Præsternes sammensværgelse

De beretninger, der blev bragt tilbage til Jerusalem af dem, der havde besøgt Betania, forøgede spændingen. Folk var ivrige efter at se og høre Jesus. Mange spurgte, om Lazarus mon ville ledsage ham til Jerusalem, og om profeten ville blive kronet til konge ved påskefesten. Præsterne og de skriftkloge så, at deres magt over folket blev stadigt mindre, og deres had mod Jesus blev endnu mere bittert. De kunne knap vente, til der viste sig en lejlighed til at få ham skaffet af vejen for altid. Efterhånden som tiden gik, blev de bange for, at han måske til syvende og sidst slet ikke ville komme til Jerusalem. De huskede, hvor tit han havde forpurret deres mordplaner, og de frygtede, at han nu havde gennemskuet deres planer imod ham og ville holde sig borte. De havde svært ved at skjule deres frygt og spurgte indbyrdes hinanden: “Hvad mener I? Mon han ikke kommer til festen?”JSL 400.5

Et råd af præster og skriftkloge blev indkaldt. Siden Lazarus’ opvækkelse havde Kristus så helt og fuldt vundet folkets sympati, at det ville være farligt at gribe ham offentligt. Derfor besluttede rådet at tage ham til fange i hemmelighed og lade retssagen foregå så stille som muligt. De håbede, at når hans dom først blev bekendtgjort, ville den vægelsindede folkestemning vende sig til deres fordel.JSL 401.1

Således lagde de planer om at tilintetgøre Jesus. Men så længe Lazaru levede, vidste præsterne og rabbinerne, at de ikke kunne være trygge. Blot det, at der levede en mand, som havde ligget fire dage i graven, og som var blevet oprejst ved et ord fra Jesus, ville før eller siden forårsage en reaktion. Folket ville hævne sig på deres øvrighed, fordi de havde berøvet det menneske livet, der kunne udføre et sådant mirakel. Derfor besluttede Sanhedrin, at også Lazarus måtte dø. Så vidt kan misundelse og fordom føre deres slaver. De jødiske myndigheders had og vantro var blevet så stærkt, at de nu også ville berøve ham livet, som Almagtens kraft havde reddet fra graven.JSL 401.2