Menighedens behov

MENIGHEDENS BEHOV
VM6 261.1

Medens verden behøver sympati, medens den trænger til Guds folks bønner og medens den er i behov af at kunne se Kristus i hans efterfølgeres liv, er Guds folk i lige så stor trang til anledninger, der vækker deres medfølelse, giver deres bønner virkekraft og udvikler hos dem, en karakter i lighed med den, som det guddommelige mønster åbenbarede.VM6 261.2

Det er for at tilvejebringe disse anledninger, Gud har sat de fattige, de ulykkelige, de syge og de lidende iblandt os. De er Kristi arv til hans menighed og der skal sørges for dem, ligesom han ville have gjort. På denne måde fjerner Gud det værdiløse, lutrer guldet og giver os den hjertets karakterens dannelse, som vi behøver.VM6 261.3

Herren kunne udføre sit værk uden vort samarbejde. Han er ikke afhængig af os med vore penge, vor tid eller vort arbejde. Men menigheden er meget dyrebar i hans øjne. Den er det skrin, som indeholder hans juveler, den fold, der omhegner hans hjord og han længes efter at se den uden plet eller rynke eller noget sådant. Han længes efter den med en usigelig kærlighed. Dette er grunden til, at han har givet os anledninger til at virke for ham og han tager imod vort arbejde som tegn på vor kærlighed og troskab.VM6 261.4

Ved at sætte de fattige og de lidende iblandt os prøver Herren os for at åbenbare for os, hvad der bor i vore hjerter. Vi kan ikke uden fare afvige fra principper; vi kan ikke krænke retfærdighed; vi kan ikke forsømme barmhjertighed. Når vi ser, at det går tilbage med en broder, skal vi ikke gå ham forbi på den anden side af vejen, men gøre bestemte og øjeblikkelige anstrengelser for at opfylde Guds ord ved at hjælpe ham. Vi kan ikke arbejde i modstrid med Guds særskilte anvisninger, uden at følgen af vor gerning falder tilbage på os. Den sandhed bør være fast afgjort, rodfæstet og grundfæstet i vor samvittighed, at intet i vor handlemåde, der vanærer Gud, kan tjene os til gavn.VM6 261.5

Det bør indridses i samvittigheden som med en jerngriffel på en klippe, at den, der sætter sig ud over barmhjertighed, medlidenhed og retfærdighed, den, som forsømmer de fattige, som overser lidende menneskers trang og som ikke er venlig og høflig, opfører sig på en sådan måde, at Gud ikke kan samarbejde med ham i karakterens udvikling. Sindets og hjertets dannelse foregår lettere, når vi nærer en sådan medfølelse med andre, at vi benytter vore fordele og privilegier til at lindre deres trang. At samle og selv beholde alt, hvad vi kan, fører til armod i sjælen. Men alle Kristi egenskaber venter på at blive vedtaget af dem, der vil udføre netop den gerning, Gud har bestemt til dem, idet de virker efter Kristi eksempel.VM6 262.1

Vor Genløser udsender sine sendebud, for at de skal bære et vidnesbyrd til hans folk. Han siger: “Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig.” Åb. 3,20. Men mange nægter at modtage ham. Helligånden venter på at kunne mildne og betvinge hjerterne; men de er ikke villige til at åbne døren og slippe Frelseren ind af frygt for, at han vil kræve noget af dem. Og så går Jesus fra Nazaret forbi. Han længes efter at skænke dem sin nådes rige velsignelser, men de afslår at modtage dem. Hvilken frygtelig sag er det ikke at lukke Kristus ude fra hans eget tempel! Hvilket tab for menigheden!VM6 262.2

Gode gerninger koster os et offer; men det er netop dette offer, der bringer disciplin. Disse forpligtelser stiller os i modstrid med naturlige følelser og tilbøjeligheder, og ved at opfylde dem, vinder vi sejr på sejr over de forkastelige træk i vor karakter. Striden føres videre og derved vokser vi i nåden. Således genspejler vi Kristi lignelse og beredes til en plads i Guds salige rige.VM6 262.3

Velsignelser, både timelige og åndelige, vil ledsage dem, der giver til de trængende, hvad de modtager af Mesteren. Jesus gjorde et under for at mætte de fem tusind, en træt, hungrig skare. Han valgte et behageligt sted, hvor der var plads til folket og bød dem sætte sig. Derpå tog han de fem brød og de to små fisk. Uden tvivl faldt der mange bemærkninger om umuligheden af at mætte fem tusind sultne mænd foruden kvinder og børn med dette knappe forråd. Men Jesus takkede og lagde føden i disciplenes hænder til fordeling. De serverede til folkemængden og føden forøgedes i deres hænder. Og efter at mængden var blevet mættet, satte disciplene sig og spiste af forsyningen fra himmelen sammen med Kristus. Dette er en dyrebar lærdom for enhver Kristi efterfølger.VM6 263.1

En ren og ubesmittet gudsdyrkelse “er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden”. Jak. 1,27. Vore menighedsmedlemmer trænger hårdt til at kende praktisk gudsfrygt. De trænger til at øve selvfornægtelse og selvopofrelse. De trænger til at give verden et synligt bevis på, at de ligner Kristus. Derfor skal det arbejde. Kristus kræver af dem, at det ikke overlades til andre, at den byrde, de selv skulle bære, lægges på en anden komité eller institution. De skal blive delagtige i Kristi karakter ved at yde af deres midler og deres tid, deres sympati og personlige arbejde, for at hjælpe de syge, trøste de sørgende, støtte de fattige, opmuntre de modløse, oplyse sjæle i mørke, henvise syndere til Kristus og indprente i menneskenes hjerter, at Guds lov er bindende.VM6 263.2

Menneskene iagttager og vejer dem, der bekender sig til at tro på de særskilte sandheder for denne tid. De giver agt for at se, hvori deres liv og vandel er en fremstilling af Kristus. Når Guds folk i ydmyghed og med alvor beskæftiger sig med at gøre godt mod alle, vil det øve en indflydelse, der vil gøre sig gældende i enhver by og på ethvert sted, hvor sandheden er trængt ind. Hvis alle, der kender sandheden, vil tage fat på denne gerning, efter som lejlighed tilbyder sig og dag for dag udfører små kærlige handlinger i nabolaget, hvor de bor, vil dette åbenbare Kristus for deres naboer. Evangeliet vil åbenbare sig som en levende kraft og ikke som kløgtigt udtænkte eventyr eller som tomme spekulationer. Det vil åbenbare sig som en virkelighed, ikke som en frugt af fantasi eller begejstring. Dette vil få større betydning end prædikener eller bekendelse eller trosartikler.VM6 264.1

Satan deltager i spillet om livet for hver eneste sjæl. Han ved, at praktisk sympati er prøven på hjertets renhed og uegennytte og han vil gøre enhver mulig anstrengelse for at tillukke vore hjerter for andres trang, således at synet af lidelse til sidst ikke rører os. Han vil indføre mange ting for at hindre, at kærlighed og sympati kommer til udtryk. Det var på denne måde, han ødelagde Judas. Judas tænkte stadig på at gavne sig selv, I denne henseende fremstiller han en stor klasse bekendende kristne i dag. Derfor trænger vi til at betragte hans færd. Vi er Kristus lige så nær, som han var. Men dersom vi ligner Judas således, at samfundet med Kristus ikke gør os til ét med ham, dersom det ikke frembringer oprigtig medlidenhed i vore hjerter med dem, for hvem Kristus gav sit liv, står vi ligesom Judas i fare for at være uden Kristus, et bytte for Satans fristelser.VM6 264.2

Vi behøver at være på vagt imod den første afvigelse fra retfærdighed; for én overtrædelse, én undladelse af at lægge Kristi Ånd for dagen, åbner vejen for en anden og så for en tredje, indtil sindet beherskes af fjendens principper. Hvis egoismens ånd næres, bliver den en fortærende lidenskab, som Kristi magt alene kan underkue.VM6 265.1