Uvidenhed om den hellige skrift

Tidspunktet, stedet, anledningen og de stærke følelser, som forsamlingen var gennemtrængt af, bidrog samlet til at gøre Jesu ord foran Sanhedrin endnu mere imponerende. Folkets højeste gejstlige øvrighed stræbte ham efter livet, som havde erklæret at være Israels Frelser. Sabbattens Herre stod anklaget ved en jordisk domstol for at svare på beskyldningen om at bryde sabbatsloven. Da han så frygtløst forkyndte sin mission, betragtede hans dommere ham med undren og raseri; men hans ord lod sig ikke gendrive. De kunne ikke dømme ham. Han benægtede præsternes og rabbinernes ret til at udspørge ham eller til at blande sig i hans gerning. De havde ikke en sådan myndighed. Deres påstande var baseret på deres eget hovmod og arrogance. Han nægtede at erklære sig skyldig i deres anklager, eller at lade sig udspørge af dem.JSL 143.6

I stedet for at undskylde det, de beklagede sig over, eller forklare sin hensigt med at gøre det, vendte Jesus sig mod rådsherrerne, og den anklagede blev til anklageren. Han dadlede dem for deres hjerters hårdhed og deres manglende kendskab til skrifterne. Han sagde, at de havde afvist Guds ord, eftersom de havde afvist den, som Gud har udsendt “I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig.”JSL 144.1

Hver eneste side af de gammeltestamentlige skrifter, hvad enten det gælder historie, forskrifter eller profetier, udstråler Guds Søns herlighed. Eftersom det var af guddommelig iværksættelse, var hele det jødiske system en komprimeret profeti om evangeliet. Om Kristus “vidner alle profeterne” ^{15ApG 10,43}. Fra den forjættelse der blev givet til Adam, og ned gennem patriarkernes slægt og lovens tidsperiode, kastede Himmelen sit strålende lys over Frelserens fodspor. Seere så stjernen over Betlehem, den kommende fredsfyrste, mens fremtidens begivenheder viste sig for dem i et gådefuldt optog. Gennem ethvert offer forkyndtes Kristi død. I hver sky af røgelse opsteg hans retfærdighed. Ved hver jubelfest genlød hans navn i basunernes klang. I det ærefrygtindgydende mysterium om det allerhelligste fandtes hans herlighed.JSL 144.2

Jøderne var i besiddelse af Skrifterne og mente, at de ved deres overfladiske kendskab til ordet ejede evigt liv. Men Jesus sagde: “Hans ord lader I ikke blive i jer.” Efter at have vraget Kristus i hans ord forkastede de ham personligt. “Og dog vil I ikke komme til mig og få liv,” sagde han.JSL 144.3

Jødernes ledere havde studeret de profetiske skrifters lære om Messias’ rige; men de havde ikke gjort det med et oprigtigt ønske om at lære sandheden at kende, men i den hensigt at finde beviser til støtte for deres ambitiøse forhåbninger. Da Kristus kom på en helt anden måde, end de ventede, ville de ikke anerkende ham, og for at retfærdiggøre sig selv forsøgte de at bevise, at han var en bedrager. Da de først én gang var slået ind på denne vej, var det en let sag for Satan at bestyrke dem i deres modstand mod Kristus. Netop de ord, som de burde have taget imod som beviser for hans guddommelighed, blev fejlfortolket og rettet imod ham. Således forvandlede de Guds sandhed til en løgn, og jo mere direkte Frelseren talte til dem gennem sine barmhjertige handlinger, jo mere målbevidst modstod de lyset.JSL 144.4

Jesus sagde: “Min ære vil jeg ikke have fra mennesker.” Det var ikke Sanhedrins indflydelse, og det var ikke deres bifald, han ønskede. Deres samtykke kunne ikke tjene ham til ære. Han var selv udstyret med Himmelens ære og autoritet. Hvis han havde ønsket det, ville engle være kommet for at hylde ham, og Faderen ville atter have bekræftet hans guddommelighed. Men for deres egen skyld, for folkets skyld, hvis ledere de var, ønskede han, at jødernes rådsherrer ville erkende hans sande natur og tage imod den velsignelse, han var kommet for at bringe dem.JSL 144.5

“Jeg er kommet i min faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, skal I nok tage imod ham.” Jesus kom ved Guds bemyndigelse, i hans billede, opfyldte hans ord og søgte hans ære. Alligevel blev han ikke anerkendt af Israels ledere. Men hvis andre kom, der udgav sig for at være Kristus, men handlede efter deres egen vilje og søgte deres egen ære, så ville de anerkende dem. Og hvorfor? Fordi den, som søger sin egen ære, appellerer til ønsket om selvforherligelse hos andre. Den slags appeller kunne jøderne reagere på. De ville anerkende den falske lærer, fordi han smigrede deres stolthed ved at bifalde de meninger og traditioner, som de værdsatte højt. Men Kristi lære faldt ikke sammen med deres forestillinger. Den var åndelig og krævede selvopofrelse. Derfor ville de ikke tage imod den. De kendte ikke Gud, og hans stemme gennem Kristus lød som en fremmed for dem.JSL 145.1

Er det ikke det samme, der gentager sig i vore dage? Findes der ikke mange, selv religiøse vejledere, der forhærder deres hjerter mod Helligånden, så det bliver umuligt for dem at genkende Guds røst? Forkaster de ikke også Guds ord, for at holde fast i deres egne traditioner?JSL 145.2

“Havde I troet Moses, ville I have troet mig,” sagde Jesus, “for det var mig, han skrev om. Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord?” Det var Kristus, der gennem Moses havde talt til Israel. Hvis de havde lyttet til den guddommelige røst, der talte til dem gennem deres store fører, ville de have genkendt den i Kristi lære. Hvis de havde troet Moses, ville de også have troet på ham, om hvem Moses skrev.JSL 145.3

Jesus vidste, at præsterne og de skriftkloge havde besluttet at tage hans liv; men alligevel forklarede han dem tydeligt, at han var ét med Faderen og om sit forhold til verden. De så, at der ikke fandtes nogen undskyldning for deres modstand mod ham, men alligevel var deres brændende had ikke til at slukke. De blev grebet af frygt, da de oplevede den overbevisende kraft, der var over hans fremtræden; men de modstod hans ord og forskansede sig i mørket.JSL 145.4

Det var på ingen måde lykkedes dem at undergrave Jesu myndighed eller bortlede respekten for og opmærksomheden mod ham hos folket, af hvem mange lod sig overbevise af hans ord. Rådsherrerne selv havde følt sig stærkt fordømt, da han havde talt til deres dårlige samvittighed; men dette gjorde kun deres følelser endnu mere bitre imod ham. De var fast besluttede på at tage hans liv. De sendte bud ud over hele landet for at advare folk mod Jesus som en bedrager. Spioner blev sendt ud for at holde øje med ham og indberette, hvad han sagde og gjorde. I sandhed stod den dyrebare Frelser nu under korsets skygge.JSL 145.5