Lægens arbejde for sjæle

LÆGENS ARBEJDE FOR SJÆLE
VM6 229.1

[Enhver praktiserende læge kan ved troen på Kristus være i besiddelse af et kurmiddel af den allerhøjeste værdi en lægedom for den syndbetyngede sjæl. En læge, der er omvendt og helliget ved sandheden, er optegnet i himmelen som en Guds medarbejder, en Jesu Kristi efterfølger. Ved sandhedens helliggørelse giver Gud læger og dem, der plejer de syge, visdom og dygtighed til at behandle de lidende og denne gerning åbner de tæt tillukkede døre til mange hjerter. Menneskene ledes til at forstå den sandhed, som er nødvendig til sjælens såvel som legemets frelse.VM6 229.2

Dette er en faktor, der sætter præg på værket for denne tid. Sundhedsmissionen er ligesom den højre hånd i den tredje engels budskab, der må kundgøres for en falden verden og ved en trofast udførelse af deres del, udfører læger, bestyrere og arbejdere i hvilken som helst stilling budskabets gerning. Således vil sandhedens røst nå ud til alle folkeslag, stammer, tungemål og folk. I dette værk har himmelske engle en del at udføre. De vækker åndelig glæde og lovsang i deres hjerter, som er blevet befriet for lidelse og taknemmelighed til Gud opstiger fra manges læber, der har modtaget den dyrebare sandhed.VM6 229.3

Hver eneste læge inden for vore rækker skulle være en kristen. Kun de læger, som er sande bibelkristne, kan på den rette måde udføre de høje pligter i deres kald.VM6 229.4

En læge, der forstår sin stillings ansvar og skyldighed, vil erkende nødvendigheden af, at Kristus er nærværende hos ham i hans arbejde for dem, for hvem et så stort offer blev gjort. Han vil lade alt være underordnet de højere interesser, der angår det liv, som vil kunne fortsætte i et evigt liv. Han vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at frelse både legemet og sjælen. Han vil søge at gøre netop det arbejde, som Kristus ville gøre i hans sted. Den læge, som elsker Kristus og de sjæle han døde for, vil med alvor søge at bringe et blad af livets træ ind i sygeværelset. Han vil søge at bryde livets brød til den lidende. Trods de hindringer og vanskeligheder, han måtte møde, er dette den højtidelige, hellige gerning i lægens kald.VM6 229.5

Det arbejde, hvori Frelserens gerning bedst kommer til syne, hvori hans metoder mest nøje bliver efterlignet og hans ære bedst fremmes, er sandt missionsarbejde. Missionsarbejde, som ikke når op til dette ideal, nedtegnes i himmelen som mangelfuldt. Det bliver vejet i helligdommens vægtskål og fundet for let.VM6 230.1

Læger bør søge at lede deres patienters tanker til Kristus, som er legemets og sjælens læge. Hvad lægerne kun kan forsøge at udrette, fuldfører Kristus. Det menneskelige redskab forsøger at forlænge livet; Kristus er livet selv. Han, som gik igennem døden for at tilintetgøre den, der havde dødens vælde, er kilden til alt liv. Der er balsam i Gilead; en Læge findes der. Kristus tålte en kvalfuld død under de mest ydmygende forhold, for at vi kunne leve. Han gav afkald på sit dyrebare liv, for at han kunne sejre over døden. Men han opstod af graven og de myriader af engle, der kom for at se ham genoptage det liv, han havde nedlagt, hørte hans triumferende glædesord, da han stod over Josefs revnede grav og forkyndte: “Jeg er opstandelsen og livet.”VM6 230.2

Spørgsmålet: “Når en mand dør, mon han da skal leve op igen?” er blevet besvaret. Ved at bære syndens straf, ved at gå ned i graven, har Jesus gjort graven lys for alle, som dør i tro. I menneskelig skikkelse har Gud bragt liv og uforkrænkelighed for dagen ved evangeliet. Ved at dø sikrede Kristus liv til alle, der tror på ham. Ved at dø fordømte han syndens og ulydighedens ophavsmand til at lide syndens straf, en evig død.VM6 230.3

Som den, der besidder og giver evigt liv, var Kristus den eneste, der kunne besejre døden. Han er vor Genløser; og lykkelig er enhver læge, som i ordets rette forstand er en missionær, en redningsmand for sjæle, for hvem Kristus gav sit liv. Dag efter dag vil en sådan læge lære af den Store Læge, hvordan han skal våge og virke for at frelse menneskers sjæle og legemer. Frelseren er til stede i sygeværelset, i operationsstuen; og til hans navns ære udretter hans magt store ting.VM6 231.1

Lægen kan udrette en ædel gerning, hvis han er forenet med den Store Læge. Til den syges slægtninge, der er fulde af medfølelse med patienten, vil han måske få anledning til at tale livets ord; og han kan lindre og opløfte den syges sind ved at lede ham til at se hen til ham, som til fuldkommenhed kan frelse alle, der kommer til ham for at finde frelse.VM6 231.2

Når Guds Ånd virker på den lidendes sind og leder ham til at spørge efter sandhed, lad så lægen arbejde for den dyrebare sjæl, som Kristus ville arbejde for den. Pres ham ikke til nogen speciel læresætning men henvis ham til Jesus, som den syndstilgivende Frelser. Guds engle vil indvirke på sindet. Nogle vil nægte at lade sig bestråle af det lys, Gud ønsker skulle skinne ind i åndens kamre og i sjælens tempel; men mange vil tage imod lyset og fra disse hjerter vil bedrag og vildfarelse i de forskellige former blive fordrevet.VM6 231.3

Enhver anledning til at virke, som Kristus virkede, bør omhyggeligt udnyttes. Lægen bør tale om de helbredelsesgerninger, Kristus udførte, om hans ømhed og kærlighed. Han bør tro, at Jesus er hans ledsager, som er ved hans side. Vi er “Guds medarbejdere”. 1.Kor. 3,9. Aldrig skulle lægen forsømme at lede sine patienters tanker hen til Kristus, den guddommelige Overlæge. Hvis han har Frelseren boende i sit eget hjerte, vil hans tanker altid være rettet mod ham, som er sjælens og legemets læge. Han vil lede de syges sind hen til ham, som kan helbrede, til ham som under sit ophold på jorden gengav de syge sundhed og helbredte sjælen såvel som legemet, idet han sagde: “Søn! dine synder forlades dig.” Mark. 2,5.VM6 231.4

Aldrig bør fortrolighed med lidelse medføre, at lægen bliver ligegyldig eller blottet for medfølelse. I farlige sygdomstilfælde føler patienten sig overladt til lægens nåde. I denne læge ser han sit eneste jordiske håb og lægen bør altid henvise den bævende sjæl til én, der er større end ham, til Guds Søn, som gav sit liv for at frelse ham fra døden, som har medynk med den lidende og som ved sin guddommelige kraft vil give dygtighed og visdom til alle, der beder ham derom.VM6 232.1

Når patienten ikke ved, hvilket udfald sygdommen kan få, er tiden kommet, da lægen kan påvirke hans sind. Dette bør han ikke gøre ud fra et ønske om at fremhæve sig selv, men for at kunne henvise sjælen til Kristus, som en personlig Frelser. Hvis livet bliver sparet, er der en sjæl, som denne læge bør våge over. Patienten føler, at lægen er selve livet i hans liv. Og til hvilket formål bør denne store tillid benyttes? Altid til at vinde en sjæl for Kristus og til at ophøje Guds magt.VM6 232.2

Når krisen er overstået og der øjensynlig er fremgang, tilbring så nogle øjeblikke i bøn sammen med patienten, uanset om denne er troende eller ikke-troende. Giv udtryk for din taknemmelighed for det liv, der blev sparet. Den læge, der følger en sådan fremgangsmåde, leder sin patient hen til én, af hvem hans liv er afhængigt. Patienten vil måske udtale sin taknemmelighed til lægen, for gennem Gud har denne læge knyttet vedkommendes liv til sit eget; men lad prisen og takken tilfalde Gud som den, der er nærværende, skønt han er usynlig.VM6 232.3

På sygelejet sker det tit, at man modtager og bekender Kristus og dette vil forekomme oftere i fremtiden, end hvad der tidligere har fundet sted; for Herren vil udføre et hastigt værk her i verden. Lægen skal have forstandige ord på sine læber og Kristus vil vande den sæd, der bliver sået og bringe den til at bære frugt til evigt liv.VM6 233.1

Vi forspilder de mest dyrebare anledninger ved at undlade at tale et ord i rette tid. Alt for ofte bliver et kosteligt talent, der burde bære hundred fold, ladet ubenyttet. Hvis man ikke er på vagt over for det gyldne privilegium, vil det gå forbi. Et eller andet fik lov til at afholde lægen fra at udføre sin anviste gerning som en retfærdighedens tjener.VM6 233.2

Der er aldeles ikke for mange gudfrygtige læger til at gøre tjeneste i deres kald. Der er meget, som skal gøres og prædikanter og læger skal virke i fuldkommen forening. Lukas, som har forfattet det evangelium, der bærer hans navn, kaldes “den elskede læge” og de, som gør en gerning, svarende til den han udførte, efterlever evangeliet.VM6 233.3

Utallige er en læges anledninger til at advare de ubodfærdige, opmuntre de trøstesløse og de håbløse og til at give forskrifter vedrørende sindets og legemets sundhed. Når han således underviser folk om grundsætningerne for sandt afhold og som en sjælenes vogter giver råd til dem, der er åndeligt og legemligt syge, udfører han sin del i den store opgave at berede Herren et velskikket folk. Dette er, hvad arbejdet i sundhedsmissionen skal udrette i sit forhold til den tredje engels budskab.VM6 233.4

Prædikanter og læger skal arbejde harmonisk sammen og virke med alvor for at frelse sjæle, der er blevet indviklet i Satans snarer. De skal henvise menneskene til Jesus, som er deres retfærdighed, deres styrke og deres “åsyns sundhed” Sl. 42,12, eng. bibel. De skal uafladeligt være på vagt efter sjæle. Der er nogle, som kæmper mod stærke fristelser og står i fare for at blive overvundet i striden mod Satans redskaber. Vil du gå disse forbi uden at tilbyde dem bistand? Hvis du ser en sjæl, som behøver hjælp, så giv dig i samtale med ham, selv om du ikke kender ham. Bed med ham. Henvis ham til Jesus.VM6 233.5

Dette er visselig lægens arbejde lige så meget som prædikantens. Ved offentlig og privat bestræbelse skulle lægen søge at vinde sjæle for Kristus.VM6 234.1

I alle vore foretagender og i alle vore institutioner skal Gud åbenbares som den Store Arbejdsgiver. Lægerne skal stå som hans repræsentanter. Lægestanden har gjort mange reformer og den skal vedblivende gå fremad. De, der holder menneskers liv i deres hænder, bør være dannede, være kultiverede og helligede. Da vil Herren virke kraftigt med dem for at herliggøre sit navn.VM6 234.2

Kristi gerning for den værkbrudne belyser, hvordan vi skal virke. Gennem sine venner havde denne mand hørt tale om Jesus og bad om at blive bragt hen til den Mægtige Læge. Frelseren vidste, at den værkbrudne havde lidt under præsternes antydninger om, at Gud havde forkastet ham på grund af hans synder. Det første, han gjorde, var derfor at give ham fred i sindet. “Søn!” sagde han, “dine synder forlades dig.” Denne forsikring fyldte hans hjerte med fred og glæde. Men nogle af de tilstedeværende begyndte at knurre og sagde i deres hjerter: “Hvem kan forlade synder uden én, nemlig Gud?” For at de skulle kunne vide, at Menneskesønnen havde magt til at forlade synder, sagde Kristus til den syge mand: “Stå op, tag din seng og gå hjem!” Mark 2,5.7.11. Dette viser, hvordan Frelseren forenede arbejdet med at forkynde sandheden og at helbrede de syge. Vejl f menigh bd. 2 side 399-403]VM6 234.3