Enkens offer

Jesus opholdt sig i den gård, hvor tempelblokkene stod, og han betragtede dem, der kom for at lægge deres gaver i dem. Mange af de rige kom med store pengesummer, som de fremviste på en pralende måde. Jesus så bedrøvet på dem, men kommenterede ikke deres gavmildhed. Lidt efter lyste hans ansigt op, da han så en fattig enke nærme sig tøvende, som om hun var bange for at blive iagttaget. Når de rige og hovmodige fejede forbi hende for at aflevere deres offergaver, trak hun sig tilbage, som om hun knap nok turde komme længere frem. Og alligevel længtes hun efter at gøre noget, hvor lidt det end var, for den sag, som hun elskede. Hun så på gaven, hun havde i hånden. Den var meget lille i sammenligning med gaverne fra dem, der omgav hende, men dog var det alt, hvad hun havde. Da hun så sit snit til det, skyndte hun sig at kaste sine to småmønter i blokken og vendte sig om for at skynde sig bort. Men i samme øjeblik blev hun fanget af Jesu blik, som var fæstet alvorligt på hendeJSL 444.2

Frelseren kaldte sine disciple til sig og bad dem lægge mærke til enkens fattigdom. Så lød hans rosende ord for hendes øren: “Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre.” Hendes øjne fyldtes med glædestårer, da hun hørte, at man forstod og værdsatte hendes handling. Mange ville have rådet hende til selv at bruge sine småpenge på sig selv. Når de faldt i hænderne på de velnærede præster, ville de drukne i de mange kostbare gaver, der blev givet til templets skatkiste. Men Jesus forstod hendes bevæggrunde. Hun troede på, at tempeltjenesten var indstiftet af Gud, og hun stræbte efter at gøre sit yderste for at være med til at støtte den. Hun gjorde, hvad hun kunne, og hendes handling skulle blive et mindesmærke til ære og glæde for hende i al evighed. Hun gav af hele sit hjerte. Gaven blev værdsat, ikke efter mønternes værdi, men efter den kærlighed til Gud og den interesse for hans gerning, der havde tilskyndet hende til at handle sådan.JSL 444.3

Jesus sagde om den fattige enke: Hun “har givet mere end alle de andre.” De rige havde givet af deres overflod, og mange af dem havde gjort det for at vise sig frem og blive set op til af mennesker. Deres rige gaver havde på ingen måde betydet noget økonomisk afsavn for dem; der havde ikke været tale om nogen opofrelse for dem, og værdien heraf kunne ikke sammenlignes med enkens småmønter.JSL 444.4

Det er motivet bag, der giver vore handlinger karakter og stempler dem enten som vanære eller stor moralsk værdi. Det er ikke de store ting, som ses og roses af alle, der af Gud betragtes som de mest værdifulde. De små pligter, der bliver udrettet med glæde, de små gaver, der ikke tiltrækker sig opmærksomhed, og som efter menneskelig målestok forekommer værdiløse, er dem, han værdsætter mest. Gud holder mere af et trofast og kærligt hjerte end den dyreste gave. Den fattige enke gav alt, hvad hun ejede, for at kunne gøre den smule, hun gjorde. Hun berøvede sig selv føden for at give disse to småmønter til det formål, hun elskede, og hun gjorde det i tro, fordi hun havde tillid til, at hendes himmelske Fader ikke ville glemme hendes store fattigdom. Det var denne uselviske ånd og barnlige tro, der gjorde, at Frelseren fremhævede hende.JSL 445.1

Blandt de fattige er der mange, som gerne vil takke Gud for hans nåde og sandhed. Sammen med de mere velstillede brødre vil de gerne deltage i tjenesten for ham. Disse mennesker må ikke afvises. De skal også anbringe deres småpenge i Himmelens bank. Hvis de bliver givet af kærlighed til Gud, bliver disse tilsyneladende ubetydeligheder til hellige gaver, til uvurderlige ofre, som Gud med glæde tager imod og velsigner.JSL 445.2

Da Jesus sagde om enken: Hun “har givet mere end alle de andre,” talte han sandt, ikke blot om motivet, men også om følgen af hendes gave. De “to småmønter af et par øres værdi,” har tilført Guds skatkammer langt mere end bidragene fra disse rige jøder. Virkningen af denne lille gave har været som en flod, lille i begyndelsen, men dybere og bredere efterhånden som den strømmede gennem tiderne. På tusinde måder har den bidraget til at hjælpe de fattige og at udbrede evangeliet. Hendes selvopofrende eksempel har givet genlyd hos tusinder af mennesker i alle lande og til alle tider. Det har appelleret til både rige og fattige, og deres bidrag har øget værdien af hendes gave. Som følge af Guds velsignelse over enkens skærv er den blevet kilden til store resultater. Sådan er det med enhver gave, der gives, og enhver gerning, der gøres, til Guds ære. De er forbundet med Almagtens formål. De gode resultater kan ikke måles af noget menneske.JSL 445.3

Frelseren fortsatte med sin fordømmelse af de skriftkloge og farisæerne. “Ve jer, blinde vejledere! I siger: Sværger nogen ved templet, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved guldet i templet, så gælder det. Hlince tåber, hvad er størst, guldet eller templet, der helliger guldet? Og I siger: Sværger nogen ved alteret, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved offergaven, der ligger på det, så gælder det. I blinde, hvad er størst, offergaven eller alteret, der helliger den?”JSL 445.4