dens fjender alle dem for fanatisme, som arbejdede mest ihærdigt på at bekæmpe fanatismen. Adventbevægelsens modstandere brugte samme taktik. Det var dem ikke nok at fordreje og overdrive de yderliggåendes vildfarelser. På grund af fordom og had spredte de ondskabsfulde rygter, der var helt grundløse. Deres ro var blevet forstyrret af budskabet om Kristi nært forestående genkomst. De var bange for, at det måske kunne være sandt, men håbede, at det ikke passede, og netop det var hemmeligheden bag deres angreb på adventisterne og deres tro.MBF 319.2

    Det lykkedes nogle få fanatikere at bane sig vej ind i adventisternes rækker, men det berettiger ikke til at hævde, at bevægelsen ikke kom fra Gud — lige så lidt som fanatikere i kirken på Paulus’ og Luthers tid berettiger til at fordømme disse to mænds indsats. Gid Guds folk virkelig ville vågne op af sin slummer og angre og reformere for alvor. Gid de ville granske Bibelen og lære sandheden at kende, som den er i Jesus og vie sig til Gud! Men der vil aldrig mangle beviser på, at Satan stadig er aktiv og på vagt. Han vil vise sin magt ved alle former for bedrag og kalde alle de faldne engle til hjælp.MBF 320.1

    Det var ikke forkyndelsen af genkomsten, der skabte fanatisme og splittelse. De kom først i sommeren 1844, da adventisterne gennemgik en tid med tvivl og ængstelse og endnu ikke havde fundet deres rette ståsted. Forkyndelsen af den første engels budskab og “midnatsråbet” tjente netop til at modarbejde fanatisme og splittelse. De, der deltog i denne højtidelige bevægelse, var enige. Deres hjerter var fulde af kærlighed til hinanden og til Jesus, som de ventede snart at se. Én tro og ét saligt håb hævede dem over menneskelig indflydelse og var et skjold mod Satans angreb.MBF 320.2

    “Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand.”6Matt 25,5-7.I sommeren 1844, midtvejs mellem det tidspunkt, hvor man først mente, at de 2300 dage var udløbet, og samme års efterår, som man senere opdagede, at dagene nåede til, blev budskabet forkyndt med Bibelens egne ord: “Brudgommen kommer!” Årsagen til denne bevægelse var, at man havde opdaget, at Artaxerxes’ befaling, der var udgangspunktet for de 2300 dage, blev givet om efteråret 457 f. Kr. og ikke i begyndelsen af året, som man først havde troet. Når man regner fra efteråret 457 udløber de 2300 dage om efteråret 1844 (se noter).MBF 320.3

    Også i symbolerne i Det Gamle Testamente fandt man holdepunkter for, at den begivenhed, der symboliseres ved “helligdommens renselse,” måtte finde sted om efteråret. Dette blev meget tydeligt, da man blev opmærksom på, hvordan forudsigelserne om Kristi første komme var gået i opfyldelse.MBF 320.4

    Slagtningen af påskelammet var et symbol på Kristi død. Paulus siger: “Også vort påskelam er slagtet, Kristus.”71 Kor 5,7.Det førstegrødeneg, der i påsken skulle svinges for Herren, symboliserede Kristi opstandelse. Paulus siger om Herrens og hans folks opstandelse: “Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de som hører Kristus til.”81 Kor 15,23.Ligesom svingningsneget var det første modne korn, der blev samlet før høsten, er Kristus førstegrøden af den udødelige høst af frelste, der ved den fremtidige opstandelse skal samles i Guds forrådskammer.MBF 321.1

    De begivenheder, der på forhånd var skildret i symboler, indtraf til tiden. På den fjortende dag i den første jødiske måned, den dag, på hvilken påskelammet i hele 1500 år var blevet slagtet, indstiftede Jesus efter at have spist påskelammet med sine disciple den højtid, der skulle være et minde om hans død som “Guds lam, som bærer verdens synd.” Samme nat blev han pågrebet af onde mennesker for at blive korsfæstet — og som svingningsnegets modbillede stod Herren op fra de døde på den tredie dag “som førstegrøde af dem, der er sovet hen,” et eksempel på alle de opstandne retfærdige hvis “fornedrede legeme” skal forvandles og få samme “skikkelse som hans herliggjorte legeme.”91 Kor 15,20; Fil 3,21;På samme måde skulle de begivenheder, der var skildret i symboler, som hentydede til genkomsten, indtræffe på det tidspunkt, der var angivet i den symbolske tjeneste. I det mosaiske system fandt helligdommens renselse eller den store forsoningsdag sted på den tiende dag i den syvende jødiske måned,103 Mos 16,29-34.da ypperstepræsten, efter at have skaffet hele Israel soning og således fjernet alle folkets synder fra helligdommen, kom ud og velsignede folket. Derfor troede man, at Kristus, vor store Ypperstepræst, skulle komme og rense jorden ved at tilintetgøre synden og synderne — og skænke sit ventende folk udødelighed. Man mente, at Herren ville komme igen på den tiende dag i den syvende måned — på det tidspunkt, da helligdommen skulle renses. Denne dag faldt i 1844 på den 22. oktober. Dette stemte med den kendsgerning, at de 2300 dage ville udløbe om efteråret. Den slutning forekom uomstødelig.MBF 321.2

    I lignelsen i Matt 25 følges ventetiden og søvnen af brudgommens komme. Dette stemte overens med de beviser, som netop er fremholdt — både ud fra profetien og symbolerne. Mange var overbevist om sandheden i dette, og “midnatsråbet” blev forkyndt af tusinder af troende.MBF 321.3

    Bevægelsen fejede som en flodbølge hen over landet. Den gik fra by til by, fra landsby til landsby og til de fjerneste flækker, indtil Guds ventende born var helt vækket op. Fanatismen forsvandt for denne forkyndelse, som frost for solens stråler. De troendes hjerte fyldtes af håb og mod — tvivl og forvirring forsvandt. Værket var befriet for de yderligheder, som altid viser sig, når menneskelig ophidselse ikke holdes i ave af Guds ånd. Det var af samme karakter som det, der skete i det gamle Israel, når de ydmygede sig for Herren, efter at han havde revset folket ved en af sine tjenere. Værket havde det præg, som Guds værk altid har. Der var ingen ekstatisk glæde, men inderlig selvransagelse, syndsbekendelse og forsagelse af verden. Forpinte sjæle beredte sig til at møde Herren. Der blev bedt oprigtigt, og man helligede sig uforbeholdent til Herren.MBF 321.4

    Miller beskriver denne tid således: “Der lyder ingen glædesudbrud; det er, som bliver de gemt til en senere anledning, da himmel og jord skal fryde sig sammen i en ubeskrivelig lyksalighed. Ingen råber — man venter, til råbet fra himlen skal lyde. Sangerne er tavse — de venter, til de skal synge sammen med det himmelske englekor. … Der er ingen følelsesmæssige konflikter; alle er fuldstændig enige.”11Bliss, s.270-271.MBF 322.1

    En anden, der var med i bevægelsen, sagde: “Alle vegne var der inderlig hjerteransagelse og ydmygelse for himlens Gud. Interessen blev vendt fra det, der hører denne verden til; al strid og fjendskab blev bilagt, alle forurettelser tilstået, og angrende, bodfærdige hjerter bad Gud om tilgivelse. Der var en sjælens ydmyghed, hvis lige vi aldrig før havde set. Gennem Joel havde Gud befalet, at når hans store dag var nær, skulle mennesker sønderrive deres hjerter og ikke deres klæder og omvende sig til ham med faste og gråd. Som Gud havde lovet gennem Zakarias, udgød han nådens og bønnens ånd over sine børn. De tænkte på ham, som de havde gennemboret. De, som afventede Herrens komme, ydmygede sig for ham.”12Bliss, i the Advent Shield and Review, bind 1, s. 271 (januar 1845).MBF 322.2

    Af alle store religiøse bevægelser siden apostlenes dage har ingen været mere fri for menneskelig ufuldkommenhed og Satans bedrag end denne bevægelse i efteråret 1844. Selv efter mange års forløb følte alle, der deltog i den og ikke siden var veget fra sandhedens grund, dette værks hellige indflydelse og vidnede om, at det var Guds værk. Da midnatsråbet lød: “Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!” vågnede de ventende og “gjorde deres lamper i stand.” De studerede Guds ord med en hidtil ukendt interesse. Engle blev sendt fra himlen for at vække dem, der havde mistet modet, og gøre dem rede til at tage imod budskabet. Det var ikke menneskers visdom, men Guds kraft der ledede værket. Det var ikke de mest begavede, men de mest ydmyge og gudfrygtige, der var de første til at høre og adlyde kaldet. Landmænd lod deres korn stå på marken, håndværkere lagde deres værktøj fra sig — med tårer i øjnene og glæde i hjertet drog de ud for at forkynde advarslen. De, som tidligere havde været de ledende, var de sidste, der sluttede sig til denne bevægelse. De fleste kirker lukkede døren for budskabet, og mange af dem, der antog det, afbrød deres forbindelse med kirkerne. Ifølge Guds forsyn forenede denne bevægelse sig med den anden engels budskab, og hans kraft ledsagede arbejdet.MBF 322.3

    Budskabet: “Brudgommen kommer!” var ikke så meget et spørgsmål om bevisførelse, skønt det bibelske bevis var klart og uimodsigeligt. Det var ledsaget af en betvingende magt, som rørte sjælen. Der var ingen tvivl, ingen tøven. Da Kristus holdt sit indtog i Jerusalem, drog de, der var kommet fra alle dele af landet for at fejre påske, til Oliebjerget. Da de sluttede sig til den skare, der ledsagede Jesus, blev de grebet en af øjeblikkelig inspiration og råbte:MBF 323.1

    “Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!”13Matt 21,9.På samme måde følte de vantro, der flokkedes ved adventisternes møder — nogle af nysgerrighed, andre blot for at gøre nar — den overbevisende kraft, der udgik fra budskabet: “Brudgommen kommer!”MBF 323.2

    På den tid fandtes en tro, som bragte svar på bøn — en tro, der var sikker på at blive belønnet. Som regn på den tørstige jord, kom Nådens ånd til dem, der søgte sandheden. De, der ventede snart at stå ansigt til ansigt med Frelseren, følte en usigelig, højtidelig glæde. Helligåndens milde, betvingende magt smeltede hjerterne, da velsignelsen i rigt mål blev udgydt over de trofaste ventende.MBF 323.3

    De, som modtog budskabet, kom forsigtigt og højtideligt nærmere til det tidspunkt, hvor de håbede at møde deres Herre. Hver morgen følte de, at deres første pligt var at forvisse sig om, at de var antaget af Gud. Deres hjerter var forenede, og de bad meget for og med hinanden. De mødtes på ensomme steder for at være i Guds nærhed, og forbønnen steg op mod himlen fra marker og lunde. Forvisningen om Frelserens velbehag betød mere for dem end det daglige brød, og hvis en sky formørkede deres sind, hvilede de ikke, før den var fordrevet. Idet de følte den tilgivende nåde, længtes de efter at se ham, som de elskede af hele deres hjerte.MBF 323.4

    Men endnu engang blev de skuffede. Frelseren kom ikke til den ventede tid. De havde set frem til hans komme med fuldkommen tillid, og nu følte de som Maria, da hun fandt Jesu grav tom og grædende udbrød: “De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.”14Joh 20,13.MBF 323.5

    En følelse af ærefrygt, en angst for, at budskabet muligvis kunne være sandt, havde i nogen tid holdt den vantro verden i skak. Selv efter at timen for genkomsten var overskredet, forsvandt denne følelse ikke straks. Først turde man ikke hovere over dem, der var blevet skuffet. Men da der ikke viste sig noget tegn på Guds vrede, forlod angsten dem, og de begyndte at håne de troende. Mange, der havde bekendt sig til at tro på Herrens genkomst, forkastede deres tro. Nogle, som havde været helt sikre i deres tro, blev så dybt såret i deres stolthed, at de helst ville være sunket i jorden. Ligesom Jonas rettede de anklager imod Gud og ville hellere dø end leve. De, der havde bygget på andres meninger i stedet for på Guds ord, var nu parat til at skifte mening igen. Spotterne vandt de svage og kujonagtige over på deres side, og de blev enige om, at nu var der hverken grund til at frygte eller håbe. Tidspunktet var overskredet, Herren var ikke kommet, og verden kunne forblive uforandret i tusinde år.MBF 324.1

    De oprigtigt troende havde givet afkald på alt for Kristi skyld og følt hans nærhed som aldrig før. De havde troet, at de gav verden den sidste advarsel, og da de havde ventet snart at blive modtaget af deres himmelske Herre og hans engle, havde de trukket sig en hel del tilbage fra dem, der ikke havde taget imod budskabet. Med inderlig længsel havde de bedt:MBF 324.2

    “Kom, Herre Jesus, kom snart!” Men han var ikke kommet. Og nu var det en frygtelig prøve for deres tro og tålmodighed at genoptage livets byrder og udholde verdens hån og spot.MBF 324.3

    Og dog var denne skuffelse ikke så stor som den, disciplene oplevede på Kristi tid. Da Jesus holdt sit sejrrige indtog i Jerusalem, troede hans tilhængere, at han ville sætte sig på Davids trone og befri Israel for dets undertrykkere. Fulde af håb og forventning kappedes de om at ære deres Konge. Mange strøede palmegrene eller lagde deres klæder som et tæppe på hans vej. Begejstret råbte de: “Hosianna, Davids søn!” Da farisæerne vrede og foruroligede over dette opfordrede Jesus til at irettesætte sine disciple, svarede han: “Hvis de tier, vil stenene råbe.”15Luk 19,40.Profetien måtte opfyldes. Disciplene opfyldte Guds hensigt, og dog skulle de lide en bitter skuffelse. Få dage senere måtte de se Frelseren lide en grufuld død og blive begravet. Deres forventninger var ikke blevet virkeliggjort, og deres håb døde sammen med Jesus. Først da Herren sejrrig forlod graven, forstod de, at alt var forudsagt i profetierne, og at “Kristus måtte lide og stå op fra de døde.”16ApG 17,3.MBF 324.4

    500 år tidligere havde Herren ved profeten Zakarias sagt: “Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl.”17Zak 9,9.Hvis disciplene havde forstået, at Kristus skulle blive dømt og dø, kunne de ikke have opfyldt denne profeti.MBF 325.1

    På lignende måde opfyldte Miller og hans medarbejdere profetien og bragte det budskab, som Guds ord havde forudsagt skulle bringes til verden. Men dette budskab kunne de de ikke have bragt, hvis de helt havde forstået de profetier, der forudsagde deres skuffelse og indeholdt endnu et budskab, som skulle forkyndes for alle folkeslag før Herrens genkomst. Både den første og den anden engels budskab blev bragt rettidigt og udrettede det, som Gud ville, de skulle.MBF 325.2

    Verden havde set til og ventet, at hele adventtroen ville blive opgivet, hvis Kristus ikke kom. Men skønt mange i denne svære prøvelse opgav deres tro, var der nogle, der stod fast. Den ydmyghed, hjerteransagelse, forsagelse af verden og det nye liv i de kristne menigheder, der havde ledsaget adventbevægelsen, viste, at den kom fra Gud. De turde ikke benægte, at Helligåndens magt havde ledsaget forkyndelsen om genkomsten — og de kunne ikke finde nogen fejl i deres beregning af de profetiske tidsperioder. Selv deres dygtigste modstandere havde ikke kunnet finde nogen fejl i deres fortolkning af profetierne. Uden beviser fra Guds ord kunne de ikke gå med til at opgive resultater, de med brændende hjerter var nået til under bøn, bibelstudium og Guds ånds indflydelse. Disse resultater havde modstået den skarpeste kritik og den bitreste modstand fra populære religiøse lærere og verdenskloge mænd. De havde stået urokkelig fast over for lærdommens og veltalenhedens forenede styrke og spot og foragt fra gode og onde.MBF 325.3

    Den ventede begivenhed var ganske vist ikke indtruffet, men selv det kunne ikke rokke deres tro på Guds ord. Da Jonas i Nineve forkyndte, at byen skulle ødelægges efter 40 dage, godtog Herren indbyggernes ydmyghed og forlængede deres nådetid. Alligevel var Jonas’ budskab sendt fra Gud, og Nineve blev sat på prøve, som Gud ville. Adventisterne troede, at Gud på lignende måde havde ført dem til at bringe advarslen om dommen. De sagde: “Dette budskab har prøvet hjerterne hos alle, der har hørt det, og enten vakt kærlighed til Herrens genkomst eller fremkaldt et mere eller mindre åbenlyst had, som Gud kender. Det har skabt en skillelinje, så de, der ville ransage deres eget hjerte, kunne vide, på hvilken side de ville have stået, hvis Herren var kommet dengang — om de ville have råbt: ‘Han er vor Gud, vi satte vort håb til ham, og han frelste os!’ eller de ville råbe til klipperne og bjergene om at falde over dem og skjule dem for Lammets vrede. Vi tror, at Gud på denne måde har prøvet sine børns tro og set, om de i prøvelsens time ville opgive den stilling, han ville sætte dem i — eller om de ville give afkald på denne verden i fuld tillid til Guds ord.”18The Advent Herald and Signs of the Times Reporter, bind VIII, No. 14 (13. november 1844).MBF 325.4

    Følelserne hos dem, der stadig troede, at Gud havde ledet dem i deres erfaring, er udtrykt i William Millers ord: “Hvis jeg skulle leve mit liv om og stadig havde de samme beviser, som jeg havde dengang, måtte jeg for at være ærlig over for Gud og mennesker gøre, hvad jeg har gjort.” “Jeg håber, at jeg har tvættet mine klæder for andres blod. Jeg føler, at jeg så godt, det var mig muligt, har friet mig for skyld i deres fordømmelse. Skønt jeg er blevet skuffet to gange, er jeg hverken modløs eller fortvivlet. Mit håb om Kristi genkomst er stadig lige levende. Jeg har kun gjort, hvad jeg efter års alvorlig overvejelse anså for min hellige pligt. Hvis jeg har fejlet, er det sket på grund af kærlighed til mine medmennesker og en overbevisning om mit ansvar over for Gud.”MBF 326.1

    “Én ting ved jeg: jeg har kun forkyndt, hvad jeg selv troede på, og Gud har været med mig. Hans kraft har ledsaget værket, og det har udrettet meget godt. Menneskeligt set har forkyndelsen af genkomsten fået tusinder til at studere Den hellige Skrift, så de ved tro og Kristi blod er blevet forsonet med Gud.”19Bliss: Memoirs of Wm. Miller, ss. 256.255.277.280-281.“Jeg har aldrig søgt de stoltes velvilje eller tabt modet over verdens vrede. Heller ikke nu vil jeg søge deres gunst eller forlade pligtens vej for at udfordre deres had. Jeg vil aldrig bede dem skåne mit liv og håber, at jeg ikke skal vige tilbage for at miste det, hvis det er Guds vilje.”20J. White: Life of Wm. Miller, s. 315.MBF 326.2

    Gud svigtede ikke sit folk. Hans ånd hvilede stadig over dem, der ikke overilet fornægtede det lys, de havde fået, og forlod adventbevægelsen. I Hebræerbrevet findes opmuntrende og advarende ord til dem, der blev prøvet i denne krise: “Kast altså ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig. For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, han har lovet. For nu varer det kun en ganske kort tid, så kommer han, som skal komme, og han udebliver ikke; og mine retfærdige skal leve af tro, men viger han tilbage fra det, har min sjæl ikke behag i ham. Men vi hører ikke til dem, der viger tilbage, så vi fortabes, men til dem, der tror, så vore sjæle frelses.”21Hebr 10,35-39.MBF 326.3

    At denne formaning er rettet til menigheden i de sidste dage, fremgår af de ord, der taler om genkomstens nærhed: “Nu varer det kun en ganske kort tid, så kommer han, som skal komme, og han udebliver ikke.” Det er tydeligt underforstået, at der skal være en tilsyneladende forsinkelse af Herrens genkomst. Den formaning, der gives her, tager specielt sigte på adventisterne i denne tid. De mennesker, der her tales til, stod i fare for at lide skibbrud på troen. De havde adlydt Gud og fulgt hans ånd og hans ord, men de kunne ikke forstå Guds hensigt med den erfaring, de havde gennemgået, eller skelne den vej, der lå foran dem — og de var fristet til at tvivle på, at det virkelig var Gud, der havde ledet dem. Her passede ordene: “Mine retfærdige skal leve af tro.” Da midnatsråbets klare lys havde skinnet på deres vej og de havde set profetierne blive åbnet og den hurtige opfyldelse af de tegn, der viste, at Kristi komme var nær, havde de set alt så klart. Nu var de nedslåede af skuffede forhåbninger og kunne kun holde sig oppe ved troen på Gud og hans Ord. Verden sagde spottende: “I er blevet bedraget. Opgiv jeres tro og indrøm, at adventbevægelsen var Satans værk.” Men Guds ord sagde: “Viger han tilbage, har min sjæl ikke behag i ham.” Hvis de nu fornægtede deres tro og den Helligåndens magt, der havde ledsaget budskabet, ville det være at gå fortabelsen i møde. De hentede mod og styrke i disse ord fra Hebræerbrevet: “Kast altså ikke jeres frimodighed bort. … I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje. … Nu varer det kun en ganske kort tid, så kommer han, som skal komme, og han udebliver ikke.” Det eneste, de trygt kunne gøre, var at værne om det lys, Gud allerede havde givet dem, holde fast ved hans løfter, fortsætte med at studere Skriften og tålmodigt vente på at få mere lys.MBF 327.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents