Jesus ærer Johannes

Da sendebudene var taget afsted, talte Jesus til folket om Johannes. Frelseren havde den dybeste medfølelse med det trofaste vidne, der nu var indespærret i Herodes’ fangehul. Han ville ikke lade folket blive i den tro, at Gud havde svigtet Johannes, eller at hans tro havde svigtet i prøvens stund. “Hvad gik I ud i ørknen for at se?” sagde han. “Et siv, der svajer for vinden?”JSL 149.3

De høje siv, der voksede ved Jordanfloden, og som bøjede sig for ethvert vindpust, var et rammende billede på de skriftkloge, der med kritik og fordømmelse havde været vidne til Døberens virksomhed. De svajede hid og did alt efter, hvordan folkestemningens vind blæste. De ville ikke ydmyge sig selv ved at tage imod Døberens budskab, men af frygt for folket vovede de heller ikke åbenlyst at modsætte sig hans gerning. Men Guds sendebud havde ikke en sådan fej holdning. De skarer, der var forsamlede om Kristus, havde været vidne til Johannes’ arbejde. De havde hørt hans frygtløse fordømmelse af synd. Johannes havde talt med den samme ligefremhed til såvel de selvretfærdige farisæere og de saddukæiske præster som til kong Herodes og hans hof, til fyrster og soldater, toldere og bønder. Han var ikke et svajende siv, der bøjede sig efter menneskers fordomme eller velvilje. I sit fængsel var han den samme i sin troskab mod Gud og sin nidkærhed for retfærdighed, som da han prædikede Guds budskab i ødemarken. Hans troskab mod principperne var klippefast.JSL 149.4

Jesus fortsatte: “Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder?JSL 149.5

Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene.” Johannes var blevet kaldet til at dadle sin tids synd og udskejelser, og hans simple klædedragt og selvfornægtende liv harmonerede med karakteren af hans mission. Kostbare klæder og dette livs luksus tilkommer ikke Guds tjenere, men dem, som lever “i kongeslottene”, denne verdens herskere, som magt og rigdom hører til. Jesus ønskede at henlede opmærksomheden på modsætningen mellem Johannes’ klædedragt og den, der blev båret af præsterne og rådsherrerne. Disse embedsmænd klædte sig i rige dragter og bar kostbare smykker. De elskede at føre sig frem og håbede at forblænde folket og således fremtvinge større hensyntagen. De ivrede mere efter at vinde menneskers beundring end efter at opnå den hjertets renhed, der kunne vinde Guds bifald. Således afslørede de, at deres loyalitet ikke gjaldt Gud, men verdens fyrste.JSL 150.1

“Nej, hvad gik I ud for at se” sagde Jesus: “En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet:JSL 150.2

Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.JSL 150.3

Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han.” Ved den bebudelse, Zakarias modtog før Johannes’ fødsel, havde englen sagt: “Han skal blive stor for Herren.” ^{6 Luk 1,15} Hvad er det, der efter Himmelens vurdering betegnes som storhed? Ikke det, som verden forstår ved storhed; ikke rigdom eller rang, fornem byrd eller intellektuelle gaver i sig selv. Hvis intellektuel storhed, bortset fra enhver højere betragtning, er værdig til at æres, så må vor hyldest tilfalde Satan, hvis intellektuelle evner intet menneske nogensinde har været på niveau med. Men den forvanskes ved at tjene sig selv: Jo større gaven er, desto større bliver forbandelsen. Det er moralske værdier, Gud værdsætter. Kærlighed og renhed er de karakteregenskaber, han sætter højest. Johannes var stor i Herrens øjne, da han over for rådets udsendinge, over for folket og over for sine egne disciple afholdt sig fra at søge sin egen ære, men henviste alle til Jesus som den Forjættede. Hans uselviske glæde ved at tjene Kristus er et eksempel på den højeste form for ædelhed, der nogen sinde har åbenbaret sig i et menneske.JSL 150.4

Det vidnesbyrd, der efter hans død blev givet om ham af dem, der havde hørt ham vidne om Jesus, var dette: “Ganske vist gjorde Johannes intet tegn, men alt, hvad Johannes sagde om denne mand, er sandt.” ^{7Joh 10,41} Det blev ikke givet Johannes at kalde ild ned fra Himmelen eller at opvække døde, som Elias gjorde, og heller ikke at føre magtens stav som Moses i Guds navn. Han var udsendt for at forkynde Frelserens komme og for at kalde folket til at forberede sig til hans komme. Så trofast opfyldte han sit kald, at når folk mindedes, hvad han havde lært dem om Jesus, kunne de sige “Alt, hvad Johannes sagde om denne mand, er sandt.” Enhver af Mesterens disciple er kaldet til at vidne om Kristus på denne måde.JSL 150.5