Tempelrensningens betydning

Med tempelrensningen forkyndte Jesus sit kald som Messias og påbegyndte sin gerning. Dette tempel, der var bygget til bolig for den Højestes nærværelse, var bestemt til at være en anskuelighedslære for Israel og for verden. Fra evige tider var det Guds hensigt, at enhver af hans skabninger, lige fra den strålende og hellige seraf til mennesket, skulle være et tempel, hvor Skaberen kunne bo. På grund af synden ophørte menneskeheden med at være et tempel for Gud. Formørket og tilsmudset med synd genspejlede menneskehjertet ikke længere den guddommeliges herlighed. Men ved Guds Søns menneskeliggørelse opfyldtes Himmelens formål. Gud bor i mennesker, og gennem frelsende nåde bliver menneskehjertet atter til hans tempel. Gud bestemte, at templet i Jerusalem skulle være et bestandigt vidnesbyrd om den ophøjede skæbne, der var åben for ethvert menneske. Men jøderne havde ikke forstået betydningen af det bygningsværk, som de betragtede med så megen stolthed. De overgav ikke sig selv som hellige templer for Guds Ånd. Tempelgårdene i Jerusalem, fyldt med tumulten af ugudelig trafik, gav kun et alt for sandt billede af hjertet, som var besmittet af sanselige lidenskaber og ugudelige tanker. Ved at rense templet for denne verdens købere og sælgere forkyndte Jesus sin mission med at rense hjertet fra syndens besmittelse, fra jordisk begær, fra selviske lyster og dårlige vaner, som ødelægger mennesket. “Se, jeg sender min engel, han skal bane vejen for mig. Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel, pagtsenglen, som I længes efter, kommer, siger Hærskarers Herre. Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som den lud, man bruger til blegning. Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv.” ^{4Mal 3,1-3}JSL 104.3

“Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I!” ^{51 Kor 3,16-17} Intet menneske kan ved sin egen kraft udrydde de onde ånder, som har taget dets hjerte i besiddelse. Kun Kristus kan rense åndens tempel. Men han tiltvinger sig ikke adgang. Han kommer ikke ind i hjertet, som da han var på jorden og gik ind i templet; men han siger: “Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham.” ^{6Åb 3,20} Han kommer og ikke blot for en enkelt dag, for han siger: “Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem, … og de skal være mit folk.” ^{72 Kor 6,16} “Han … træder al vor skyld under fode, du kaster alle vore synder i havets dyb!” ^{8Mika 7,19} Hans nærhed vil lutre og helliggøre mennesket, så det kan blive et helligt tempel for Herren og “en bolig for Gud i Ånden.” ^{9Ef 2,21-22}JSL 105.1

Overvældede af skræk var præsterne og rådsherrerne flygtet fra tempelgårdene og fra det ransagende blik, der læste deres tanker. Under flugten mødte de andre, som var på vej til templet; de bød dem vende om, idet de fortalte dem, hvad de havde set og hørt. Kristus betragtede de flygtende mænd og havde den inderligste medlidenhed med deres frygt og deres uvidenhed om, hvori sand gudsdyrkelse bestod. I denne begivenhed så han et billede på hele jødefolkets spredning på grund af deres ondskab og forhærdelse.JSL 105.2

Og hvorfor flygtede præsterne bort fra templet? Hvorfor kunne de ikke holde stand? Han, som befalede dem at forsvinde, var en tømrers søn, en fattig galilæer uden jordisk rang eller magt. Hvorfor nægtede de ikke at adlyde ham? Hvorfor efterlod de deres uretmæssigt tjente penge og flygtede på befaling af et menneske, der fremstod så ydmygt?JSL 105.3

Kristus talte med en konges myndighed, og i hans fremtræden og i hans stemmes klang var der det, som de ikke havde kraft til at modstå. Ved hans bydende ord forstod de, som de aldrig havde gjort det før, at de optrådte som hyklere og røvere. Da det guddommelige i et glimt viste sig gennem det menneskelige, så de ikke blot Kristi vrede ansigt, men de forstod betydningen af hans ord. De følte det, som om de stod foran den evige Dommers trone, hvor dommen blev fældet over dem for tid og evighed. En tid følte de sig overbeviste om, at Kristus var en profet, og mange af dem troede, at han var Messias. Helligånden viste dem som i et lynglimt profeternes udsagn om Kristus. Ville de mon give efter for denne overbevisning?JSL 105.4

De ville ikke omvende sig. De vidste, at Kristi medfølelse med de fattige var blevet vakt. De vidste, at de havde gjort sig skyldige i pengeafpresning ved deres behandling af folket. De hadede Kristus, fordi han havde kunnet læse deres tanker. Hans offentlige irettesættelse var ydmygende for deres stolthed, og de var skinsyge over hans voksende indflydelse over folket. De besluttede at kalde ham til regnskab for, med hvilken myndighed han havde drevet dem ud, og hvem der havde givet ham denne myndighed.JSL 105.5

Langsomt og eftertænksomt, men med hjertet fyldt af had, vendte de tilbage til templet. Men hvilken forandring var der ikke sket i deres fravær! Dengang de flygtede, var de fattige blevet tilbage, og disse betragtede nu Jesus, hvis ansigt udtrykte hans kærlighed og medfølelse. Med tårer i øjnene sagde han til disse skælvende stakler: Frygt ikke, jeg skal udfri dig, og du skal herliggøre mig. Derfor er jeg kommet til denne verden!JSL 106.1