Åndelige lægmænd og nyomvendtes ansvar.

Menigheden hjælper de nyomvendte tålmodigt—Dem som for nylig er kommet til troen bør behandles tålmodigt og ømt, og det er ældre menighedsmedlemmers pligt at udtænke veje og midler til hjælp, forståelse og undervisning af dem som i god tro drages ud af andre menigheder for sandhedens skyld, og derved afskærer sig selv fra det pastorale arbejde som de har vænnet sig til. Menigheden har et særligt ansvar på sig, for at tage sig af disse sjæle, som har fulgt de første lysstråler de fik; og hvis menighedsmedlemmerne forsømmer denne opgave, er de upålidelige over for det som Gud har betroet dem.—Review and Herald, 28. april 1896.Eva 351.1

Vagtsom opmærksomhed og opmuntring—Når nogen er blevet omvendt til sandheden, behøver vedkommende tilsyn. Hos mange prædikanter synes nidkærheden at svigte, så snart deres anstrengelser viser nogen fremgang. De indser ikke, at disse nyomvendte trænger til pleje, årvågen opmærksomhed, hjælp og opmuntring. De bør ikke overlades til sig selv og blive et bytte for Satans mægtige fristelser; de trænger til at oplæres, angående deres pligter, til at behandles med venlighed og ledes fremad og til at man besøger dem og beder med dem. Disse sjæle behøver den mad, der tildeles, hvert menneske i rette tid.Eva 351.2

Intet under, at nogle bliver modløse, nøler ved vejen og overlades til at fortæres af ulve. Satan er på sporet af alle. Han udsender sine redskaber for at føre de sjæle, han har mistet, tilbage til sine rækker. Der burde være flere fædre og mødre, som kunne tage disse nyfødte børn i deres favn og opmuntre dem og bede for dem, at de ikke må forvirres i deres tro.Eva 351.3

Prædiken er kun en lille del af det arbejde, der skal udføres for sjæles frelse. Guds ånd overbeviser syndere om sandheden og lægger dem i menighedens arme. Prædikanterne kan gøre deres del, men de kan aldrig udføre den gerning, som menigheden bør gøre. Gud kræver, at hans menighed skal opsøge de, som er unge i tro og erfaring og opfordre dem til arbejdet. Menigheden skal ikke føre en ligegyldig samtale med dem, men tale sådanne ord, “som er æbler af guld i skåle af sølv” for at lede dem.Eva 352.1

Vi trænger alle til at studere vor karakter og optræden, for at vi må kunne behandle forskellige slags mennesker skønsomt, således at vi kan gøre de bedste bestræbelser for at hjælpe dem til en rigtig forståelse af Guds ord og til et sandt kristenliv. Vi bør læse bibelen sammen med dem og lede deres sind bort fra timelige ting og hen til deres evige interesser. Det er Guds børns pligt at være missionærer for ham, at blive kendt med dem, der trænger til hjælp. Dersom nogen vakler under fristelse, bør man omhyggeligt tage sig af den pågældendes, sag og behandle den med klogskab; for hans evige interesser står på spil og de, der arbejder for ham kan, ved deres ord og handlinger, blive en duft af liv til liv eller af død til død.—Vidnesbyrdene bd. 4, s. 68, 69. (1876)Eva 352.2

Formyderplanen—Hos Kristus er vi alle medlemmer af een familie. Gud er vor Fader, og Han forventer at vi har interesse for medlemmerne i Hans hjem, ikke en formløs og skødesløs interesse, men en beslutsom og stadig interesse. Som grene af stamtræet, får vi næring fra den samme kilde, og i villig lydighed, bliver vi eet med Kristus.Eva 352.3

Hvis et medlem af Kristi husholdning falder i fristelse, skal de andre medlemmer holde øje med ham i venligsindet interesse, søge at standse de fødder der er gået ind på de falske stier, og vinde ham til et rent og helligt liv. Denne tjeneste forlanger Gud fra alle medlemmer i Hans kirke. . . . . Medlemmerne af Herrens familie skal være vise og vagtsomme, gøre alt i deres magt for at frelse deres svagere brødre fra Satans skjulte net.Eva 353.1

Dette er hjemmemissionsarbejde, og det er til ligeså god hjælp for dem som gør det, som for dem det gøres for. Den venlige interesse vi viser i hjemmekredsen, de sympatiske ord vi taler til vore brødre og søstre med, gør os i stand til at arbejde for medlemmerne i Herrens husholdning, med hvem, hvis vi forbliver loyale for Kristus, skal leve sammen i evige tider. “Vær du trofast til døden,” siger Kristus, “og jeg vil give jer livets krone.” Hvor godt bør medlemmerne i Herrens familie ikke passe på deres brødre og søstre! Gør dig selv til deres ven. Hvis de er fattige og behøver mad og klæder, så tjener det til deres timelige såvel som deres åndelige mangler. Derved vil du være til dobbelt velsignelse for dem.—Manuskrift 63, 1898.Eva 353.2