Disciplene havde fejl og mangler

Alle disciplene havde betydelige fejl, da Jesus kaldte dem til sin tjeneste. Selv Johannes, der kom til at stå den sagtmodige og ydmyge Frelser nærmest, var af natur hverken ydmyg eller føjelig. Han og hans broder blev kaldt “tordensønner”. Mens de var sammen med Jesus, vakte enhver krænkelse af ham deres harme og kampiver. Et heftigt sind, hævntørst og trang til at kritisere fandtes alt sammen hos den discipel, Herren elskede. Han var stolt og stræbte efter at være den første i Guds rige. Men dag efter dag så han Jesu mildhed og overbærenhed, i kontrast til sit eget heftige sind, og hørte ham prædike om ydmyghed og langmodighed. Han åbnede sit hjerte for den guddommelige påvirkning og blev ikke blot en hører, men en gører af Frelserens ord. Hans eget jeg blev skjult i Kristus. Han lærte at tage Kristi åg på sig og at bære hans byrde.JSL 206.3

Jesus irettesatte sine disciple, han advarede og formanede dem; men Johannes og hans medbrødre forlod ham ikke. De valgte Jesus trods hans bebrejdelser. Frelseren trak sig heller ikke tilbage fra dem på grund af deres svagheder og fejl. De fortsatte til det sidste med at dele hans prøvelser og tage ved lære af hans liv. Ved at se på Kristus blev deres karakter forvandlet.JSL 206.4

Apostlene var vidt forskellige i vaner og sindelag. Der var tolderen LeviMattæus og den glødende zelot, Simon, en uforsonlig fjende af Roms herredømme; den storsindede, impulsive Peter og den feje Judas; Tomas, som var oprigtig, skønt frygtsom og ængstelig; Filip, der var langsomt opfattende og tilbøjelig til at tvivle, og de ærgerrige, frimodige sønner af Zebedæus, og deres medbrødre. De blev ført sammen med alle deres forskellige fejl, og alle med nedarvede og udviklede tilbøjeligheder til det onde; men i og ved Kristus skulle de være i Guds familie for at lære at blive ét i tro, i lære og i ånd. De ville få deres prøvelser, deres beklagelser, deres meningsforskelle; men så længe Kristus var i deres hjerter, kunne der ikke blive nogen uenighed. Hans kærlighed ville få dem til at elske hinanden. Mesterens opdragelse af dem ville føre til udjævning af alle forskelligheder og gøre disciplene til en enhed, indtil de fik ét sind og én mening. Kristus er det store midtpunkt, og de ville komme nærmere til hinanden i samme forhold, som de nærmede sig midtpunktetJSL 206.5

Da Jesus havde sluttet sin undervisning af disciplene, samlede han den lille gruppe tæt omkring sig, og mens han knælede iblandt dem og lagde sine hænder på deres hoveder, bad han en bøn, som indviede dem til hans hellige gerning. På denne måde blev Herrens disciple viet til evangeliets tjeneste.JSL 207.1