130. — Glæde ved religion.

De retfærdiges fremtidige hjem og den evige belønning er høje og forædlede emner for de unge at betragte. Tænk på den vidunderlige frelsesplan, det store offer, som herlighedens Konge gjorde, for at du ved hans blods fortjeneste må blive ophøjet, og ved lydighed til sidst nå helt op til Kristi trone. Dette emne burde udgøre sindets ædleste betragtning. At stå i Guds gunst hvilket privilegium! ... Unge venner! Jeg så, at hvis I beskæftiger jer med dette, vil I blive lykkelige, men grunden til, at I er urolige, er den, at I ikke søger hen til den eneste sande lykkens kilde. I forsøger altid uden om Kristus at finde den glæde, som findes alene i ham. I ham findes ikke noget skuffet håb. Bøn o, hvor er dette dyrebare privilegium dog blevet forsømt! Læsning af Guds ord bereder sindet for bøn. En af de vigtigste årsager til, at I har så lidt lyst til at drage nærmere til Gud i bøn er, at I har gjort jer selv uskikket til dette hellige værk ved at læse ophidsende historier, som har påvirket indbildningskraften og fremkaldt vanhellige lyster. Guds ord smager da ikke godt, og bedestunden glemmes. Bøn er den kristnes styrke. Skønt alene, er han dog ikke alene. Han føler dens nærværelse, som har sagt: “Se, jeg er med jer alle dage.”BTU 231.3

De unge behøver netop hvad de ikke har, nemlig religion. Intet kan tage dennes plads. Bekendelse alene er intet værd. Navne bliver indskrevne i menighedsbøger her på jorden, men ikke i livets bog. Jeg så, at der ikke er en af tyve iblandt de unge, som ved, hvad erfaringsmæssig religion er. De arbejder for sig selv og bekender sig dog til at være Kristi tjenere, men hvis ikke den fortryllelse, som er over dem, bliver brudt, vil de snart komme til at forstå, at de hører til overtrædernes tal. I stedet for en selvfornægtende ånd eller opofrelse for sandhedens skyld, har de fundet en langt lettere vej. I stedet for alvorlig bøn med tårer og stærke råb til Gud om hans tilgivende nåde og om styrke fra ham til at modstå Satans fristelser, har de fundet det unødvendigt at være så alvorlige og så nidkære. De kan klare sig godt uden det. Kristus, herlighedens konge, gik ofte alene op på bjergene og hen til øde steder for at udøse sin sjæl for sin Fader; men et syndefuldt menneske, i hvem der ingen styrke er, tror at han kan leve uden så megen bøn. — Testimonies for the churs, 1 bind side 503 — 505.BTU 232.1