Jødernes åndelige tilstand

Jøderne, som Jesus havde uddrevet af templet, hævdede at være Abrahams børn, men de flygtede bort fra Frelseren, fordi de ikke kunne udholde glansen af Guds herlighed, der åbenbarede sig i ham. Således beviste de, at de ikke ved Guds nåde var egnede til at deltage i templets hellige tjeneste. De opretholdt nidkært en tilsyneladende hellighed, men de glemte hjertets hellighed. Mens de holdt strengt på overholdelsen af loven, krænkede de konstant dens ånd. Det, de trængte mest til, var netop den forvandling, som Kristus havde forklaret Nikodemus — en ny, åndelig fødsel, en renselse fra synden og en fornyelse af viden og hellighed.JSL 114.2

Der fandtes ingen undskyldning for Israels blindhed med hensyn til genfødelse. Under Åndens inspiration havde Esajas skrevet: “Vi blev alle som den urene, og al vor retfærdighed blev som snavset tøj.” ^{4Es 64,5} David havde bedt således: “Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd!” ^{5Sl 51,12} Og ved Ezekiel var denne forjættelse givet: “Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.” ^{6Ez 36,26-27}JSL 114.3

Nikodemus havde læst disse skriftsteder med et tillukket sind, men nu begyndte han at forstå deres betydning. Han så, at den strengeste lydighed over for lovens bogstav ikke kunne berettige noget menneske til at komme ind i Himmeriget, hvis den kun gjaldt det ydre liv. Efter menneskers bedømmelse havde hans liv været retfærdigt og hæderligt; men over for Kristus følte han, at hans hjerte var urent og hans liv ugudeligt.JSL 114.4