Udsendelsen af de 70

Ligesom han havde udsendt de 12, sådan “udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen.” Disse disciple havde været sammen med ham i nogen tid for at blive oplært til deres tjeneste. Da de 12 var blevet sendt ud på deres første rejse alene, ledsagede andre disciple Jesus på hans vandring gennem Galilæa. På denne måde nød de godt af det nære samvær med ham og fik direkte, personlig belæring. Nu skulle dette større antal også udsendes alene.JSL 353.6

Anvisningerne til de 70 lignede dem, der var givet til de 12. Men befalingen til de 12 om ikke at gå ind i nogen af hedningernes eller samaritanernes byer blev ikke givet til de 70. Skønt Kristus var blevet afvist af samaritanerne, var der ikke sket nogen ændring i hans kærlighed til dem. Da de 70 drog ud i hans navn, besøgte de først og fremmest de samaritanske byer.JSL 354.1

Frelserens eget besøg i Samaria og senere hans ros til den barmhjertige samaritaner og den taknemlige glæde hos den spedalske, en samaritaner, som alene af de ti vendte tilbage for at takke Kristus, var af stor betydning for disciplene. Denne lære havde fæstnet sig dybt i deres sind. I sin befaling til dem lige før sin himmelfart, omtalte han Samaria sammen med Jerusalem og Judæa som de steder, hvor de først skulle prædike evangeliet. Denne befaling havde hans undervisning gjort dem parat til at udføre. Da de i deres Mesters navn drog til Samaria, fandt de folket rede til at modtage dem. Samaritanerne havde hørt om Kristi rosende ord og om hans velgerninger mod mennesker af deres folk. De så, at han til trods for deres særdeles uhøflige optræden imod ham kun nærede kærlige tanker om dem, og det vandt deres hjerter for ham. Efter Frelserens himmelfart tog de imod hans sendebud, og disciplene hentede en rig høst blandt dem, der engang havde været deres bitreste fjender. “Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr.” ^{7Es 42,3} “Folkene håber på hans navn.” ^{8Matt 12,21}JSL 354.2

Som Jesus havde gjort, da han sendte de 12 af sted, pålagde han de 70 ikke at trænge sig på, hvor de ikke var velkomne. “Når I kommer til en by, og man ikke tager imod jer,” sagde han, “gå så ud på gaderne og råb: Selv det støv fra jeres by, som hænger ved vore fødder, kan I beholde, vi børster det af; men det skal I vide: Guds rige er kommet nær!” De skulle ikke gøre det på grund af bitterhed eller såret forfængelighed, men for at vise, hvor alvorlig en sag det er at afvise Herrens eller hans udsendinges budskab. At forkaste Herrens tjenere er det samme som at forkaste Kristus selv.JSL 354.3

“Jeg siger jer:” tilføjede Jesus, “På dommedag skal det gå Sodoma tåleligere end den by.” Derefter vendte hans tanker tilbage til de byer i Galilæa, hvor så mange af hans gerninger var blevet gjort. Med dyb sorg udbrød han: “Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig og siddet i sæk og aske. Men det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere ved dommen end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned!”JSL 354.4

Himmelens rigeste velsignelser var i rigt mål blevet tilbudt disse travle byer ved Galilæas sø. Dag efter dag var livets Fyrste gået ud og ind iblandt dem. Guds herlighed, som profeter og konger havde længtes efter at se, havde lyst over skarerne, som stimlede sammen i Frelserens fodspor. Alligevel havde de nægtet at tage imod den himmelske gave.JSL 354.5

Med en stort anlagt demonstration af deres klogskab havde de skriftkloge advaret folket imod at anerkende den nye lærdom, som denne nye lærer belærte om; for hans teorier og handlinger var i modstrid med fædrenes lære. Folket stolede på det, som præsterne og farisæerne lærte dem, i stedet for selv at prøve på at forstå Guds ord. De rettede sig efter præsterne og rådsherrerne i stedet for Gud, og de afviste sandheden for at kunne overholde deres egne traditioner. Mange var blevet betaget og næsten overbevist, men de handlede ikke efter deres overbevisning og kunne ikke siges at følge Kristus. Satan fristede så længe, at lyset så ud som mørke. På denne måde forkastede mange den sandhed, der ville have været deres sjæls frelse.JSL 354.6

Det sanddru vidne siger: “Se, jeg står ved døren og banker på.” ^{9Åb 3,20} Enhver advarsel, irettesættelse og bønfaldelse i Guds ord eller gennem hans sendebud er en banken på hjertets dør. Det er Jesu stemme, som beder om at måtte komme ind. For hver upåagtet banken bliver tilskyndelsen til at lukke op svagere. Den påvirkning fra Helligånden, som man ignorerer i dag, vil ikke være så kraftig i morgen. Hjertet bliver mindre modtageligt og glider over i en farlig tilstand af mangel på bevidsthed om livets kortvarighed og evigheden bagefter. Fordømmelsen af os ved dommen vil ikke være et resultat af, at vi har taget fejl, men af den kendsgerning at vi har ignoreret mulighederne givet os fra Himmelen for at lære, hvad der er sandhed.JSL 355.1

Lige som apostlene havde de 70 fået tildelt overjordiske evner som en besegling af deres mission. Da deres arbejde var fuldført, vendte de glade tilbage og sagde: “Herre, selv dæmonerne adlyder os i dit navn.” Jesus svarede dem:JSL 355.2

“Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn.”JSL 355.3