En dæmonbesat bliver befriet

I synagogen talte Jesus om det rige, han var kommet for at oprette, og om sin mission for at befri Satans fanger. Han blev afbrudt af et rædselsskrig. Et sindsforstyret menneske styrtede frem af mængden og råbte: “Hvad har vi dog med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!” ^{6Luk 4,34}JSL 173.4

Alt var nu forvirring og uro. Folkets opmærksomhed blev bortledt fra Kristus, og ingen lagde mærke til, hvad han sagde. Netop det var Satans hensigt med at føre sit offer til synagogen. Men Jesus irettesatte den onde ånd og sagde: “Ti stille, og far ud af ham!« Dæmonen kastede manden omkuld midt iblandt dem og fór ud af ham uden at have gjort ham nogen skade.” ^{7 Luk 4,35}JSL 173.5

Den ulykkelige stakkels sind havde været formørket af Satan, men i Frelserens nærvær var en stråle af lys trængt gennem mørket. Længselen efter frihed fra Satans herredømme rejste sig i ham, men dæmonen modstod Kristi magt. Da manden forsøgte at bede Jesus om hjælp, lagde den onde ånd ord i hans mund, og han skreg i sin frygtelige angst. Den besatte forstod delvis, at han var i nærheden af en, som kunne befri ham; men da han forsøgte at komme inden for rækkevidde af denne mægtige hånd, holdt en andens vilje ham fast, og en andens ord kom til udtryk gennem ham. Konflikten mellem Satans magt og hans eget ønske om frihed var frygtelig.JSL 174.1

Han, som havde overvundet Satan i fristelsens ørken, stod igen ansigt til ansigt med sin fjende. Dæmonen udøvede al sin magt for at beholde herredømmet over sit offer. At miste fodfæste her ville være at give Jesus en sejr. Det så ud, som om den forpinte mand skulle miste livet i kampen mod den fjende, som havde ødelagt hans tilværelse. Men Frelseren talte med myndighed og gav den fangne hans frihed tilbage. Manden, som havde været besat, stod foran det undrende folk, lykkelig over friheden til at kunne herske over sig selv. Selv dæmonen havde vidnet om Frelserens guddommelige magt.JSL 174.2

Manden priste Gud for sin befrielse. De øjne, som for et øjeblik siden havde lyst af vanvid, strålede nu af forstand og fyldtes af taknemlighedens tårer. Skaren var målløs af forundring. Så snart de atter genvandt talens brug, sagde de til hinanden: “Hvad er dette? En ny lære med myndighed! Selv urene ånder befaler han over, og de adlyder ham.” ^{8Mark 1,27}JSL 174.3

Den hemmelige årsag til den lidelse, som havde gjort denne mand til et frygteligt syn for sine venner og en byrde for sig selv, kom fra hans eget liv. Han havde ladet sig fascinere af syndige glæder og havde tænkt sig at leve livet som en stor fest. Han havde ikke drømt om at blive til skræk for sine omgivelser og til skam for sin familie. Han mente, at han kunne bruge sit liv på uskyldige dårskaber. Men da han først var kommet på vej nedad, gik det hurtigt længere ned. Umådeholdenhed og letsindighed fordærvede hans naturlige gode egenskaber, og Satan fik fuldstændig herredømmet over ham.JSL 174.4

Hans anger kom for sent. Da han ville have ofret rigdom og fornøjelser for at genvinde sit tabte liv, var han hjælpeløst i den ondes vold. Han havde anbragt sig selv i fjendens lejr, og Satan havde gjort sig til herre over alle hans evner. Djævelen havde lokket ham med mange smigrende tilbud; men da først den stakkels mand var kommet i hans magt, blev fjenden ubarmhjertig i sin grusomhed og plagede ham på det frygteligste. Sådan vil det gå alle, der giver efter for den onde; deres ungdoms spændende fornøjelser ender i fortvivlelsens mørke eller i en ødelagt sjæls vanvid.JSL 174.5

Den samme onde ånd, som fristede Kristus i ørkenen, og som besatte den vanvittige i Kapernaum, beherskede de vantro jøder. Men over for dem påtog den sig en from mine og søgte at bedrage dem med hensyn til deres motiver til at forkaste Frelseren. Deres tilstand var mere håbløs end den besatte mands, for de følte ikke, at de trængte til Kristus, og derfor blev de holdt fast under Satans herredømme.JSL 174.6

Den tid, hvor Kristus selv virkede blandt mennesker, var også den, hvor mørkets rige udfoldede den største virksomhed. Gennem tiderne havde Satan og hans onde engle søgt at beherske menneskers legeme og sind og at bringe synd og lidelse over dem, og derpå havde han lagt skylden for al denne elendighed over på Gud. Jesus åbenbarede Guds karakter for mennesker. Han brød Satans magt og satte de fangne i frihed. Nyt liv og kærlighed og kraft fra Himmelen virkede på menneskene, og mørkets fyrste blev udfordret til kamp for sit riges overherredømme. Satan samlede alle sine kræfter og bekæmpede hvert af Kristi skridt.JSL 175.1