Børnenes hyldestråb

Da der var gået nogen tid, vovede præsterne og rådsherrerne at gå tilbage til templet. Da skrækken havde fortaget sig, blev de grebet af uro over, hvad det næste træk fra Jesus mon ville blive. De forventede, at han ville gøre krav på Davids trone. De vendte i stilhed tilbage til templet og hørte stemmerne fra mænd, kvinder og børn, som priste Gud. Da de var kommet ind, blev de stående som lamslået ved det forunderlige syn. De så de syge blive helbredt, de blinde blive seende, de døve få deres hørelse igen og de lamme springe af glæde. Børnene frydede sig allermest. Jesus havde helbredt deres sygdomme, han havde taget dem i sine arme og modtaget deres taknemmelige og kærlige kys, og nogle af dem var faldet i søvn ved hans bryst, mens han underviste folket. Nu lød børnenes glade stemmer til hans pris. De gentog hosiannaråbene fra dagen før og vinkede begejstret med palmegrene foran Frelseren. Templet genlød igen og igen af deres lovprisninger:JSL 426.1

“Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” ^{5Sl 118,26} “Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig!” ^{6Zak 9,9} “Hosianna, Davids søn!”JSL 426.2

Lyden af disse glade, frimodige stemmer var en fornærmelse for templets embedsmænd. De gik i gang med at sætte en stopper for den slags tilkendegivelser. De foreholdt folket, at Guds hus blev vanhelliget ved lyden af børnenes trampen og glædesråb. Da det gik op for dem, at deres ord ikke gjorde noget indtryk på skaren, appellerede de til Kristus: “‘Hører du ikke, hvad de siger?’ ‘Men Jesus svarede dem: Jo, har I aldrig læst: Af børns og spædes mund har du beredt dig lovsang?’” Profetierne havde forudsagt, at Kristus skulle udråbes til konge, og de ord skulle opfyldes. Israels præster og rådsherrer nægtede at forkynde hans ære, og Gud gav børnene lov til at være hans vidner. Hvis børnene havde tiet, ville selv templets søjler have lovprist Frelseren.JSL 426.3

Farisæerne var fuldstændigt forvirrede og desorienterede. En, som de ikke kunne skræmme, befalede nu. Jesus havde indtaget sin plads som templets vogter. Aldrig tidligere havde han tiltaget sig en sådan kongelig autoritet. Aldrig tidligere havde hans ord og gerninger været i besiddelse af en sådan kraft. Han havde udrettet vidunderlige ting i hele Jerusalem, men aldrig tidligere på en så højtidelig og ærefrygtindgydende måde. I overværelse af folket, som havde været vidne til hans store gerninger, turde præsterne og rådsherrerne ikke åbenlyst vise ham deres fjendskab. Skønt hans svar fjorde dem rasende og forvirrede, var de ikke i stand til at udrette noget yderligere den dag.JSL 426.4

Næste morgen overvejede Sanhedrin igen, hvilken fremgangsmåde man kunne bruge mod Jesus. Tre år forinden havde de krævet et tegn på hans værdighed som Messias. Siden da havde han udført mægtige gerninger i hele landet. Han havde helbredt de syge, havde på mirakuløs vis mættet tusinder af mennesker, vandret på bølgerne og gjort den oprørte sø rolig. Han havde gentagne gange læst i menneskers hjerter som i en åben bog, han havde uddrevet dæmoner og opvækket døde. Rådsherrerne havde allerede beviserne på, at han var Messias. Nu besluttede de sig til ikke at kræve noget tegn på hans autoritet, men at få ham til at komme med en indrømmelse eller erklæring, som han kunne dømmes efter.JSL 427.1