Peters fiskefangst

Da prædikenen var til ende, vendte Jesus sig om mod Peter og bad ham lægge ud på vandet og kaste sit garn ud til et dræt. Men Peter havde tabt modet. Han havde ikke fanget noget hele natten. I de ensomme timer havde han tænkt på den skæbne, der var overgået Johannes Døber, som vansmægtede alene i sit fangehul. Han havde tænkt på udsigterne for Jesus og hans disciple, på det dårlige resultat af hans mission i Judæa og på præsternes og rabbinernes ondskab. Selv hans eget arbejde var mislykkedes for ham, og da han så på sine tomme garn, forekom fremtiden ham mørk og nedslående. Han sagde: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.”JSL 167.1

Natten var den eneste tid, der var gunstig til at fiske med net i søens klare vand. Når man hele natten havde slidt i det uden held, forekom det håbløst at kaste garnene ud ved dagslys; men Jesus havde befalet det, og kærligheden til deres Mester fik disciplene til at adlyde. Simon og hans broder kastede i fællesskab garnet ud. Da de forsøgte at trække det ind, var der sådan en mængde fisk i det, at det begyndte at briste. De var nødt til at kalde Jakob og Johannes til hjælp. Da fangsten var sikret, var begge både så tungt lastede, at de var lige ved at synke.JSL 167.2

Men Peter tænkte hverken på både eller ladning. Dette under, som overgik alt, hvad han tidligere havde været vidne til, var for ham en stadfæstelse af guddommelig magt. Han så i Jesus den, som var Herre over hele naturen. Guddommens tilstedeværelse åbenbarede hans egen syndighed. Kærlighed til Mesteren, skamfuldhed over sin egen vantro, taknemmelighed for Kristi overbærenhed og frem for alt: Følelsen af sin egen urenhed i den uendelige renheds nærvær virkede overvældende på ham. Mens hans kammerater bragte garnets indhold i sikkerhed, kastede Peter sig ned for Jesu fødder og udbrød: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!”JSL 167.3

Det var den samme tilstedeværelse af guddommelig hellighed, der havde været årsag til, at profeten Daniel var faldet om som død foran Guds engel. Han sagde: “Jeg blev ligbleg og havde ikke flere kræfter” ^{2Dan 10,8} På samme måde udbrød Esajas, da han skuede Herrens herlighed: “Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.” ^{3Es 6,5} Menneskeligheden med sin svaghed og synd blev stillet op som kontrast til guddommens fuldkommenhed, og han følte sig helt igennem mangelfuld og uværdig. Sådan er det gået for alle, som det er blevet forundt at se Guds storhed og majestæt.JSL 167.4

Peter udbrød: “Gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand!” men alligevel klamrede han sig til Jesu fødder i bevidstheden om, at han ikke kunne skilles fra ham. Frelseren svarede: “Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.” Det var efter, at Esajas havde set Guds hellighed og sin egen uværdighed, at han fik det guddommelige budskab betroet. Det var efter, at Peter var blevet ledt til at forkaste sig selv og se sin egen afhængighed af guddomskraften, at han modtog kaldelsen til at arbejde for Kristus.JSL 168.1