“Kongen” eller kejseren

Igen foreslog Pilatus at frigive Frelseren. “Men jøderne råbte: »Løslader du ham, er du ikke kejserens ven.” Således foregav disse hyklere at være nidkære over for kejserens myndighed. Blandt alle modstandere af det romerske styre var jøderne de mest hårdnakkede. Når de kunne gøre det uden risiko for sig selv, var de i høj grad tyranniske med at fremtvinge deres egne nationale og religiøse krav; men når de ønskede at fremme et grusomt formål, lovpriste de kejserens magt. For at fuldbyrde Kristi tilintetgørelse var de villige til at foregive loyalitet over for det styre, som de hadede.JSL 537.3

“Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren,” forsatte de. Dette var at ramme Pilatus på et ømt sted. Han var under mistanke fra den romerske regering, og han vidste, at en sådan indberetning ville blive hans endeligt. Han vidste, at hvis jødernes planer blev modarbejdet, ville deres raseri vende sig mod ham. De ville ikke lade noget uforsøgt for at opnå hævn. Foran sig havde han et eksempel på deres ihærdighed, når de stræbte en efter livet, som de hadede, og som de hadede uden grund!JSL 537.4

Så indtog Pilatus sin plads på dommersædet og præsenterede igen Jesus for folket, idet han sagde: “Her er jeres konge!” Atter lød det rasende råb:JSL 537.5

“Bort med ham, bort med ham, korsfæst ham!” Med en stemme, der kunne høres vidt omkring, spurgte Pilatus. “Skal jeg korsfæste jeres konge?” Men fra vanhellige, ugudelige læber lød disse ord: “Vi har ingen anden konge end kejseren.”JSL 537.6

Ved således at vælge en hedensk hersker havde det jødiske folk trukket sig tilbage fra Guds herredømme. De havde forkastet Gud som deres konge. Fra nu af havde de ingen Frelser. De havde ingen anden konge end kejseren. Så langt ud havde præsterne og lærerne ført folket! For dette og for de forfærdelige følger heraf var de ansvarlige. En nations synd og undergang skyldtes de religiøse ledere.JSL 537.7

“Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarernes påsyn vaskede han sine hænder og sagde: ‘Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.’” Ængsteligt og skamfuldt så Pilatus på Frelseren. I dette mægtige hav af opadvendte ansigter var hans det eneste, som var fredfyldt. Det var, som om der skinnede et blødt lys omkring hans hoved. Pilatus sagde ved sig selv: Han er en Gud! Han vendte sig til mængden og erklærede: Jeg er uskyldig i hans blod. Tag I ham og korsfæst ham. Men mærk jer dette, I præster og rådsherrer, jeg erklærer ham for at være uskyldig! Gid han, som han hævder er hans Fader, må dømme jer og ikke mig for, hvad der sker i dag. Derefter sagde han til Jesus: Tilgiv mig denne gerning. Jeg kan ikke frelse dig. Og da han endnu engang havde ladet Jesus piske, overgav han ham til at blive korsfæstet.JSL 538.1

Pilatus ville helst løslade Jesus; men han indså, at han ikke kunne gøre det og samtidig beholde sin egen stilling og ære. Frem for at miste sin jordiske magt valgte han at ofre et uskyldigt menneskes liv. Hvor mange ofrer ikke principperne for at undgå tab eller lidelse. Samvittighed og pligt peger den ene vej, og personlige interesser peger den anden vej. Strømmen bruser stærkt i den forkerte retning, og den, som går på akkord med det onde, rives med ned i syndens dybe mørke.JSL 538.2

Pilatus gav efter for pøbelens krav. Hellere end at risikere at miste sin position overgav han Jesus til korsfæstelse. Men trods alle hans forsigtighedsregler skete det, som han frygtede mest. Han blev berøvet sine æreshverv og blev afsat fra sit høje embede, og kort tid efter korsfæstelsen tog han sit eget liv, plaget af samvittighedsnag og såret stolthed. På samme måde vil alle, der går på akkord med synden, kun få sorg og ødelæggelse ud af det. “En vej kan forekomme en mand rigtig og dog ende med at føre til døden.” ^{7Ordsp 14,12}JSL 538.3