De prøver at fange ham i ord

De vendte tilbage til templet, hvor han underviste, og spurgte ham: “Med hvilken ret gør du dette? Hvem har givet dig ret til det?” De ventede, at han skulle hævde, at han havde myndighed fra Gud. Noget sådant havde de i sinde at benægte. Men Jesus imødegik dem med et spørgsmål, der tilsyneladende vedrørte et andet emne, og han gjorde sit svar til dem afhængigt af deres svar til ham. Han sagde: “Johannes’ dåb, hvor var den fra? Fra himlen eller fra mennesker?”JSL 427.2

Præsterne indså, at de var kommet i et dilemma, som ingen spidsfindigheder kunne hjælpe dem ud af. Hvis de sagde, at Johannes’ dåb var fra Himmelen, ville det være en tydelig selvmodsigelse. Kristus ville sige: Hvorfor troede I ham da ikke? Johannes havde vidnet om Kristus: “Se, dér er Guds Lam, som bærer verdens synd.” ^{7Joh 1,29} Hvis præsterne troede på Johannes’ vidnesbyrd, hvordan kunne de så benægte, at Jesus var Messias? Hvis de tilkendegav deres egentlige tro: at Johannes’ virksomhed var menneskeværk, så ville de pådrage sig en storm af protester; for folket anså Johannes for at være en profet.JSL 427.3

Med intens opmærksomhed afventede menneskemængden afgørelsen. De vidste, at præsterne havde foregivet at godtage Johannes’ virksomhed, og de forventede, at de uden yderligere spørgsmål ville anerkende, at Gud havde sendt ham. Men efter at præsterne havde konfereret med hinanden, besluttede de ikke at tage stilling til spørgsmålet. Med påtaget uvidenhed sagde de: “Vi ved det ikke.” Kristus sagde: “Så siger jeg heller ikke jer, med hvilken ret jeg gør dette.”JSL 427.4

De skriftkloge, præsterne og rådsherrerne måtte alle tie. Magtesløse og skuffede stod de der med bøjede hoveder og vovede ikke at stille Kristus flere spørgsmål. Ved deres fejhed og ubeslutsomhed havde de i vid udstrækning mistet respekten hos folket, som nu stod og morede sig over at se disse stolte, selvretfærdige mænd besejret.JSL 427.5

Alle disse ord og handlinger fra Kristus var betydningsfulde, og deres indflydelse skulle blive at føle i stadig stigende grad efter hans korsfæstelse og himmelfart. Mange af dem, der med spænding havde afventet resultatet af Jesu spørgsmål, skulle til slut blive hans disciple, efter at de for første gang havde følt sig draget imod ham på grund af hans ord på denne begivenhedsrige dag. Optrinet i tempelgården ville de aldrig glemme. Forskellen mellem Jesus og ypperstepræsten, mens de talte sammen, var markant. Templets stolte, øverste leder var rigt og kostbart klædt. På hovedet bar han en glitrende tiara. Hans holdning var majestætisk, hans hår og lange flagrende skæg var gråsprængt. Hele hans fremtræden indgød respekt. Foran denne ærefrygtindgydende personlighed stod Himmelens majestæt uden udsmykning at vise frem. Hans tøj var tilsmudset efter rejsen, hans ansigt var blegt med et tålmodigt, bedrøvet udtryk, men præget af såvel værdighed som velvilje; en ejendommelig kontrast til ypperstepræstens stolte, selvsikre og vrede mine. Mange af dem, der var vidne til Jesu ord og gerninger i templet, bevarede mindet om ham som en Guds profet. Men da folkestemningen vendte sig til gunst for ham, voksede præsternes had mod Jesus. Den visdom, hvormed han undgik de fælder, de satte for ham, var et nyt bevis på hans guddommelighed og gav yderligere næring til deres vrede.JSL 428.1