Jesus rydder templet

Kristus indså, at der måtte gøres noget. Utallige ceremonier blev pålagt folket, uden at de fik den rette belæring om deres betydning. Tempelgæsterne bragte deres ofre uden forståelse af, at de var symboler på det eneste fuldkomne offer. Og midt iblandt dem — uden at være kendt eller æret — stod han, som alle disse ofre var symboler på. Han havde selv givet anvisning med hensyn til ofringerne. Han forstod deres symbolske værdi, og han så, at de nu var blevet fordrejet og misforstået. Åndelig gudsdyrkelse var hastigt ved at forsvinde. Der var intet, som bandt præsterne og rådsherrerne til deres Gud. Kristi gerning bestod i at etablere en fuldstændigt anderledes gudsdyrkelse.JSL 103.2

Med et ransagende blik opfanger han hele sceneriet, mens han står på trappen til tempelgården. Med profetisk blik ser han ind i fremtiden og ser ikke blot år, men århundreder og tidsaldre frem. Han ser, hvordan præster og herskere vil bortlede de trængende fra deres ret og hindre, at evangeliet bliver prædiket for de fattige. Han ser, hvordan Guds kærlighed vil blive holdt skjult for syndere, og hvordan mennesker vil gøre hans nåde til en handelsvare. Idet han ser, hvad der foregår, giver hans ansigt udtryk for harme, myndighed og magt. Folkets opmærksomhed vendes mod ham. De, som er beskæftigede med deres ugudelige forretninger, kan ikke få blikket bort fra hans ansigt. De kan ikke lade være med at stirre på ham. De føler, at denne mand kan læse deres inderste tanker og opdage deres skjulte hensigter. Nogle forsøger at skjule deres ansigt, som om deres onde gerninger stod krevet derpå og kunne tydes af dette ransagende blik.JSL 103.3

Larmen stilner af. Lyden af trafik og handel er ophørt. Stilheden begynder at blive pinefuld. En følelse af ærefrygt overvælder forsamlingen. Det er, som om de bliver stillet for retten ved Guds domstol for at stå til ansvar for deres gerninger. Da de betragter Kristus, ser de guddommeligheden lyse gennem menneskeskikkelsen. Himmelens Majestæt står, som dommeren vil stå på den yderste dag — endnu ikke omgivet af den herlighed, som da vil ledsage ham, men med den samme magt til at læse tankerne. Hans blik glider hen over forsamlingen og opfatter hvert eneste menneske. Hans skikkelse synes at hæve sig over dem med myndig værdighed, og hans ansigt lyser med en guddommelig stråleglans. Hans klare, klangfulde stemme — den samme der på Sinaj forkyndte den lov, som præsterne og rådsherrerne nu overtræder — giver genlyd under templets buer: “Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!”JSL 103.4

Langsomt går han ned ad trappen, og idet han løfter den svøbe af reb, som han har samlet op ved indgangen til indhegningen, byder han alle kræmmerne forsvinde fra tempelområdet. Med en entusiasme og strenghed, som han aldrig før har lagt for dagen, vælter han vekselerernes borde. Mønterne falder med en høj klirren ned på marmorgulvet. Ingen drister sig til at betvivle hans myndighed. Ingen vover at samle deres uhæderligt tjente gevinst op. Jesus slår ikke med sin svøbe, men i hans hånd forekommer denne enkle pisk ligeså frygtelig som et flammesværd. Tempeltjenerne, de havesyge præster, vekselererne og kvæghandlerne styrter med deres får og okser bort fra stedet uden nogen anden tanke end at slippe bort fra hans fordømmende nærhed.JSL 104.1

En panisk rædsel griber mængden, der mærker tilstedeværelsen af hans guddommelighed. Rædselsskrig undslipper hundredvis af blege læber. Selv disciplene bæver. De føler ærefrygt ved Jesu ord og handlemåde, der er så vidt forskellig fra hans sædvanlige optræden. De mindes, hvad der står skrevet om ham: “Nidkærhed for dit hus fortærer mig.” ^{3Sl 69,10} Snart er den larmende skare med deres handelsvarer langt borte fra Herrens tempel. Gårdene er befriet fra den ugudelige handel, og en dyb stilhed og højtid sænker sig over skuepladsen efter så stor en forvirring. Herrens nærværelse, der i fordums tid helligede bjerget, har nu helliget det tempel, der blev rejst til hans ære.JSL 104.2