Hviledagsbudet i loven

Sabbatten var indbefattet i den lov, der blev givet på Sinaj; men det var ikke dengang, den først blev kendt som hviledag. Israels folk havde kendskab til den, før de kom til Sinaj. Sabbatten blev overholdt på vejen derhen. Hvis der var nogen, der vanhelligede den, dadlede Herren dem og sagde: “Hvor længe vil I nægte at holde mine befalinger og love?” ^{132 Mos 16,28}JSL 196.1

Sabbatten gjaldt ikke blot for Israel, men for hele menneskeheden. Mennesket havde fået kendskab til den i Edens have, og ligesom de ti buds andre forskrifter har den evig gyldighed. Om denne lov, som det fjerde bud er en del af, siger Kristus: “Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven.” ^{14Matt 5,18} Så længe himmelen og jorden er til, vil Sabbatten blive ved med at være et tegn på Skaberens almagt, og når Paradiset atter skal blomstre på jorden, vil Guds hellige hviledag blive æret af alle under solen. “Hver uge på sabbatten” skal den herliggjorte nye jords indbyggere “komme for at tilbede mig, siger Herren” ^{15Es 66,23}.JSL 196.2

Ingen anden lov, der var givet jøderne, skilte dem så fuldstændigt ud fra de omgivende folkeslag, som Sabbatten gjorde. Gud besluttede, at overholdelsen af den skulle betegne dem som hans tilbedere. Den skulle være et tegn på deres adskillelse fra afgudsdyrkelse og deres forbindelse med den sande Gud. Men for at kunne holde Sabbatten hellig måtte mennesker selv være hellige. Ved troen måtte de blive delagtige i Kristi retfærdighed. Da dette bud blev givet til Israel: “Husk sabbatsdagen og hold den hellig,”^{162 Mos 20,8} sagde Herren også til dem: “I skal være hellige for mig.” ^{172 Mos 22,30} Kun på denne måde kunne Sabbatten skille Israel ud som Guds tilbedere.JSL 196.3